Vi besluttede på vej til sommerhus i Ebeltoft, at vi ville prøve at få et barn sammen. Kun få uger senere udeblev min menses. Efter 2 uger med negative tests tog jeg til lægen, som storsmilende kunne fortælle mig, at jeg var gravid i 6. uge.
Tankerne hvirvlede rundt, og lykken bredte sig i kroppen. Min kæreste græd af lykke i telefonen, og en meget lykkelig tid startede.
Efter en graviditet uden de store problemer nærmede tiden sig. Jeg var sat til den 10. januar 2002, men håbede, at jeg kunne nå mine 2 eksamener først, så jeg havde faktisk ikke helt tid til det der med at blive mor, syntes jeg. Når jeg ser tilbage på det, synes jeg, det var en underlig måde at tænke på.
Den 10. januar tog vi i biografen og nød at være ude lidt. Jeg havde slidt meget med eksamensforberedelsen og havde ikke lavet meget andet end at læse siden før jul, hvor vi gik på ferie. Nu var jeg jo på SU, så det der med at gå på barsel, var ikke lige det, som lå nærmest for. Men min kæreste puklede for at få hans hjemmelavede puslebord klar til tiden.
Jeg skulle op til eksamen den 14. januar og igen den 25. januar, og jeg havde derfor aftalt med min søde jordemoder, at jeg, hvis jeg gik så lang tid over tiden, ikke ville blive sat i gang før efter min sidste eksamen.
Den første eksamen blev overstået, og jeg sled hårdt i det med læsningen. For jeg tænkte, at hvis jeg ikke nåede at tage eksamen, så ville jeg gerne have læst så meget som muligt, så jeg kunne tage en reeksamen, når baby var født.
Jeg skulle op til den sidste eksamen en fredag. Onsdag aften skulle jeg til bestyrelsesmøde, og da det sluttede, mærkede jeg et lille smæld højt oppe på maven. Jeg havde haft en underlig murren i maven og ned i benene den sidste uges tid, men det havde jeg ignoreret, fordi jeg ville jo ikke føde før min eksamen.
Jeg går på toilettet, og lidt vand kommer ud, men ikke meget. Så derfor kører jeg roligt hjem. Jeg taler med min kæreste om det, og vi ringer ind til fødegangen, der siger, at vi bare skal gå i seng og få en god nats søvn, for der er jo ingen veer.
Når der ikke kommer mere vand, så er det nok bare fordi, at jeg har tisset lidt i bukserne. Men jeg måtte gerne komme ind næste morgen, så de kunne kigge på mig, siger jordemoderen.
Næste morgen torsdag står jeg op, og vi kører ud på fødegangen. Jordemoderen kigger på mig og siger, at vandet i hvert fald ikke er gået, så nu skal jeg bare gå hjem og hygge mig.
Jeg var nu selv overbevist om, at jeg ikke bare havde tisset lidt i bukserne, så jeg ringer til min skole og hører, om jeg må komme til eksamen i dag i stedet. Det må jeg gerne, og de arrangerer at ringe rundt til min gruppe (det var en gruppeeksamen for 5 personer), og vi får lov at komme til eksamen kl. 15.
Kl. 13 starter mine veer imidlertid. Min kæreste har været hjemme hele dagen, for han var sikker på, at han skulle være far samme dag. Han talte meget i telefon, for der var en del, som skulle afsluttes på arbejdet.
Da vi tager op på skolen, er der 15 minutter mellem hver ve, men jeg er ret meget ovenpå og mere nervøs for eksamen. Nervøsiteten tager til, og det samme gør mine veer. Eksamen bliver pludselig lidt mindre vigtig i mit forvirrede hoved, og smerten tager langsomt over. Jeg vælger dog at gå ind til eksamen.
40 minutter senere kommer jeg ud. Jeg kan ikke huske så meget af, hvad jeg sagde derinde. Jeg kan kun huske, at jeg insisterede kraftigt på, at min lærer og censor ikke måtte tage sig af min situation. Jeg ville bare være stille i ny og næ. Jeg husker eksamen som én lang ve.
Da jeg kom ud, var veerne over mig. Der var nu kun 5 minutter imellem hver ve, og jeg ville bare gerne hjem. Rygtet havde imidlertid spredt sig, og der var frygteligt mange mennesker omkring mig. Et virvar, som jeg havde svært ved at tackle oveni at have veer.
Faktisk reagerede jeg med at blive vred, da jeg får 11 for min eksamen og anklager dem for at tage for meget hensyn. Her tager min kæreste over. Han siger pænt tak til alle og fører mig nu med nænsom men bestemt hånd ud af bygningen og ned i bilen. Jeg kan pludselig kun tænke i smerter, og alt mit overskud og gå-på-mod er væk.
Vi kommer hjem, og min stakkels kæreste forsøger at lave lidt mad, da han ikke har fået noget hele dagen. Jeg ringer imens til fødegangen, der godt vil se mig. Og så vil jeg bare af sted NU!
Da vi kommer ud på fødegangen kl. 17.30, bliver jeg undersøgt, og jordemoderen siger, at der kan gå lang tid. Så vi må blive eller tage hjem igen. Vi vælger nu at blive, og min kæreste går ned i kantinen for at få lidt mad.
I de 20 minutter han er væk, overtager smerten min bevidsthed, og jeg er skræmt fra vid og sans, da han kommer tilbage. De har pludselig travlt på fødegangen, og vi ser ikke meget til jordemoderen.
Jeg tror, jeg klagede mig meget. Veerne var 1½ minutter lange med 2 minutters pause, og min angst gjorde, at jeg ikke kunne slappe af. Da jordemoderen endelig kommer ind, får jeg akupunktur, som hjælper mig meget med at slappe af i pauserne, og efter 20 minutter har hun fyldt et badekar op med vand til mig.
Jeg husker vandet som en fantastisk lettelse. For første gang siden eksamen kunne jeg tale i hele sætninger og sige et par kærlige ord til min fantastiske kæreste. Fornøjelsen var dog kort. Veerne holder ved og bliver kun hårdere.
Jeg kan ikke beskrive, hvordan det føltes, men jeg tror, jeg klagede mig en del. På et tidspunkt, som for mig føltes som kort tid efter, kan jeg ikke klare mere. Jeg rejser mig fra badet og vil ud på gangen for at hente den travle jordemoder, fordi jeg vil have noget smertestillende - og det skal være NU!
Jordemoderen kommer ind med blod på hænderne fra en tvillingefødsel på den anden side af gangen og beordrer mig til ro. Uh, jeg var tosset på hende, men hun får vasket hænder og vil mærke mig, før hun tilkalder nogen læger. Jeg er 9 cm åben.
"Giv mig 5 minutter", siger hun og løber ud på gangen. Stakkels kvinde! Jeg kan ikke huske noget, før jeg pludselig befinder mig på en fødebriks, som jordemoderen er ved at indstille. Jeg panikker totalt, fordi jeg tror, at jeg er ved at falde ned! Men med fast stemme kommanderer hun mig til øjenkontakt, og vores samarbejde begynder nu.
Hun tager vandet under en ve, og efter 1 presseve (skønt at måtte arbejde med) er hovedet ude. Jeg puster forskrækket og skriger højt, fordi den lille pludselig begynder at sparke helt vildt. Han vil ud! 1 presseve mere og resten af vores dreng er født.
Når jeg ser tilbage på dette øjeblik, tænker jeg, at det først der gik op for mig, at det rent faktisk var et barn, jeg ventede. Jeg husker med rædsel, at jordemoderen lagde dette fedtede rødblå monster op på min mave, som hun rodede rundt med. Jeg var fortumlet, og min mave gjorde bare så ondt så ondt.
Jeg så op på min kæreste, som så på vores barn med det mest ubeskrivelige kærlige blik i øjnene, og han græder. Langsomt går det op for mig, at det hele er overstået, og at jeg er blevet mor.
Jeg får baby længere op, fordi jordemoder er færdig med at tørre ham og nu er sikker på, at han er OK, og jeg kan se, hvad det lille monster er. Min dreng, min Lukas.
Det viste sig, at klokken var 21.32. Min tidsfornemmelse var helt væk (heldigvis) under veerne. Vi havde kun været på hospitalet i 4 timer. Lukas var dejlig stor! 59 cm og 4.410 gram.
Jeg var slet ikke sprækket og skulle ikke syes. Og da jordemoder undersøgte min moderkage, viste der sig et lille hul på hinden helt oppe på maven, så mit vand var gået. Bare i den forkerte ende!
Resten af aftenen og natten var jeg meget vågen. Jeg kunne kun betragte dette vidunder, som vi havde bragt til verden. Og næste morgen, da klokken var 9, og jeg oprindeligt skulle have været til eksamen, sagde jeg stille til min trætte kæreste, at lige gyldigt hvad, så kunne jeg ikke have taget en eksamen nu. Resten af min gruppe gik nu op til eksamen, og de fik også 11 alle 4, så faktisk var det bare et super godt projekt, vi havde afleveret og var blevet eksamineret i.
Da Lukas blev godt 2 år, besluttede vi os for, at det var på tide, at han fik sig en lillebror. Vi gik efter store overvejelser om, hvornår vi gerne ville have nr. 2, i gang med at øve os, for det gik jo stærkt med Lukas, så det ville det naturligvis også gøre med lillebror. Det skulle vi nu ikke have lov at bestemme, så vi måtte træne i et halvt års tid, før der var jackpot.
Lukas fik lov at fortælle det til familien juleaften, kun få uger efter vi havde konstateret 2 streger på testen. Denne graviditet skulle nu ikke være så nem. Jeg følte mig stor og tung med det samme og syntes, at jeg var blevet gammel. Og da jeg kom hen i 7. måned, var jeg ganske klar til at føde.
Men denne gang var det nu mindst lige så meget, fordi jeg ikke kunne vente med at få en baby. Jeg var syg af længsel efter at holde et lille væsen i mine arme igen.
Min termin oprandt torsdag den 18. august 2005, og jeg havde haft kraftige plukkeveer i ugevis. Jeg håbede bare, at det ville forkorte smerterne og gøre fødslen endnu hurtigere end sidst. Men sådan skulle det ikke gå.
Kl. 11 den 18. august kom den første ve. Uf, det gjorde ondt, og jeg huskede pludselig, hvor slemt jeg egentlig havde syntes, det var sidste gang. Det gik nu ikke så hurtigt, men langsomt blev de regelmæssige og varede 1-2 minutter med 10 minutters pause.
Torsdag kl. 20 havde jeg fået nok, og Lukas blev lagt over til naboen for at sove. Vi kom ind på fødegangen og blev undersøgt. Jeg var kun en finger åben, så derfor blev vi enige om, at jeg fik en sovecocktail med hjem, så jeg kunne få lidt ro.
Fredag kl. 11 startede veerne igen. Denne gang lidt hårdere. Men historien var den samme. Jeg græd som pisket, da jordemoderen kunne sige, at jeg ikke var mere åben end dagen før. Veerne forsvandt, og jeg var træt, træt, træt. Vi fik dog lov at sove på patienthotellet, for jeg kunne ikke bære at skulle hjem igen.
Veerne kom nu stadigvæk, men nu med en halv times mellemrum, så søvn fik jeg ikke. Nu blev jeg sur! Så vi tog hjem lørdag morgen og hentede Lukas hos sin farmor og farfar. Og jeg gjorde alt i min magt for at ignorere, at jeg havde veer.
For de virkede jo ikke, altså måtte det være snydeveer. Så jeg besluttede, at jeg ikke ville føde lørdag. I stedet slog jeg græs, klippede hæk og tog til bryllup. Dybt irrationelt. Søvn fik jeg ikke noget af natten til søndag, og jeg kunne mærke, at det her ikke ville gå i længden. Nu havde jeg jo veer på 4. døgn.
Søndag nat kunne jeg ikke holde det ud længere. Smerterne var alt for kraftige og ville ingen ende tage, syntes jeg. Jeg var klar i hovedet, men min krop rystede af træthed. Derfor kom Lukas igen over til naboen, og kl. 1 natten mellem søndag og mandag fik jeg endelig at vide, at jeg var 4 cm åben og dermed i fødsel.
Med det samme kom jeg i badekar, og der lå jeg ellers og flød rundt resten af natten. Det gik langsomt, og jeg kunne overskue at have veer. Min mand fik sovet et par timer på den ekstra seng i fødeværelset. Men jeg var ærlig talt træt.
Kl. 5 beslutter vi med den søde jordemoder, som har været hos os rigtig meget af tiden, at lægge akupunktur for at få gang i veerne, for jeg er kun 5 cm åben. Av for den da! Men langsomt kom der gang i den, og i løbet af kort tid overtager smerten mit univers. Denne gang var jeg forberedt og kampklar.
Jeg vandrede frem og tilbage i lokalet med et gangstativ og min mand ved siden. Jeg kunne ikke tale for smerter, men de virkede, det vidste jeg jo fra sidste gang. Rigtig nok, for efter ½ time var jeg 10 cm udvidet og klar til at føde. Jeg havde haft lidt pressetrang i lang tid, men NU skulle jeg arbejde med.
Op på briksen, og jordemoderen tager mit vand. Nu skal der presses! Men ak. Min livmoder er træt efter de mange døgns arbejde og klapper sammen som en østers - lige ned på 3 cm. Det tog jeg nu ikke så tungt, for nu skulle lillebror altså ud, så jeg gik i gang med pressearbejdet.
Problemet var bare, at der ikke rigtig var nogen veer længere. Det hele er gået i stå igen. I ren og skær raseri begynder jeg at presse uden veer. Hvor var det en skøn følelse. Men det er for hårdt. Efter 1 time er jeg færdig. Jeg kan ikke styre min krop længere, som ryster helt ukontrollabelt, og jeg tigger min jordemoder om et kejsersnit, og pludselig er rummet fyldt med mennesker.
En forsøger at lægge et drop, som falder ud, fordi veerne pludselig er kommet tilbage igen, og jeg ikke kan ligge stille under veerne. Min mand træder nu i karakter. Han siger stille, men meget bestemt til mig, at NU har jeg bare at føde naturligt. Det gør mindst lige så ondt med et kejsersnit, og jeg vil fortryde bagefter, at jeg ikke gav det et sidste forsøg.
Med min mands hjælp og en fødselshjælper og jordemoder, som hele tiden gentager, at baby har det godt, kommer jeg op i næsten siddende stilling. Jeg kan ikke huske det sidste, men en time senere kl. 9.30 bliver Kristian født af den naturlige vej.
Det sekund han kom ud, var alle smerter væk, og jeg mærkede lykkeligt, at han kom op på min mave, mens de tørrede ham. Moderkagen ville dog ikke rigtig ud, fordi livmoderen var for træt. Så det blev til en del moslen rundt og lidt småveer.
Men det var fuldstændig lige meget! Kristian så på mig med sine store nyfødte klare øjne, og hans lyde overtog mit sind. Jeg elskede ham så højt allerede. Min mand græd og græd af glæde. Jeg tror, han var mere tæt på i de sidste timers kamp, end jeg var.
Kristian var også en basse på 57 cm og 4.440 gram. Jeg skulle heller ikke denne gang syes. Men jeg var meget medtaget i underlivet i den næste måned, som resulterede i forstoppelse og tyktarmsbetændelse på grund af den voldsomme behandling.
Jeg mærkede den sidste efterve 3 uger efter Kristians fødsel. Jordemoderen har fortalt mig, at de mange og kraftige efterveer kom af den lange fødsel. Så er livmoderen for træt til at trække sig ordentligt sammen lige efter, og derfor trækker det nogle gange i langdrag.
I dag arbejder vi ihærdigt på at blive gravid med en lillesøster. Det bliver jo nok en lillebror igen, men så vil jeg nyde at have 3 friske drenge! Og det der med at føde - det er jeg klar til igen!
04-06-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025