Skrevet af Ida
Jeg ventede mit første barn med min mand i marts 2004. Jeg havde termin den 18. april 2004.
Graviditeten havde været en dans på roser ud over en smule madlede.
Dog var der begyndt at komme lidt smerter, og jeg mærkede baby meget voldsomt. Det fik vi forklaringen på, da det viste sig, at der ikke var så meget fostervand, som der burde være.
Så jeg gik til kontrol hos en gynækolog ca. 3 gange om ugen fra midten af marts måned.
Fostervandet faldt og steg hele tiden, og de var meget i tvivl om, hvad der skulle ske, men til sidst besluttede de sig for at sætte fødslen i gang torsdag den 1. april 2004.
Så vi gjorde os jo klar til den store dag, pakkede taske, gjorde rent, osv. Men men men, da vi kom ud på hospitalet, blev jeg undersøgt, og de valgte at sende mig hjem igen, da der var øget fostervand.
Jeg fik en ny aftale om igangsættelse onsdag den 7. april. De så jo helst, at baby blev derinde så længe som muligt, hvis den havde det godt.
Nå, men vi var til kontrol et par gange i mellemtiden, og alt så fint ud, men de holdt stadig fast ved den 7. april. Hurra.
Den 6. april gjorde vi rent, gjorde tasken klar, lavede god mad, smovsede jordbær osv. Vi vidste jo, hvad morgendagen ventede os. Så satte vi en film på DVD'en for at få tankerne lidt væk.
Alarm
Kl. 22.10 den 6. april gav det et ordentligt KLONK nede i maven på mig. Jeg fløj op af sofaen (vi havde lige fået ny sofa, og vandet skulle jo helst ikke gå i den), og jeg rendte ud på toilettet, hvor jeg konstaterede, at jeg blødte meget, og der var alt muligt andet på vej ud også.
Og så fik jeg ondt. Ikke sådan med interval, nej hele tiden. Så min mand ringede til fødegangen, hvorefter der blev stillet om til mig. Efter en kort snak sagde jordemoderen: "Jeg tror bare, du kommer med det samme, for nu har du haft 3 veer, og vi har kun snakket sammen i 5-6 minutter".
Hvordan jeg fik tøj på og kom 3 etager ned til vores bil osv., det aner jeg ikke, men pludselig var vi ved hospitalet.
Kl. 22.40 holder vi på p-pladsen. Idet jeg skal til at stige ud af bilen, siger det så PLASK, og der gik vandet. I den grad!
Nå, men vi kommer til fødegangen, hvor en rigtig sød jordemoder Majken tager imod os allerede ude på gangen. I al hast bliver jeg smidt op på en seng/briks, hvor hun lige undersøger mig. Jeps, jeg er 8 cm åben.
Jeg får tøjet af og bliver installeret lidt bedre og får nogle hurtige instrukser, hvorefter jeg ellers bare trækker vejret med veerne, som hele tiden er der. De gør egentlig ikke specielt ondt, men de er jo åbenbart effektive.
Majken er der hele tiden. Hun snakker hyggeligt med min mand, mens jeg ingenting siger. Jeg vender hovedet, når jeg vil have noget og drikke, og får så det af min perfekte fødselshjælper (min mand), og ellers nyder jeg bare det, at jeg snart skal være mor.
Kl. 23.30 kommer pressetrangen så. Jeg får besked på lige at holde lidt igen, da det ikke må gå for hurtigt af hensyn til, at jeg ikke må sprække alt for meget.
Kl. 23.45 er jeg helt åben og får så lov at presse. Ahhh, det er altså en lettelse. Men pludselig så er det som om, det går i stå.
Majken og sygeplejersken snakker lidt frem og tilbage, og til sidst kommer sygeplejersken rullende med et bord. De vil give mig lidt ve-stimulerende. 1-2-3 og så er der veer igen uden drop. Jeg skulle bare skræmmes.
  Kl. 00.31 efter nogle få presseveer var han så ude. Den fineste lille dreng, Mikkel på 3.400 gram og 53 cm.
Kort tid efter fødte jeg moderkagen og var ikke sprækket pånær en lille bitte smule, som krævede 2 små sting.
Mikkel ville ikke trække vejret rigtigt, så børnelægen kiggede lige forbi, men efter 3-4 minutter skal jeg love for, at der kom gang i ham, og han skreg derefter i 45 minutter.
Alt var perfekt, og jeg var forholdsvis frisk. Min mand var stolt, ikke mindst af mig, da han syntes, at jeg havde klaret det fantastisk. Og jeg syntes bare, at det hele havde været fantastisk. Nemt, hurtigt og næsten smertefrit.
Og så havde jeg den bedste jordemoder og den aller aller bedste fødselsmedhjælper, min mand. Og lad os så ikke glemme resultatet - en dejlig unge.
Vi fik ringet til familierne, og den stolte farmor og farfar kom forbi og så den meget nye Mikkel.
Ca. 2 timer efter blev vi kørt på barselsstuen, og min mand tog hjem.
Resumé
Kl. 22.10: Et klonk og så ellers veer. Første tegn på noget som helst.
Kl. 22.40: Vandafgang.
Kl. 23.45: Pressetrang.
Kl. 00.31: Baby på maven.
2 timer og 21 minutter - og ingen igangsættelse til mig i denne omgang.
Nu skal Mikkel være storebror. Jeg har termin den 21. september, og så må vi se, om denne fødsel går lige så nemt og næsten smertefrit. Men kan det næsten gå nemmere og hurtigere?
21-01-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025