Min historie om leverbetinget graviditetskløe Rikkes fødsel blev sat i gang efter 37 uger på grund af leverbetinget graviditetskløe.
24886
Jeg vil gerne bidrage med min historie om leverbetinget graviditetskløe og igangsættelse. Jeg havde trods alt en super god oplevelse af hele forløbet og fødslen - ikke mindst på grund af den imødekommenhed og hjælpsomhed, vi mødte på Roskilde Amtssygehus' svangreambulatorium. Jeg havde termin den 4. september 2005, men fødte 3 uger før tid.
I 34. uge begyndte jeg en nat at have ekstrem kløe i håndflader og fodsåler. Det kom som sky fra en klar himmel, og jeg forsøgte med alt fra koldt vand til kløestillende mod myggestik at dæmpe irritationen. Men lige meget hjalp det.
Jeg tog derfor næste morgen (torsdag) straks kontakt til reservelæge (min egen læge var på ferie). Han sendte mig i telefonen direkte til blodprøvetagning på hospitalet. Svar på prøverne skulle jeg have dagen efter. Fredag morgen ringede jeg til lægen, der fortalte, at jeg havde en leverpåvirkning, og at han havde aftalt med svangreambulatoriet på Roskilde Amtssygehus, at jeg skulle møde til kontrol.
I første omgang frygtede overlægen, at jeg havde leversvigt på grund ekstremt høje tal. Blodprøverne skulle sendes til Sverige, da man ikke havde mulighed for at måle så høje værdier i Danmark. Jeg fik kørt en CTG og blev efterfølgende sendt hjem med besked om at møde ind igen tirsdag til yderligere kontrol og svar på blodprøverne.
Mandag formiddag ringede de fra hospitalet, at der var kommet svar på prøverne, og jeg skulle møde ind med det samme. Jeg ringede til min mand på arbejdet, og vi aftalte at mødes i Roskilde. Da jeg kom ind, blev jeg indlagt med besked om, at de ville tage babyen ud ved akut kejsersnit om eftermiddagen, da de fortsat frygtede leversvigt. Den eneste måde de kunne redde mig, var ved at få babyen ud. En hård besked, da mit største ønske var at føde normalt.
De havde samtidig bestilt tid til scanning af mine organer. Der blev jeg kørt ned, mens de seneste blodprøver var sendt til analyse af laboranter på RAS. Scanningen viste heldigvis, at alle mine organer var i fin form, og at leveren derved også var helt normal.
Med de resultater fik jeg stillet diagnosen leverbetinget graviditetskløe. Grunden til overlægens usikkerhed var de ekstremt høje levertal. Kejsersnittet blev derfor afmeldt med den besked, at jeg skulle komme til kontrol hver anden dag for at få kørt en CTG samt få taget blodprøver. Herudover skulle jeg en gang om ugen have foretaget en såkaldt flow analyse, hvor man checkede blodgennemstrømningen i navlestrengen. Desuden fik jeg besked på, at jeg ville blive sat i gang i fulde 37. uge.
Den medicinske behandling bestod af et præparat kaldet Ursofalk. Præparatet var ikke frigivet i Danmark, så overlægen skulle ordinere det. Jeg kunne efterfølgende søge refusion for udgiften igennem Lægemiddelstyrelsen. I starten virkede det ikke som ønsket. Da dosen blev sat op, begyndte jeg at mærke en effekt.
De efterfølgende uger gik med en del transport til RAS og ventetid på blodprøver samt CTG. Men jeg følte mig i rigtig gode hænder og var tryg ved det forløb, der blev planlagt. En eftermiddag blev jeg overvældet af hele forløbet og ringede derfor på RAS. Jeg frygtede lige pludselig for babyens liv. Jeg blev stillet direkte om til overlægen, der fik mig beroliget.
I fulde 37 uger skulle jeg møde på hospitalet om morgenen for at få lagt en stikpille. Jeg var blevet informeret om, at der kunne gå op til en uge, før der skete noget, da jeg var førstegangsfødende. Det var søndag formiddag, og de startede med at lægge en stikpille. Efter et par timer var der ingen effekt af pillen, og jeg blev derfor sendt hjem med besked om, at jeg skulle møde ind igen mandag morgen, hvis der ikke skete noget i løbet af natten.
Da der intet var sket, mødte vi ind mandag morgen. Vi havde sat os for, at det kunne tage meget lang tid. Mandag morgen får jeg igen en stikpille. Den giver heller ikke noget resultat, og vi kører derfor ind til byen for at få noget frokost. Om eftermiddagen skal jeg have lagt stikpille nr. 3. Vi kommer tilbage fra en god frokost, og jeg får lagt stikpille nr. 3. Den giver heller ikke det store resultat udover lidt plukkeveer, så vi tager igen hjem.
Vi går en lang tur i det gode vejr. Jeg havde virkelig brug for noget frisk luft. I hele graviditeten havde jeg været meget aktiv og dyrket regelmæssig motion, så de seneste ugers mange hospitalsbesøg havde givet mig et stort behov. Jeg mærkede fortsat ikke noget og gik derfor i seng i forventning om, at tirsdagen også skulle byde på et par stikpiller og derefter en hviledag onsdag.
Men sådan gik det ikke. Kl. 23.45 vågner jeg ved et ordentligt smæld i underlivet, og derefter niver det voldsomt. Den første ve. Jeg rejser mig fra sengen for at gå på toilettet. Jeg når lige præcis derned, da vandet går i en stor skylle. Herefter niver det med pæne mellemrum på 8-9 minutter, og de varer ca. 1 minut ad gangen.
Jeg går op til min mand og siger, at vandet er gået, og at jeg lige vil ringe til fødegangen. På fødegangen får jeg at vide, at jeg skal forsøge at få lidt søvn. Som førstegangsfødende er der god tid, og jeg skal ringe, når veerne kommer med tættere interval - de sædvanlige 5 minutter. Fint, tænker jeg og går i seng igen. De skal ikke sige, at jeg er pivet.
Jeg giver min mand beskeden fra fødeafdelingen, og han sover videre. Jeg kæmper de næste par timer med meget regelmæssige veer og har svært ved at tage tid på dem, da de ruller indover mig.
Kl. 02.30 kan jeg ikke holde det ud mere og ringer igen til fødegangen. De siger, at vi stille og roligt kan køre derop. Det tager ca. 35 minutter fra vores bopæl. Turen i bilen husker jeg ikke særlig meget af, og jeg kan slet ikke huske, hvordan jeg er kommet op på fødegangen.
Veerne ruller med 2 minutters mellemrum og varer 1½ minut ad gangen. Vi er på hospitalet omkring kl. 03.15, og jeg bliver vist ind på en fødestue. Jeg bliver undersøgt og er 6 cm åben, så veerne gavner altså. Jeg får tilbudt et lavement omkring kl. 03.30, og 1 time senere er jeg fuldt åben, hvor også presseveerne indtræder.
Efter presseveer i 45 minutter er det hele overstået, og jeg ligger med en dejlig velskabt søn på maven. Han sutter pænt. Han vejede 2.790 gram og var 49 cm lang.v
Jeg er ekstremt glad for at have født "normalt", og eneste smertelindring var ilt, men jeg var også begunstiget af nogle meget effektive veer, der gav mig mulighed for hele tiden at arbejde med min krop. Det var den vildeste oplevelse, og jeg glæder mig til at skulle føde igen medio juli 2007, hvor vi venter vores andet barn.
Relaterede artikler
© 1999-2025