Skrevet af Carina
Jeg startede med en positiv graviditetstest i starten af 2001. Det var planlagt, at vi skulle prøve at blive gravide, men vi havde dog ikke regnet med, at det gik så hurtigt.
Vi var glade og spændte, som de fleste jo nok er, når man venter det barn, som jo skal lave helt om på vores liv, hvis man skal tro på, hvad omverdenen siger.
Min graviditet forløber helt fint. Jeg har ikke skyggen af problemer med hverken det ene eller det andet. Da jeg er 3 uger før termin, vælger jeg at gå fra på mit arbejde. Det er lagerarbejde, hvor jeg er vant til at gå mange timer hver dag, og det har jeg det godt med.
Det er faktisk først, da jeg går fra, at jeg begynder at få lidt væske i kroppen, særligt på fødderne, hvor badesandalerne strammer så meget, at mærket H2O stadig står på fødderne, når man tager dem af.
Nå, men de 3 uger går jo hurtigt, og den 22. september kl. 9.00 ligger jeg i sengen, og synes godt nok, at det summer lidt i maven. Men jeg ved ikke, hvad det er, så det er først, da klokken bliver ca. 14.30, at jeg overbeviser mig selv om, at det nok er veer.
Timerne går, og min mand kommer hjem fra arbejde, og vi snakker lidt om løst og fast. Veerne bliver ved og bliver mere regelmæssige, og da der er 7-8 minutter imellem, ringer vi til fødeklinikken. De siger, at jeg lige skal tage et bad og se, hvad der sker.
Da jeg har taget bad, er der ikke den store ændring. Godt nok er der nu ca. 5-6 minutter imellem, og jeg siger, at jeg synes, at vi skal tage af sted. Og ja tak, det er ikke super lækkert at køre i bil med veer, så man håber bare på, at der er grønt lys hele vejen.
Da vi ankommer til fødeklinikken, er klokken ca. 20.00, og vi bliver modtaget af en jordemoder, som lige skal undersøge mig. Jeg er 5 cm åben, så nu er det bare at vente og bide smerten i sig, for det er godt nok ikke sjovt længere.
Timerne går, og der er vagtskifte. En ny jordemoder kommer til, og jeg synes, hun er ond. Hvorfor skal hun lige mærke, når man har en ve? Av av.
Jeg tror, klokken er 23.00, da jeg bliver tilbudt at komme i badekar, og sikke en lettelse. Det gav mig lige lidt ekstra kræfter, og så kunne man jo bruge hænderne til at sætte på bunden, så man ikke havde så voldsomt tryk på lænden.
Jeg sidder her et par timer, tror jeg. Vandet når at blive koldt, men pyt. Da det er tid at komme op af vandet, kan jeg næsten ikke løfte mig selv og da slet ikke gå, og jeg når også kun lige ud på gulvet, så går vandet, og så tager veerne til.
Jeg troede godt nok ikke, at det kunne blive værre, men jo, de næste 3 timer ved jeg ikke rigtig, hvad der forgår, men da klokken er ca. 03.15, begynder mine presseveer.
Jeg når at presse cirka 20 gange, og efter at de har sagt, at han skulle tages med sugekop, så kommer han pludselig ud. De nåede dog at lægge drop, så jeg kunne få flere veer, og de nåede også at stikke forkert, så jeg efterfølgende havde en bule på størrelse med en tebolle på den ene hånd.
Nå, der kom Oliver 18 timer og 37 minutter fra første ve. Da jeg har født og ligger og kigger rundt, er der pludselig en masse mennesker, som jeg ikke tidligere har registreret, og jeg er åbenbart blevet rykket fra en sal til en anden og er havnet på fødegangen.
Men i mit smertehelvede har jeg ikke lagt mærke til elevatorturen og alle de ekstra mennesker. Nå, alt gik fint. Han var en dejlig lille skabning på 3.450 gram og 52 cm. Vi kom hjem 5 dage senere med vores lille vidunder.
Da Oliver er ca. 1 år og 9 måneder gammel, beslutter vi, at han skal være storebror, og også denne gang er der gevinst første gang. Graviditeten er næsten som den første bare med lidt mere ondt i kroppen, så med lidt restferie beslutter jeg at gå fra 6 uger før termin.
Vi havde også lige købt hus, så jeg skulle lige rive tapet ned og have malet og gjort klar til næste dreng. Ja, vi havde åbnet gaven før tid og fået at vide, at endnu en dreng var på vej.
Jeg havde termin den 8. marts, og hvor er man dog god til at sætte næsen op efter den dato. Jeg troede jo, at når nu den første kom dagen før, så måtte den næste da også gøre det.
Men nej, der gik lige et par ekstra dage, og den 12. marts kl. 19.00 begyndte mine veer. Jeg var dog ikke sikker på, at nu skulle det være, for jeg var blevet snydt et par dage forinden, hvor det også var begyndt, men efter 3 timer var det gået i sig selv igen.
Nå, men det går hurtigt nu, for veerne tager til, og vi får ringet efter mormor, som tager Oliver med hjem. Klokken 22.00 mener vi godt, at vi kan lægge os i sengen og hvile lidt, men efter en time står jeg op igen, for der er kun 5-6 minutter imellem veerne nu, og jeg beslutter at tage et bad, så vi kan komme af sted bagefter.
Jeg vækker min mand, som i mellemtiden jo er faldet helt hen i drømmeland. Jeg siger, at jeg går i bad, og at han skal stå op og ringe til klinikken og meddele, at vi kommer. I badet går det pludselig meget hurtigt, og da jeg kommer ud, er der kun 3 minutter imellem, og det gør rimelig nas.
Jeg kommer ind i soveværelset, hvor min mand stadig ligger og sover. Jeg snerrer af ham. Nu skal han da godt nok komme i omdrejninger, hvis vi skal nå på hospitalet. Han kommer ud af sengen, og vi kører af sted.
Vi ankommer til fødeklinikken kl. 01.00, og jeg bliver undersøgt. Jeg er 8 cm åben. Hold da op, jeg tror stadig, at der er lang tid, til jeg skal føde, for det var der jo første gang, men jeg blev klogere.
Efter en time siger jordemoderen, at jeg skal prøve at gå ud og tisse, og bagefter vil hun prikke hul på vandet. Det synes jeg ikke er en god idé, da jeg jo så vil få flere veer. Men hun siger, at nej det gør jeg ikke, jeg føder. Jamen, så er der vist ikke mere at snakke om. Jeg går ud og tisser, og da jeg kommer tilbage, prikker hun hul på vandet, og jeg får presseveer med det samme.
Nu siger hun så, at jeg skal prøve at tage min hånd og mærke mellem benene, og der kan jeg så mærke min søns hår. Hun siger, at næste gang jeg presser, er hovedet ude, og ganske rigtig, der var hovedet. Nu siger hun så, at jeg skal tage fat i hovedet, og næste gang jeg presser, kan jeg selv tage ham ud.
Det er jeg måske ikke helt enig i, men jeg gør det. Vupti en presseve, og jeg hiver ham selv ud og op på maven. Det er simpelthen det mest fantastiske, jeg nogensinde har oplevet, og jeg var helt "høj" bagefter.
Det var så anderledes fra første gang, hvor jeg jo til sidst nærmest ikke var til stede. Her var jeg med hele vejen, så hvis man kan få lov at vælge, så vælger jeg min fødsel med Magnus. Han var for øvrigt også fin. 3.230 gram og 52 cm.
Nu er Magnus blevet 2½ år, og jeg er gravid igen. Denne gang er min graviditet lidt anderledes, for jeg har døjet meget med kvalme og hovedpine og også træthed, men det sidste skyldes jo nok, at der er 2 andre, man skal tage sig af samtidig.
Med hensyn til følelserne omkring nummer 3, så er jeg meget forvirret. Spørgsmål som er der plads? Er der tid? Hvad siger de andre 2? Hvad siger arbejdet og familien? Er den nu OK derinde?
Det fylder rigtig meget, og jeg er da også en tudemarie denne gang. Jeg plejer ellers ikke rigtig at lade tingene gå mig på, men jeg kan ikke rigtig styre det denne gang. Hmmm, jeg må vist bare mande mig op og fortælle mig selv, at det hele nok skal gå, for det gør det jo som regel.
Det var vist slut for min fortælling, men det kan jo være, at jeg skriver igen, når nummer 3 er kommet.
22-02-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025