Nicolai er det hele værd Sandra fortæller om, da sønnen Nicolai kom til verden ved at akut kejsersnit.
4992
Skrevet af Sandra
Datoen var den 25/4-2006, og det var dagen, hvor jeg blev sat i gang. Efter at have haft den sidste måned på sygehuset på grund af svær svangerskabsforgiftning, var jeg udmattet og parat.
I den tid jeg havde været indlagt, havde jeg hørt fra mange andengangsfødende med svangerskabsforgiftning, som blev sat i gang og 8 timer senere sad med den nye lille i armene.
Jeg glædede mig så meget til at møde det lille vidunder, som havde underholdt min far i hans sidste dage på jorden, inden han døde af kræft.
Klokken var ca. 13, da jeg fik lagt den første stikpille. Der skete ikke ret meget. Jeg fik den næste stikpille ca. kl. 18.30, og efter en time kom jeg op på stuen. Jeg spiste og undrede mig over, at der ingenting skete, og jeg regnede med, at jeg nok var en af dem, der var flere dage om at føde.
Min kæreste tog hjem for at få sovet kl. 19. Jeg kunne godt mærke noget i maven, men tænkte ikke over det. Over de næste par timer blev veerne kraftigere og kom meget tæt. Jeg bad om noget varmt til ryggen og prøvede at sove.
Kl. 23.30 kunne jeg ikke holde det ude længere. Veerne var der konstant, i starten var de dog ikke så kraftige. Kl. 24 ringede jeg til sygeplejersken, og hun fik mig sendt ned til fødegangen.
Jeg fik kørt en strimmel, og lillemanden var fin, dog med en lille smule høj puls. Jeg havde dårlig nok åbnet mig en finger, og der var stadig ret meget livmoderhals tilbage. Veerne blev målt og viste sig til stort set at være uden pause. Mange nåede kun halvvejs ned, før en ny begyndte.
Kl. 02.00 fik jeg morfin og sov godt indtil kl. 07.30, da min kæreste dukkede op igen. Jeg var stadig lidt skæv men rimelig udhvilet. Veerne var desværre gået i sig selv igen. Jeg fik endnu en stikpille kl. 12.00.
En time senere begyndte veerne lige så stille igen. Jeg blev undersøgt, og var nu åben ca. 2 cm. Fedt, der var sket noget. Men de turde ikke tage vandet, da lillemanden havde hånden over hovedet.
Kl. 14.00 var der vagtskifte, og den originale jordemoder kom, hvilket var godt. Hun var så god. Hun undersøgte mig, og mente sagtens, at hun kunne tage vandet. Og vupti, en halv time senere følte jeg det som om, at jeg lige havde tisset i sengen.
Veerne blev kraftigere derefter og regelmæssige med ca. 3 minutter imellem. Yes, tænkte jeg, nu var der ved at ske noget. Men nej, jeg var stadig kun 2 cm åben.
Kl. 18 fik jeg vedrop. Veerne blev kraftigere men uregelmæssige i styrken, dog stadig med ca. 3 minutters mellemrum. Jeg var begyndt at miste bevidsthed og begyndte at ryste hel vildt, men jeg var ekstrem varm. Jeg var begyndt at få feber.
Kl. 21 mente jordemoderen, at jeg havde bruge for en epidural. Lægen kom for at lægge epiduralen. Min kæreste blev sendt ud, da han ikke har det godt med nåle. Lægen prøvede en gang, men kunne ikke komme imellem knoglerne, så han var nødt til at forsøge igen lidt højere oppe.
Mit venstre ben begyndte at ryste, og jeg fik prikker op og ned af det. Meget ubehageligt. Men den var det hele værd, da smerten begyndte at forsvinde.
Resten af tiden derefter kan jeg ikke huske ret meget af. Jeg blev undersøgt hver time, uden at ret meget var sket.
Kl. 03 var der vagtskifte, og jeg fik en ny jordemoder med en elev. Jeg gav tilladelse til at blive undersøgt af eleven, selvom jeg havde det så skidt. Alt jeg kan huske var, at på et eller anden tidspunkt var der snak om, at jeg var 4 cm åben.
Jeg svævede ind og ud af bevidstheden og rystede af feberen. Lillemandens puls steg stille og roligt. Dette anede jeg ingenting om.
Ca. kl. 05.43 blev en læge tilkaldt, da mit blodtryk var ekstremt højt, og jeg havde høj feber. Lillemanden havde en puls, de ikke længere kunne måle, da den var over 200, og maskinen kun måler til 200.
Der blev snakket om kejsersnit. Jeg gik med til det, selvom jeg ikke havde lyst til det. Jeg ville så gerne have født normalt. Efter al smerten fra graviditeten i forbindelse med svangerskabsforgiftning og bækkenløsning havde jeg slet ikke lyst til flere ugers smerter og flere måneders genoptræning efter et kejsersnit.
Men der var snak om, at vandet var blevet lidt grønligt. Jeg var selvfølgelig bekymret for lillemanden. Jeg blev kørt stille og roligt ned til operationsstuen. Så fik jeg den ekstra indsprøjtning i ryggen, og skærmen blev sat op under mine bryster.
Jeg var helt nøgen fra ribbenene og ned og helt lam. Jeg følte mig enormt sårbar, med alle de mennesker, som så på, mens jeg blev skåret åben. Lige pludselig begyndte jeg at mærke en brændende følelse i min højre side.
De var nødt til at give mig ekstra bedøvelse, da jeg kunne mærke, da de rev min mave åben. Jeg begyndte at ryste ekstrem meget. Min kæreste blev bekymret og spurgte, om det var normalt. Det var det, men det gjorde det ikke mindre skræmmende.
Endelig kl. 05.43 kom lille Nicolai til verden. Jeg fik set hans lille ansigt over tæppet, inden de tog ham væk for at kontrollere ham, mens jeg blev syet sammen igen.
Han kom tilbage ca. 10 minutter senere, og jeg havde så meget lyst til at holde ham, men jeg rystede stadig så meget. Jeg kunne ikke kontrollere mine arme. Så forsvandt han, og jeg blev kørt til opvågning.
Jeg sov et par timer. Da jeg vågnede, blev jeg enormt ked af, at jeg skulle ligge der hjælpeløs og vente på, at nogen kom for at fjerne epiduralen og få mig i noget nyt tøj.
Jeg ville bare se min søn. Endelig kl. 08.30 blev jeg kørt op på stuen, hvor min kæreste og søn ventede mig. At se det lille ansigt var utroligt. Jeg kan ikke forklare følelserne, men alle jer, der har født, ved hvad jeg mener.
Var det slutningen? Det ville jeg ønske at kunne sige ja til, men nej. Nicolai havde lavt blodsukker og var nødt til at få modermælkserstatning for at få niveauet op. Det lykkedes efter 3 dage.
Min mælk løb ikke til. Jeg blev ved med at få feber. Smerten fra kejsersnittet var utrolig. Og man er alene med barnet om natten. Det hele var et mareridt. Jeg ville bare hjem og slappe af og nyde min lille dreng.
Men nej, jeg var nødt til at blive der på sygehuset og dele rum med to andre, hvor den enes barn skreg hele tiden. Jeg fik ikke den hvile, som jeg havde bruge for.
Efter 4 dage var der tale om at tage hjem den næste dag. Men denne nat fik jeg feber endnu en gang og fik ikke lov til at forlade sygehuset. Det begyndte at føles som et fængsel.
Endelig på den 6. dag fik jeg lov til at komme hjem. Jeg skulle lige blive godkendt af lægen. Da han kom første gang, var sygeplejersken i gang med at måle min temperatur. Lægen, en mand, blev bedt om at vente udenfor. Han forsvandt og kom først tilbage 2 timer senere.
Da vi endelig kunne gå, skulle vi vente endnu en halv time, da de ikke kunne finde min søns papirer. De fandt ud af, at de havde glemt at lave PKU-test. Kl. 13.00 gik vi endelig ud af dørene på vej til vores nye liv som en familie.
Det er nu 5 måneder siden, og Nicolai er verdens mildeste og dejligste dreng. Jeg er så glad for ham, men er stadig ked af den måde, han kom til verden på. En dårlig fødsel ovenpå min fars død har givet mig ar både indvendig og udvendig.
Men jeg er alligevel klar til en lillesøster eller lillebror til Nicolai, og jeg glæder mig til at se dem lege sammen.
Relaterede artikler
© 1999-2025