Skrevet af Maj
Jeg vågnede med veer kl. 4.30 om morgenen torsdag den 26/10. Det var meget milde veer, men absolut veer. De kom med ca. 10 minutters mellemrum og varede ca. 20-30 sekunder. Min første tanke var: "Yes, endelig sker det". Nu var jeg jo gået 10 dage over tid, og jeg havde selv regnet med at føde i uge 38, så ventetiden havde absolut været lang.
Efter ca. en time, hvor jeg blev 100% sikker på, at det var veer, skubbede jeg til min sovende mand, der i det samme fik et nyseanfald. "Skat, jeg har veer", hvortil han svarede "jeg nyser".
Jeg stod op, gik nedenunder og satte kaffe over, tændte et par stearinlys og fjernsynet. Det var faktisk ganske hyggeligt at have denne stund helt for mig selv. Mathias var vågnet, da jeg stod op, så han kom ind i min seng og sov med sin far.
Imens tog jeg et langt bad. Jeg tænkte, at skulle det nu være falsk alarm alligevel, så ville et varmt bad sikkert få det til at gå i stå. Det gjorde det heldigvis ikke.
Kl. 6.10 ringede jeg til mine forældre. Jeg vidste, at deres vækkeur ringede kl. 6.15, så jeg ville fortælle, at det kunne de godt slå fra og sove videre et par timer endnu, så min mor kunne være frisk til fødslen. Vi aftalte at ringes ved kl. 8 for at se, hvad der var sket der.
I mellemtiden stod Mathias og hans far op. Jeg gav Mathias morgenmad og hyggede med ham. Jeg havde groft tyvstjålet forklaringen om, hvorfor mor havde ondt, og fortalte ham, at baby bankede på. Det gjorde lidt ondt på mor, men nu kom baby snart ud.
Kl. 8 snakkede jeg med mine forældre. Veerne var blevet lidt værre og varede nu ca. 1 minut, og der var stadig 10 minutter imellem. Vi aftalte, at de kom med morgenmad ved 9.30 tiden, for så kunne det garanteret ikke vare længe. Jeg blev dog klogere.
Mathias blev fulgt i vuggestue af sin far, og jeg må indrømme, at da de gik, blev jeg noget vemodig. Dette var den sidste morgen alene med Mathias. Forstå mig ret, jeg glædede mig vildt, til baby kom, men jeg vidste også, at nu blev alting forandret.
Kl. 9.30 ringede jeg til fødegangen. Veerne varede 1 minut, og der var 6-8 minutter imellem. Jeg havde fået at vide, at jeg skulle komme ind, når der var 7 minutter imellem, fordi jeg fødte relativt hurtig første gang.
Men jordemoderen og jeg selv blev enige om, at vi sagtens kunne vente, da jeg ikke selv syntes, det var slemt endnu. Men jeg skulle bare ringe og fortælle, hvornår vi ville derind.
Kl. 9.45 kom mine forældre med morgenmaden. Vi snakkede om, at det kunne være rart, hvis jeg havde født inden kl. 15, for så kunne Mathias komme med ud og se baby allerede om eftermiddagen. Veerne blev dog ved med at være uregelmæssige, men begyndte at føles lidt værre.
Kl. ca. 12.30 satte min mor frokost på bordet. Veerne begyndte pludselig at aftage, og der kunne nu gå op til 15 minutter imellem. Jeg må indrømme, at der begyndte jeg at blive desperat. Bare tanken om, at det ville gå i stå efter alt den ventetid, var næsten mere, end jeg kunne overskue.
Min mor og jeg gik derfor en lille tur for at se, om det kunne sætte mere gang i det, og stille og roligt hen over middag gjorde veerne også mere og mere ondt.
Kl. 14.45 ringede jeg til fødegangen og sagde, at nu ville jeg gerne derind. Veerne var stadig ikke regelmæssige, nu 5-8 minutter imellem og varighed af ca. 1-1½ minut. Det tog knap 20 minutter og 2 veer at komme derind.
Vi blev modtaget af en sosa, som ikke engang gad hilse på min mor, men jeg blev da ført ind i modtagelsen. Hun blev heldigvis afløst af den meget søde jordemoder, som jeg havde snakket med om morgenen.
Hun konstaterede, at jeg var 3-4 cm åben og blød, så jeg kunne godt blive indlagt. Puha, sikke en lettelse. Vi bad om en stue med fødekar. Den var desværre ikke klar, men hvis ikke jeg havde noget imod at vente en times tid i opholdsstuen, kunne den nå at blive gjort ren, og så kunne vi godt få den. Ja tak, selvfølgelig ville jeg vente.
Hun ville også kalde en jordemoder ind. Vi var nemlig kommet lige i vagtskifte, så hun skulle selv hjem. Lettet går vi tilbage til opholdstuen, hvor min mor ventede. Veerne bliver lidt stærkere, og selvfølgelig kommer der en stor gruppe gravide med påhæng på rundtur. Heldigvis havde jeg en ve-pause.
Kl. 16.30 kommer den jordemoder, som jeg skal føde med. Hun har en studerende med. De hilser heldigvis begge på os alle. Det ville være lidt træls, hvis jeg følte, at min mor ikke var velkommen, men de syntes heldigvis, det var dejligt, at hun også var der.
Kl. 17.00 bliver jeg igen undersøgt, mens de fylder karret med vand. Øv, stadig kun 3-4 cm åben. Vi snakker lidt om, hvorvidt jeg skal i karret allerede, da fødslen godt kan gå i stå på grund af det varme vand.
Jordemoder Kirsten siger, at går det i stå i karret, ville det gå i stå under alle omstændigheder, og så ville jeg få en pause. Eller det kunne fremskynde det hele lidt. Så jeg vælger at gå i vandet.
I Aalborg er det en stor rund fødebalje, men da jeg fødte i Esbjerg, lå jeg i et badekar. Jeg foretrækker helt klart fødekaret. Bevægelsesfriheden er helt enorm. Jeg kan slappe godt af i pauserne og vende mig, så jeg har det mest behageligt under veerne.
Veerne begynder at vælte ind over mig, så jeg skal love for, det blev sat i gang af at komme i vand. Ofte er der 2-3 veer i træk, 1 minuts pause og så forfra. På et tidspunkt tager min mand tid på veerne. 3 minutter pr. ve.
Jeg begynder at synes, det er rigtig hårdt, og spørger efter en epiduralblokade. Klokken er ca. 17.45, og med tanke på, at jeg kun var 3-4 cm åben kl. 17, mener jeg ikke, at jeg kan holde til flere timer med disse veer.
De vil gerne lige undersøge mig efter næste ve. Min mand oplevede, at de ikke ville give mig et klart svar, efter de har undersøgt mig. Over en 2-3 veer spørger min mand, hvad det bliver til med den epidural. Vi får at vide, at narkoselægen ikke ville kunne nå at komme, inden jeg har født. Jeg er nu 8 cm åben.
Jeg begynder så småt at få pressetrang og siger, at jeg ikke kan lade være med at presse. Kirsten siger, at jeg bare skal følge min krop. Jordemoderstuderende Anita opmuntrer mig. Hver gang jeg trækker vejret rigtigt, er hun der og roser mig.
Min mor er optaget af at komme kolde klude på min pande, og min mand er optaget af at holde mig i hånden.
Ca. kl. 18.30 begynder presseveerne. Jordemoder Kirsten hjælper med et par fingre med at "dirigere" mit pres. Et par minutter efter går vandet. En underlig følelse, da jeg kan mærke hinden komme ud. Den springer først ude i vandet. Det så helt vildt ud.
Jordemoderen skal lytte længere og længere nede, når hun skal finde hjertelyden. Jeg bliver nervøs hver gang, men den er heldigvis fin.
Efterhånden har jeg den følelse, at mit bækken er ved at gå fra hinanden, og der kommer et smæld i min ryg. Jeg synes, det gør vanvittigt ondt, og jeg er sikker på, at jeg sprækker meget.
Presseveerne hjælper ikke meget til. Jeg får pressetrang, men synes ikke, at veen "skubber" med ned. Indimellem mærker jeg efter for at se, om der sker noget, og pludselig kan jeg mærke hår. I næste ve er hovedet ude.
Derefter kommer en lang pause uden veer. Jordemoder Kirsten kigger på mig og siger, at nu skal baby altså ud. Den har ligget længe nok under vandet. Jeg bliver forskrækket, og da der kommer antydningen af en ve, presser jeg alt, hvad jeg kan. Kirsten har godt fat i kroppen og hiver med.
Kl. 19.16 bliver vores skønne datter født, og det første hun gør er at skide i vandet, og derefter stikker hun i det største hyl. Hvor var det bare fedt, den bedste lyd i verden, og der var ingen, der tog hende fra mig.
Jeg kommer over på fødebriksen. Min mor klipper navlestrengen, og moderkagen bliver født. 3 små knuder skal jeg have, og det er alt.
Min mand ringer til min far, som passer Mathias. Han sover ikke endnu, så de ville komme med det samme.
½ time efter Frederikke er født, kan jeg skåle i champagne med mine nærmeste. Min mor tager med Mathias og min far hjem, og så får min mand og jeg lov til bare at nyde Frederikke helt alene. En helt ubeskrivelig lykkefølelse, som vi jo desværre ikke prøvede første gang.
Kl. ca. 21 kommer jordemoderen tilbage for at undersøge, måle og veje. 4.180 gram og 52 cm, hvilket var 1 kilo og 1 cm større end storebror.
19-02-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025