Skrevet af Sanne
Nu må jeg alligevel lige få den skrevet ned, min fødselsberetning. Den sidste og bedste fødsel af 4 i alt. Jeg havde termin den 26. april og glædede mig over endelig at skulle have et forårsbarn. Vores 3 øvrige er alle fra efteråret.
Allerede et par måneder før terminen var jeg begyndt at blive nervøs for fødslen. Jeg vidste, hvad der skulle ske, og netop derfor frygtede jeg de sidste to timer af fødslen.
1. fødsel var langvarig på 34 timer fra første ve, og de to sidste havde begge varet ca. 7 timer fra 1. ve. Fælles for dem var netop de sidste par timer med voldsomme veer efter provokeret vandafgang.
Først ved 3. fødsel havde jeg fået smertestillende i form af lattergas, hvis man da kan kalde det smertestillende. Det er nok mere et spørgsmål om, at det hjælper til at få fokus på vejrtrækningen.
Den stigende nervøsitet fik mig til at drøfte andre former for smertelindring med min konsultationsjordemoder, men vi kom dog ikke til nogen konklusion. Vi talte også om lavement, hvilken jeg fandt meget vigtigt, da jeg ikke nåede det ved sidste fødsel, fordi det pludselig gik stærkt. Alle disse bekymringer skulle imidlertid vise sig at være ganske overflødige.
Op til terminen havde jeg murren i underlivet og nogen gange små veer, som jeg blot afventede udviklingen af. De stoppede hver gang efter nogle timer.
Den 26. april kom og gik da også, mens manden var hængt op med husbyggeri. Det ville være meget uheldigt, hvis han skulle gå fra i de dage. Jeg skulle også varte håndværkere op med måltider, kaffe m.v., så det ville være ganske ubelejligt at føde der, så vi "bestemte", at det måtte vente, til vi lige var ovre opmuringen.
Den 1. maj sen eftermiddag stod murene til vores nye hus færdige, og min mand proklamerede, at nu måtte jeg gerne føde, for han var træt og trængte til fri fra arbejde.
Om aftenen havde jeg en enkelt kraftig ve, som dog stod helt alene, så jeg gik i seng ved 22-tiden og faldt straks i søvn. Klokken 23 vågnede jeg med veer, sådan nogle der ikke var til at tage fejl af, så jeg mente, at nu var fødslen i gang.
Jeg gik ind i stuen for ikke at vække min mand. Veerne kom meget uregelmæssigt og var af varierende styrke, og jeg havde en stærk tyngdefornemmelse i skeden. Derudover havde jeg en kraftig uro i kroppen, der gjorde, at jeg vandrede frem og tilbage i stuen.
Allerede klokken 23.10 gjorde denne uro, at jeg måtte ind til manden og bede ham komme ind og holde mig med selskab. Han spurgte, om vi skulle ringe til fødegangen med det samme, og jeg sagde nej, fordi veerne stadig var så uregelmæssige.
Men allerede 5 minutter efter ombestemte jeg mig og ringede selv til fødegangen. Jeg forklarede om disse uregelmæssige veer og om min fornemmelse af, at der skete en masse. Kort sagt, jeg ville gerne derind!
Jordemoderen lød ikke overbevist og spurgte, om jeg var førstegangsfødende. "Nej, det er 4. gang", sagde jeg, og hun sagde prompte, at så skulle jeg bare komme med det samme.
Svigermor blev tilkaldt til de store, som sov godt og uvidende. Jeg travede uroligt op og ned ad gulvet, mens veerne stadig var en blandet affære. Nogle var lette, og andre var fæle, og de kom med 2-7 minutters mellemrum.
Svigermor var her klokken ca. 23.40, og vi begav os af sted til sygehuset. I bilen blev veerne regelmæssige med 2 minutters mellemrum og pænt kraftige, og manden kørte stærkt! Vi stod snart udenfor den "hurtige" indgang til fødegangen og ringede på.
En damestemme i højttaleren sagde: "I skal ad hovedindgangen på grund af ombygning". Jeg råbte bare: "Det er f... løgn!", men hun var temmelig ligeglad.
Min mand tog resolut en kørestol, som han ville have mig op i, så det kunne gå lidt tjep, men den kunne jeg ikke lige overskue at skulle skrue mig ned og sidde i. Så jeg beordrede ham ud efter bilen igen, så han kunne køre mig til hovedindgangen!
Fra hovedindgangen er der ret langt til fødegangen, og jeg måtte hele tiden stoppe op og hænge ind over den rullestol, som min mand stadig trillede rundt med i håbet om, at jeg ville sætte mig i den, så vi kunne få lidt fart på.
Lige inden fødegangen fik jeg voldsom tissetrang, og jeg fandt heldigvis et toilet og fik tisset af mellem veerne. Vi nåde frem klokken 00.15 og blev vist til en fødestue med det samme.
På briksen fik hun undersøgt mig og konstaterede, at jeg var 3 cm åben. "Det er løgn", sagde jeg, "mine veer er slet ikke til kun at være 3 cm åben". Hun beroligede mig og sagde, at det kunne jeg ikke regne med, og at det hele var blødt som smør, så det skulle nok gå.
Da var jeg alligevel temmelig modløs. Jeg bad om, at hun kunne tage fostervandet, for så vidste jeg af tidligere erfaring, at så ville det gå stærkt. "Det er gået", sagde hun. "Næ", sagde jeg, "det er det ikke!". Jo, det mente hun bestemt, men tiden ville vise, om hun tog fejl. Hun begyndte straks efter at gøre klar til fødslen.
Den næste halve time havde jeg meget kraftige veer. De var onde, og de var lange, men dog med 1 minuts velsignede pauser imellem! Jeg fik en maske med lattergas til at tage toppen.
Pludselig fik jeg pressetrang, og hun mærkede efter. YES! Der manglede kun lige en lille kant, som hun masserede væk under den næste ve. Føj for pokker, det gjorde nas, og jeg bekæmpede trangen til at sparke den hjælpsomme jordemoder væk.
Jeg fik lov at presse i næste ve, og det gjorde jeg 1 gang - så var hovedet ude. Hun sagde vist, at jeg godt lige måtte holde en pause, men det hørte jeg som, at jeg godt måtte presse igen, når trangen kom.
Pressetrangen var mere eller mindre konstant, så jeg pressede bare igennem igen med det samme, og ud kom kroppen. Hun nåede kun lige at gribe ham, og op på maven kom min dejlige søn.
Klokken var 00.51. Han vejede 3.910 gram og var 52 cm lang. Det var vildt, og min krop bare rystede af de voldsomme kræfter, og jeg var nærmest høj i flere timer efter. Så hurtigt havde jeg aldrig født før, på under to timer fra veerne startede.
Det var så intenst, at jeg ikke havde nået at gøre mig mange tanker og bekymringer. Det skete bare.
Fostervandet så jeg aldrig, for det var rigtig nok gået inden ankomst til fødegangen. Meget mærkeligt, men måske var det fostervandet, der gik, da jeg var på toilettet, lige inden vi nåede frem.
Fostervand eller ej, det var en god fødselsoplevelse at slutte min fødende karriere af med.
18-12-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025