Skrevet af Joan
Dette er min anden fødselsberetning på Netbaby. Jeg fik min første datter den 28/3-2004, og den fødselsberetning hedder "Da Sophie kom til verden", hvis man vil læse begge mine beretninger.
Peter og jeg fandt i januar 2006 ud af, at jeg var gravid igen. Jubbii, nu skulle vi være forældre igen, så jeg skulle jo selvfølgelig til den første lægeundersøgelse, og jeg fik termin den 10. september 2006.
Fredag, da jeg var godt 6 uger henne, begyndte jeg at bløde lidt, og jeg blev straks bekymret og ringede til lægen. Jeg var dagplejemor på det tidspunkt, og jeg havde selvfølgelig fuldt hus den dag. Lægen sagde, at jeg hellere måtte ringe efter forældrene, og så ville hun kontakte Næstved Sygehus for at få en akut scanning.
Sygehuset havde selvfølgelig først tid mandag morgen, så jeg måtte bare vente. Der var jo ikke så meget at gøre ved det. Heldigvis stoppede blødningen også, men jeg var stadigvæk meget bekymret.
Det blev endelig mandag, og jeg mødte op fastende, som jeg havde fået at vide. Lægen begyndte at scanne mig, og pludselig fik jeg øje på et bankende lille hjerte, heldigvis. Lægen kunne dog ikke fastlægge, hvorfor jeg havde blødt, men jeg kunne jo også "bare" have blødt, som nu nogen gravide gør, sagde han.
Da jeg var omkring 9 uger henne, blev jeg sygemeldt fra mit arbejde på grund af bækkenløsning. Altså hvor træls, men lægen turde ikke gøre andet, da jeg var dagplejer og havde mange løft på en dag, og jeg skulle skåne mig selv mest muligt. Jeg kom aldrig tilbage på job i den graviditet, da min bækkenløsning blev værre og værre.
Det blev den 10. september, og jeg var ved at være godt træt af at være gravid, og der var bare ingen tegn på, at jeg skulle føde den dag. Øv, jeg havde ellers regnet med, at jeg fødte sidst i august, for babyen blev skudt til at være en "stor en", og jeg kunne snart ikke være nogen steder for smerte i bækkenet og vand i benene.
Nå, det blev den 18. september, og jeg blev sendt til Næstved Sygehus for at blive undersøgt. De ville undersøge barnets bevægelser via CTG, og bagefter skulle jeg scannes for at se, om der var nok fostervand, om moderkagen fungerede, og om den lille i det hele taget havde det godt.
Jeg kom op til jordemodercentralen, hvis man kan kalde den det (på Næstved Sygehus er fødegangen og jordemodercentralen i 2 forskellige bygninger), og der bliver gjort klar til de undersøgelser, der nu skal laves. Jeg får først lagt en CTG, og hold da op hvor var der gang i den lille. Bagefter skal jeg scannes, og imens lægen scanner, så ser hun pludselig meget underlig ud.
Jeg bliver selvfølgelig forskrækket og spørger hende, hvad der sker, men hun svarer ikke rigtigt. Jeg spørger hende sådan lidt i spøg, om det er en kæmpe baby, jeg har i maven, og hun siger: "Ja, det er et meget stort barn, og hvis det er så stort, som målingerne giver udtryk for, så må du ikke selv føde det, og så skal du have et kejsersnit".
Jeg spurgte, hvor stor hun mente, at babyen var, og hun sagde, at den var meget over 5 kg. Hun fortalte, at når babyer vejer over 5 kg, så er deres skulderomfang så stort, at de ikke kan komme ud igennem fødselskanalen. Så for at skåne både mor og barn for unødige smerter, så ville de lave et kejsersnit.
Jeg var lige ved at falde ned af briksen. Sikken en graviditet. Lægen ville dog lige hente en anden læge, før de traf noget valg. Læge nr. 2 fik de samme målinger som den første, og så blev jeg ked af det. Men pludselig ville computeren ikke mere, og de måtte starte den op igen. De målte igen min kæmpe baby, og denne gang blev vægten så sat til 4.300 gram, og så måtte jeg godt selv føde den (heldigvis).
Jeg syntes stadigvæk, at det var et stort barn, og jeg var lidt bange for at skulle føde sådan en størrelse, men jordemoderen forsikrede mig om, at det ikke ville være så slemt, og det ville jeg sagtens kunne klare. Jeg fik besked på, at jeg ville høre fra en jordemoder inden et par dage, så vi kunne aftale, hvilken dag jeg skulle sættes i gang.
Jordemoderen ringede tirsdag den 19. september, og vi aftalte, at jeg skulle komme ned på sygehuset torsdag den 21. september om aftenen, og så ville de sætte mig i gang med en ballonudvidelse. Jeg havde ellers hørt, at man bliver sat i gang med stikpiller eller med vefremkaldende midler, men det skulle jeg ikke.
De ville lægge en ballon op og fylde saltvand i den, og så i løbet af natten ville min livmodermund måske begynde at åbne sig. Jeg var glad for, at jeg fik en dato på, hvornår der eventuelt kunne ske noget, men jeg blev også lidt bange for, hvad det var, jeg skulle igennem med en igangsætning.
Onsdag den 20. september i uge 41+4 vågnede jeg kl. 7.30 ved, at jeg fik et ordentligt jag i siden. Jeg tænkte, at det nok bare var plukkeveer - dem havde jeg jo haft mange af - men 6 minutter efter kom der en ny. Jeg begyndte at pakke en pose til min kæreste Peter med tøj, tandbørste m.m., for han var på arbejde og ville ikke kunne nå hjem for at hente det selv.
Jeg gik en tur over i køkkenet til min mor og sagde, at jeg var begyndt at have veer, og hun tog det egentligt stille og roligt, og så gik jeg over til mig selv igen. Jeg ringede til den vagthavende jordemoder på sygehuset, men de havde så travlt på fødegangen, så de stillede mig over til jordemodercentralen. Jeg fik at vide, at jeg skulle komme en tur over til dem først, så de lige kunne undersøge mig engang. Skæbnen ville, at det nåede jeg aldrig.
Jeg gik en tur i bad, men lige pludselig kom den ene ve oven i den anden, og jeg kunne ikke engang komme ud af badet selv. Heldigvis kom min mor over for at se, hvordan det gik, så hun måtte hjælpe mig med at tørre mig og give mig tøj på.
Jeg blev hjulpet ind på min seng, og der lå jeg så og havde veer. Min mor og far blev enige om, at de hellere måtte ringe efter en ambulance, for de kunne se, at det gik stærkt, og der var ca. 60 km til sygehuset, så de turde ikke selv at køre med mig.
Ambulancen kom, og der blev kørt stille og roligt. Lige pludselig sagde jeg til ambulancemanden, at det nu føltes som om, at jeg skulle presse. Han så totalt sjov ud i hovedet, kiggede mig mellem benene (uden at mærke) og klappede mine ben sammen. Så for han op til føreren og spurgte ham om, hvorfor han kørte så langsomt.
Føreren sagde lige så stille og roligt, at han selv havde bedt om en stille kørsel. "Ja, nu kan du godt køre for fuld udrykning, for vi har jo veer heromme", og så klappede han ruden i og sagde "Gisp, Joan, Gisp". Altså, det er lidt sjovt at tænke på bagefter. Jeg tror ikke, at de var så vant til at køre med en, som skulle føde.
Vi nåede frem til sygehuset, og heldigvis var Peter ankommet samtidig med ambulancen, så vi blev kørt direkte ind på fødestuen. "Neej", sagde min jordemoder, "det lyder jo godt, vi føder snart". Hun undersøgte mig, og jeg var 9 cm åben, så jeg manglede lige 1 cm endnu.
Det gik stærkt med den sidste cm, og så sagde jordemoderen, at nu måtte jeg godt presse, men der skete bare ingenting. Babyen gled ikke ned, som den skulle. Da der var gået et stykke tid, blev der ringet efter en læge, fordi babyens hjertelyd begyndte at falde.
Han kom hurtigt, og de blev enige om at sætte en elektrode på babyens hoved, og så blev jeg ellers udstyret med en iltmaske. Hver gang, jeg trak vejret i iltmasken, steg babyens hjertelyd, og lige så snart jeg pustede ud, faldt den lige så hurtigt. Jordemoderen sagde, at hvis der ikke snart skete noget, så måtte de tage babyen med en sugekop, for nu skulle den til at komme ud.
Den første læge blev i tvivl om, hvad de skulle, så der blev kontaktet endnu en læge, og så blev jeg først nervøs. Nu pressede jeg bare alt, hvad rammer og tøj kunne holde, når jeg havde presseveer, og pludselig rykkede babyen sig ned på plads.
Pyha, nu var presseveerne der hele tiden, og så sagde jordemoderen, at nu måtte jeg ikke presse mere men kun gispe. Så kom hovedet, og så forsvandt alle mine veer. Jordemoderen begyndte at rumstere med min mave, men det var ligesom, at det var gået i stå.
  Så lå jeg altså der med et hoved mellem mine ben og ingen veer, men lige pludselig kom der en ordentlig ve, og vupti så kom Cathrine svømmende ud. Fostervandet gik først, da resten af kroppen kom ud, så det pjaskede ud over det hele, og fødselshjælperen måtte hoppe tilbage for ikke at blive alt for våd. Det så godt nok sjovt ud.
Cathrine kom til verden den 20/9-2006 kl. 11.54 og vejede 4.300 gram og var 54 cm lang. Fødslen tog ca. 4 timer og 45 minutter fra første ve, så det var en hurtig fødsel.
Jeg ville ellers gerne have været taget hjem samme dag, som jeg havde født, men jordemoderen sagde, at de først skulle se, om Cathrine kunne tisse, for det andet kunne hun. Cathrine tissede ikke før kl. 20.30, og så blev vi enige om, at så kunne vi lige så godt blive der til næste dag.
10-05-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025