Skrevet af Tine
Efter 3 års barnløshed blev jeg i november 2005 gravid efter 6. behandlingsforsøg (ICSI). Lykken var stor, og den blev bestemt ikke mindre, da vi i 8. uge erfarede, at vi ventede tvillinger.
Graviditeten gik planmæssigt, dog blev jeg i uge 18 fraværsmeldt fra mit arbejde på grund af bækkenløsning og mange plukkeveer.
Dette var dog ikke så slemt, da jeg alligevel skulle have været gået fra i uge 20 på grund af meget løftearbejde på min arbejdsplads. Og efterhånden var maven så stor, at det var lidt hårdt at komme rundt.
Vi blev ofte rutinemæssigt scannet på grund af tvillingegraviditet, men alt så bare superfint ud, og i uge 20 kunne de for første gang afsløre, at det så ud til, at vi ventede tveæggede tvillingepiger.
Det var meget rart at vide, da der jo er en del ting, man skal have fat i og meget gerne inden fødslen. Det er jo ikke sikkert, man får tid til det bagefter.
Kønnene havde ikke stor betydning for os, blot børnene ville være sunde og raske.
Torsdag den 3. august 2006 var vi til den sidste scanning og fik en tid til igangsættelse af fødslen fredag den 4. august. Tvilling A lå i hovedstilling og B lå i tværleje, så jeg kunne godt få lov at prøve at føde selv.
Efter en nat uden alt for meget søvn, det var jo så spændende alt sammen, mødte vi op på fødeafdelingen på Aalborg Sygehus Nord kl. 9.30, for at fødslen kunne blive sat i gang.
Jeg får kørt en strimmel, der viser, at begge piger har det godt, og jeg bliver undersøgt, og de kan konstatere, at jeg er en finger åben og har 1½ cm livmoderhals tilbage.
Jeg får lagt en stikpille i livmoderhalsen, og strimlen viser, at jeg får nogle lette veer med 25 minutters mellemrum. Vi får lov at gå en tur i kantinen og spise frokost for at se tiden an.
Kl. 12.30 får vi lov at tage hjem, da der ikke er sket mere. Vi skal dog henvende os, hvis der bliver 5 minutter mellem veerne og ellers møde ind igen lørdag morgen for at få sat mere skub i tingene. Umiddelbart tror jordemoderen ikke, der vil ske mere før tidligst dagen efter.
Vi tager hjem og smider os på sofaen foran en god film. Kl. 16.30 er der veer med 5 minutters mellemrum, men dog ikke værre end at jeg kan snakke undervejs.
Vi ringer til Aalborg, der gerne lige vil se, hvad der sker. Så af sted igen. Det skal lige bemærkes, at vi har 3 kvarters kørsel til Aalborg, så der blev brugt noget diesel den dag.
Ved 17.30-tiden er vi tilbage på fødeafdelingen. Jeg har veer af 1 minuts varighed, og der går 2-4 minutter imellem dem. Min mor, der også skal være med til fødslen, ankommer, da hun ikke kan holde ud at gå og vente derhjemme mere.
Ved 19-tiden får jeg klyx for at se, om det kan sætte mere skub i tingene. Men det får veerne til at aftage betydeligt, og kl. 20 får vi lov til at vende snuden hjem igen.
Jeg var mega skuffet, for jeg troede jo lige, der skulle til at ske noget. Men det var der ikke noget at gøre ved.
Kl. 21 er jeg tilbage på sofaen igen og har taget nattøjet på, for der sker jo ikke mere alligevel. Men jeg skulle da blive klogere.
Liggende på sofaen mærker jeg ved 22-tiden 3 små smæld i underlivet og ligger lidt og undrer mig over, hvad det mon kunne være. Der er ikke vådt eller noget, så det kan jo ikke være vandet, der er gået.
Alligevel bevæger jeg mig lige en tur ud på toilettet, hvor jeg kan se, at det er begyndt at sive med fostervand. Men det mener jeg nu ikke kan passe, for jeg er jo lige blevet sendt hjem, og jeg skulle ikke føde før tidligst i morgen.
Jeg prøver lige at ringe til min mor for at høre, hvad hun mener om sagen, og midt i samtalen får jeg en ve, og av for søren, nu sker der vist noget.
Mor siger, at hun kører med det samme, og jeg skal fluks ringe til Aalborg og så ellers se at komme af sted. Heh, hun kunne vist høre, at det var seriøst nu.
Jeg ringer til Aalborg og diskuterer med dem, om hvad vi skal gøre. Jeg har ikke lyst til at køre derop blot for at blive skuffet og sendt hjem igen.
Men igen får jeg en ve, og jordemoderen i telefonen siger, vi har bare at komme, og det skal være nu. Jeg lægger røret på og rejser mig. Og så vælter vandet ellers ud af mig, og veerne kommer rullende med 2 minutters mellemrum og gør afsindigt ondt.
Min mand, Henrik, får vældig travlt med at få tørret op og få mig i noget andet tøj og slæbt mig ud i bilen. Det er de længste 45 minutter, jeg har kørt i bil nogensinde. Veerne vælter ind over mig, og Henrik har noget besvær med at koncentrere sig om kørslen.
Kl. 23 er vi igen på fødegangen, for tredje gang denne dag, og jordemoderen, der lige er mødt ind til nattevagt, får vældig travlt, da hun ser mig.
Jeg er 5 cm åben, og livmoderhalsen er helt udslettet. Jeg får kørt strimmel. Veerne er gode, og børnene har det begge godt.
En time senere er jeg fuldt åben og har begyndende pressetrang. Der er dog ligesom noget, der holder presseveerne lidt tilbage, og de er meget korte.
Kl. 1 finder de ud af, at min blære er fuld og sidder i vejen for, at der kan ske yderligere. Da denne er tømt med kateter, sker der sandelig noget.
Kl. lidt i 2 om natten presser jeg for alvor, og jordemoderen får travlt med at tilkalde alle de folk, der skal være til stede under en tvillingefødsel.
De når lige at ankomme og indtage positioner, da lille Marie kommer til verden som stjernekigger kl. 2.08. Hun er 49 cm lang og vejer 2.600 gram. Sund og rask og får apgar score 10 med det samme. Hun bliver pakket ind og kommer over til sin far.
Så får folkene ellers travlt på fødestuen. Tvilling B ligger i underkropsstilling, men det ser ud til, at der er kommet en fod med ned.
Jeg kan slet ikke mærke mine veer mere, selvom de skruer op for fuldt tryk for ve-droppet. Flere folk bliver tilkaldt, og da en ældre fødselsoverlæge ankommer, får han hele stressniveauet, der har ligget helt oppe under loftet, ned på et behageligt leje.
Han scanner mig og undersøger mig med hænderne nedefra og konstaterer, at der godt nok er en fod med nede. Heldigvis beslutter han sig for, at det vist godt kan klares alligevel, uden jeg behøver at få kejsersnit.
Fødselslægen prikker hul på tvilling B's fostervand, og så kommer der gang i tingene igen. Av, hvor gør det bare ondt. Jeg overvejer, hvor nærmeste exit mon kan være, for det her vil jeg ikke være med til mere.
Heldigvis er det rimelig hurtigt overstået, og et kvarter efter, vandet er taget, kommer Signe til verden med numsen og en fod først.
Der står tre fødselslæger og hiver og flår i hende for at få hovedet ud, og det ser meget dramatisk ud, kan min mor senere berette.
Hun stiller sig med vilje i position, så Henrik ikke kan se, hvad der foregår dernede. Men altså, Signe kommer ud og er lidt blå, men skriger med det samme.
Hun får apgar score 9 med det samme og 10 efter 5 minutter, hvilket er rimeligt imponerende i forhold til den medfart, hun fik. Stakkels barn.
Signe bliver undersøgt af børnelægen, der finder hende sund og rask, og hun er 51 cm lang og vejer 3.000 gram. En stor lillesøster til Marie.
Jeg har blødt lidt for meget og er en smule rundt på gulvet. Jeg får saltvandsdrop og føder moderkagerne kort efter. Heldigt vi har mormor med, så hun kan sidde med den ene af pigerne og far med den anden, mens jeg bliver lappet sammen.
Kl. 8 er min blødning ved at være så meget under kontrol, at vi kan få lov til at komme på barselsgangen. Desværre er der overbelagt overalt, så jeg skal indlægges med pigerne på specialbarselsafdelingen, og der kan Henrik ikke få lov at blive - øv bøv.
Men de har simpelthen haft så travlt denne nat. Alle 12 fødestuer var i brug, og på stuen ved siden af vores var der også en tvillingefødsel i gang.
  Jeg bliver kørt op på barselsafdelingen i kørestol, fordi jeg har tabt så meget blod, at jeg er meget svimmel. Henrik tager hjem, og pigerne sover fredeligt i deres vugge, og jeg prøver at hvile mig lidt, hvilket dog ikke er nemt, når man lige er blevet mor til de mest vidunderlige børn.
Allerede dagen efter tager vi ned på barselsafdelingen i Hobro, fordi der er så overbooket i Aalborg. Vi lå 4 mødre på en 3-sengs stue og med 5 børn.
Det var slet ikke til at få ro til at slappe af og nyde sine børn. Til gengæld var det bare super at komme til Hobro. Der var fred og ro, og det bedste af det hele var, at Henrik måtte blive der døgnet rundt, og vi havde en stue helt for os selv. Det var helt bestemt ideelt for at få amningen til at køre.
Om fredagen den 11. august tog vi hjem til os selv, og vi glæder os nu til at skabe en hverdag med vores to dejlige piger.
27-11-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025