Min graviditet var gået helt fint med minimale gener. Lidt halsbrand og ømhed i bækkenet, men det var til at holde ud. De sidste 2 uger op til termin var jeg meget utålmodig. Jeg havde ikke lyst til at være gravid mere. Jeg var træt af at gå i det samme tøj hele tiden, og jeg ville bare så gerne se, hvordan vores lille vidunder så ud.
Ved scanningen i 19. uge fik vi at vide, at vi ventede en dreng, så det havde vi gået og forberedt os på. Terminsdatoen nærmede sig, og en uge før fik jeg vældig mange plukkeveer og troede, at nu skete der snart noget, men nej. De næste par dage var der ikke rigtig noget tegn herpå.
I de sidste dage op til termin fik jeg ind imellem en slags menstruationsagtig krampe, men kun lige et par stykker eller tre i løbet af en aften, og så skete der ellers ikke mere. Jeg tror, jeg nærmest gik og talte minutter, fordi jeg var så utålmodig. Jeg har nok læst 100 fødselsberetninger her på Netbaby i min ventetid.
Terminsdatoen kom og gik, og så 2 dage efter tænkte jeg, at vi da kunne prøve at have sex for at se, om vi ikke kunne sætte lidt gang i nogle veer. Det havde jeg i hvert fald læst mig til kunne virke, samt det at stimulere brystvorterne. Vi prøvede det hele og havde det egentlig meget sjovt med det.
Kl. 1.30 om natten, da vi var "færdige", fik jeg små veer lige med det samme. Jeg fik en lykkefølelse i hele kroppen, fordi der nu endelig skete noget. Vi lagde os til at sove, men mine veer kom hvert 10. minut, så jeg fik ikke sovet ret meget ad gangen. Jeg trak vejret dybt ved hver ve, og det fik Thomas til at vågne ind imellem.
Ved 6-tiden om morgenen vågnede han op og spurgte, hvordan det gik. Jeg mente, at han godt kunne blive hjemme fra arbejde den dag. Veerne var blevet lidt mere uregelmæssige, og jeg orkede bare ikke at ligge i sengen mere. Jeg var vildt rastløs og i tvivl om, hvad der mon skete med min krop. Var jeg mon begyndt at udvide mig, eller var der mon længe til selve fødslen?
Min datter på 3½ sov længe den dag, helt unormalt, så jeg sad bare i sofaen og var træt og så lidt fjernsyn. Min søster ringede og spurgte, om jeg ville med ud og handle for at tænke på noget andet, men jeg måtte meddele, at det nok ikke lige blev den dag, da jeg havde veer.
Hun bor tæt på, og hendes søn går i samme børnehave som min datter, så hun tilbød at komme forbi og hente hende, så vi ikke skulle spekulere på at skulle ud og køre. Det var bare skønt.
Jeg måtte også ringe til min mor og sige, at jeg ikke kom og besøgte hende. Hun mente, at jeg skulle bevæge mig rundt, så det ikke gik i stå, så vi besluttede os for at gå en lille tur i nabolaget. Det var rigtig hyggeligt bare at nyde hinanden, selvom jeg havde veer hvert kvarter.
Da vi kom hjem, kørte vi hen for at handle lidt. Hjemme spiste vi lidt, og så var klokken blevet 12. Veerne var nu ikke så slemme, så jeg faldt i søvn på sofaen i 3 timer, kun afbrudt af veer hver halve time.
Jeg kan ikke huske, hvad eftermiddagen gik med, men vi fik da lavet aftensmad og spist, og så tog veerne ellers til. Der var 10 minutter imellem igen, så 9, og kl. 19.30 tænkte jeg, at jeg gerne ville ind og undersøges for at se, om jeg overhovedet var begyndt at udvide mig.
Jeg ringede til Skejby, og jordemoderen sagde, at jeg bare kunne komme. Jeg ville dog lige i bad først, og imens fik jeg 3 veer. Nu var der kun 5 minutter imellem, så jeg bad Thomas pakke bilen med fødetaske og autostol, mens jeg gjorde mig færdig. Jeg fik et par veer mere og havde det bedst, når jeg stod op med armene omkring nakken på Thomas.
Vi kørte kl. 20.55, og der var nu kun 4 minutter mellem veerne, og inden vi nåede derud, var der 3 minutter imellem. Jeg var dog sikker på, at vi bare ville blive sendt hjem igen, for jeg syntes ikke, at veerne gjorde ondt, og jeg tænkte, at det sikkert skulle blive meget værre. Min første fødsel var meget anderledes, da jeg blev sat i gang og fik vestimulerende drop, så veerne virkelig sparkede.
Da vi ankom på parkeringspladsen, var jeg i tvivl om, hvorvidt vi skulle tage tasken med ind, da jeg ikke troede, vi skulle blive. Vi tog den dog med og kom op i receptionen. Jeg skulle tisse, så Thomas gav receptionisten alle oplysninger.
Kl. var nu 21.22. Vi ringede på klokken, og en jordemoder viste os ind på en fødestue, hvor jeg skulle undersøges. Jeg var 6-7 cm åben, sagde hun, og den måtte jeg lige ha' igen. "Så skal vi jo ikke hjem igen", udbrød jeg. Der var lidt rod i min vandrejournal, og Thomas måtte udfylde noget for mig, mens jeg fik et par veer.
Jordemoderen fandt noget tøj frem til mig og gav mig en "mor-pampers" på, som hun kaldte det. Jeg fik en undertrøje på, som jeg dog ikke kunne forstå, jeg skulle have på, og så kom den næste ve. Jeg stod på en skammel ved siden af sengen og holdt om Thomas. Jordemoderen gik for at ordne noget, og så fik jeg ellers en presseve og kom vist til at råbe Thomas i øret.
Jordemoderen kom styrtende, og jeg fik mumlet, at det var en presseve. Hun beordrede mig ned og ligge, men jeg vidste ikke helt hvordan, for jeg følte ikke, at jeg kunne sidde. Jeg sad på kanten af briksen og flåede undertrøjen af. Når jeg havde født, ville jeg bare have min søn op på min bare mave. Ikke med tøj imellem.
Jeg kom ned at ligge, og jordemoderen mumlede noget. Jeg spurgte, hvad der skete og fik at vide, at hovedet var på vej ud. Det syntes jeg bare var for vildt, for det gik jo meget stærkere, end jeg havde regnet med. Jordemoderen bad mig presse mellem veerne, så jeg ikke sprækkede, og efter 2 veer mere var vores søn ude.
Klokken var 21.42, kun 20 minutter efter, at vi var skrevet ind i receptionen. Og jeg, der troede, at jeg havde pjat-veer og sikkert blev sendt hjem igen! Jeg ventede på at få en ve mere, så jeg kunne føde moderkagen, for sådan gik det sidste gang, men der kom ikke nogen ve.
Jeg blev bedt om at presse, mens jordemoderen trak i den, og da hun havde fået den ud og havde undersøgt den sammen med den anden jordemoder, som jeg først nu fik hilst på, var de enige om, at der manglede 1/3 af den. Den sad altså stadig inde i mig, så de tilkaldte en læge og en narkoselæge, og da Thomas havde fået vores søn i armene, fik jeg en rygmarvsbedøvelse, og en læge fik "gravet" resten af moderkagen ud.
Jeg mærkede stort set intet, før han trykkede uden på maven. Av av av, hvor var jeg øm. Heldigvis var det hurtigt overstået, og Thomas kunne komme ind til mig igen.
Der gik et par dage, hvor jeg var lidt i chok, fordi det hele var gået så hurtigt, men nu 17 dage efter er jeg bare rigtig glad over min nemme fødsel. Jeg har det super godt, og vores søn er bare den dejligste. Gid alle fødsler ville være lige så nemme som denne!
04-04-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025