Skrevet af Mette
Jeg har læst så mange gode fødselshistorier her på Netbaby, at jeg nu synes, det må være tid til, at jeg prøver at beskrive min gode fødselsoplevelse.
Desuden vil jeg gerne videregive en historie om en god førstegangsfødsel til andre, der står foran at skulle føde for første gang, for der kan ved Gud blive fortalt mange skrækhistorier til førstegangsfødende.
Min termin var sat til den 21. august 2006. Vi ville ikke på forhånd vide, hvilket køn vores barn blev, så vi kaldte ham/hende "Bønnen", fordi det lignede en lille bønne på de første scanningsbilleder.
Jeg havde været lidt nervøs for at tage meget på eller få diverse småskavanker under graviditeten, så eftersom jeg havde løbet en del i årene op til graviditeten, prøvede jeg at gøre noget ud af at fortsætte med dette så længe som muligt.
Jeg løb således, indtil jeg var i uge 20, hvor det altså blev for tungt og føltes lidt ubehageligt. Hele graviditeten forløb ellers så let, at jeg næsten blev overtroisk og fik overbevist mig selv om, at så måtte fødslen sikkert blive rigtig led.
Jeg gik på barsel 4 uger inden forventet fødsel, og der var nok at se til derhjemme. Der var en del større projekter i huset. Et af projekterne krævede, at vores bryggersgulv skulle hamres op. Det valgte jeg så småt at gå i gang med.
Mange sagde til mig, at det var da noget underligt noget at lave, når man var i 36. uge, men jeg havde det altså sådan, at det jeg KUNNE lave, uden at det blev ubehageligt, det MÅTTE jeg lave.
Da jeg en gang i 37. uge skulle på toilettet efter at have banket lidt bryggersgulv op, var der lidt blod i mine trusser. Min første tanke var, at der var noget galt, så jeg ringede til fødeklinikken på Hvidovre Hospital og fik selvfølgelig lov til at komme ind til et tjek.
Efter en lidt nervøs ventetid på hospitalet, kunne de da også konstatere, at alt var, som det skulle være. De fortalte mig, at det sikkert bare var tegnblødning. Jeg følte mig en smule dum, for nu hvor jeg hørte ordet tegnblødning, kunne jeg da godt huske, at jeg havde læst om det, men det havde jeg altså bare præsteret at glemme alt om igen undervejs i graviditeten.
Ugen efter var det så min kæreste Steens fødselsdag, og vi havde aftalt, at vi skulle fejre det med pandekager med is om aftenen. Derfor brugte jeg dagen på at lave en ordentlig omgang pandekager og banke lidt mere gulv op i bryggerset.
Ved middagstid syntes jeg, at jeg fik lidt av i maven. Men det gjorde ikke ret ondt, så jeg tænkte, at det nok bare var de der lidt kraftigere plukkeveer, som jeg havde hørt, man kunne få sidst i graviditeten.
Jeg havde ikke mærket noget til egentligt smertefulde plukkeveer tidligere i graviditeten, så jeg havde ikke rigtig noget sammenligningsgrundlag. Da Steen kom hjem, tog vi i et byggemarked for at leje en opbrydningshammer til betonen under fliserne i bryggerset.
Så kunne man lige se mig stå der i byggemarkedet og ae mig selv lidt på mavsen og lidt på lænden, når det gjorde ondt. Lidt komisk at tænke tilbage på.
Nå, vi kom hjem igen med et stk. opbrydningshammer, og Steen gik i gang i bryggerset med larm og støv til følge. Imens lavede jeg flere pandekager. Hold da op, hvor havde vi mange pandekager i dagene efter.
Vi spiste aftensmad, og bagefter fik jeg talt i telefon med både min mor og storesøster, som jeg fortalte om mine "plukkeveer". Min søster proklamerede skråsikkert, at det garanteret var "rigtige" veer, jeg havde, men jeg afviste det lige så skråsikkert med, at "rigtige" veer nok gjorde mere ondt.
Kl. 18.45 gav det så et "smæld" i mit underliv, og imens jeg sad dér på sofaen, blev mine bukser helt våde. "Hov Steen, nu tror jeg altså, at der skete noget", sagde jeg.
Jeg tror nu ikke, at Steen var helt med på, hvad jeg mente, for han reagerede ikke helt. Jeg syntes bare, at han så lettere forvirret ud. Jeg gik ud på toilettet og satte mig for at tjekke, om det jeg troede var sket, også VAR sket.
Og så fik jeg allerede dér en "rigtig" ve. Så sad jeg dér på toilettet og klamrede mig til håndvasken med en vished om, at det her da vist lige var en rigtig ve. Da denne første ve var overstået, rejste jeg mig, gik ind til Steen og sagde, at nu skulle vi nok lige prøve at holde øje med udviklingen i det her.
Der var fra start af ikke lang tid imellem veerne, så vi begyndte hurtigt at tage tid på og imellem veerne. Meget hurtigt fandt vi ud af, at vi da vist hellere måtte ringe til fødeklinikken på Hvidovre Hospital. Det var nemlig nogle rigtig gode og regelmæssige veer, der ligefrem trak svedperler frem på pande og arme.
Jeg ringede til klinikken, og der var ingen, der tog telefonen! "”Tak spids", tænkte jeg, "er jeg med i den dér reklame fra TV med fødeklinikken, der har lukket, så der henvises til knibeøvelser?". Nå, kort efter prøvede jeg at ringe igen, og da blev telefonen heldigvis taget efter en kort ventetid.
Jeg fortalte dem, hvordan mine veer var, men desværre kunne klinikken ikke tage imod mig, for de havde alt for travlt. Derfor bad de mig om at ringe til deres fødegang i stedet for. Jeg ringede til fødegangen, og telefonen blev taget med det samme (heldigvis).
Jeg forklarede igen, hvordan mine veer var, og jordemoderen sagde, at hun godt kunne høre, at veerne var rigtig gode. Men de havde desværre ligeså travlt på fødegangen som på klinikken, så derfor bad de mig om at lægge røret på og vente på, at de ringede tilbage. Der ville gå ca. en halv time!
Imellem mine veer fik jeg forklaret (lidt hvæsende, tror jeg desværre), at jeg nok ikke lige kunne vente en halv time. Heldigvis gik der så kun 15 minutter, inden de ringede tilbage. Men det var så desværre kun for at bede os om at køre på Frederiksberg Hospital, for både fødeklinik og fødegang på Hvidovre havde alt alt for travlt til at tage imod os.
Det var en streg i regningen, men der var jo ligesom ikke noget at gøre. Så vi satte os ud i bilen og begav os mod Frederiksberg. Jeg skal lige hilse og sige, at det ikke er så rart at sidde fastspændt i en bil, når man har veer.
Jeg havde det i hvert fald bedst med at bevæge mig under en ve. Og så føles en biltur til Frederiksberg ret lang sammenlignet med turen til Hvidovre, der ikke ville have taget mere end 5-10 minutter.
Da vi ankom på Frederiksberg kl. 20.25, blev vi modtaget af en sød jordemoder, Lise. Vi kom ind i et undersøgelsesrum, hvor hun konstaterede, at jeg allerede var 6 cm åben. Lise spurgte, om jeg var interesseret i noget smertestillende. Det kunne jeg ikke lige finde ud af, om jeg var, for jeg havde selv en fornemmelse af, at det her ville gå ret hurtigt. Lise foreslog så et varmt bad, som jeg takkede ja til.
Jeg fik et klyx, som jeg fik besked på at afvente virkningen af i 7-10 minutter, imens Lise lige gik for at lave noget andet i ventetiden. Hvor ER det svært at skulle afvente virkningen af sådan et klyx, imens man har den ene ve efter den anden.
Desværre nåede klyx'et ikke at virke, inden jeg fik den første presseve. Vi ringede efter Lise, og vi røg hurtigt videre ind på en fødestue, hvor jeg blev lagt på gæstesengen, for at de kunne gøre patientsengen klar til mig og finde diverse ting frem til fødslen.
Der blev slukket for vandet til badekarret, for det kunne alligevel ikke nå at blive fyldt, inden jeg fødte. Så det blev en fødsel helt uden nogen form for smertelindring, ikke engang lidt lattergas kunne de nå at køre i stilling, før Bønnen var på vej ud.
Lise kiggede på mig ovre fra skufferne med udstyr og sagde, at nu skulle jeg bare presse med veerne. Så kom hun over for lige at tjekke mig, og så lød det i stedet: "Kan du lige vente med at presse, indtil vi har fundet de sidste ting, vi skal bruge?".
Det her gik vist rigtig rigtig hurtigt - hurtigere end nogen af os havde forventet. Men de fik hurtigt fundet, hvad de skulle bruge, og så fik jeg lov at presse. Skønt at få lov til at GØRE noget!
  Det endte altså med, at jeg fødte dér på gæstesengen. 3 presseveer, og vores lille Bønne var født kl. 20.58. 3.150 gram og 49 cm. Og så fik jeg denne lille varme krop op i favnen. Sikke en skøn, skøn og helt igennem ubeskrivelig fornemmelse.
Der gik lidt tid, inden jeg overhovedet tænkte over, om det var blevet en pige eller en dreng. Jeg spurgte og fik at vide af Steen, at der var "21 tapper". En lille dejlig dreng, der godt nok var kommet 3 uger for tidligt, men han var helt perfekt og scorede 9 i Apgar efter 1 minut og efterfølgende 10.
Og så var han jo kommet på Steens fødselsdag! Bønnen blev lagt til brystet, og han tog fint fat. Steen fik lov til at klippe navlestrengen, imens vores lille Bønne lå hos mig.
Lise kontrollerede, om jeg var revnet. Jeg skulle bare have 3 sting. Det gjorde bare slet ikke noget, for jeg lå jo der med vores dejlige lille dreng i armene. Bagefter gav Steen ham tøj på, imens jeg lå med den skønneste fornemmelse af "veloverstået arbejde".
Jeg kom i noget tøj (fik lidt hjælp af Lise og Steen), og vi fik bragt lidt saftevand og ristet brød med marmelade ind. Aldrig har nogen af delene smagt bedre.
Så blev den glade nyhed videregivet til mormor, farmor, mostre, fastre, onkler og diverse venner, og bagefter blev vi hjulpet over på barselsgangen. Det var så skøn en oplevelse.
Det var blevet mørkt, imens vi havde ringet til familie og venner. Det regnede og ruskede, tordnede og lynede udenfor. Og her gik vi ned ad barselsgangen, der kun var oplyst af fyrfadslys, med vores lille dejlige dreng i vuggen ved siden af os. Det var så stille og hyggeligt.
Jeg blev hjulpet i seng, og Steen og jeg sad og talte sammen, med Bønnen liggende ved siden af os. Så måtte Steen hjem for at fodre kat og sove. Han var nødt til at tage på arbejde om morgenen, og så ville han komme tilbage. Og så lå jeg ellers med Bønnen ved siden af mig og kiggede skiftevis på ham og på lynene udenfor.
På trods af forvirringen omkring, hvilket hospital vi skulle være på, samt den ret hurtige førstegangsfødsel det var, syntes jeg, det var en helt igennem skøn oplevelse.
Ja, veer gør ondt. Udvidelsesveerne synes jeg er værst, men det er fordi, man ikke kan gøre noget med dem, andet end at komme igennem dem med vejrtrækning, bevægelse og hvad man ellers kan finde på, der føles godt. Ved presseveer kan man jo gøre noget.
Men samtidig syntes jeg, at den smerte, man trods alt føler undervejs, hurtigt er glemt. Jeg synes faktisk, at man glemte følelsen lidt imellem hver ve. Jeg blev næsten helt kæphøj i pauserne imellem udvidelsesveerne: "Nååå, så slemme er de jo heller ikke - der må da godt komme en til nu; jeg er klar - det kan jeg da godt tage".
Og det er jo noget at huske på: Der er pauser imellem veerne, og i disse pauser kan man virkelig få samlet tankerne, kræfterne og "modet" til næste ve.
Så til alle nervøse førstegangsfødende: Tag det roligt. Tro på, at kroppen kan det, den skal. Pres med presseveerne, og når jordemoderen siger, I skal. Det ER ikke alle førstegangsfødsler, der er forfærdeligt lange og/eller smertefulde.
Jeg tror på, at man kan forøge sine chancer for en god fødselsoplevelse, hvis man prøver at slappe af og arbejde MED kroppen (hvor svært det så end kan virke, når man læser om det). Desuden tror jeg, det hjalp mig meget, at jeg havde motioneret før og under graviditeten.
I dag har vi en dejlig 3,5 måneder gammel dreng. Han hedder Christoffer, og er en lille grinebider. Held og lykke til alle, der i læsende stund står for snart at skulle føde.
07-03-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025