Skrevet af Vicky
Jeg har læst mange af jeres beretninger om fødsler, nogle dårlige, men heldigvis flest gode. Jeg har desværre en af de dårlige, men takker mange gange for, I læser med.
Fredag den 7. juli 2006, 13 dage over tiden, skulle jeg på sygehuset for at få en tid til igangsættelse, da Sofie åbenbart ikke havde tænkt sig at komme ud frivilligt. Lægen, der så på mig, løsnede hinderne og sagde, at vi skulle komme igen tirsdag. Det kunne godt være, at der skete noget i dag, men vi skulle ikke forvente noget.
Så vi tog hjem og nød solen. Sidst på eftermiddagen kunne jeg mærke, at der var ved at komme gang i tingene, og kl. 23.30 kom der gang i veerne. Vi kørte på hospitalet kl. 2.45 og kom direkte på fødegangen. Det skal lige siges, at jeg havde en fantastisk graviditet uden problemer, bortset fra de 22 kg, jeg tog på.
Da klokken var 6.00, ville jeg gerne have den bedøvelse i ryggen. Jeg havde stærke veer, men de var ikke kraftige nok, og jeg var kun åbnet 1 cm. Narkoselægen kom, men efter 4 forsøg måtte de opgive at give mig bedøvelse.
Da klokken blev 10.00, kom en ny jordemoder. Hun kiggede på mig og sagde, at de nok ville stoppe det, og at jeg skulle komme igen tirsdag. Der fik jeg en hjerneblødning og sagde, at hun bare skulle se at få det barn ud, og det skulle være NU!
Hun tog vandet, og klokken 16.13 var Sofie født. Hun vejede 4.100 gram og var 54 cm lang. En dejlig tøs, der ligner sin stolte far, som var en fantastisk hjælp, selvom han var træt.
Sofie blev vasket og fik tøj på. Derefter blev hun lagt til mit bryst, og vi fik en ostemad, det første mad siden fredag morgen. Alt var perfekt, den perfekte datter, far og jeg kunne ikke være mere stolt.
Efter 2 timer skulle vi køres på barselsgangen, da jeg pludselig blev vildt dårlig og svimmel. Min mor var lige kommet for at se den lille. Jeg sagde til hende, at der var noget, som ikke var rigtigt, og det kunne hun godt se. Hun fik fat i lægen, som kom og tog mit blodtryk. Det var 58/33.
Der blev de nervøse. Jeg blev kørt med det samme til operationsstuen. Her kom jeg i fuld narkose, og så gik de i gang. Klokken var ca. 18.30. Kl. ca. 23.00 vågnede jeg, og Sofie og Henrik kom op til mig.
Her fik vi at vide, at jeg havde blødt meget, og at min livmoder ikke ville trække sig sammen, og at den stadig ikke var i orden. Jeg fik medicin til den og massage på maven af lægen.
Efter et par timer gik det galt igen. Jeg blødte vildt meget og blev kørt til operation for anden gang. Lægen havde fortalt, at der var en lille risiko for, at de måtte fjerne livmoderen, men at chancen for at beholde den var der.
Kl. 6.00 efter 4 timer måtte de fjerne min livmoder. Henrik, min mor og svigermor havde siddet der hele natten, og da lægen kommer ud og fortæller, at nu er den væk, og at jeg var syet fint sammen igen, kunne de køre hjem.
Henrik gik ned til Sofie, og jeg blev kørt tilbage på opvågning for kort tid efter, stadig i narkose, at blive kørt til operation for tredje gang. Jeg havde under forløbet mistet 15 liter blod og var på et tidspunkt langt ude.
Søndag ved 9-tiden var jeg færdig, og jeg blev vækket ved 20-tiden efter at have ligget i respirator. Der var kun Henrik og Sofie på sygehuset, for lægerne havde sagt, at jeg nok først ville blive vækket mandag eller tirsdag.
Det første, jeg spurgte den søde sygeplejerske om, var selvfølgelig, om min livmoder var fjernet. Det måtte hun egentlig ikke sige, men fortalte så, hvad der var sket. Det var jo ikke lige det, man skulle forvente af en fødsel, og slet ikke den første gang, når vi havde planlagt 4 børn.
Det gjorde ondt, meget ondt, især fordi Sofie nu skulle være alene, og ikke som Henrik og jeg have søskende til at dele sorg og glæde med. De 13 dage, vi var på sygehuset, var hårde, og jeg var meget ked af det.
Da vi kom hjem, gik det meget bedre, og Sofie er jo også et vidunderbarn. Hun græder næsten aldrig, er et stille barn og altid glad også for mad. I dag er hun næsten 7 måneder. Hun sidder, kravler og spiser som en hest, alt hvad vi tilbyder hende.
Vi blev hurtigt enige om, at vi skulle adoptere, og når Sofie var ½ år, måtte vi ansøge, så nu er alle papirer sendt af sted, og nu starter et nyt børnekapitel med et nyt ønskebarn.
Det er jo ikke som med Sofie - 2 ryk og så var hun der og 9 fantastiske måneder - men vejen til ønskebarn nr. 2 glæder vi os meget til, og vi ser frem til den dag, hvor vi holder vores barn i armene.
Mange siger: "I har jo fået verdens dejligste prinsesse. Tænk på dem, der slet ikke får nogen", men det er jo ikke det, det drejer sig om. Som mor ved I jo, hvilken følelse man har, når man bliver mor.
Det er den følelse af at give, når man har så meget at give af, der betyder noget. Hvorfor så ikke give det til nogen, som har brug for én, ligesom vi har brug for dem.
13-04-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025