For tidlig fødsel på grund af julestress Gravides stress over juleforberedelser medfører flere tidlige fødsler i julemåneden.
3869
En mistanke om, at der i julemåneden fødes flere børn før tiden end i resten af årets måneder, er blevet bekræftet. Særligt stress over juleforberedelserne hos den gravide er under mistanke.
Specialkonsulent Steen Rasmussen fra Sundhedsstyrelsen har kørt statistikker over for tidlige fødsler sammen i én tabel, som viser, hvor mange der er født for tidligt hver måned i perioden 1997-2006.
Tabellen viser, at der typisk i december bliver født 15 procent flere børn for tidligt end gennemsnittet for hele året.
Risikoen for at føde for tidligt i december ligger hele 24 procent over de måneder på året, hvor færrest for tidligt fødte børn kommer til verden, nemlig i februar og april.
Ifølge statistikken fødes 6,7 procent af alle børn for tidligt, mens tallene specifikt for december, februar og april som yderpunkter er henholdsvis 7,7, 6,1 og 6,2 procent.
Som for tidligt fødte børn opfattes i statistikken de børn, der er født før graviditetens dag nr. 259, altså mindst 3 uger for tidligt.
Opgørelsen er baseret på data for næsten 644.000 børn, så tallene er ifølge Steen Rasmussen tilstrækkeligt statistisk sikre.