Skrevet af Mai-Britt
Min graviditet havde generelt været ubesværet, så det regnede vi selvfølgelig også med, at fødslen skulle være. Der er (var) tradition for nemme fødsler i min familie.
Jeg begyndte at få veer fredag eftermiddag. De gjorde dog ikke specielt ondt, men de kom ofte. Jeg valgte dog at skippe festivalen, jeg skulle til sammen med en veninde.
Min mand blev lidt nervøs, da han fik det at vide, at nu var det jo snart nu. Om natten blev veerne værre og kom tæt på hinanden med 3-6 minutter imellem. Jeg ringede til jordemodervagten, men fik at vide, at veerne skulle være mere regelmæssige.
Et par timer senere kom veerne med 5 minutters mellemrum, og vi ringede igen til sygehuset. Desværre havde de bøvl med telefonerne, så vi kunne ikke få fat på fødeafdelingen, der blot meldte optaget, og når vi ringede igen, blev vi stillet om til neonatal afdelingen. Den kom vi senere til at kende nærmere.
Først da personalet dér løb op på fødeafdelingen med vores telefonnummer og fik dem til at ringe os op, kunne vi tale med nogen en ½ time efter første forsøg.
På det tidspunkt havde jeg ret ondt, og ingen af os havde sovet endnu. Vi fik lov til at komme op på sygehuset for at blive kigget på. De troede ligesom os, at vi var i fødsel. Vi var deroppe ca. kl. 06.30 lørdag morgen den 10. juni.
Men jeg havde kun åbnet mig ½ cm, så der var lang vej til de 10 cm, der skulle til. Jeg fik dog en seng og noget morfin, så vi kunne få hvilet lidt. Morfinen hjalp ca. 3 kvarter.
Jordemoderen tjekkede den lilles hjerterytme ved hjælp af et bælte, jeg skulle have om maven. Det hedder vist at få kørt en strimmel. Det var meget ubehageligt og gjorde helt vildt ondt, fordi bæltet var meget stramt.
Jeg blev tjekket igen, og der var stadig ikke sket mere. Jordemoderen fik os så overtalt til, at det nok var bedst, vi kørte hjem igen, for det kunne lige så godt gå i stå som gå i gang.
Jeg var ikke vild efter at skulle ud og køre bil, men gik alligevel med til at tage hjem. Turen hjem var et mareridt, fordi veerne gjorde så ondt hele tiden. Selv mellem "veerne" gjorde det ondt.
Vi måtte holde bilen ind til siden flere gange undervejs. Halvvejs var jeg helt sikker på, at jeg ikke kom af sted igen, for jeg skulle absolut ikke ud at køre bil igen.
Da vi kom hjem, gik jeg i bad, og min mand forsøgte at hjælpe, men jan kunne jo ikke fjerne smerten. Han var ked af, at han ikke bare kunne overtage, men gjorde alt han kunne for at støtte.
Jeg kunne ikke rigtig finde lindring i badet, og gik derfor i seng. Lars var ret bekymret, fordi han ikke kunne gøre noget og havde ringet til sygehuset igen, men fik at vide, at vi skulle se tiden an.
Lige så snart, jeg lagde mig ned i sengen, sagde det PLOP, og så gik vandet. Lars ringede med det samme til sygehuset igen, og så skulle vi af sted igen. Vi nåede nok at være hjemme i ½ time.
Lars kunne dog på ingen måde overtale mig til at komme ind i bilen, så der måtte jordemoderen tale mig til fornuft. Nu hvor vandet var gået, var veerne dog anderledes, og det gjorde ikke ondt imellem veerne, så denne køretur var ikke helt så slem som før.
Vi var på sygehuset igen kl. ca. 14. Oppe på fødeafdelingen kom jeg op på en briks og blev kørt ned på stuen igen, hvor jeg fik akupunktur og kom i badekar med dejligt varmt vand. Begge dele hjalp i et godt stykke tid.
Den jordemoder, der tog sig af os denne gang, var hende, vi havde gået hos under graviditeten og var glade for. Hun blev dog afløst efter et par timer, men den nye var også helt fantastisk, så det gjorde ikke noget.
Efter nogle timer i badekarret blev det for meget for mig. Det gjorde så ondt, at jeg ikke kunne være nogen steder. Jeg skiftede stilling konstant. Jeg bad om at få noget smertelindrende, selv om mit mål var at føde uden. Der blev gjort klar til en epiduralbedøvelse.
Men først skulle den lille igen have tjekket sin hjerterytme, og jeg fik igen bæltet på. Åh nej. Denne gang var det dog ikke så stramt, så det var ikke så slemt som første gang. Bæltet blev på, til fødslen var overstået.
Alt var, som det skulle være, så der blev kaldt efter en narkoselæge, der skulle lægge epiduralen ind i ryggen på mig. Da den virkede, var det en befrielse. Det var helt fantastisk at blive af med smerterne. Veerne kunne stadig mærkes, de gjorde bare ikke ondt.
Jeg havde endda overskud til at smile til den vordende far og grine af hans gas. Han var en helt fantastisk fødselshjælper. Han var ved min side hele tiden og var så sød og god til at støtte! Nu kunne jeg også følge med i, hvad der skete omkring mig.
Den lilles hjerterytme blev pludselig uregelmæssig, og der blev tilkaldt en læge, der skulle sætte en elektrode på dens hoved. Dette var dog ikke nok, så de endte med at skrabe i den lilles hovedbund for at tage blodprøver, som skulle vise, om den fik iltet blodet godt nok.
Hvis ikke skulle den tages ved kejsersnit. Prøverne var fine, men hver gang lægerne gik, faldt hjerterytmen igen, og de måtte komme igen. Det endte derfor med, at de var der ret meget, også under selve fødslen, og den lille fik en hel del hudafskrabninger på hovedet.
Jeg fik ilt i masken, og hver gang kunne man høre, at det lille hjerte slog hurtigere igen. Fordi der var problemer med hjerterytmen, skulle der være en børnelæge tilstede ved fødslen. Derfor var der 3 læger tilstede ved fødslen.
Jeg fik vefremmende drop nu, for nu skulle barnet ud i en fart. Kl. 19.13 begyndte jeg at presse. Det var hårdt og svært, for jeg følte ikke helt trangen til at presse, så jordemoderen skulle lige til at hjælpe den ud med sugekoppen. Da jeg fik det at vide, pressede jeg alt, hvad jeg kunne, og pludselig lå han der. Klokken var 19.27!
Hurtigt kom han op på min mave at ligge, mens Lars klippede navlestrengen. Børnelægen skulle dog undersøge ham kort efter på grund af den svingende hjerterytme, så han fik ikke lov til at ligge der længe.
Vi kunne også hurtigt fornemme, at alt ikke var, som det skulle være, også selv om lægen ikke sagde noget. Den lyd, han kom med, var ikke gråd/skrig, men en knirken, og hans arme og ben blev ved med at være slappe. Vi kunne dog se, at han bevægede hænderne.
Da lægen havde kigget lidt på ham og suget ham for fostervand, fik vi at vide, at han skulle ned på neonatal for at undersøges. Det skulle lige arrangeres, så imens fik han lov til at ligge lidt hos mig igen, men ikke længe.
Alt gik ret hurtigt, og vi vidste ikke, hvad der skete, og hvad han fejlede, så vi var meget nervøse og forskrækkede. Lars gik med derned. Jeg skulle blive på fødestuen, indtil jeg var syet, og bedøvelsen var væk.
På neonatal blev han grundigt undersøgt, og der blev taget røntgenbilleder af hjerte og lunger. Det viste sig, at han havde haft et lille hul i lungen og derfor havde fået en lomme af luft uden for lungen. Derfor kunne den ene lunge ikke folde sig helt ud, og han havde derfor svært ved at trække vejret.
  Han blev derfor indlagt på afdelingen på grundaf "knirk", som de kaldte det. Han blev lagt i en åben kuvøse med varme, der konstant var 37 grader varm, så det var varmt at stå ved ham.
Der blev lagt drop. Han forsøgte dog hele tiden at puffe det af, så de måtte lægge det om nogle gange, og det endte med, at de pakkede hele armen ind. Han fik også lagt sonde og en føler på foden, der kontrollerede iltningen af blodet, og en elektrode til at tjekke hjertelyden.
Så fik han C-pap, som ligner en stikkontakt sat i næsen og bundet fast. Igennem den fik han 100% ilt, som skulle blæse luftlommen væk og fylde lungerne med ilt. Det så ret voldsomt ud.
Endelig efter 2½ time fik jeg lov til at komme ned og se til ham. Jeg blev meget forskrækket over at se ham med alle de slanger og dimser over det hele, så jeg tudbrølede, da jeg så ham.
Vi var selvfølgelig begge bange for, om han var alvorligt syg, men vi fik at vide, at han nok skulle klare sig.
Jeg skulle sove ovenpå på en anden afdeling, så derfor var vi ikke sammen om natten. Det var underligt.
Næste morgen, da jeg vågnede, Lars var kørt hjem for at sove, skyndte jeg mig ned til ham og stod i fred og ro i lang tid og bare holdt ham i hånden. Vi måtte ikke nusse ham, kun lægge hånden på og holde den i ro, da alt andet ville stresse ham. Det var hårdt, for vi havde bare lyst til at tage ham op og kramme og kysse ham.
Han havde fået en hue på, for bedre at kunne holde på varmen, og en bluse, da varmen i kuvøsen var blevet slukket. Den havde han ikke brug for længere.
 Til stuegang blev der taget et nyt røntgenbillede, der viste, at luftlommen var blevet meget mindre. Derfor fik han lov til at slippe af med C-pap'en. Det var godt, for den var han bestemt ikke glad for.
Nu kunne vi også både se og høre, at han havde det meget bedre. Han trak vejret helt normalt og så nu ud, som en baby skal se ud i farven.
Samme dag fik vi også lov til at tage ham op, men vi skulle blive ved siden af kuvøsen, fordi han stadig var tilsluttet apparaterne. Vi forsøgte at få amningen i gang, selv om han fik mad i sonden.
Han suttede heldigvis lystigt lige fra starten. Men for at sørge for, at det fortsat fungerede, skulle han ligge ved mig, hver gang han fik mad gennem sonden, så han kunne forbinde brystet med mæthed.
Næste skridt var at komme ud af kuvøsen og over i en vugge. Han var dog stadig tilsluttet iltmålingsapparatet, og det der kontrollerede vejrtrækningen. Men nu kunne vi koble ledningerne fra, så vi kunne sidde med ham og gå op for at skifte ham.
Vi skulle bare huske at slukke for apparaterne, for ellers bippede de, når han blev taget op. Alle de alarmer vi hørte, mens vi var der, var heldigvis falske, fordi forældrene glemte at slukke. Jeg glemte det også en enkelt gang.
Vi fik heldigvis lov til at blive i samme "bås", som kuvøsen var i, og det var vi glade for, for vi var kommet til at kende de naboer, vi havde der, ret godt. De var flinke og gode at snakke med.
Jeg var plaget af dårlig samvittighed, hver gang jeg ikke var hos mit barn, når jeg skulle op for at sove, gå i bad eller spise. Hver gang følte jeg mig som en vildt dårlig mor, fordi jeg ikke var hos ham. Så det var godt nok noget af en belastning ikke at være indlagt på samme afdeling.
En nat, da jeg sad på neonatal og ammede, hørte jeg sygeplejerskerne snakke om en, der havde ringet en nat og var blevet stillet om til dem og var helt ulykkelig over ikke at kunne få fat i fødeafdelingen. Det var jo mig, så det var lidt pudsigt, at de lige skulle nævne det der.
På tredjedagen fik jeg lov til at tage ham med op på stuen mellem måltiderne. Det var skønt, for der var mere ro, og jeg kunne ligge med ham i sengen. Det var ikke så godt at sidde op på grund af smerter.
Han var nu begyndt kun at spise ved mig, men skulle vejes før og efter han havde spist, så vi var sikre på, at han fik nok. Sonden blev siddende i for en sikkerheds skyld. Han rev den dog selv ud, dagen inden vi skulle hjem. Den dag måtte han være hos mig hele tiden, også om natten. Han var nu ved at være helt rask.
5 dage efter fødslen fik vi lov til at komme hjem. Han var nu 100% rask, og vi jublede, da vi fik den melding. Heldigvis var det et kort indlæggelsesforløb, og vi har da i det store hele været heldigt sluppet.
Men for os var det en barsk omgang. Dagene flyder ud i et, og der sker hele tiden så mange ting, så mange undersøgelser, blodprøver m.m., at vi overhovedet ingen tidsfornemmelse havde. Derfor har det også været svært at huske, hvad der skete hvornår.
Oven på den oplevelse havde jeg mange smerter og efterveer og derfor ondt længe efter. Desuden tog det os længe at komme os oven på den voldsomme oplevelse.
Ikke nok med det viste det sig, at lille Markus var et såkaldt "kolikbarn", så de første par måneder har været virkelig hårde og absolut ikke, som vi havde forventet. Men det er jo også svært at forberede sig på.
 Nu, hvor Markus er blevet 3 måneder, begynder der for alvor at komme overskud på hjemmefronten, og det gælder jo os alle 3. Det er nu fantastisk dejligt at være forældre og se det lille vidunder lære nyt hver eneste dag.
Det var ikke lige den voldsomme begyndelse på livet, vi havde ønsket for vores søn, men det siges jo, at modgang gør stærk, så mon ikke han udvikler sig til en lille supermand, ligesom en million andre drengebørn.
08-01-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025