Skrevet af Lone
Vi har 2 børn, 1 pige på 4 år og en dreng på 2 år, da jeg begynder at snakke om barn nummer 3.
Min mand er ikke så vild med ideen, da vi jo har en af hver, så det må være fint. Det koster jo også.
Jeg bearbejder ham, alt hvad jeg kan, og jeg siger så, at jeg meget gerne vil have en nu og ikke en efternøler om 5-10 år. De 2 første har utrolig meget glæde af hinanden, hvor der er 2 år og 3 måneder imellem.
En dag, han kommer hjem fra arbejde, fortæller han, at han og en kvindelig kollega har snakket børn, og hun har sagt, at det ikke var så pokkers meget dyrere at få barn nummer 3, og da slet ikke, når man i forvejen havde både drenge- og pigetøj, som jo kunne gå i arv. Hvad sagde jeg!
Min mand er nu så småt ved at vænne sig til tanken om endnu engang at blive far, og så lover jeg til gengæld, at det bliver sidste gang. Ikke mere plageri.
Vi har bestemt os, og nu kommer det, når det kommer inden længe. Om ca. 2 måneder så er der gevinst. Jubi. Terminen siger 1. maj 2005. Jeg venter med at fortælle det til mine omgivelser, til jeg er ca. 8 uger henne.
I mellemtiden har jeg haft blærebetændelse og fået et ualmindelig væmmeligt udslæt på grund af penicillinforgiftning. Jeg har blærer over hele kroppen, fordi jeg ikke kan tåle penicillinen og kaster op, og min mor ved derfor allerede i uge 5, at jeg er gravid.
Mine svigerforældre får nyheden i uge 8+ og modtager beskeden med et "nå, jeg troede ikke, han ville have flere". Jeg er meget skuffet over deres reaktion, men det skal vise sig, at andre også nærmest kommer med kommentarer om, at "nå så fik du ham snydt alligevel".
Hallo, hvem snyder hvem? Alle ved deres fulde 5 ved da, hvad der sker, når man gør sådan noget, og nu var vi altså blevet enige om, at det skulle være nu.
Graviditeten forløber normalt, og jeg forventer ikke at gå tiden ud, da det første barn er født 4 uger for tidligt, og nummer 2 er født til tiden.
Datoen nærmer sig, og bortset fra mange plukkeveer og en meget hård mave i uge 30. På grund af dem er der ingen tegn på fødsel.
Alt bliver prøvet af. Sex, græsslåning, ja you name it. Intet virker, så torsdag før Kristig Himmelfartsdag slår jeg igen græs, og senere går vi en lang tur med begge børn.
Jeg går i seng kl. 21.00 og sover godt, indtil jeg vågner kl. 00.05 ved, at jeg synes, det trækker lidt i maven, men det er jo nok bare plukkeveer.
Men allerede kl. 00.15 synes jeg, de tager til, og jeg går på toilettet, men her er alt normalt. Jeg er dog ikke længere i tvivl om, at det er begyndende veer, så jeg går tilbage i seng.
Jeg bider efterhånden i sengetøjet for ikke at larme, da min mand skal op kl. 5.30, og jeg vil give ham lidt ro.
Da vækkeuret ringer, kan jeg ikke holde det ud længere, og jeg rækker hånden over og siger: "Du skal ingen steder i dag - jeg skal føde!".
Jeg ringer til sygehuset og får en ve, idet jordemoderen tager røret. Hun siger: "Bare kom med det samme".
Jeg får ringet til min mor, og hun lover at komme med det samme. Hun bor 5 minutter fra os. Jeg smider ellers røret på sengen, så min mand må lægge på.
Han kommanderer mig ud i bilen, da klokken nu er ca. 05.45, og det begynder at pusle inde på børneværelset. Han mener ikke, børnene skal se, at jeg har ondt. Jeg kommer ud i bilen, og af sted det går.
Vi bor heldigvis tæt på sygehuset. Men kort inden vi er der, synes jeg, at jeg har pressetrang. Jeg skynder mig lidt at fortælle det, da min mand siger, at der er billig benzin. Vi skal i hvert fald ikke tanke nu.
Vi kommer ind på sygehuset, og jordemoderen påstår, at jeg ikke kan have pressetrang, for jeg er kun 5 cm åben. Men det kan hun bande på, jeg har.
Hun foreslår så, at jeg kommer direkte på fødebriksen i stedet for. God idé. Hun prikker hul på vandet, som viser sig at være grønt, og ikke nok med det, det er også tykt.
"Hvad betyder det", spørger jeg, og hun siger, at hun kalder på en bagvagt, og senere kommer der også en anden læge. Endelig får jeg lov til at presse. Jeg ved ikke helt hvor mange gange, men det føles som en evighed.
Pludselig siger hun: "Nu presser du, så klipper jeg", ja de kunne gøre hvad som helst ved mig, og svup, ud kommer babyen.
Babyen skriger, og jordemoderen fortæller, at den har slugt noget fostervand, og derfor vil lægen suge den, og jeg vil først få ham over senere. "Ham?", tænker jeg. OK, jeg har fået en søn. Dejligt, så har vi 2 sønner og en datter.
Mens vores "søn" bliver suget for fostervand, fortæller min jordemoder, at de gerne lige vil have barnet med på P3 (neonatalafdelingen) for at tjekke vejrtrækningen i et stykke tid, men at der ikke er noget galt.
Nåh ja, jeg siger hele tiden ham. "Hvad blev det egentligt", sagde jordemoderen, og lægen fortæller så, at vi har fået en datter. Nåh, tak for det, det var da dejligt. Så har vi 2 døtre og en søn og ikke omvendt. Lidt underligt, men det vigtigste for mig er at vide, at barnet er sund og rask uanset køn.
Jeg får som sagt ikke mit barn over til mig, hvilket er en meget mærkelig oplevelse, fordi man har prøvet det før, og det jo altid ender med, at man får denne lille varme klump i armene.
De tager hende som sagt med på P3 og lægger hende i varmekasse, og jeg får noget morgenmad, og jeg ringer og sms'er straks rundt til alt og alle og fortæller, at vi har fået en lille lyserød prinsesse. Det er jo det eneste, jeg nåede at se - en lille lyserød knirkende klump.
Ca. 2½ time senere er jeg syet, og jeg kommer i kørestol op på P3 for at se vores dejlige datter. Hun er dejlig varm, når hun ligger der og kigger i varmekassen. Lidt for varm.
De har nu besluttet, at de vil lægge hende i en almindelig vugge, da hun ingen problemer har med selv at holde varmen. Så hun kommer over til moar, og straks er mit moderhjerte tændt.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er min datter, der ligger der med de små runde kinder og slange i næsen. Hvor er hun bare dejlig.
Vi er indlagt 4 dage på barselsgangen, hvor de tjekker blodsukker, og på 2. dagen er amningen i fuld gang.
Farmand henter os hjem, og storesøster Anna og storebror Phillip har sat flag og stork op sammen med mormor og har boller og kaffe klar, til vi kommer hjem. Dejligt. De er rigtig glade for hende.
I dag er Johanne, som hun hedder, blevet 1½ år og løber rundt i huset og er en rigtig lille hidsigprop. Man lider bestemt ikke i stilhed. Man er vel nummer 3.
Fødslen gik hurtigt og heldigvis godt. Man tænker først på, hvad der kunne være gået galt senere. Jeg vil sige, at jeg er kureret med hensyn til fødsler. Alle gode gange 3 må være nok for os.
16-02-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025