Mit levende mirakel og min døde engel Kirstine fortæller om sine 2 fødsler, hvoraf den ene gik galt, og om sin nye tvillingegraviditet.
11067
Skrevet af Kirstine
Jeg vil gerne fortælle om mine dejlige unger - de to jeg har født, og de to der ligger i min mave lige nu. Alene det, at jeg er mor til 4, er næsten som et eventyr. Jeg har PCO og fik ellers af lægerne ikke specielt gode odds for nogensinde at opleve det at få børn. Ja, så kan de lære det!
I december 2003 indtræffer mit livs mirakel: Jeg bliver gravid for første gang. Der er gevinst efter 7 måneder på hormoner og så ellers "hjemmerul", som min læge kaldte det med et grin. Den 19. december dukker den forjættede streg nr. 2 op på testen - jeg får stadig et sug i maven af at tænke på det.
Graviditeten er både forunderlig og skræmmende. Det er mit livs lykke at gå rundt og mærke mit barn sparke i maven. Til misdannelsesscanning den 1. april 2004 får vi at vide, at vi venter en velskabt dreng med termin den 26. august 2004.
Søndag den 29. august 2004 begynder vandet lige så stille at sive midt under OL-håndbolddramaet mellem Danmark og Korea. Jeg er i uge 40+3. Om eftermiddagen tager vi til Frederiksberg Hospital. Jeg har ikke veer, og er lukket med 2½ cm livmoderhals, men vandet siver stadig.
Vi får at vide, at vi skal tage hjem og afvente veer til mandag morgen. Hvis veerne ikke kommer af sig selv, skal jeg have antibiotika og sættes i gang. Hjem med os og meget lidt nattesøvn. Kors hvor er vi spændte!
Men der sker intet, så mandag formiddag får jeg lagt den første stikpille op og tager den første omgang penicillin med besked på at komme igen kl. 18, hvis jeg ikke får veer inden. Så vi kommer selvfølgeligt igen - og nu er jeg en smule irriteret over forløbet. Der sker jo ingenting!
Jordemoderen undersøger mig og siger, at jeg nu ingen livmoderhals har tilbage og er knapt 1 finger åben. Så hun vil ikke give mig endnu en stikpille men sender mig hjem. Kom igen i morgen tidlig, hvis du ikke har fået veer inden da. Jeg kunne have kvalt hende.
Men jordemoderen viser sig altså at være klog nok, for cirka kl. 20 mandag den 30. august starter veerne. Der går et par timer, og så står jeg ellers hængende ind over vindueskarmen i vores stue og brøler ved hver ve - det gør fandengalme ondt!
Min kæreste ringer på fødegangen kl. 23, men de afviser ham prompte, for jeg har slet ikke haft veer længe nok som førstegangsfødende. ½ time senere ringer han og proklamerer, at nu kører vi altså. Vi har ½ time i bil til hospitalet, og det var bare en hæslig køretur. Jeg får 3 veer på vej fra parkeringspladsen til fødegangen - tror jeg fik vækket en hel afdeling, for det med at føde i stilhed var ikke lige mig.
Vi ankommer til fødegangen cirka kl. 1, og der er de først skeptiske, men det ændrer sig, da jeg bliver undersøgt. 5 cm åben og seje veer, så jeg ryger på en fødestue. Jeg råber på en epidural.
Min jordemoder - som nok har en fornemmelse af, hvordan det vil gå - kommanderer mig om på siden og fortæller mig, at jeg skal ligge ½ time med CTG og have taget nogle blodprøver, inden jeg kan få en epidural. Og så giver hun mig min bedste ven den nat - masken med lattergas.
Mens jeg brøler i min maske, forsvinder tiden lidt for mig. Junior og jeg bliver clearet til epiduralen, og jordemoderen går ud for at ringe til narkosen. Hun når dårligt ud af døren, da veer og følelse i min krop totalt ændrer karakter, og jeg beordrer manden ud for at finde jordemoderen. Og ja, nu er jeg helt åben og klar til at presse, så narkosen aflyses. Lige da kan jeg kun tænke "Fuck, hvor uretfærdigt!".
Det tager mig et par forsøg at lære at presse rigtigt, men kl. 04.08 tirsdag den 31. august 2004 i uge 40+5 bliver vores levende mirakel født. William får 10 i apgar fra start, vejer 3.730 gram og er 53 cm lang.
Vi er lykkelige for vores fantastiske søn, og tanken om flere børn er aldrig langt væk. I maj 2005 stopper William selv med amning, og jeg starter straks på hormoner igen. Stor jubel i det lille hjem, da jeg i juli efter blot 2 måneders forsøg endnu en gang er gravid. Det er endnu en gang en ukompliceret graviditet, og misdannelsesscanning den 11. oktober 2005 afslører, at William skal have en velskabt lillebror. Vi er enige om, at han skal hedde Silas. Termin den 8. marts 2006.
Denne gang er alt anderledes. Vi har prøvet det før, og William er så lille, at han tager al vores energi og tid. I december og januar er jeg ad flere gange indlagt med William, som pludseligt begynder at lide af feberkramper, og jeg skænker ikke lillebror i maven ret mange tanker i de perioder.
Den 13. februar 2006, da jeg er i uge 36+4, tager jeg af sted til fødegangen. Jeg har ikke mærket så meget liv, men er ikke synderligt bekymret. Silas har aldrig været aktiv i maven på samme måde som William, og jeg har før været af sted for at få tjekket efter, og alt har altid været okay.
Så jeg er sikker på, at Silas stadig har det godt - faktisk så sikker, at jeg ikke bliver bekymret de første sekunder, da jordemoderen ikke kan finde hjertelyden. Hvor har jeg dog slået mig selv i hovedet mange gange med det sidenhen. Hvilken mor er jeg, når jeg ikke opdager, at mit barn dør i min mave?
For Silas er død. Hjertelyden er væk. Doptonen skratter bare, og en læge kan efter scanning bekræfte, at Silas' lille hjerte ikke længere slår. Det kan bare ikke beskrives, hvordan det føltes.
Vi beslutter at få fødslen sat i gang med det samme, og kl. 19 den aften får jeg den første stikpille. Jeg er helt lukket. Kl. 23 får jeg endnu en pille lagt op og er stadig helt lukket. Ved vagtskiftet midnat får vi den mest fantastiske jordemoder. Hun er bare hos os, forstår os og får os blandt andet flyttet fra fødegangen, så vi ikke skal høre på de nyfødtes skrig.
Kl. 2 om natten kan hun tage vandet, og veerne begynder cirka kl. 2.30. Jeg er blevet lovet al den smertelindring, jeg vil have, men nu vil jeg ikke have noget, og jordemoderen forstår uden forklaring, at hun ikke skal presse mig. Fødslen, veerne og fornemmelsen af Silas i min krop er det sidste, jeg får med min søn, og det vil jeg være i.
Til at starte med går det godt fremad. Kl. 4.30 er jeg 5 cm åben, og Silas er kommet godt ned. Da jordemoderen siger det, går det op for mig, at det snart er slut - snart er alt håb om, at de tager fejl, forsvundet. Jeg vil slet ikke have Silas ud.
Da jordemoderen undersøger mig 1 time senere, er jeg kun 3 cm åben, og Silas står højt i mit bækken. Jeg får ve-drop, som skrues op og op, men der sker ingen ændring. Kl. 7 tager jordemoderen og min kæreste beslutningen om epidural for mig - jeg er helt smadret psykisk og kan ikke andet end at græde.
Epiduralen bliver lagt, og jordemoderen undersøger mig lige, inden hun skal gå kl. 8, for hvis jeg er mere åben, vil hun blive og føde sammen med mig. Men der er stadig ingen ændring. Jordemoderen overgiver os med beskeden om, at det vil tage lang tid.
Kl. 8.30 får jeg pludseligt ondt og kan mærke, at nu er Silas på vej ud. Kæresten ringer efter jordemoderen, som vi kun lige har hilst på, og alle er ret forvirrede, for man åbner sig ikke 7 cm og får et dødt barn ned i fødselskanalen på ½ time, men det er min krop ligeglad med.
Kl. 8.43 den 14. februar 2006 - på Valentines Day - bliver vores smukke, døde engel født. Silas ligner sin storebror på en prik, vejer 2.870 gram og er 48 cm lang.
Silas er umiddelbart velskabt, og jordemoderen siger med det samme, at vi ikke skal forvente, man kan finde en dødsårsag, når der ikke kan ses noget ved moderkage, navlesnor eller barn ved fødslen. Og resultatet efter obduktion og blodprøver i spandevis på mig er da også, at Silas var helt igennem sund og rask.
Ingen kan forklare os, hvorfor han døde. Vores livs sorg! Vi elsker ham så højt og savner ham hver evig eneste dag. Silas bliver begravet den 22. februar, og så starter resten af vores liv uden vores søn.
Vi er fra første færd enige om, at vi gerne vil have flere børn, hvis ellers lægerne siger god for det, og vi i øvrigt kan være heldige at blive gravide igen.
Lægerne giver grønt lys den 28. april, da de sidste prøver har vist, at jeg intet fejler, og den 9. maj får jeg menstruation og starter endnu en gang på hormoner. Den 4. juni er der to streger på testen. Denne gang er følelsen en blanding af taknemmelighed, lykke og sorg. Og så megen angst, at jeg slet ikke kan sætte ord på.
Vi har et helt team på Frederiksberg Hospital, der står klar til at følge os tæt, og det udgør den eneste følelse af sikkerhedsnet, jeg har at holde fast i. Men skæbnen vil, at jeg er gravid med tvillinger, og Frederiksberg tager ikke tvillingegravide grundet risikoen for komplikationer. Så vi henvises til Glostrup.
I første omgang var det et stort slag for os, men nu er vi blevet rigtig glade for Glostrup. Vi bliver passet så godt på, og vi er super trygge ved dem. Vi har netop været til misdannelsesscanning, og tvillingerne har det stadig godt. Vi venter en dreng og en pige med termin den 15. februar 2007.
Sikke en cirkelslutning. Vi holder vejret og håber så inderligt på, at vi denne gang må få vores babyer med hjem raske og levende.
Relaterede artikler
© 1999-2025