Skrevet af Janni
Min kæreste og jeg havde kun kendt hinanden i 5 måneder, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid. Vi havde godt nok selv valgt at smide p-pillerne, men vi regnede med, at der ville gå lang tid, før alle stofferne fra p-pillerne var ude af kroppen. Men nej, 10 dage over tid en måned senere var jeg klar over, hvad det betød.
Det var med blandede følelser for os begge. Vi elskede hinanden over alt på jorden, og vi vidste, at vi skulle dele vores liv sammen, men vi havde jo kun kendt hinanden meget kort tid. Men der gik ikke længe, før alt var stor glæde, og vores lille spir var mere end velkommen.
Jeg havde termin den 16/1-2006, og jeg forventede ikke, som alle andre førstegangsfødende, at føde før tid. Min mor er gået ca. 14 dage over med mig og mine to søskende. Min storesøster gik 3 uger over, inden hun blev sat i gang.
Jeg havde haft en drømme-graviditet - 4 dage med kvalme var, hvad jeg kunne prale af, ingen plukkeveer, en enkelt aften med en vand i foden, som gjorde en smule ondt, ellers ingenting.
Jeg havde så godt nok taget 18 kg på og nærmede mig de 80 kg, hvilket jeg syntes var lidt vildt. Men pyt, man skulle have det godt, når man var gravid.
Jeg havde været til den sidste jordemoderundersøgelse torsdag den 12/1-2006 kl. 10. Alt så fin ud, ingen vand i kroppen, minus i urinen, og min lille pige lå trygt og godt. Jordemoderen trykkede en del nederst for at mærke, hvor langt nede hun stod. Hun stod meget dybt og fast, som hun også gjorde, sidst vi var til undersøgelse. Hun skønnede min pige til 3.400-3.500 gram, hvilket lød rigtig fint.
Jeg kørte derefter hjem til min mor for at få kaffe og fik godt nok en enkelt plukkeve, og jeg husker også, at min lillesøster sagde, at der snart ville ske noget. Næ nej Søs, jeg føder ikke før tid.
Jeg tog hjem, og dagen gik som de andre. Jeg gik i seng ved 22-tiden sammen med kæresten, sov ved 23-tiden og vågnede igen ved 1-tiden, fordi jeg begyndte at få ondt. Men ikke omme i lænden eller maven, men nede i mine ben, lidt som kramper. Jeg lå en times tid, før jeg stod op, for jeg var godt klar over, hvad der var gang i.
Jeg satte kaffe over og gik ind og skrev på Netbaby, at nu var der ved at ske noget. Mine veer kom med lange mellemrum, og hver gang måtte jeg lægge mig ned på sofaen og strække mine ben. Jeg glemte helt at prøve at få slappet af og sovet lidt. Hele min krop kørte rundt, fordi det hele var så spændende. Kæresten kom op ved 3-tiden, og vi satte King Kong filmen på og lå så der og ventede. Jeg husker ikke at have set noget af filmen overhovedet.
Der var længe imellem mine veer, 10 minutter, og de varede i knapt 1 minut. Jeg ringede første gang til fødegangen kl. 5, og de sagde, jeg bare skulle tage et par piller og et bad. Det hjalp overhovedet ikke, og klokken 9 ringede vi igen. Vi fik lov at komme ind, selv om der var længe mellem mine veer.
Kl. 10 kom vi ind på fødegangen, og det var min egen jordemoder, som modtog os. Dejligt. Hun havde en studerende med, og de skulle begge gerne undersøge mig, hvilket var OK. Jeg var åbnet 3 cm på 8 timer. Puha, det kunne blive en lang dag.
Vi kom ned på en stue og fik kørt en strimmel i ½ time. Pinligt, for jeg havde kun 3 veer. Alt gik lidt i stå, da vi kom der ind. De ville så give os en time mere, men igen skete der ikke meget, kun få veer. Men efter 1½ time var jeg åbnet 1 cm mere til ialt 4 cm. Det gik langsomt, men lidt skete der da.
Kl. 14 tilbød min jordemoder os så, at vi kunne tage hjem og hvile, blive eller de kunne prøve at tage vandet for at sætte lidt gang i det hele. Men idet vi snakkede, begyndte jeg at bløde. Jeg troede, det var mit vand, der gik. Jeg ved ikke helt, hvor alt det blod kom fra, men vi skulle blive, hvor vi var.
Mens jeg havde mine veer, kunne jeg ikke stå eller gå, kun ligge, og så skulle min kæreste helst massere mine lår meget hårdt, for mine veer gik i mine ben. Da klokken blev 16, og jeg kun havde åbnet mig 5 cm på 14 timer, bad jeg om en epidural, for jeg var træt, og det gjorde sindssygt ondt, selv om der stadig var lange pauser mellem mine veer.
Kl. 17 var den lagt. Det gjort ondt, men det var hurtigt overstået. Dog ville den ikke rigtig virke ordentligt i mit højre ben, så jeg kunne godt mærke i benet, når der kom en ve, men det gjorde langt fra ondt.
Mellem kl. 17.30 og 18.45 fik jeg faktisk sovet lidt, og det samme gjorde kæresten. Jeg havde nu været vågen i over 34 timer, og havde kun sovet de timer mellem kl. 23-01. Så jeg var træt.
Kl. 21 sagde de så 8 cm, så det gik bare langsomt, og kæresten var ved at være meget utålmodig og træt. Han syntes bestemt, de skulle give mig noget for at sætte lidt mere gang i det hele, men jeg syntes det var fin med bedøvelsen. Jeg havde ikke lyst til at mærke flere veer.
Vi snakkede meget, om jeg kom til at føde fredag den 13., eller om vi nåede at komme over midnat.
Ved 23-tiden var mine veer ret døde, og der skete ikke meget. De ville slukke for bedøvelsen og give mig lidt ve-drop. Jeg frygtede lidt de stærke smerter igen, men der var ingen vej udenom.
Kl. ca. 00.30 var jeg nået de 10 cm, jubii, og jeg begyndte at kunne mærke mine presseveer. Men hvor var det svært at presse med. Det var underligt, og jeg følte, at det hele kom ud det forkerte sted.
Jeg følte, at jeg pressede i en evighed, og jeg pressede nogen gange så hårdt, at jeg fik ondt i mine øjne og mit hoved. Jeg lå på siden, og kæresten holdt det ene ben, selv om han gennem hele graviditeten havde sagt, at han ikke skulle se under navlen. Men efter ½ time med pressen kom vores lille pige til verden den 14/1-2006 kl. 1.04. Hun vejede 3.130 gram og var 50 cm lang.
Hun fik 10/10 i Apgar med det samme, og alt var fint. Hun havde godt nok slået en knude på navlestrengen, gud ved hvordan, og som en velkomst sked hun lige på mor. Hi hi.
Hun suttede efter 2 minutter og suttede rigtigt fra starten. Det er vildt, at sådan et lille barn kan suge så hårdt. Jeg blev helt overrasket.
Kæresten var rigtig glad for at han havde set sin lille pige komme ud, for det var slet ikke så ulækkert, som han havde gået og tænkt. Han siger i dag, at det er det vildeste, han har set.
Sikken en oplevelse. Der går ikke en dag, uden jeg tænker på den, og selv om jeg havde veer i 24 timer, og det var hårdt, er jeg glad for, at jeg ikke lå i en rus af veer og ikke kunne følge med i det hele. Jeg føler, jeg har fået alt med, og det var en så perfekt fødsel. Jeg blev syet en smule bagefter, men jeg mærkede det slet ikke, fordi jeg nu havde min lille pige i mine arme.
Min svigerfar og svigerinde så Maja, da hun kun var 5 minutter gammel. De havde ikke kunne få fat i os siden kl. 20 og var blevet urolige, så de kørte op på sygehuset for at se, hvad der foregik. De var kommet, lige som Maja var kommet ud. Lidt efter kom min mor og lillesøster. Selv om klokken var knap 2 om natten, havde vi lovet at give lyd, når det var overstået.
På grund af travlhed på barselsgangen kunne jeg ikke komme ind på en stue med det samme, så kl. 4 fik vi et pulterrum, som var meget småt og uden vinduer. Men jeg var fuldstændig ligeglad. Jeg skulle bare ligge og kigge på min lille pige.
Far havde det meget skidt med at forlade os for at komme hjem i bad og få sovet. Jeg fik nok kun sovet 1 time, og jeg havde nu ikke sovet siden torsdag morgen. Min krop kørte rundt i en rus og kunne slet ikke finde ro.
Jeg er i dag overbevist om, at det, der satte gang i min fødsel, var min jordemoders trykken i mit bækken, så selv om hun ikke er i Esbjerg mere, håber jeg næste gang, at jeg kan få min nye jordemoder til at gøre det samme. Måske hjælper det igen.
Men alt i alt havde jeg en stille og rolig fødsel, som jeg ønsker for alle andre. Den måtte gerne være 5-6 timer kortere med veer, men hvor er det bare det fedeste i verden.
Maja er og har lige siden været en utrolig nem og rolig pige. Jeg tror, at hun var 3 måneder, før hun havde den første skrigetur. Hun sov igennem, da hun var 5 uger, og spiste 1 gang om natten, mens vi lå ned, så vi begge kunne sove, mens det stod på.
En så skøn baby, som vi gerne snart vil lave en lillesøster til, og vi håber, at vi igen er lige så heldige som første gang.
23-05-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025