Skrevet af Maria
Jeg havde termin den 5. september 2006, og da min graviditet efterhånden var lidt bøvlet, var jeg temmelig utålmodig allerede flere måneder før. Blandt andet havde jeg fået graviditetssukkersyge, og det er altså pænt surt midt i sommervarmen. Ingen is, ingen kage, ingen noget som helst.
Jeg havde fået en tid til igangsætning den 31. august, da jeg også havde problemer med gigt og havde været sygemeldt siden påske. En fødselslæge havde dog allerede mandag den 21. august tilbudt at løsne hinder, men jeg var en kylling og turde ikke. I stedet gik min mand og jeg hjem i "ægtesengen".
Tirsdag den 22. august var jeg hos jordemoder. Jeg overvejede kraftigt, om jeg alligevel skulle lade hende løsne hinder og besluttede til sidst at få det gjort. Jeg ville jo gerne have den baby ud i en fart.
Jeg nåede også at bede hende om det, men så målte hun mit blodtryk. Det var temmelig højt (150/110), så hun ville ikke løsne hinderne, og jeg blev i stedet indlagt. Jeg fik kørt en strimmel, og det blev konstateret, at baby havde det godt, og at jeg havde regelmæssige plukkeveer hvert 5. minut. Jeg kunne dog ikke mærke dem.
Onsdag den 23. august var mit blodtryk normalt, og jeg fik derfor lov til at tage hjem. Troede jeg. Netop som jeg havde pakket mine ting, kom lægen og sagde, at jeg alligevel ikke måtte tage hjem, da de havde opdaget, at mine levertal var 10 gange højere end det normale. Dybt suk.
I lyset af de her nye ting blev lægen og jeg enige om at fremskynde igangsættelsen. Desværre var der mega travlt på fødegangen, så de kunne ikke sætte mig i gang samme aften, men lovede mig, at jeg ville blive sat i gang om formiddagen torsdag den 24. august.
Jeg fik dog lige kørt en strimmel om aftenen, og plukkeveerne var der stadig. Jeg kunne efterhånden også godt mærke dem, lidt som menstruation, så jeg fik et par panodiler, så jeg kunne få lidt ro.
Jeg fik dog ikke ret meget søvn den nat. Plukkeveerne var irriterende nok til, at de holdt mig halvvågen, og samtidig sover man altså bare ikke lige så godt på et hospital, som man gør hjemme i sin egen seng.
Kl. 03.10 vendte jeg mig i sengen og mærkede samtidig et hårdt smæld nederst i maven. Jeg nåede at tænke "av baby", for jeg troede, det var den lille, som sparkede. Men så kunne jeg mærke, at vandet væltede ud af mig.
Jubii, nu slap jeg for at blive sat i gang! Jeg skyndte mig ud på toilettet, men her blev min glæde dog til forskrækkelse, for vandet var på ingen måde klart. Det lignede nærmest mudder.
Jeg ringede efter sygeplejersken, som kom med det samme og derefter hentede en jordemoder. De blev enige om, at jeg skulle ned på fødegangen med det samme, så de kunne holde lidt ekstra øje med baby.
Mens jeg sad på toilettet og prøvede at få styr på de her vandmasser, bad jeg sygeplejersken om at hente min mobiltelefon, som man jo slet ikke må have tændt på Rigshospitalet, så jeg kunne ringe efter min mand, som lå og sov hjemme i huset langt pokker i vold.
Han slog i øvrigt alle rekorder og kom ind på hospitalet hurtigere, end det burde have været muligt.
I samme øjeblik, jeg havde lagt røret på igen, kom den første ve. Av for H...! Jeg fik samlet mig sammen på toilettet og vraltede ind i sengen igen for at vente på portøren, der skulle trille mig ned på fødegangen.
Min værelseskammerat vågnede og spurgte, om der var noget galt. Jeg svarede, at vandet var gået, og i det samme fik jeg en ny ve, så samtalen måtte forstumme et øjeblik. For dælen, de gjorde ondt de der veer.
Min værelseskammerat syntes, det var mægtig spændende og sagde, at så havde jeg jo en baby, når jeg kom tilbage. "Orv ja for pokker", sagde jeg, og så kom der en ny ve, så jeg ikke kunne andet end at pibe som en mus.
Og det der med, at de i starten kommer med lidt mellemrum og ikke er helt så kraftige: Ikke for mig! De bankede derudaf med det samme med kun ca. 1 minut imellem, og de gjorde bare ondt!
Som sagt havde de mega travlt på fødegangen, så jeg blev kørt ind midt på en fødestue, og så lå jeg der helt Palle alene i verden med de vildeste smerter. Det betød, at jeg nåede at blive rigtig utryg på grund af det mudrede fostervand og nu disse ubeskrivelige smerter.
Jeg var blevet placeret så langt fra alting, at jeg ikke kunne nå en snor til at tilkalde nogen som helst. Da en eller anden på et tidspunkt gik forbi ude på gangen, lykkedes det mig dog at råbe, at jeg skulle kaste op.
Hun skyndte sig at give mig en pose, som jeg så kastede op i. Hun så medlidende på mig og nussede mig på kinden, og så gik hun sgu igen. Så da jordemoderen endelig kom, var jeg gået i total panik og lå og græd og hyperventilerede.
Klokken var nu 04.30. Hun undersøgte mig og konstaterede, at jeg var 1 finger åben, og at der stadig var en smule livmoderhals. Jeg hylede på kejsersnit, for jeg kunne slet ikke overskue de smerter i mange timer endnu. Hvis sandheden skal frem, var jeg faktisk temmelig hysterisk.
I mellemtiden var Jakob, min mand, nået frem. Så da lægen kom for at tale med mig, kunne han stå bag ved mig, så jeg ikke kunne se ham, og signalere til lægen, at mit hyl om kejsersnit skulle ignoreres (det har han fortalt mig efterfølgende).
Han vidste nemlig, at jeg overhovedet ikke var interesseret i et kejsersnit. Jeg havde gennem hele graviditeten været meget insisterende på, at jeg søreme helst ville selv.
Men jeg hylede fortsat og var i det hele taget meget lidt samarbejdsvillig, så lægen og jordemoderen mente, at en epiduralblokade nok ville være en glimrende idé. Så kunne det da være, at jeg kunne holde kæft så længe, tænkte de. Personligt satsede jeg bare på, at der kom en eller anden med et jagtgevær forbi, så der kunne blive gjort en ende på mine lidelser.
Kl. 05.30 blev jeg undersøgt igen og var nu 3 cm åben. Der blev sat en elektrode på babys hoved, så de kunne holde bedre øje. Den havde det dog glimrende.
Kl. 06.00 kom narkoselægen og gav mig en epidural. Dét er godt nok guds gave til fødende kvinder, skulle jeg hilse at sige! Hold da op. Samtidig skulle jeg på toilettet, og jordemoderen sagde, at hun godt kunne mærke, at der sad lidt. Altså satte jeg mig ud med en bog. Jakob blev tilbudt kaffe, for der ville jo gå mange timer endnu.
Kl. 07.00 var der vagtskifte, og en ny jordemoder kom ind. Hun hed Anita og var mægtig flink, bortset fra, at hun altså ikke ville lade mig blive siddende på toilettet, hvor jeg ellers sad og halvsov så godt og desuden stadig ikke var kommet af med det, jeg skulle.
Hun kaldte på mig flere gange og tvang mig til sidst nærmest ind i sengen. Argumentet var, at der jo sådan set var grønt fostervand, og så længe jeg sad på toilettet, kunne de jo ikke holde øje med babyen. Så jeg rejste mig modstræbende og dalrede ind i sengen, hvor jeg næsten faldt i søvn.
Kl. 07.30 undersøgte Anita mig og blev noget overrasket over, at jeg faktisk var næsten 9 cm åben. Det gik pænt stærkt det her. Hun kunne godt forstå, at jeg havde hylet over de veer.
Samtidig konstaterede hun, at jeg altså ikke skulle på toilettet, men at baby stod meget langt nede, så det faktisk var begyndende pressetrang, jeg havde. Hun spurgte, om det var OK, at en medicinstuderende kom og kiggede på. Jeg var pænt ligeglad. For min skyld kunne hun være gået ned på Blegdamsvej og hentet 10-15 tilfældige mennesker. Jeg ville bare have den baby ud! Nu!
Kl. 08.15 begyndte pressetrangen at blive ret så insisterende. Men gudhjælpemig om jordemoderkvindemennesket ikke forbød mig at presse. Baby skulle lige helt ned på bækkenbunden først. Hold da op, det var svært.
Jeg gispede og gispede og gispede under hver ve, som kom med ca. 30 sekunders mellemrum. Det bliver man ret tør i halsen af, skulle jeg hilse og sige. Samtidig begyndte jeg at frygte for pressefasen.
Jeg var med, da min søster fødte, og hun pressede i næsten en time og hylede og skreg og gik i stykker osv., så jeg begyndte sgu at blive lidt små-paranoid. Anita lovede mig derfor en pudendusblokade, når jeg skulle begynde at presse.
Jeg fik lov til så småt at presse med på toppen af veerne, når trangen var allerværst. Det hjalp lidt på mit humør, for det var sørme rart at få lov til at arbejde lidt med og ikke bare ligge og lade stå til.
Kl. 09.15 gjorde Anita klar til blokaden. Da jeg så sprøjten, og Anita begyndte at forklare, hvordan hun skulle lægge blokaden i først den ene side og så den anden side under to presseveer, ombestemte jeg mig omgående.
Så ville jeg sgu hellere have smerterne ved selve fødslen. Så hun pakkede den sammen igen. Hun instruerede mig nu i, hvordan jeg skulle presse, og hvordan Jakob skulle hjælpe med at holde min nakke under hver presseve.
Kl. 09.20 fik jeg endelig lov til at presse. Og trylle trylle: Man tror, det er løgn, men hver eneste smerte og alt ubehaget forsvandt som dug for solen. Pist væk. Jeg pressede og pressede, og det gjorde overhovedet ikke ondt. Vildt mærkeligt.
Den medicinstuderende havde aldrig set en fødsel før, og det var åbenbart noget af det vildeste, hun nogensinde havde set, for hold da op hvor hun heppede. Hun stod i vild entusiasme og sagde ting som #Åhr ja, hvor er det vildt! Se lige! Åhr hvad!". Det motiverede helt vildt, så den fik lige et ekstra tryk 16 ved hver ve.
Jakob stod og holdt øje med computerskærmen. Så kunne han nemlig se, hvornår jeg fik en ve. Han ville vide, om den kunne komme over 100% (det kunne den ikke). Typisk mænd.
Jeg var helt vildt ovenpå og havde helt vildt meget overskud. Da jordemoderen bad den medicinstuderende om at hente en eller anden, fordi "vi føder lige om lidt", kiggede jeg på hende og spurgte, hvad søren hun mente med "vi"?
Pludselig fik jeg besked på at gispe, og så vidste jeg, at hovedet måtte være halvt ude. Det gjorde stadig ikke ondt - underligt, ikke? Så var hovedet ude, og jeg kunne mærke en forfærdelig masse hår, så jeg skulle lige kigge. Dér sad så et hoved fyldt med helt mørkt hår.
"Rimelig spøjs fornemmelse", sagde jeg undrende til jordemoderen, som grinede. Nu kunne Jakob alligevel ikke lade være med at kigge, og da han så hovedet, gik det pludselig op for ham, at det dér altså var hans baby, så han begyndte sørme at græde lykkeligt.
En ve mere og så var hun ude og oppe på min mave. Klistret, snasket, blodig, glat som en ål og det smukkeste, jeg nogensinde havde set. Så tudede jeg også.
Hun havde navlestrengen en gang løst om halsen, og dette samt det grønne fostervand gjorde, at hun blev undersøgt af en børnelæge kort tid efter fødslen. Hun fejlede dog intet som helst, og fik fuld Apgar score.
Så lå vi og hyggede i et par timer, og den lille pige fik også suttet lidt. Så blev jeg bedt om at gå på toilettet, og jeg rejste mig op. Jeg var svimmel og begyndte at svede koldsved, så jeg sagde til jordemoderen, at jeg havde det lidt underligt.
Hun og den medicinstuderende gik derfor med mig ud på toilettet, hvor jeg satte mig ned. "Slask", sagde det, og jeg nåede at sige "dét var ikke tis!", og så kan jeg ikke huske mere.
Jeg har senere fået at vide, at jeg gik ud som et lys, knaldede hovedet ind i håndvasken og ikke var til at vække igen. Jordemoderen gik i panik og ringede alarm, og så var det væltet ind med læger og sygeplejersker og jordemødre, og hvad ved jeg.
Jeg kan huske, at jeg vågnede ved, at der stod en hel masse mennesker rundt om mig, og de så alle sammen helt vilde ud i øjnene og råbte mit navn. Jeg undrede mig bare over, at der var plads til så mange mennesker inde på det lille toilet.
Jeg blev bugseret ind på fødelejet igen, hvor de trykkede mig forsigtigt på maven. Igen væltede det ud med blod, så de gispede forskrækket og sprang tre meter baglæns. Det viste sig, at min livmoder ikke ville trække sig sammen, og de begyndte at tale om en indvendig undersøgelse i fuld narkose.
Det slap jeg dog heldigvis for, for efter et stykke tid fik de alligevel livmoderen til at trække sig sammen. Det endte med, at jeg havde mistet ca. 1½ liter blod, så jeg var temmelig slatten de næste par dage. Min blodprocent er nu forståeligt nok en kende lav, så jeg skal spise jerntabletter de næste mange måneder.
Alt dette lyder som en værre omgang, men jeg tænker faktisk tilbage på min graviditet og fødsel som noget dejligt og ikke spor kompliceret. Jeg skal bestemt have flere børn! Jeg venter bare lige lidt.
04-03-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025