Historien om Anne Da Kirsten endelig måtte presse, gik det stærkt: 5 pres, og så var Anne kommet til verden.
3234
Skrevet af Kirsten
Historien om Anne er ikke så speciel, men den er hendes, og jeg synes, den fortjener at blive fortalt.
Da min mand Kim og jeg finder ud af, at jeg er gravid, bliver vi meget glade. Graviditeten var ønsket gennem det sidste halve år, og ved første lægetjek siger lægen til mig: "Ja, du skal så føde den 7. november - sådan lige omkring middagstid". Fint siger jeg og tilføjer lidt i spøg: "Så kan Kim jo nå det i frokostpausen". Det viser sig senere at blive ret præcist.
Jeg havde inden fødslen spurgt min mor om hendes fødsler. Jeg havde nemlig læst, at man føder som sin mor. Min mor forklarede, at det var gået nemt og hurtigt. Faktisk som at smutte mandler. Det kunne hun ikke trække i langdrag. Herligt tænkte jeg, så går min fødsel jo nok også nemt.
Søndag den 6. november er jeg alene hjemme. Jeg har haft det underligt i kroppen hele dagen med masser af plukveer, og da jeg ikke kan få videoen til at virke med den film, jeg gerne vil se, synes jeg, at alt kan være lige meget. Jeg bliver sur og træt af det hele. Gal på Kim over, at han ikke er hjemme osv. Da han så kommer hjem omkring kl. 19.30, vil jeg i seng, for så kan det hele også være lige meget.
Ude på toilettet føler jeg, at jeg har tisset i bukserne. Jeg skifter trusser og går ind og beklager min nød til Kim over videoen. Med det samme føler jeg, at jeg igen tisser i bukserne. Bandende og svovlende går jeg igen ud på badeværelset og skifter trusser. Jeg går tilbage til Kim for at brokke videre, og 3. gang er det det samme. "For h… jeg står og tisser i bukserne", udbryder jeg.
Ude på badeværelset kommer jeg til at tænke på, om det mon er mit vand, der er gået. Jeg begynder straks at lede efter en brochure om det at føde, for jeg ved, at jeg har sådan en et sted. På det tidspunkt finder jeg den dog ikke ret brugbar.
Jeg bestemmer mig for (i samråd med Kim) at ringe til sygehuset. Men da vandet blot er gået, og jeg ikke har regelmæssige veer endnu, skal jeg blot blive hjemme. Senere på aftenen begyndte veerne at komme. Kl. ca. 01.30 tog vi på sygehuset, men blev sendt hjem igen, da jeg kun var åbnet 2 cm.
Kim var træt af at skulle hjem igen. Nu var vi jo kommet derind. Hvorfor kunne jeg dog ikke bare være i fødsel? Vi fik dog ikke sovet meget, for jeg havde beordret Kim til at tage tid mellem mine veer. Jeg sov jo indimellem, og det gjorde Kim vist også, for næste morgen var der streger af kuglepen på hovedpuden.
Mandag morgen stod det meget klart, at Kim ikke skulle på arbejde, og den aftale jeg havde med min svigermor heller ikke blev til noget. Kim blev derfor nødt til at ringe til sin mor og aflyse samt finde ud af, hvilke busser der gik til Viborg, for nu kunne hun jo ikke få kørelejlighed.
På det her tidspunkt var Kim ved at være stresset. Vi tog på sygehuset igen kl. ca. 8. Kim mente, at det skulle gå stærkt derind, men han havde glemt at tage højde for morgenmyldret. Han bliver pludselig utålmodig og strejfer et forlov for at komme udenom en bil. Hvor blev jeg gal! Han havde bare at køre ordentligt, for ellers kom vi slet ikke nogen steder.
På fødeafdelingen kom vi først ind i en lille kold forberedelsesstue. Jeg frøs utrolig meget, og den jordmoderstuderende hentede både strømper og tæpper til mig. Vi fik den dejlige besked, at jeg var åbnet 4 cm og måtte blive indlagt. "Er hun i fødsel nu - sådan rigtig?", spurgte Kim. "Hvornår tror du så hun føder?".
På fødestue 2 kom jeg i badekar, og det var rart, især når Kim sad ved siden af og kunne holde mig varm med vaskeklude. Jeg synes perioden med veer var lang. Vi havde siddet og pjattet med, at hvis jeg fødte i frokostpausen, var lægen utrolig dygtig til at gætte.
Men tiden gik, og det blev over middag. Det værste var de veer, jeg havde, da jeg var åbnet 8 cm. Klokken var ca. 13.45. Jeg havde pressefornemmelser, men måtte ikke presse - øv. Jeg koncentrerede mig om vejrtrækningen, for ellers kunne det gøre mere ondt.
Jeg er endda blevet fortalt, at jordemoderen flere gange måtte minde mig om at trække vejret. Tænk at jeg pludselig ikke gjorde det automatisk. Da jeg endelig måtte presse omkring kl. 15.10, gik det stærkt. 5 gange og så var Anne kommet til verden.
En velskabt lille pige på 3.540 gram og 52 cm. "Som at smutte mandler". Det var måske nok også rigtigt, men min mor havde blot undladt at fortælle, at det er helt normalt at gå med veer, som jeg gjorde, fra kl. ca. 19.30 om aftenen og så til næste eftermiddag. Jeg havde været naiv og troet, at det kunne overstås på et par timer.
I dag, set i bakspejlet, har min fødsel været meget nem. Anne er nu snart 11 måneder og har indtil nu været et dejligt nemt barn, hvilket har gjort, at både Kim og jeg er klar til barn nr. 2, som vi venter os til maj.
Relaterede artikler
© 1999-2025