Skrevet af Silke
Jeg testede positiv den 5. december 2003 på min mands fødselsdag. Graviditeten var overhovedet ikke planlagt, så det var en underlig meddelelse at give til familie og venner. Men at graviditeten ikke skulle afsluttes, var der ingen tvivl om.
Jeg havde en perfekt graviditet uden kvalme, uden bækkensmerter og uden plukkeveer. Så i bund og grund har jeg ingen anelse om, hvordan det er at være gravid, ud over at maven selvfølgelig vokser sig temmelig stor på bare 9 måneder.
Da jeg bare var 19 år, da jeg blev gravid, fik jeg tilbudt en masse for unge mødre, men jeg valgte, at det var så naturligt for mig at være gravid, at det skulle "deles" med andre, som det var lige så naturligt for.
Jeg fik termin den 8. august og håbede bare så inderligt, at jeg ikke skulle opleve den dato som gravid, da jeg gerne ville føde bare en smule før termin.
Den 4. august 2004 tager jeg et smut til byen for at købe lidt bleer, og hvad der ellers skal købes, så der er klar, til baby vælger at melde sin ankomst, selv om der dog ingen tegn er på dette endnu. Jeg regner derfor med, at jeg nok bare må se i øjnene, at jeg nok alligevel kommer til at se den frygtelige dag i øjnene som gravid.
Om aftenen den 4. august er der en smule blod, og jeg håber bare på, at det er tegnblødning. Men jeg havde jo fået at vide, at selv om der er tegnblødning, kan der godt gå op til en uge, inden der sker noget.
Sent den aften beslutter vi os for, at vi vil prøve at se, om ikke vi kan hjælpe fødslen lidt i gang med lidt sex, da vi havde hørt, at det måske kunne hjælpe.
Vi lægger os begge til at sove og tror måske ikke rigtigt på, at det har hjulpet. Kl. 05.00 om morgenen den 5. august våger jeg og mærker lidt smerte i maven. Jeg kan sagtens sove, så det gør jeg.
Om morgenen står jeg så op sammen med manden og siger til ham, at jeg måske tror, at jeg har lidt plukkeveer, men at han uden problemer kan tage på arbejde, og at jeg nok skal holde ham opdateret. Men jeg synes ikke, at det gør ondt, så det kan umuligt være rigtige veer.
Jeg prøver at lave lidt husligt i løbet af dagen, men jeg kan ikke rigtigt komme i gang. Jeg ringer til min mor for at spørge, om det kan være veer, når det gør lidt ondt i lænden. Hun mener, at det kan det nok godt være. Vi snakker lidt frem og tilbage, og lægger herefter på med et løfte om, at jeg nok skal ringe, hvis der sker yderligere.
Jeg ringer så til Per for at sige, at jeg tror, at jeg har veer, men at han sagtens kan fortsætte med at arbejde, og at jeg nok skal ringe, hvis der sker noget. Han synes dog ikke, at jeg skal være alene med de veer, som virkelig ikke gør specielt ondt, så jeg ringer til min mor og siger, at hun godt må komme, hvis hun gider.
Hun kommer så op til mig, og vi beslutter os for, at vi lige vil se på tekst-TV, hvad dagen hedder, da det jo kunne være med til at bestemme babys navn. Dagens navn er Oswaldus, og jeg synes ikke lige, at det er et navn, jeg vil give til vores kommende barn.
Min mor tager tid på mine veer, og hun synes, at de kommer temmelig regelmæssigt med ca. 5 minutters mellemrum og med varighed på ca. 1 minut. Jeg ringer så til Per og siger, at han da godt må begynde at tænke på at komme hjemad men uden stress, da jeg mener, at vi sikkert bare vil blive sendt hjem fra fødegangen igen.
Han kommer hjem, og jeg begynder stille og roligt at pakke vores taske og overvejer, om den ikke bare skulle blive hjemme, men jeg beslutter så alligevel at tage den med for en sikkerheds skyld.
Min mor står febrilsk ude ved bilen og mener, at vi skal skynde os. Jeg har dog ingen stress, men kommer stille og roligt ud til bilen.
Da vi kommer til fødegangen, bliver jeg undersøgt. Jeg har åbnet mig 2 cm og får at vide, at jeg nok skal regne med ca. 1 cm i timen, men at fødslen er i gang, så jeg skal ikke hjem. Hvilken lettelse!
Jeg vil gerne lindre smerten i vand, da veerne virkelig tager til nu, og de begynder at gøre virkelig ondt. Så Per og jordemoderen begynder at fylde vand i karret, og pludselig får jeg en ubeskrivelig trang til at presse.
Jordemoderen mener, at det kan i hvert fald ikke passe, da det kun er en time siden, jeg blev undersøgt sidst, men jeg er fuldt åben. 8 cm på én time.
Jordemoderen bliver overrasket og kan pludselig godt forstå, hvorfor det havde gjort så forbandet ondt. Jordemoderen prikker hul på fostervandet. Det er lysegrønt, ikke noget med at sidde i vand.
Jeg vil ikke have noget decideret smertestillende, men prøver lattergas. Ad, det var ikke rart. Det lugtede og gav mig lyst til at kaste op. Men ilt, ja tak, det største vidundermiddel i verden. Dog suger jeg lidt for meget i det, så jeg får for meget ren ilt i blodet, men hvor er det dog dejligt.
Jeg presser og presser, men der sker ingenting. Efter 1 time og næsten et kvarter med presseveer, vil jordemoderen give mig vestimulerende drop, og det bliver lagt kl. 19.29. Men jeg tænker, at det skal være løgn, der er ikke noget, der skal hjælpe mig med at føde, så jeg presser til.
Kl. 19 31 er en dejlig dreng ude og skriger af fuld hals. Tobias blev dog født med klumpfod, så vi brugte den næste måned med at gå til diverse undersøgelser med ham, og det er hårdt, men det er det hele værd.
Han er i dag 2 år og har ingen problemer med foden. Han skal være storebror til januar 2007, og jeg glæder mig rent faktisk til fødslen og håber, at presseperioden går lidt lettere denne gang.
Tak fordi du ville læse min beretning.
29-01-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025