Skrevet af Elise
I 2003 besluttede vi, at vi ville være forældre. Jeg blev gravid med det samme, og lykken var stor. Jeg havde termin den 6. december.
Hele graviditeten gik nemt og smertefrit, bortset fra at jeg blev sygemeldt 2 måneder før termin, da jeg fik ondt i ryggen. Men jeg hyggede mig med at gå hjemme den sidste tid, og da terminsdatoen nærmede sig, var jeg også bare klar til at skulle føde.
Natten til den 1. december vågnede jeg ved midnatstid, da jeg havde ret kraftige plukkeveer. Jeg lå en times tid og ventede på, at det skulle begynde at gøre mere ondt, og ved 01-tiden vækkede jeg min kæreste Torben, da jeg ikke var i tvivl om, at det var veer. På det tidspunkt gjorde det ikke specielt ondt, men det ændrede sig hurtigt.
Omkring kl. 03.30 kørte vi til sygehuset for at blive undersøgt. Vi mente selv, at vi var godt forberedte. Vi havde pakket en taske med alt, hvad vi skulle bruge. Men da tankmåleren begyndte at lyse, opdagede vi selvfølgelig, at vi ikke havde fået en pung med. Vi nåede dog ind på sygehuset uden at gå i stå.
Jeg blev undersøgt med det samme, men var desværre kun 2 cm åben. Da vi bor et godt stykke fra sygehuset, fik vi heldigvis lov til at blive, selvom der godt kunne gå lang tid, inden vores lille baby kom til verden.
Jeg fik lidt at sove på og fik da hvilet mig til kl. 06.30. Da havde jeg rigtig ondt i lænden og måtte have et par varmepuder på. Jeg blev igen undersøgt og var nu 4 cm åben.
Tiden gik så langsomt, da vi bare lå og ventede på, at der skulle ske noget. Men kl. 10.30 var der endelig sket nok til, at jeg måtte komme ind på fødestuen. Jeg fik lavement, og da jeg var næsten 8 cm åben, kom jeg i det store badekar, som jeg havde ønsket.
Det varme vand var dejligt og tog toppen af smerterne. Men jeg fik det alligevel rigtig dårligt, og jeg kastede op en enkelt gang. Efter noget tid ville jordemoderen tage vandet, men da fostervandet var grønt, måtte jeg desværre op af karret med det samme.
Baby fik en elektrode på hovedet, og jeg kæmpede for at finde en god måde at ligge på, hvilket føltes ret umuligt med konstant smerte. Veerne blev dårligere, og jeg måtte have ve-drop.
Omkring kl. 13.00, da jeg var ca. 10 cm åben, fik jeg at vide, at jeg skulle begynde at presse med. Men jeg havde ingen pressetrang, kun konstant smerte. Og jeg havde svært ved at mærke, hvornår veerne toppede.
Så til sidst pressede jeg bare, når måleudstyret viste, at jeg havde veer. Det gik også nogenlunde, men jeg var meget træt. Jeg kom op at sidde på hug, hvor jeg kunne læne mig ind over en bøjle, og det hjalp lidt at have tyngdekraften med, når jeg skulle presse.
Undervejs fik jeg akupunktur, men det hjalp ikke det mindste! Torben var heldigvis rigtig god til at sørge for, at jeg hele tiden havde en kold klud på panden og fik en masse at drikke. Og så klemte jeg vist næsten alt blodet ud af hans hånd, når jeg pressede.
Heldigvis gik det da fremad. Vi begyndte at kunne se hovedet, når jeg pressede, og jordemoderen spurgte, om jeg ville have et spejl, så jeg kunne følge med. Men jeg takkede nej. Jeg ville helst ikke vide, hvordan jeg så ud forneden lige nu. Det kunne vist ikke være noget kønt syn.
  Kl. 14.11 blev vores lille pige endelig født, men hun måtte desværre i kuvøse i ½ time, da hun manglede ilt. Jeg fik heldigvis at vide, at hun var helt fin og rask, og jeg kunne ligge og kigge på min lille pige, mens jeg fik syet et par sting.
Da jeg endelig fik hende op på maven, blev jeg helt overvældet af følelser. Alle fødslens smerter forsvandt. At blive mor er bare det mest fantastiske i verden.
Sofia vejede 3.650 g og var 53 cm lang.
Da Sofia var 10 måneder gammel, blev jeg gravid igen. Vi glædede os til at få endnu et barn mere, og denne graviditet gik præcis som den første. Jeg havde det bare rigtig godt, men blev igen sygemeldt med ondt i ryggen.
Jeg havde termin den 24. juli 2005, men så længe skulle jeg heldigvis ikke vente. Den 10. juli vågnede jeg, fordi jeg skulle tisse. Men jeg nåede kun lige at rejse mig fra sengen, så kom der bare en skylle ned af mine ben. Jeg var selvfølgelig ikke i tvivl om, hvad der var ved at ske, og der gik ikke mange minutter, før den første ve var at mærke.
Stakkels Torben måtte igen vækkes midt i den gode nattesøvn, og vi skulle have mine forældre til at komme og passe Sofia, når vi tog på sygehuset.
Veerne blev hurtigt kraftigere. Jeg gik rundt mellem veerne, og når det gjorde rigtig ondt, lænede jeg mig ind over et bord og arbejdede med vejrtrækningen. Det gik bare rigtig godt.
Mine forældre kom hurtigt, og min mor blev ved med at sige: "Har du nu en ve igen? Så skal du altså af sted!". Men jeg synes, at jeg havde godt styr på veerne, og ville da ikke risikere at skulle sendes hjem fra sygehuset!
Da klokken blev 02.30, valgte vi dog at tage af sted. Jeg blev undersøgt med det samme, og da var jeg allerede 6 cm åben! Jeg blev så glad, og vi kom ind på fødestuen med det samme. Det var faktisk den samme stue som ved min første fødsel, så jeg kunne rigtig føle mig hjemme.
Badekaret blev fyldt op, og jeg nød det varme vand. Jordemoderen var rigtig sød, og imellem veerne snakkede vi og pjattede. Veerne gjorde ondt, men jeg klarede dem fint med koncentreret vejrtrækning. Og imellem veerne glemte jeg helt smerten.
Det blev til sidst for varmt at ligge i vandet, og jeg kom op at ligge i sengen. Jordemoderen ville gerne have, at jeg lå på siden, selvom det var ret ubehageligt.
 Men det virkede, og inden jeg havde set mig om, var min lille søns hoved blevet født, og kroppen fulgte efter i næste ve.
Theis blev født kl. 05.32, vejede 4.050 gram og var 52 cm lang. Han kom op at ligge på min mave med det samme, og han var bare så sulten, så han begyndte at sutte med det samme. Det var virkelig en drømmefødsel!
Vi var hjemme samme dag kl. 08.30, hvor vi fik hvilet lidt sammen med vores lille søn, inden Sofia kom hjem. Hun blev så glad, da hun så ham, og hun har elsket ham lige siden uden et strejf af jalousi. Han er hendes lille guttermand.
02-01-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025