Er du gravid eller har en baby? Læs alt om graviditet og børn her på Netbaby.dk
Brugernavn: Password: Husk login|Ny bruger?
Forside|Indkøbsguide|Gode tilbud|Din side|Forum|Grupper|Brevkasse|Blog|Konkurrencer
Før graviditet|Gravid|Fødsel|Baby|Mor|Far|Navne|Flere:
Søg:
GRATIS! LÆS DET NYE GRAVIDA

Læs om mandens manglende sexlyst, planlagt kejsersnit, ligamentsmerter og stjernebabyer på vej i det nye GRAVIDA. Læs det gratis her
Da Lasse Emil kom til verden Da Lasse Emil kom til verden

Betina fortæller om sin fødsel af sønnen Lasse Emil.

4773 25-01-2007

Skrevet af Betina Pedersen

Det var slutningen af maj måned 2005. Jeg havde ikke tænkt en tanke om, hvornår jeg skulle have min menstruation. Jeg fik det råd af en veninde at tage en graviditetstest, bare for at være på den sikre side.

På vej hjem fra arbejde kørte jeg ind på apoteket for at købe en test. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg ventede med at tage testen, til jeg var alene. Min gemal skulle lige et hurtigt smut i byen, og så havde jeg en chance for at tage testen.

Det var med spænding, at jeg satte pennen ned i noget af mit urin. Det tog ikke lang tid, før der kom 2 meget tydelige streger på testen. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle tro. Line var jo trods alt kun lige blevet 13 måneder og havde lært at gå helt selv.

Da gemalen kom hjem, fortalte jeg med det samme, at jeg havde testet positiv igen, og han kunne ikke komme hurtigt nok ind under lyset for at se testen. Den var god nok, og vi snakkede om, at denne gang måtte det godt blive en dreng, da vi nu havde en pige i forvejen. Nu var det ikke sådan, at en pige mere ikke var velkommen, for det var hun da helt bestemt.

Jeg afleverede en urinprøve på lægehuset næste morgen, inden jeg kørte Line i dagpleje og selv kørte på arbejde. Jeg ringede senere på dagen til lægen for at få resultatet, og det blev bekræftet, at jeg ventede mig igen. Jeg fik en dobbelt tid hos lægen.

Jeg havde fået en tid hos lægen den 10. juni 2005. Det var en vikar-læge, men han var meget flink og rar. Han regnede terminen ud, men var ikke helt sikker på, om det nu også kunne passe. Jeg fik taget 3 blodprøver, fik målt blodtrykket og han udfyldte alle de nødvendige papirer og sendte dem til sygehuset. Jeg var gravid i uge 7 efter hans beregning, men som sagt var han ikke helt sikker.

Jeg mistede ret hurtigt appetitten og kunne ikke spise det helt store, og det resulterede i, at jeg begyndte at tabe mig. Dog tabte jeg mig ikke så meget, som ved min første graviditet. Forskellen mellem mine 2 graviditeter var, at ved den første havde jeg meget kvalme og opkastninger, det havde jeg ikke i min anden graviditet.

Til gengæld syntes jeg, at jeg var meget mere træt i min 2. graviditet end i den første. Det hang nok sammen med, at jeg ikke spiste ret meget, og at jeg ikke kunne lægge mig, når jeg også skulle tage mig af Line.

Jeg syntes, det var meget hårdt at stå op om morgenen og gøre klar med morgenmad til Line og smøre madpakker. Men når man først var kommet i gang, var det ikke så slemt. Men det blev det op ad formiddagen, og jeg kunne snart ikke holde om en gulvmobbe. Jeg fik at vide, at det gik over igen. Det gjorde det også, men jeg syntes, der gik lang tid.

Jeg ringede til lægen for at få resultaterne af mine blodprøver. Det hele så fint ud, og det var jeg glad for. Min blodprocent var dog dalet lidt siden min første graviditet. Denne gang lå den på 7,4 mod 8,1 første gang.

Jeg syntes, at det tog lang tid, inden jeg blev indkaldt til scanning på Sønderborg Sygehus. Det skulle jeg den 1. august 2005, hvor jeg skulle udfylde nogle papirer, som jeg skulle have med til scanning. Jeg skulle vente 5 uger, inden det blev min tur til at blive scannet.

Jeg havde 3 ugers sommerferie inden scanningen, men de gik nu ret hurtigt. Jeg skulle på arbejde igen den 1. august 2005 efter ferien. Det var hårdt at komme i gang igen, men jeg havde scanningen at se frem til.

Jeg mødtes med den kommende far på sygehuset. Da vi ankom til gynækologisk ambulatorium, skulle vi aflevere de udfyldte papirer, og vi skulle vente lidt, inden det blev vores tur.

Den sygeplejerske, der scannede mig, var meget sød. Hun kørte scanneren henover min mave, og man kunne tydeligt se, at det var en lille én med meget spræl i. Det var nemt at se, at den havde 2 ben og 2 arme.

Ved denne scanning fik vi den nøjagtige terminsdato. Det var den 6/2-2006. Vi blev enige om, at jeg skulle have taget en tripletest, når jeg var 15 uger henne. Hun målte fosteret, som var ca. 7 cm, og jeg var i uge 13.

Som tiden gik, og barnet voksede i min mave, blev mine arbejdsbukser for små i taljen, og jeg kunne næsten ikke knappe dem længere. Men jeg ville ikke til at bede om nogle nye, da jeg snart skulle stoppe alligevel.

Da jeg arbejdede som rengøringsassistent, havde jeg ikke den samme energi, og kræfterne var ikke altid så gode, men så tog jeg det mere med ro. Jeg skulle jo passe på mig selv og mit lille nye spir. Det var også ved at blive hårdt at skulle bukke sig ned hele tiden, men jeg prøvede at holde tiden ud og slappede af, når jeg arbejdede selv.

Da jeg var 15 uger henne, fik jeg taget en blodprøve til tripletesten. Den fik jeg også taget, da jeg ventede Line. Svaret ville komme med posten efter ca. 2 uger.

Jeg mærkede i uge 17 nogle stik og vist nok nogle små bump, mest i venstre side. Om det var liv, jeg kunne mærke, vidste jeg ikke helt. Jeg fik at vide, at når man var gravid for anden gang, ville man kunne mærke liv lidt tidligere end første gang, da man ved, hvad man skal mærke efter.

Da jeg var til jordemoder, fik jeg at vide, at jeg ikke skulle blive nervøs, hvis jeg ikke mærkede liv i nogle dage. Det var først senere i graviditeten, at man skulle kunne mærke liv hver dag. Da jeg kom hjem fra arbejde onsdag den 7. september 2005, lå svaret på min tripletest på køkkenbordet. Det var med bankende hjerte, at jeg flåede kuverten op og læste indholdet af brevet.

Jeg åndede lettet op og kunne så læse brevet igen. Der var ikke noget unormalt i blodprøven. Derfor var der ingen grund til yderligere undersøgelser. Så med andre ord var det et sundt og raskt barn, jeg ventede. Nu kunne jeg så nyde resten af graviditeten stille og roligt.

Den 14. september 2005 var jeg lige en tur rundt om lægen, for jeg havde fået nogle stikkende jag lige over mit skamben. Lægen undersøgte mig og sagde, at det var uden betydning, men jeg skulle tage det med ro de næste par dage. Det gjorde jeg så, og jeg fortsatte med at arbejde mere roligt for ikke at få mere ondt.

Den 15. september havde min kæreste fødselsdag, og det var også den dag, jeg mærkede nogle små bump. De var ikke så stærke, men jeg var ikke i tvivl om, at det var små tegn på liv, og jeg vidste, at de med tiden blev stærkere, og den ville sparke mere.

Ganske rigtigt blev sparkene stærkere, og flere af dem var så kraftige, at det stak ned i mit skamben. Og det blev hårdere og hårdere at være på arbejde, men da jeg havde så kort tid tilbage, bed jeg det i mig og fortsatte til den bitre ende.

Tirsdag den 18. oktober 2005 var jeg til undersøgelse i uge 24. Min læge var meget tilfreds med det hele. Blodtrykket lå fint, urinprøven var blank, og jeg lå stadigvæk 3½ kg under det jeg vejede, før jeg blev gravid, til trods for at jeg ikke havde kastet op i starten af graviditeten.

Lægen mærkede mig på maven og sagde, at den lå med hovedet opad, og den havde en fin størrelse. Han kunne dog ikke give et fosterskøn - det var for tidligt. Men han kunne høre hjertelyd igennem et trærør. Jeg var meget glad for de oplysninger, jeg fik.

Jeg var nu i uge 27, og den bette var begyndt at give mig nogle små hurtige bump efter hinanden. Det antog jeg som hikke. Det var en sjov følelse.

Den var meget aktiv, også om natten, hvor jeg gerne ville sove. Nogle gange var bevægelserne så voldsomme, at jeg næsten måtte holde om madrassen for ikke at falde ud af sengen. Den kunne ikke lide, at jeg sov på siden, for så fik jeg at vide, at det ville den bare ikke have, i form af en masse moslen og sparken.

I bogen om graviditet, som jeg fik af lægen, da jeg ventede Line, kunne man følge med i graviditeten med fosterets mål og vægt. På det sted, hvor jeg var nu, vejede den lille omkring 1.100 gram. Det svarede til vægten på et stort hvidkålshoved, men det var jo ikke helt sikkert, at det passede på min baby.

Med tiden voksede den lille, og jeg døjede meget med sure opstød og halsbrand, og i denne graviditet var det meget værre end i den første. Men jeg havde noget, jeg kunne tage mod det.

Den lille var også meget mere aktiv, end Line havde været, og jeg nød, hver gang jeg fik et spark, for så vidste jeg, at der var liv i den.

Den 4. januar 2006 var jeg i uge 35 og skulle til undersøgelse ved egen læge. Der var ikke noget at måle i min urinprøve. Blodtrykket lå meget fint. Han skød den lille til at veje 2.400 gram. Jeg fik taget en blodprøve for at se, om jeg havde fået antistoffer, og det var alt, hvad der skete ved den konsultation.

Jeg havde nu godt 5-6 uger til termin, og tiden - specielt om natten - var ved at være træls. Jeg begyndte at sove dårligt, og jeg havde flere nætter, hvor jeg ikke sov flere timer i træk, hvilket gjorde, at jeg var meget uoplagt om dagen, selvom jeg gik hjemme dagen lang.

Oven i købet fik jeg en ordentlig omgang forkølelse med hoste og snot, der løb ud af næsen hele tiden. Det varede lidt mere end 2 uger, før jeg var i bedring igen.

Lørdag den 28. januar 2006 havde jeg mange stikkende jag i bækkenet og i lænden, men jeg troede ikke, det havde noget på sig. Om aftenen tog de til, men der skete ikke mere. Efter den lørdag kom der ikke rigtigt flere af disse jag.

Jeg var til jordemoder 6 gange i løbet af hele min graviditet, og ved samtlige besøg havde jeg min datter og mor med. Igennem hele graviditeten lå mit blodtryk fint, og der var ikke noget at måle i min urin. Den lille voksede, som den skulle. Den tog fint på fra gang til gang, og vi hørte god hjertelyd.

Jeg havde ikke taget mange kilo på under graviditeten, og det virkede som en slankekur for mig at være gravid. En af de sidste gange, jeg var til jordemoder, havde den lille dog ikke taget så meget på, og da jeg fortalte, at jeg havde mærket mindre liv, end jeg plejede, blev jeg sendt op på fødegangen til et tjek.

På fødegangen fik jeg kørt en CTG-kurve over barnets aktivitet. Den var meget sløv i starten, men da jeg fik lidt isvand at drikke, kom der lidt mere gang i den, og den begyndte at sparke lidt mere.

Jordemoderen på fødegangen sagde, at det var helt normalt, at den ville være mere stille sidst i graviditeten, da den jo havde mindre plads at bevæge sig på.

Det hele så fint ud, men vi skulle vente på lægen, og det tog meget lang tid. Line kunne ikke få tiden til at gå til sidst, og hun var derfor blevet meget utålmodigt af at vente, og det samme var jeg. Men omsider kom lægen, og vi fik besked på, at vi kunne gå hjem og vente på, at baby ville komme ud.

Den 11. februar 2006 var vi på besøg hos nogle gode venner, men der var ikke tegn på noget som helst. Jeg sov stadigt meget dårligt om natten og havde i grunden meget svært ved at falde i søvn, og mine fødder var meget urolige - specielt om aftenen.

Kl. 23 var jeg så gal og ked af det, at jeg sagde hårdt til baby, at nu måtte den godt se at komme ud, så jeg kunne få sovet ordentligt om natten, og jeg gik grædende i seng igen.

Kl. 00.20 vågnede jeg og skulle sådan på wc, og idet jeg rejste mig op i sengen, mærkede jeg noget varmt og vådt. Jeg rejste mig hurtigt op i sengen og staflede ud på badeværelset med samlede ben for at holde på vandet.

Jeg kunne hurtigt regne ud, at det var fostervandet, der var gået. Jeg fik sagt til Hamma, at nu var der ved at ske noget, og han spurgte, hvad der nu skulle ske. Jeg ringede ud til fødegangen og fik at vide, at der måske ikke skete noget før op til et døgn efter, og at jeg skulle gå i seng og sove lidt.

Vi skulle dog komme ind på fødegangen om morgenen til tjek for at se, hvor meget jeg havde åbnet mig. Jeg ringede til vores veninde, som skulle med til fødslen, og til mine forældre, som skulle passe Line, så de var klar, hvis det skulle gå hurtigt.

Kl. 00.30 begyndte det at gøre ondt i underlivet. Det føltes som menstruationssmerter, men de var ikke så stærke, at jeg ikke kunne hvile mig. Jeg sov ikke meget den nat. Barnet var meget aktiv i perioder, og den sparkede meget voldsomt. Men omkring kl. 05.00 fik jeg dog sovet lidt.

Kl. 06.50 fik jeg vækket Hamma og ringet til mine forældre, og de kom med det samme. Imens fik vi pakket det sidste og var klar til at køre, når mine forældre kom. Vi nåede dog lige at få en kop kaffe, inden vi kørte, bare ikke mig.

Kl. 07.45 ankom vi til fødegangen og blev vist ind på en modtagestue. Her skulle jeg have kørt en strimmel på en CTG-kurve. På et tidspunkt dykkede hjertelyden så meget, at kurven skulle køres lidt længere for at se, om den gjorde det igen. Men det gjorde den heldigvis ikke.

Jeg fik også målt mit blodtryk, som var meget fint. Efter at kurven var kørt, skulle vi vente på jordemoderen, for at jeg kunne blive undersøgt indvendigt for at se, hvor meget jeg havde åbnet mig. Men til min store skuffelse var der kun et lille hul. Men jeg havde nogle små veer.

Vi snakkede lidt frem og tilbage om, hvad der så skulle ske. Nu var det sådan, at hvis barnet ikke var født indenfor de første 12 timer, efter vandet var gået, blev man sat i gang for at undgå, at der kom bakterier op til barnet, som nu lå helt ubeskyttet for infektioner.

Vi blev enige om at vente et par timer for at se tiden lidt an. Vi måtte gerne blive på fødegangen, men vi måtte også gerne tage hjem og slappe lidt af. Vi valgte at tage hjem og vente til, der skete lidt mere. Kl. 11.30 forlod vi fødegangen, men vi skulle komme igen inden vagtskifte kl. 15.30.

Hjemme lagde jeg mig på sofaen for at sove lidt, men det var svært, da veerne indimellem var stærke. Jeg fik dog samlet lidt kræfter og fik noget at spise, inden vi skulle tilbage til Sønderborg Sygehus.

Kl. 15.00 var vi atter på fødegangen, hvor vi blev indlagt. Jeg blev undersøgt indvendigt og var nu åbnet 3 cm, og jeg var lidt mere optimistisk. Vi blev flyttet ned på en fødestue. Jeg fik noget sygehustøj lagt frem til at tage på. Jeg ville helst have mit eget tøj på, men jeg skiftede dog.

Jeg var ved at få stærkere smerter og ville meget gerne have den epiduralblokade lagt hurtigst muligt. Jeg fik at vide, at jeg skulle lægge mig op på fødebriksen.

Kl. 16.00 fik jeg CTG-maskinen på maven for at se, hvordan baby havde det. Den havde det godt, og det var dejligt at ligge på fødebriksen og lytte til babys hjertelyd.

Kl. 17.00 kom narkoselægen og lagde blokaden i ryggen på mig, for nu var veerne ved at tage til i styrke. Det gjorde ikke ondt at få den lagt, og den virkede ret hurtigt. Den var også meget effektiv - så effektiv, at jeg slet ikke kunne mærke mine ben, og når de faldt ned af sengen, kunne jeg ikke selv løfte dem op igen, da de føltes så tunge.

Slangen fra blokaden i ryggen var meget tynd, og den blev tapet fast på den ene skulder, for at den ikke skulle falde af. Der var dog den bivirkning ved at få sådan en blokade i ryggen, at kroppen kunne klø gevaldigt, og det skulle jeg også love for, at det gjorde. Jeg kunne snart ikke ligge stille, så galt kløede det.

Jeg fik desuden lagt drop og målt blodtrykket. Jordemoderen troede ikke helt på, at jeg havde en lav smertetærskel, fordi jeg ikke sagde noget til at få lagt droppet i venstre hånd.

På kurven kunne jordemoderen se, at jeg havde uregelmæssige veer, men jeg kunne ikke mærke dem på grund af blokaden i ryggen. Hamma var nede for at ringe til vores veninde, der skulle med til fødslen, og hun kom med det samme.

Men jeg var ved at falde i søvn, for jeg var ved at være godt træt efter ikke at have sovet så meget den foregående nat. Men så havde Hamma da en at snakke med, som aftenen skred frem.

Kl. 18.00 var jeg 4 cm åben. Det gik langsomt men sikkert fremad, og kl. 19.35 var jeg 5 cm åben.

På et tidspunkt lavede baby eller jeg ballade, så jordemoderen valgte at sætte en elektrode på barnets hoved, og det viste sig, at det var baby, der fik skylden for det. Men det var ikke noget at være bange for. Det hele gik, som det skulle.

Kl. 21.00 var jeg 6-7 cm åben, så nu var der ikke langt til målet. Kl. 22.10 fik jeg ve-stimulerende drop for at få mere regelmæssige veer, og jeg var nu 9½ cm åben, og nu ventede vi vi bare på presseveerne.

Men de kom ikke. Jeg fik nu fjernet dosisen af blokaden i ryggen, for at jeg skulle kunne begynde at mærke presseveerne. Men vi ventede i over 2 timer på dem, og i mellemtiden var der vagtskifte, så en ny jordemoder skulle tage over, og det blev den samme, som jeg havde, da Line blev født den 22. april 2004.

Kl. 00.42 den 13. februar 2006 begyndte presseveerne, men jeg kunne dog ikke mærke noget. Men jeg fik at vide af jordemoderen, at jeg skulle snuse i masken med lattergas og så presse alt hvad jeg kunne.

Det gjorde skide ondt, og jeg græd, fordi jeg ikke havde flere kræfter, men jeg skulle bare presse på og snuse i masken. Jordemoderen sagde, at det var for dumt at give op nu, når vi var så tæt på målet.

Der kom en kvindelig læge, og vi besluttede, at barnet skulle tages med en sugekop, for nu havde det varet længe nok. Jordemoderen fortalte, at den havde meget hår. Ja, så tror da pokker, at jeg havde så meget opstød og halsbrand, når den havde så meget hår. Det var meget mere end Line havde, da hun blev født.

Kl. 0.59 den 13. februar 2006 kom barnet ud, og den stolte far klippede navlesnoren over. Barnet skulle lige have taget nogle prøver af øjne, næse, mund og ører, da den havde ligget i maven på mig uden beskyttelse af fostervand.

Barnet kom op til mig, og det var mig, der skulle finde ud af, hvad køn barnet havde. Jeg fik vendt barnet i en fart og set, hvad det blev - en dreng, og det havde jeg holdt på hele graviditeten igennem.

Kl. 01.05 blev moderkagen født, som var helt perfekt, og det hele kom ud. Dog var jeg revnet en hel del og blev syet i 1½ time. Det føltes nu ikke som så lang tid, for jeg var mere optaget af vores nyfødte søn.

Han suttede lidt ved mig. Han var nr. 172 nyfødt, som var født på Sønderborg Sygehus i 2006. Vi havde besluttet på forhånd, at han skulle hedde Lasse Emil.

Vi kom over i en normal seng og slappede lidt af. Kl. 03.30 blev han målt til 53 cm og vejet til 3.510 gram. Kl. 04.00 blev vi overført til barselsgangen G31, hvor vi kunne sove lidt.

Det var skønt og dejligt, at det nu var vel overstået, og jeg var meget lykkelig. Jeg græd stille, mens jeg lå med min nyfødte søn i favnen. Vi sov et par timer, så skulle jeg på wc, og jeg blødte meget.

Der var en mindre pøl på gulvet, da det bind, jeg havde haft på, ikke sad rigtigt, så en rengøringsdame hjalp mig med at få et nyt bind på. Hun var endda så venlig at tage sig af alt det blod på gulvet. Jeg skyndte mig ind i seng igen, da jeg var meget svimmel.

Når Lasse suttede ved mig, gjorde det vanvittigt ondt på grund af efterveerne. Jeg fik indimellem noget smertestillende, for det gjorde godt nok ondt. Han havde et godt sut, og hver gang han tog fat om vorterne, sad jeg oppe under loftet af smerter, og det resulterede i, at mine vorter revnede, og det gjorde ondt, når han suttede. Det blødte også lidt i starten.

Jeg fik senere at vide, at jeg havde sprunget ringmusklen, og der var forskellige ting, som jeg ikke måtte. Blandt andet måtte jeg ikke sidde op og amme min dreng. Jeg måtte ikke løfte/bære på mere end, hvad Lasse vejede. Det blev jeg ked af, da jeg også havde en datter hjemme, og hun var for lille til at kunne forstå, at jeg ikke måtte tage hende op.

Jeg fik en pjece over nogle øvelser, som jeg skulle lave, når jeg kom hjem. Jeg måtte sidde op i det omfang, min smertetærskel kunne klare, bare jeg sad på en blød pude.

Tirsdag kom min veninde Pia og hendes søn på 11 uger på besøg. Mine forældre kom også, men jeg havde meget i tankerne om at komme hjem til mit eget hjem. Men jeg skulle først snakke med en læge og fik grønt lys til at komme hjem.

Vi skulle dog også lige snakke med en børnelæge, da Lasses brystben var meget spidst, men det havde ikke noget at sige, og vi blev udskrevet og kunne tage hjem. Vi ville have Line med hjem i samme omgang.

Det var min mors fødselsdag, men vi ville allerhelst hjem og slappe af efter nogle dage på sygehuset, og vi ville også gerne være sammen med vores datter igen, og det kunne mor udmærket godt forstå.

Da Lasse var 3 dage gammel, skulle han undersøges af vores egen læge, fordi vi blev udskrevet, før han blev grundigt undersøgt af en børnelæge. Men lægen var helt tilfreds med Lasse, og jeg var meget lykkelig for, at han var sund og rask.

Vi var blevet tilbudt at få Lasse hørescreenet for at finde ud af, om han havde normal hørelse, og det havde vi sagt ja tak til. Den skulle tages på 5. dagen på sygehuset samtidigt med en hælblodprøve. Det hele var fint, og vi kørte hjemad igen.

Det var enden på en god graviditet og en god fødsel trods alt. Jeg er meget lykkelig over at have 2 sunde og raske børn - og så oven i købet en af hver. Hvad kan man så ønske sig mere?


Skriv en kommentar


Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar.

Login eller opret "Din side" her

Relaterede artikler

Få din fødselsberetning i GRAVIDA 07-11-12
GRAVIDA #2 26-08-12
Fortæl om din fødsel 08-05-12
Silles lynfødsel 20-05-10
En fars fødselsberetning 26-09-09
Fødslen af mit andet barn - endnu et mirakel 27-08-09
Find alle relaterede artikler, brevkassesvar, debatter m.m. på Netbaby:

fødselsberetning

Sønderborg

Læs mange flere spændende fødselsberetninger og skriv din egen i vores sektion:

Din historie








Læs den nyeste udgave af magasinet MIN BABY - et GRATIS magasin til dig, med alt om det bedste vi har!

 Min Baby




En unik og anderledes gaveidé: Personlige børne- og voksenbøger. I Min personlige bog bliver barnet - eller den du giver bogen - hovedperson i en spændende historie. Mange varianter.

 Min Personlige Gave




Skal du gå til apa? Apa er kurser omkring fødslen og tiden efter. Se vores store udvalg af kurser med mange temaer bl.a. babymotorik og babyrytmik.

 apa - København




Kvalitet til rigtige discount priser. Hos Tjengo finder du et bredt sortiment af produkter inden for baby- og børneudstyr, legetøj, boligartikler, have, sport og fritid, bil- og cykeltilbehør m.m.

 Tjengo






Få en skøn babypakke

Få et lækkert babytæppe + farverig blomst fra Lamaze + sangbog med 52 sange og aktiviteter. Du skal kun betale 39 kroner i porto.

GRAVIDA - gratis magasin til dig

Få GRAVIDA helt gratis - magasinet med alt om den positive graviditet og fødsel.

MIN BABY - gratis magasin til dig

Få MIN BABY helt gratis - magasinet med alt om det bedste vi har.

DIT BARN - gratis magasin til dig

Få DIT BARN helt gratis - magasinet med alt om de skønne unger.



© 1999-2017

Annoncering | Kontakt os | Om Netbaby | Generelle forbehold | Link til Netbaby | Index A-Å | Presse

Besøg også: Gravida.dk | Minbaby.dk | Ditbarn.dk | Babyfree.dk | Babyklik.dk | Babyklubben.dk | Netbaby.no | Facebook