Skrevet af Britta
På fredag er det 1 år siden, at jeg fødte Liva og Oskar. Hvor er tiden dog blevet af? Min graviditet gik uden problemer, og datoen for igangsættelse blev sat til 25. januar 2006.
Måske skal jeg lige sige, at det tog 24 timer at føde min ældste datter, og selvom smerterne har fortaget sig i hukommelsen, husker jeg stadig følelsen af, at det var det mest rædselsfulde, jeg havde været udsat for, selvom resultat jo var det hele værd.
Onsdag morgen mødte vi op til igangsættelse. Vi havde ikke sovet meget på grund af spænding over den forestående fødsel. Vores ældste datter kørte vi til Farmor og Farfar, hvor hun skulle være, til vi kom hjem med hendes lillesøster og lillebror.
Jeg blev undersøgt og fik kørt strimmel for at tjekke, at de havde det godt. Der var ingen tegn på snarlig fødsel. Jeg fik lagt en stikpille til igangsættelse, og blev så sendt af sted med besked om at gå så meget som muligt for at hjælpe pillen.
Det var januar 2006, og sne og slud og en højgravid kvinde var ikke en god kombination. Vi kørte til Fields, hvor vi gik og gik, indtil jeg fik krampeagtige smerter i benene.
Kl. 14 skulle vi være tilbage på Rigshospitalet. Jeg blev undersøgt. Ingen tegn på snarlig fødsel. Jeg fik en ny stikpille og besked om at gå så meget som muligt igen. Herefter fik vi valget at tage hjem eller blive. Da vi alligevel skulle finde et sted at vandre, aftalte vi at tage hjem, hvis der ikke var sket noget.
Så gik turen til Fisketorvet. På vejen aftalte vi at tage i biffen, da det lige pludselig gik op for os, at vi var uden børn, sikkert for sidste gang i lang tid. Vi skulle dog først gå en tur og have noget at spise.
Jeg havde nu så mange kramper i benene, at biografbilletterne blev afleveret tilbage, og lige pludselig lød sofaen og en DVD-film meget mere tiltalende. Vi var rigtig trætte oven på vores dag med konstant vandring, og vi fik en rigtig god nats søvn.
Torsdag morgen skulle vi igen møde på Rigshospitalet kl. 8. Der var ingen tegn på, at pillerne havde virket, og vi jokede med, at nu måtte det blive City2, vi skulle vandre i den dag.
Jeg fik kørt en strimmel og skulle derefter undersøges. Det var en jordemoder og jordemoderelev, der havde vagt. Jordemodereleven havde sidste dag og manglede kun sit speciale. Jordemoderen sagde, at hun mente, hun havde en god nyhed, men nu skulle eleven lige have lov at give sin vurdering.
Det VAR en god nyhed! "Du er 4 cm åben, og vi tager vandet på tvilling A nu". Jeg var lidt rundt på gulvet. Hvordan kunne man lige være det uden veer? Klokken var nu 9. Liva fik sat elektroder på hovedet, og Oskar målte de stadig udefra. Så fik jeg besked på at gå med på fødestuen.
De næste par timer gik hurtigt. Jeg fik lagt lavement og ve-drop, og der blev tilkaldt personale til epiduralblokade. Rækkefølgen er flydt ud i min hukommelse.
Jeg havde stadig følelsen af, at vi lige var kommet og sikkert skulle føde en gang hen under aftenen, hvis jeg var heldig. Veerne var begyndt at tage til, og klokken 11 syntes jeg, at de var begyndt at ændre sig. Jeg fortalte jordemodereleven, at jeg syntes, det havde ændret sig. "Du har ikke pressetrang, vel?", spurgte hun. Nej, det mente jeg ikke, mest fordi det jo ikke kunne passe, for vi var jo lige kommet.
Hun ville dog gerne undersøge mig, for som hun sagde, havde hun respekt for, at det kunne gå hurtigt. Jeg var 7-8 cm åben. OK, det gik jo stærkt det her. Hun kunne mærke Livas øre, mente hun. Liva lå i hvert fald ikke, som hun skulle, så hun "beordrede" mig lidt rundt for at se, om Liva kunne rykke sig lidt.
Så sagde hun, at da jeg ikke var førstegangsfødende, måtte jeg gerne prøve at presse lidt for at se, om hun ikke drejede sig på plads. Hvad det så end var, så virkede det.
Pludselig var fødestuen fuld af mennesker. Der er rigtig mange med til en tvillingefødsel. Jeg skal prøve, om jeg kan huske dem alle. Jordemoder (det var dog eleven, der klarede det hele), jordemodereleven, jordemoder til at holde på maven, når baby A kommer ud, så baby B ikke glider på tværs inde i maven, en fødselslæge og en børnelæge til hvert barn. Så kan jeg ikke huske flere funktioner. Måske var der også nogle, der havde sneget sig med for at opleve en tvillingefødsel.
Fødslen var i fuld gang. Jeg lå på ryggen og fik besked på at hive benene op om ørene, se jordemodereleven i øjnene og så ellers tage ilt mellem veerne. Det med ilten var jeg ikke meget for, da jeg får en klaustrofobisk følelse af masken, men jeg fik at vide, at jeg skulle tænke på baby 2, og at han havde brug for det, så jeg måtte bide det i mig.
Selve pressefasen var hårdt arbejde, men jeg var ikke udmattet som sidst, så jeg følte mig til stede hele tiden. De blev ved med at sige, at jeg bare skulle gøre lige som sidst, og under hele pressefasen kan jeg huske, at jeg tænkte: "Jeg lå jo slet ikke og fødte sådan her sidst", men jeg nåede aldrig at få sagt noget mellem veerne.
Klokken 12.59 var Liva født. 51 cm og 3.440 gram og helt perfekt.
Der skulle dog gå lidt tid, inden jeg fik hende at se. Jeg nåede lige at tænke: "Vi kan godt stoppe nu", så begyndte de at kommandere med mig igen.
Oskar lå med numsen nedad, så jeg havde lidt arbejde tilbage endnu. Jeg husker en større koncentration fra jordmodereleven og mere assistance og mumlen under Oskars fødsel. Jeg kender ikke procenterne, men jeg gætter mig til, at det er fordi, det ikke er så almindeligt at føde med numsen først.
Jeg husker bare følelsen af, at nu var kroppen ude. Der var en, der sagde: "Vent lige lidt", men jeg fik en følelse af, at nu skulle han bare ud. Jeg pressede alt, hvad jeg kunne, og så var han ude.
Klokken 13.08 blev Oskar født. 51 cm og 3.280 gram og helt perfekt.
  Først nu fik jeg Liva at se. Min mand havde haft travlt under Oskars fødsel, for han skulle både holde Liva, sørge for ilt til sin kone og passe på, at han ikke stod i vejen for monitoren.
Moderkagerne kom ud uden komplikationer, og jeg blev lidt for forvirret, da jeg blev spurgt, om jeg ville se dem. Jeg troede nemlig, at jeg manglede "føde" en. Det viste sig, at de hang sammen og var kommet ud samtidig.
Jeg bristede en smule, måske fordi Liva har et stort hoved, eller fordi Oskar kom med numsen først, eller fordi jeg bare pressede igennem til sidst. Jeg har ikke fået det at vide, og måske er der heller ikke nogen, der ved det. Det er helet pænt, og jeg har ingen komplikationer haft i den forbindelse.
Vi kom alle over på en kæmpe madras/seng, og jeg lå der med mine 2 mindste børn. Det var helt uvirkeligt, at det allerede var overstået, men meget dejligt. Den stolte storesøster kom og så sine søskende et par timer senere.
Jeg hører ind i mellem kvinder udtale, at det gik så stærkt, at det næsten gik for stærkt. Det er jeg ikke enig i. Jeg syntes, det var dejligt, at jeg var med under det hele, og jeg ikke var totalt afkræftet af timevis af smertefulde udvidelsesveer.
01-05-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025