Beates lange fødsel Efter 31 timer med veer endte Janes fødsel med et kejsersnit.
5023
Skrevet af Jane
Jeg havde termin den 30. september 2005, og graviditeten var forløbet uden komplikationer af nogen art. Der havde sneget sig små 18 kg på, men det var helt OK. Maven var efterhånden enormt stor, og da det blev starten af oktober, var tålmodigheden ved at løbe ud.
Jeg gik som en vraltende and, og maven var meget tung. Redebyggertrangen holdt mig dog beskæftiget et langt stykke hen ad vejen, men det var jo begrænset, hvor mange gange jeg kunne pakke taske, gøre rent og lave alt klar til lillepigen.
Den 5. oktober besluttede jeg mig for, at det var tid til forkælelse, og jeg bestilte tid til en manicure. Jeg syntes dog, jeg havde en del rumlen i maven og trykken på lænden hele tiden, og jeg kunne ikke sidde stille på stolen. Neglene blev dog gjort færdige, og et par timer efter derhjemme viste de første tegn på veer sig.
Slimproppen gik, og min kæreste blev helt bleg. Det murrede og trak i lænden, og de første rigtige veer startede ved 19 tiden. Vi kørte på Skejby for at blive tjekket kl. 02, men der var jeg kun 1 cm åben og med en smule livmoderhals. Meget demotiverende, da der var veer hver 5. minut.
Natten gik med rastløs vandren rundt i lejligheden og veer med 3-4 minutters mellemrum. Af sted på Skejby igen kl. 7 og nu små 2 cm åben. Nej, hvor var det irriterende. Jeg kunne nu ikke snakke længere, når jeg havde veer, og måtte stå helt foroverbøjet.
Den nye jordemoder på morgenskiftet gav mig 4 bistik - jeg har aldrig bandet så meget før - og det gav en lille virkning. Hun mente meget optimistisk, at jeg nok ville føde sidst på eftermiddagen. Veerne tog til og kom med få minutters mellemrum, og jeg kom i badekar ved 15-tiden.
Den nye jordemoder til aftenskiftet kunne fortælle, at jeg nu var 3 cm åben. Jeg havde da aldrig kendt magen. Hvor meget skulle jeg kæmpe? Hun spurgte, om jeg var ivrig gymnast eller rytter, da det kun var meget trænede sportsfolk, man så med så stram en livmoderhals. Jeg måtte desværre svare nej.
Hendes bud på et kommende fødselstidspunkt var ved 19-tiden. I hvert fald inden hun gik hjem! Efter badet fik jeg en morfinsprøjte, som desværre slet ikke hjalp.
Klokken blev 19, og der var stadig ikke sket noget. Jordemoderen mente, det kunne sætte gang i tingene at prikke hul på fosterhinden, og ja tak - der skete noget. Helt uudholdelige koblede veer. Der kom 3-4 veer lige efter hinanden, og jeg fik vedrop for at stabilisere veerne. Vedroppet blev løbende skruet op, og jeg vred mig.
Heldigvis syntes både min kæreste, jordemoderen og jeg, at det nu var tid til en epiduralblokade. Har aldrig været så glad for at se en narkoselæge før. Jeg fik epiduralen, og smerterne forsvandt i maven, men trykket i bækkenet blev bare værre og værre. Jeg troede, godt naiv, at epiduralen ville fjerne alle smerter.
Det blev midnat, og endnu en ny jordemoder kom til. Hun var desværre træt og uoplagt og slet ikke den motiverende faktor, som jeg havde brug for på dette tidspunkt. Jeg sugede alt det lattergas til mig, som jeg kunne, og jeg åbnede mig stadig langsomt.
Vedroppet var på det højeste trin. Lillepigen havde det godt i maven, viste strimlen, så det var bare mig, der skulle holde ud. Vi fik at vide, at hun var stjernekigger, men ville kunne nå at dreje sig på plads.
Ved 04-tiden den 7. oktober begyndte jeg at få presseveer og var 10 cm åben. Jeg pressede herefter i lidt over en time. Intet skete, og jeg var klar over, at der heller ikke ville komme til at ske noget. Hovedet stod en smule skævt i bækkenet, og hun kunne derfor ikke komme ud.
Overlægen blev tilkaldt for en vurdering, og hun bestemte sig for kejsersnit. Jeg syntes, ventetiden på de små 10 minutter, der gik, var uudholdelige. Jeg var ked af det og udmattet efter snart 31 timers veer.
På operationsstuen stod de klar med 7 mand, og alle var utrolig søde og beroligende. Jeg fik bedøvelse i rygmarvsslangen, der allerede var installeret, og jeg blev hurtigt helt lam fra brystet og nedefter. Pludselig kunne jeg mærke, at de hev og sled i mig, og jeg blev meget overrasket over, at det gik så hurtigt.
Min kæreste holdt mig i hånden og forsøgte at holde min rystende underkæbe. Hele min krop rystede efter alle anstrengelserne, og jeg havde slet ikke kontrol over den mere. Narkoselægen sagde, at jeg nu ikke havde mere at give af, så derfor reagerede jeg, som jeg gjorde.
Livmoderen trak sig sammen om hende og ville ikke give slip. Et hurtigt pust af nitroglycerin i min mund fik livmoderen til at slappe af, og ud kom hun. Pludselig hørte vi den første spæde gråd fra vores lille pige, og jeg sagde et hurtigt hej til hende, da de kom forbi mit hoved med hende.
Far fulgte efter for at se til, at alt var, som det skulle være, og jeg blev syet sammen. Far kom ind med det lille vidunder i armene, og jeg fik fremstammet, at jeg ikke lige kunne tage stilling til noget lige nu. Mærkelig udmelding, men jeg var fuldstændig udmattet og havde ikke kræfter til at sige andet.
Heldigvis var vi ude fra operationsstuen igen efter 10 minutters ophold sammenlagt, og min lille pige blev lagt til mit bryst helt lyserød og nøgen. Sikken en følelse. Så ved man pludselig, hvorfor man er til! Hun suttede som besat fra første færd og var ganske enkelt vidunderlig.
Lillepigen vejede 3.680 gram og var 51 cm lang. I dag er vores guldklump snart 1½ år gammel og en værre lille krudtugle. Vi glæder os til engang at skulle have en lillebror eller søster til Beate, og på trods af det hårde fødselsforløb er jeg ikke det mindste nervøs ved tanken. Jeg ved jo, hvor skønt det er efterfølgende!
Relaterede artikler
© 1999-2025