Skrevet af Malolise
Min fødsel startede med snydeveer og sivende vand allerede lørdag den 11. november. Vi tog på fødegangen om formiddagen, men blev sendt hjem igen. Jordemoderen var ikke sikker på, at det var fostervand, der sivede.
Lørdag og søndag gik med småveer, men først mandag aften kom der for alvor skub på veerne. Jeg var vågen og tog tid på dem hele aftenen og det meste af natten, og omkring kl. 3 var der 2-3 minutter imellem. Så tog vi på fødegangen igen.
Desværre havde jeg kun åbnet mig en enkelt finger, og jordemoderen syntes, at jeg skulle have et skud morfin og få sovet lidt. Det var skønt, men desværre havde det den effekt, at veerne var væk, da jeg vågnede.
Efter drøftelser med jordemoderen, og fordi de stadig var i tvivl om, hvorvidt det var fostervand, der sivede, fik jeg sat en stikpille op kl. 11. Det havde ingen effekt. Kl. 14 prikkede jordemoderen hul på vandet, for det viste sig, at det kun var forhinden, der var væk.
Så tog det ellers fat. Jeg fik de ondeste veer, der rullede ind over mig uden pause overhovedet. Min kæreste var lige ude i et ærinde, men jeg måtte ringe til ham og bede ham komme med det samme. Det gjorde bare SÅ ondt.
Desværre havde de smertefulde veer næsten ingen effekt, og jordemoderen besluttede kl. 16 at køre mig ned på fødegangen til en epiduralblokade. På dette tidspunkt kunne de næsten ikke komme i kontakt med mig, så ondt havde jeg. Det skulle vise sig, at der var en grund til det.
Jeg måtte vente endnu en time i helvede på blokaden, og masken med lattergas hjalp ikke spor. En fødselslæge kiggede på mig, og det viste sig, at lillepigen stod skævt i mit bækken og trykkede på et eller andet, der gav mig store smerter, også mellem veerne. Jeg fik endelig min blokade og vendte tilbage til overfladen.
Fødselslægen ville gerne se, om baby eventuelt fik skruet sig rigtigt ned i bækkenet, efterhånden som fødslen skred frem, så jeg skulle bare ligge og vente. Epiduralen virkede forrygende. Jeg kunne ikke mærke veerne, kun se dem på en skærm.
Sådan lå jeg i 10 timer. Til sidst måtte jeg have epiduralen "fyldt op", da virkningen aftog, og selv efter så lang tid lå den lille stadig skævt med en tiltagende fødselssvulst på hovedet. Lægen ville dog afvente, at jeg åbnede mig de sidste cm og gav det en time mere, inden hun ville overveje kejsersnit.
Det var nok den længste time i mit liv. Epiduralen virkede ikke mere, så det var et rent smertehelvede, og jeg tryglede og bad dem om at lave kejsersnittet, men blev ignoreret totalt. Den søde jordemoder, der var med, prøvede at overtale lægerne, men der var ikke noget at gøre.
Endelig var timen gået, og den lille havde ikke rykket sig, så vi blev kørt til akut kejsersnit. Da jeg jo havde været bedøvet i ryggen så længe, virkede den bedøvelse jeg fik ikke rigtig. Jeg havde fornøjelsen af tydeligt at mærke, da de lagde snittet. Jeg skreg op, og i løbet af et par minutter blev jeg så fuldt bedøvet.
Min lille pige havde det heldigvis fint, da hun kom ud til sin far, og min mand nød at være helt alene med hende de første timer. Jeg så hende på opvågningen, og hun var smuk og dejlig: Mørkhåret, 3 kg og 50 cm. Lægen fortalte mig senere, at hun aldrig kunne have været født normalt. Det havde de set, da de tog hende ud. Det er en skræmmende tanke.
Efterfølgende fik jeg voldsomt meget vand i kroppen, og selvom vi blev udskrevet om fredagen, blev jeg indlagt igen om lørdagen med væske i lungerne. Jeg havde svært ved at trække vejret, og de var bange for, at jeg havde en blodprop i lungen.
Jeg fik vanddrivende medicin, og i løbet af 2 dage havde jeg tabt 8 kg væske! Det hjalp på både vejrtrækning og humør, og mistanken om blodproppen viste sig heldigvis at være falsk alarm.
Nu er vi hjemme med vores lille, dejlige pige. Det var en hård omgang, og der er flere ting, jeg er ked af i forløbet. Dels ville jeg gerne have haft mere indflydelse på min fødsel, og dermed have fået kejsersnittet før, og dels synes jeg, det var en rædsom oplevelse at ligge på barselsgangen i de to omgange.
Jeg synes egentlig, at det er indlysende, at jeg ikke rigtig kunne få mælken til at løbe til. Jeg var møg syg og bange. Men her hjalp ingen kære (jorde-) mor. Jeg skulle værsgo amme, koste hvad det ville!
Min lille pige græd og græd og blev mere og mere svag, og min mand kæmpede for, at vi kunne få lov at supplere med noget modermælkserstatning, men det kunne ikke komme på tale. De var så nidkære alle sammen, og det ammetyranni, jeg oplevede, trodser enhver beskrivelse.
Mit dejlige lille barn tabte sig 400 gram på grund af deres stædige insisteren. Det endte med, at min mand smuglede flasker ind på hospitalet, som jeg så gav hende ude på toilettet - fuldstændig grotesk.
Nu håber jeg, at jeg kan få amningen til at fungere herhjemme. Lige nu er den lille på fedekur med amning og flaske hver 3. time.
12-03-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025