Min fødsel af Anna-Mathilde Hvis Mariannes første fødsel var en lynfødsel, blev nr. 2 en super lynfødsel.
5681
Skrevet af Marianne
Hvis min første fødsel var en lyn fødsel, blev nr. 2 en super lyn fødsel.
Ved de første besøg på jordmodercenteret i Esbjerg fik jeg hver gang en ny jordemoder, og det var jeg lidt træt af. Tilfældigvis mødte jeg min faste jordemoder fra første graviditet, Elin, og fik en aftale i stand om, at jeg kunne gå hos hende fremover.
Fredag den 2. februar var jeg nu gået 19 dage over termin. Vi havde mandag og torsdag inden været til 42+ undersøgelser på sygehuset (Sydvestjysk Sygehus Esbjerg), hvor vi blev scannet, fik kørt en "strimmel" (hjerterytme og ve-aktivitet), og undersøgt af jordemoder Pernille.
Tirsdag indvilgede jeg desuden i at deltage i et forskningsprojekt omkring akupunktur, som skulle kunne sætte fødslen i gang, men desværre blev jeg udtrukket som en af referencegruppen, dvs. ingen akupunktur-hjælp til mig. Alt så fint ud, men desværre var min livmoderhals ikke tilstrækkelig blød til, at jeg kunne sættes i gang som sidste gang (hvor en lille prikken hul på fosterhinden havde sat hele fødslen i gang).
Vi fik i stedet torsdag besked på at møde igen lørdag kl. 10.00, hvis fødslen ikke var gået i gang inden, for herefter at få det sat i gang med stikpiller m.m. Det var naturligvis ikke lige den slutning, jeg havde håbet på, så alle fingre, tæer m.v. blev krydset for, at jeg ville gå i gang af mig selv inden lørdag kl. 10.00.
Fredag aften kunne jeg begynde at mærke, at jeg nu fik en noget anderledes fornemmelse end de mange plukkeveer, jeg havde følt i de foregående mange måneder. Midt på aftenen tog veerne til i styrke, og kl. 22.41 ringede jeg til fødegangen, men fik at vide, at mine veer skulle være hyppigere og længere, før jeg skulle ringe igen. Vi havde fået at vide, første gang jeg fødte med Emma-Amalie, at vi bare skulle komme med det samme, så vi blev lidt skuffede over beskeden.
Min mand ringede dog efter barnepiger til Emma-Amalie for at være på forkant. Imens gik jeg i bad. Mine veer var nu så voldsomme, at tårerne trillede ned ad mine kinder. Omkring en halv time senere var Emma-Amalies barnepiger kommet. Jeg forsøgte at slappe af på sengen, og min mand begyndte at samle det fornødne sammen.
Mine veer var nu så stærke, at jeg dårligt kunne samle mig om noget som helst. Kl. 23.55 mente min mand, det kunne være nok, og han ringede til fødegangen og meddelte, at nu kom vi altså. Jamen, hvordan var veerne nu? Jo, der var sådan set kun én lang ve!
Med møje og besvær blev jeg stablet ind i bilen, og herefter begav vi os fra Tjæreborg mod Esbjerg. For hver ve følte jeg, at jeg nærmest stod op i bilen, så ondt gjorde det. Og jeg var helt bange for, at jeg ville rive håndtaget af bilen.
Vel ankommet tog det os næsten 10 minutter at komme fra parkeringspladsen til indgangen (ca. 20 meter) på grund af de voldsomme smerter. Hver gang, jeg havde en ve, måtte vi stoppe helt op. Og indenfor kunne min mand ikke få mig ind i elevatoren, da dørene blev ved med at klappe i for næsen af os.
Vi kom ind på fødegangen kl. 0.20. Straks blev jeg ført til et undersøgelsesrum, hvor jeg kun lige blev lagt på undersøgelseslejet, før vandet gik. Jordemoder Dorthe undersøgte mig kort og konstaterede, at jeg var i fødsel, og hun besluttede straks, at jeg skulle på fødestuen.
En social- og sundhedsassistent og min mand fik møjsommeligt bugseret mig til den første fødestue på gangen, som heldigvis var ledig og stod klar. Min mand nåede lige kort telefonisk at advisere CopyGene om, at det var ved at være tid, og imens fik jeg det sidste tøj af og en hospitalsskjorte på - og så var det direkte på fødelejet (kl. 0.30).
Jeg pressede med det samme, men spændte meget og havde store smerter, så jeg er næsten helt væk mellem hver ve. Jordemoderen (Dorthe) kontrollerede for hver anden eller tredje presseve, at barnet havde det godt med hjertelydsapparatet. På et tidspunkt ville Dorthe have mig til at ligge på siden og presse, men det gjorde simpelthen for ondt for mig at komme i den stilling.
På grund af min anatomi (højde) foreslog Dorthe så på et tidspunkt (kl. 0.50), at jeg forsøgte at presse stående i stedet. Selv om det var meget smerteligt at komme op og ned på gulvet, var det en klar bedre fornemmelse. Kl. 01.05 sad jeg på toilettet og pressede, og efter et par kraftige veer fødte jeg kl. 01.11 mit andet barn - igen en dejlig pige. Jeg blev ført tilbage til fødelejet og fik straks min datter i armene på maven. Den første lyd, hun kom med, var et nys!
Kort forinden var der kommet en laborant fra CopyGene, som ventede på at få lov til at udtage navlestrengsblod til opbevaring af stamceller. Dorthe forsøgte at få født moderkagen, og den kom ud kl. 01.25, så der kunne udtages navlestrengsblod. På trods af den hurtige fødsel, slap jeg igen for at skulle syes. Dorthe mente, at jeg måtte være meget elastisk.
Efter fødslen fik vi lov til at akklimatisere i pårørenderummet. Min datter fik lov at forsøge at amme, og i løbet af kort tid fik hun gang i brystet og fik lidt at spise. Jeg gik i bad omkring kl. 2.45, mens Dorthe undersøgte mig. Mens jeg var i bad, klædte min mand vores nye datter på.
Lidt over kl. 4 ankom vores anden datter Emma-Amalie med barnepigerne, og da vi ikke rigtig mente, der var mere at blive efter på fødegangen, forlod vi den kort efter kl. 4.30, og vi var således tilbage i Tjæreborg inden kl. 5.
Både min mand og jeg havde en fin oplevelse ved fødslen. Selv om det gik meget stærkt, havde personalet godt overblik, og der var på intet tidspunkt optræk til panik eller sure miner.
Relaterede artikler
© 1999-2025