Skrevet af Marianne
Jeg læser ind i mellem med på fødselsberetningerne her på Netbaby og bliver jævnligt rørt. Nu skal I også have min historie.
I foråret 2005 besluttede vi os for, at vi gerne ville forøge familien fra 3 til 4, så vi knoklede på med det hårde arbejde. Efter blot en måned var der bonus, og vi var alle meget glade. Jeg voksede temmelig hurtigt, men tilskrev dette, at det jo var 2. gang, min krop var gravid.
Da vi kom til uge 12, og nakkefoldscanningen stod for døren, havde flere på mit job joket med, at der i hvert tilfælde var mere en én derinde. Det var jeg dog helt sikker på, ikke var tilfældet, idet der jo ikke er tvillinger i min familie - troede jeg!
Da jeg ligger til scanning, scannes maven hurtigt igennem. Der holdes pause, og her spørger den søde dame, om det er første gang, jeg scannes. "Nå", fortsætter hun, "men så kan jeg jo fortælle, at her oppe ligger en, og hernede ligger så den anden, og de har det begge godt". What?!
Det tog os et par uger at blive virkelig glade for nyheden. Egentlig var vi jo glade, men det var bare ikke helt det, vi havde forventet. Rigtig forkælet - ja, jeg ved det. Men vi blev rigtig glade og følte os meget heldige, at netop vi blev et af de heldige par, som oplever dette.
Graviditeten var hård og tung, men ungerne, som viste sig at være en dreng og en pige, havde det godt.
Da jeg gik ind i den 37. graviditetsuge, tog tvilling A (længst mod udgangen) ikke særlig meget på, samtidig med at tvilling B tabte sig. Det betød, at jeg skulle sættes i gang. Det havde jeg på daværende tidspunkt ikke det fjerneste imod. Jeg var så træt i hele kroppen af at slæbe rundt på den enorme mave.
Jeg fik løsnet hinder mandag på hospitalet, da vi jo så kunne håbe på, at det ville sætte gang i begivenhederne. Vi, nej nok mest jeg, var skrækslagne for pludselig at få to små babyer. Hvordan skulle vi få hverdagen til at hænge sammen, når vi nu også havde en knap 3-årig?
Nå, men jeg skulle sættes i gang onsdag morgen og skulle møde op på hospitalet kl. 8.00. Jeg var noget nervøs, da jeg tirsdag aften væltede omkuld i sengen efter at have taget de sidste mavebilleder.
Efter lang tids kamp faldt jeg endelig i søvn. Jeg vågnede kl. 01.30 ved to små blop-blop, og kunne mærke, at jeg da vist lige skulle på toilettet. Da jeg kommer derud, kan jeg mærke, at mit vand siver, og jeg får vækket min mand.
Jeg ringer til fødegangen, som gerne vil se mig, da det jo er tvillinger, og de overvåges ret nøje. Jeg får ringet til min kusine, som skal sove hos Sara. Hun er hos os i løbet af 20 minutter.
De 20 minutter sidder jeg på toilettet og ryster af spænding. Jeg kan ikke gå nogen steder, da vandet siver, når jeg bevæger mig.
Veerne er så småt startet, men jeg husker helt tydeligt, hvor ondt det gjorde første gang, så det her er piece of cake.
Kl. 02.20 ankommer vi til hospitalet. Jeg bliver undersøgt, og har til min store overraskelse udvidet mig 7 cm. Jeg bliver lagt op på fødelejet og har udvidelsesveer i yderligere 30 minutter, og nu rykker de.
Jeg begynder at presse, og efter tre pres kommer Marie til verden kl. 03.07. Hun er en ordentlig krabat på 49 cm og 3.410 gram. Hun kommer over til farmand, imens to fødselshjælpere med hænderne på min mave sørger for, at brormand kommer lige ned i bækkenet.
Det er bare vildt syret, at jeg har født én gang, og bare ligger og venter på, at veerne tager til igen, så vi kan få barn nr. 2 ud. Jeg skal lige presse en gang uden ve for at få ham til at stå fast i bækkenet, og kl. 03.17 efter én presseve er han ude. Han er en lille fyr på 48 cm og 2.570 gram. Men de er begge helt perfekte!
Starten på barselsgangen var hård, men egentlig mest fordi jeg savnede Sara noget så forfærdeligt. Jeg syntes, det var så frygteligt for hende, at hun var blevet storesøster, og at far om mor ikke var hjemme hos hende, men var nødt til at være på hospitalet.
Min mand sov med os alle på hospitalet, idet det var super svært at få Thomas til at amme. Så der var brug for hjælp både fra ham og fra sygeplejerskerne.
Vi var indlagt i 6 dage, og det var bare så vidunderligt at komme hjem herefter. Jeg blev udskrevet midt i snestorm i januar, men jeg var ligeglad. Jeg ville bare være sammen med min nu store dejlige familie!
09-03-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025