Skrevet af Elise
Jeg har tidligere skrevet fødselsberetning fra mine 2 første fødsler her på Netbaby (fødselsberetningen hedder "To fantastiske oplevelser"). Så nu vil jeg dele min tredje fødsel med jer.
Da Theis var fyldt 1 år, blev vi enige om, at han skulle være storebror. Igen blev jeg gravid med det samme, og ved lægen fik jeg termin den 9. maj 2007. Desværre blev terminen rykket, da jeg kom til scanning. Datoen blev den 16. maj.
Tredje graviditet var nøjagtig lige så spændende som de to første, og denne gang var vi endda til 3D-scanning, hvor vi fik at vide, at vi ventede en lille pige.
Tiden gik, og maven voksede. Jeg havde 2 uger med kvalme, så endnu engang slap jeg billigt. Sidst i graviditeten fik jeg igen problemer med ryggen, men fik lov at arbejde på nedsat tid, så længe jeg kunne holde til det. De sidste 5 arbejdsdage blev jeg sygemeldt, og når jeg gik derhjemme, gik det bedre med ryggen.
Jeg kunne starte på barsel den 18. april, og da dagen kom, så jeg frem til at skulle gå hjemme sammen med Theis og vente på lillesøsters ankomst. Sofia var lige startet i børnehave, så det var dejligt at have mulighed for at hente hende tidligt, så hun kunne få en nem opstart. Hun glædede sig rigtig meget til at få en lillesøster og spurgte nogen gange: "Kommer Baby ud nu, Mor?".
Jeg nåede dog kun at nyde en dags barsel, inden der skete noget. Den 19. april var vi gået tidligt i seng, for jeg var træt, og Torben skulle starte meget tidligt på arbejde næste morgen. Børnene var for længst blevet puttet, og Torben faldt også hurtigt i søvn. Jeg nåede næsten kun at lukke øjnene, før jeg mærkede lidt vand, der sivede ned af mit lår.
Klokken var ca. 21.45. Jeg overvejede, om det kunne være vandet, der gik, men turde ikke rigtig tro på det, da der jo næsten var en måned til min termin. Så jeg gik ned på toilettet og tog et bind på og lagde mig op i sengen for at se tiden an.
Der gik dog ikke lang tid, før de første svage veer var at mærke. Da jeg havde ligget en times tid, mens veerne langsomt tog til, vækkede jeg Torben med beskeden om, at vandet var gået. Torben kiggede på mig med trætte øjne og spurgte: "Hvad for noget vand?". Han var vist heller ikke lige forberedt på, at Baby ville komme allerede.
Jeg opgav hurtigt at ligge i sengen med veer og begyndte at vandre frem og tilbage i soveværelset, mens Torben hvilede lidt endnu. Veerne blev hurtigt regelmæssige og kom med 3 minutters mellemrum. De varede desværre kun 30-40 sekunder, og det irriterede mig, da de jo helst skal vare et minut for at være rigtig effektive.
Jeg ringede til sygehuset og forklarede situationen. Jordemoderen var rigtig sød, og jeg fik at vide, at jeg bare skulle komme, når jeg ikke kunne holde veerne ud mere.
Vi begyndte at snakke om, hvem der skulle passe børnene, når vi tog på sygehuset. Vi fik efter mange forsøg heldigvis fat på Torbens forældre. Jeg gik egentlig bare og koncentrerede mig om veerne, mens Torben snakkede i telefon. Men da jeg hørte ham foreslå, at han selv kunne aflevere børnene, måtte jeg lige protestere. Jeg skulle ikke være alene hjemme, når jeg havde veer!
Så kort tid efter kom Torbens far og lillebror og hentede Sofia og Theis, og vi fik pakket en taske, vi kunne tage med på sygehuset. Men vi ville ikke køre før højest nødvendigt, da jeg ikke ville risikere at blive sendt hjem igen.
Jeg tror vi ankom til sygehuset omkring kl. 3 om natten. Jeg blev undersøgt og var 4 cm åben. Ikke meget, men i det mindste nok til, at vi kunne komme ind på en fødestue med det samme. Jeg fik lavement og gik igen bare rundt og ventede på, at veerne blev bedre. De kom stadig med 3 minutters mellemrum. Nu varede de fleste veer 45 sekunder.
Ved 4-tiden blev jeg igen undersøgt og var kun 4½-5 cm åben. Jeg var ved at blive bange for, at det ville blive en rigtig lang fødsel. Jeg fik dog lov at komme i badekar ved 5-tiden for at tage toppen af veerne. Det var skønt at komme i vandet, men lykken varede ikke længe, for pludselig tog veerne til og blev virkelig lange og kraftige.
Det gjorde afsindig ondt, men jeg glædede mig dog over, at det nok gik lidt hurtigere, når veerne var så slemme. Jeg blev pludselig afsindig sulten, og jordemoderen hentede en skål kiks at hygge mig med på kanten af badet mellem veerne. Torben løb i pendulfart for at hente saftevand til mig.
Der gik ikke lang tid, før jeg begyndte at mærke pressetrang, men jeg måtte desværre ikke føde i vand, fordi jeg kun var i uge 36+2. Så jeg måtte op på briksen. Jordemoderen undersøgte mig, og jeg var 9 cm åben. Manglede kun lige en enkelt cm. Hun sagde, at hvis jeg virkelig ikke kunne lade være med at presse, måtte jeg godt presse lidt med.
Og da den næste ve kom, kunne jeg ikke lade være med at presse, og i første presseve blev hovedet født. Da hovedet var ude, fik jeg besked på, at jeg IKKE måtte presse mere, for vores lille pige havde navlestrengen stramt rundt om halsen. Jordemoderen måtte klippe navlestrengen, inden kroppen blev født.
  Imens måtte jeg kun gispe og prøve at holde igen på trods af en enorm smerte og pressetrang. Det var næsten umuligt, men med tanken om, at jeg ellers ville bringe vores babys liv i fare, gispede jeg, det bedste jeg kunne, og det lykkedes mig at holde hende tilbage, til navlesnoren var klippet. Så snart jeg fik lov, pressede jeg igen, og i samme ve blev vores lille pige født. Klokken var 6.32.
Hun var helt blå i hovedet og sagde ingenting. Vi blev med det samme meget nervøse, men jordemoderen var rolig og fik os hurtigt overbevist om, at vores lille pige var OK.
Vi var for længst blevet enige om, at vores datter skulle hedde Celina, og vi kunne nu se på, mens hun kom over i varmekassen og fik ilt og blev undersøgt. Hun var lidt slap og hævet i hovedet efter den hårde medfart ved fødslen, men ellers var hun helt sund og rask.
Moderkagen blev født kort tid efter, og jeg slap heldigvis for at blive syet.
Celina blev lagt over til mit bryst, og vi fik lov at være alene med vores lille datter. Hun var meget træt og nåede kun lige at sutte et kort øjeblik, før hun faldt i søvn. Så vi sad bare og beundrede det lille nye menneske, som vi havde skab.
En times tid efter fødslen blev Celina målt og vejet. 53 cm og 3.880 gram. Jeg var virkelig overrasket over, at hun var så stor. Hun blev jo næsten født en måned før terminen.
Desværre måtte jeg ikke komme hjem samme dag, fordi hun var født mere end 3 uger før termin. Det var jeg meget ked af, for vores lille pige var jo sund og rask og temmelig stor.
Hun skulle have sondemad hver 3. time, inden hun havde fået en chance for at spise ved mig. Så det første døgn nåede hun slet ikke at blive sulten, så hun sov stort set hele tiden. Det var jeg rigtig træt af, for jeg blev bange for, at jeg ikke kunne få amningen i gang efter sådan en start.
Jeg kunne heller ikke få at vide, hvor længe de regnede med, at vi skulle blive på sygehuset. Jeg fik kun at vide, at det var ganske normalt at være der i 3 uger. Det var hårdt at få at vide, da jeg jo gerne ville hjem til familien. Jeg fik heldigvis masser af besøg på sygehuset, og Torben kom med børnene hver dag.
 Heldigvis blev Celina tjekket af en børnelæge på sygehuset. Hun kunne ikke se nogen tegn på for tidlig fødsel, og hun syntes, at det var helt forkert at give hende sondemad uden at vide, om hun kunne spise selv.
Så endelig blev der trappet ned på sonden, og efterhånden begyndte Celina at vågne op og prøve at sutte ved brystet. Nu gik det hurtigt fremad, og allerede da hun var 4 dage gammel, fik vi lov at komme hjem fra sygehuset.
Celina er nu 2 måneder gammel, og hun har bare været rigtig nem. Amningen fungerer perfekt, og Sofia og Theis er utrolig glade for lillesøster.
26-06-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025