Skrevet af Randi
Grunden til, at jeg vil skrive om min sidste fødsel, er, at den ikke var helt normal. Det, der skete for os, sker heldigvis sjældent.
Jeg havde termin den 6. september 2006. Min graviditet var forløbet normalt. Det havde været tungt og hårdt i sommers på grund af varmen og væske i kroppen, men ellers helt fint.
Det var vores barn nr. 2, vi ventede, og jeg havde besluttet mig for at føde vaginalt. Jeg fik kejsersnit med vores første pige, så det var vi jo ret så spændte på.
Da jeg var gået 13 dage over tid, og der stadig intet tegn var på fødsel, skulle vi op på hospitalet for at få lagt et ballonkateter i min livmoder, så den kunne blive udslettet, og forhåbentligt ville der komme spændinger i hinderne, så de kunne tage vandet.
Normalt kan man blive sendt hjem, når kateteret er lagt, og så komme igen dagen efter (det skal sidde der i 12 timer), men de valgte at indlægge mig, da jeg ret hurtigt begyndte at få ve-lignende smerter. Jeg fik så noget smertestillende, for at jeg kunne falde i søvn og spare på kræfterne, da det jo nok skulle ske dagen efter.
Jeg fik lidt søvn, dog afbrudt af smerter, så de var inde 2 gange i løbet af natten og tømme vand ud af ballonerne for at lette trykket i min livmoder. Det hjalp også.
Dagen efter, den 20. september, blev kateteret så fjernet. Jeg blev undersøgt, og det havde desværre ikke haft den store virkning. Der var stadig ½ cm tilbage af livmoderhalsen. Øv øv.
Vi blev ført til en fødestue for at få lagt et ve-stimulerende drop, så der kunne ske noget. Det gjorde der så også. Der begyndte at komme veer, og der var held med at få taget vandet, hvilket jo er en sjov følelse. Jeg havde det som om, jeg lå og tissede mig selv ned af lårene.
Nu skulle der endelig ske noget. Vi ville snart se vores anden datter. Min kæreste skulle huske at tage billeder osv. Vi var spændte og kunne næsten ikke vente længere.
Dagen på fødestuen føltes godt nok lidt lang. Sengen var hård at ligge på, og eftersom jeg havde drop, kunne jeg ikke gøre så meget andet end at ligge der og bide veerne i mig. Jeg blev dog hjulpet op at stå på et tidspunkt, hvilket var dejligt, da jeg så kunne være lidt aktiv med kroppen under veerne. Jeg stod og snurrede hofterne i 8-taller.
I løbet af dagen var der blevet skruet op for droppet, og veerne var blevet regelmæssige og bed som en i h...
Jeg var tilbage i sengen, da jeg også fik kørt strimler løbende, og det var tæt på lattergasmasken, hvilket jeg vil sige ikke virker bedøvende, men den får da fokus på vejrtrækningen under veerne, hvilket selvfølgelig er godt.
Da jordemoderen undersøgte mig, var jeg kun 3 cm åben. Jeg troede, at jeg var klar - det måtte jeg jo være, for vi havde været derinde i evigheder - men der var kun gået 3½ time. Jeg fik lov til at komme om i knæleje, så min overkrop støttede op ad sengen. Det var dejligt!
I den sidste time havde det gjort så ondt, at jeg havde skreget ind i masken og boret mine negle ned i min kærestes hånd, så han efterfølgende havde en del sår.
Imellem veerne var smerten fortsat, så der var lang tid, hvor jeg ingen pause havde til at blive klar til den næste. Men det siges også, at med ve-stimulerende drop kan der komme ve-storm.
Da jeg så var på knæ, stadig med strimmel på, fik jeg lige pludselig pressetrang. Jordemoderen mærkede efter og sagde, at jeg havde åbnet mig 8 cm bare ved at skifte stilling, så jeg måtte godt begynde at presse lidt. Hvis hun havde sagt andet, havde jeg gjort det alligevel.
Jeg pressede og pressede og tænkte, hvad er det folk piver over? Ja, veerne gør ondt, men det er jo snart overstået, og værre er det jo heller ikke.
Pludselig blev jeg dårlig og kunne mærke, hvordan alt blodet forsvandt i mit hoved. Jeg fik koldsved og følte mig hvid. Der forlod jeg min krop. Alt omkring mig var underligt, ligesom på film, hvor lydene bliver mærkelige.
Hjertelyden på mit barn var forsvundet, og jordemoderen siger, at jeg skal vende mig om på ryggen, så hun kan måle igen. Men jeg kan ikke vende mig, min mave gør ondt!
Min kæreste tager fat sammen med jordemoderen, og de får med meget besvær lagt mig på ryggen. Der er hjertelyd, men den er nede på 35 slag i minuttet.
Forvagten bliver tilkaldt. Jeg husker, at en kvinde kommer ind og siger, at jeg skal trække vejret i masken, som nu er på ren ilt. "Træk vejret dybt, så dit barn får ilt", siger hun. Jeg tænkte: "Dumme kælling", for jeg kunne ikke trække vejret dybt. Min mave gjorde ondt, så jeg kunne kun gispe.
Jordemoderen og forvagten tager mit ene ben og presser det op og beder min kæreste John om at holde det andet. Derefter bliver der råbt: "Pres! Det gælder dit barns liv!".
Jeg havde ikke længere veer, droppet var slukket, og der var slet ingen pressetrang, så det var det sværeste, jeg nogensinde har skullet gøre. Jeg pressede og pressede, men der skete intet!
Overlægen kom ind, ham der tidligere havde givet grønt lys angående ve-drop. Han tager handsker på og siger, at han skal mærke mig indvendigt. Det gjorde til gengæld ondt!
Han havde presset min datters hoved op i mig igen. Så flåede han handsken af og sagde: "Det skal være kejsersnit, og det skal være nu!". Og væk var han.
Derefter skulle det selvfølgelig gå hurtigt. De skulle have fødesengen ud af døren og ned på operationsstuen. Der var bare det problem, at sengen var for bred til at komme ud af døren, og at de heller ikke er beregnet til at transportere folk i. Men efter en del besvær fik de sengen ud af døren.
Turen ned til operationsstuen føltes lang. Jeg lå bare og jamrede over smerterne i min mave. Det føltes, som når man under graviditeten får gjort en hurtig bevægelse, og de bånd, livmoderen hænger i, lige bliver strukket, så det gør rigtig nas. Den følelse bare i hele maven.
Vi når endelig ned til operationsstuen, og idet de drejer sengen ind, kigger jeg tilbage og kan se min kæreste stå med noget i hænderne og græde.
Inde på operationsstuen udspørger en narkoselæge mig, om jeg kan tåle narkose, om jeg har løse tænder osv. Imens ligger jeg og kalder på bedøvelse. De siger, at den skal jeg nok få. De skal bare have nogle oplysninger først.
Efter at have svaret narkoselægen, kommer der en dame og spørger om mit navn og CPR-nummer, selvom jeg har indlæggelsesstrimmel på. Jeg siger hele tiden de sidste 4 tal i mit CPR-nummer, så lidt forvirret har jeg vist været.
Der var kaos inde på stuen. Sådan som jeg husker det, var der en masse mennesker, som snakkede i munden på hinanden, men om det er rigtigt, ved jeg ikke.
Jeg skulle så fra fødesengen over på operationsbordet. Der var et lille stykke op, så jeg skulle hive mig op, hvilket næsten var umuligt, da jeg på det tidspunkt ikke havde flere kræfter, men bl.a. portøren gav mig en hånd. Den holdt jeg så åbenbart godt fast i, indtil han bad om at få den igen. Jeg sagde undskyld til ham og kunne se, at han var meget påvirket af hele scenariet. Da han gik ud derfra, tog han sig lidt af John, så tak for det, søde portør.
Endelig sagde de, at jeg nu fik narkose, og at det ville brænde lidt i halsen. Jeg var bare glad for endelig at forsvinde fra den brændende smerte. Idet bedøvelsen blev sprøjtet ind, mærkede jeg min datter sparke 3 gange, og så var jeg væk.
Jeg vågende omkring kl. 0.30 og kan ikke så godt huske, hvad der blev sagt til mig på det tidspunkt. Det var noget med min livmoder, at min datter var på neonatal, og det ikke så for godt ud, og så at John havde fået en ven ind på hospitalet.
Da John kom ned, havde jeg så fået 3 indsprøjtninger med morfin på grund af smerter, så jeg var ovenpå og skæv. Han viser mig 2 billeder af vores dejlige datter og bryder sammen.
  Jeg kigger på billederne og synes, at hun er noget af det dejligste, og så er det vist det. Jeg fatter ikke alvoren. Da jeg skal køres over på barselsgangen, kører de mig lige forbi neonatal, så jeg kunne se min datter. Hun ligger i en lukket kuvøse med slanger, nåle og forbindinger.
Jeg får lov til at røre hende lidt, og der forstår jeg en lille smule af alvoren, og jeg kan huske, at jeg græd, uden at der kom tårer, da jeg var temmelig dehydreret.
Jeg kommer op på min stue, og derefter sover jeg. I de efterfølgende dage snakker vi med læger og jordemødre og sygeplejersker på neonatal.
Jeg får en masse medicin. Jeg har kateter i blæren og nyrerne, samt et dræn i livmoderen. De blev fjernet efter 2 døgn. Min livmoder var bristet, eller som de beskriver det: Den var næsten revet helt af!
Jeg var bristet i det gamle ar og helt ned i skeden, så de ville egentlig have fjernet den, men de ringede til endnu en overlæge, som kom ind, og sammen fik de reddet min livmoder, hvilket jeg er taknemmelig for. Jeg havde mistet 1½ liter blod og var blevet opereret i lidt over 3 timer.
Da jeg på fødestuen havde ligget i knæleje og presset, havde jeg presset min datter ud i bugen, hvor hun lå i næsten alt det blod, jeg mistede. Moderkagen var begyndt at løsne sig, og det var derfor, hun ikke fik ilt nok.
Da Laura kom til verden kl. 20.18, var hun livløs og fik 1 point på apgar. Der gik næsten 6 minutter, før hun begyndte at trække vejret selv, og efter 10 minutter fik hun 5 points på apgar.
Efter hun kom til verden, blev hun lagt i lukket kuvøse og fik lagt drop, elektroder, ilt og nåle i hjernen for at måle aktiviteten, da hun havde været dårlig i mindst et kvarter inde i min mave.
Det kom på tale, om hun skulle på Rigshospitalet og køles ned, hvilket de gør for at mindske eventuelle hjerneskader, men børnelægen mente ikke, at det var nødvendigt. Efter et døgn havde hun rettet sig så meget, at hun faktisk var en normal baby.
Vi var indlagt i 7 dage, før de var helt sikre på hende og for at få gang i amning osv. Vores fødsel har været med til en procedureændring af igangsættelse af gravide, der før har fået kejsersnit.
 Laura er i dag næsten 4 måneder gammel. Hun er kommet sig helt uden mén, og hun har en fantastisk appetit på livet. Så fra en fødsel, hvor døden banker på døren, til et liv, hvor fremtiden ligger for fødderne, var hvad vi oplevede, da Laura kom til verden.
En tak til alle de søde og støttende mennesker, der hjalp os igennem dette, og til personalet på Holbæk Centralsygehus for deres professionelle håndtering af hele forløbet samt deres medmenneskelighed og varme.
24-04-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025