Min turbo-fødsel Charlotte fortæller om sin hurtige fødsel af sit 4. barn.
5090
Skrevet af Charlotte
Jeg ventede mit 4. barn, så jeg havde jo prøvet at føde før.
Under alle mine graviditeter har jeg haft meget forhøjede levertal, og det havde jeg så også denne gang. Men hver gang har jeg fået medicin for at slå det lidt ned. Denne gang kom det dog først en måned før termin, og vi kom hurtigt igang med behandling, så jeg nåede ikke at blive så hysterist over kløen.
Da vi kom længere hen, ville de dog alligevel sætte mig i gang en uge før. De to forrige fødsler blev jeg sat i gang 3 uger før, men der var levertallet også højere. Første gang fødte jeg spontant 4 uger før. Jeg svor ellers, at jeg ikke ville sættes i gang, selv om jeg har født på 3 timer fra første ve. Dog har jeg haft en følelse af at blive sprættet op inde fra, og jeg lå og skreg, som om jeg var ved at dø.
Nå, men hvis det ikke kunne være anderledes, ville jeg have en rygmarvsbedøvelse, og det var OK. Jeg skulle bare huske at sige det, når jeg kom ind.
Jeg kom ind til modning kl. 9.00 den 16. august 2006, fik kørt en strimmel og fik sat en stikpille op og løsnet hinderne. Da jeg jo har født hurtigt før, var jeg sikker på, at jeg nok skulle føde samme dag, så jeg havde taget den store taske med, og vi havde bestilt babysitter, der skulle hente de andre fra deres institution, hvilket ikke er nemt, når man har tre børn.
Af familie har vi kun min storebror, men han mente, at han har nok i sin ene. Min mand var på arbejde, og jeg mente, at det var godt nok bare at ringe efter ham, når veerne startede. Der var ingen grund til, at han skulle sidde der og vente.
Selv om jeg havde en del kraftige plukkeveer og havde født hurtigt før, mente jordemoderen, at jeg skulle tage hjem, da det sagtens kunne være, at jeg først skulle føde dagen efter. Så da skulle jeg komme ind og få sat en ny stikpille op. Men jeg måtte da gerne komme før, hvis det gik igang.
Så da klokken var 11, var jeg hjemme igen og meget skuffet. Jeg spiste noget morgenmad/frokost og faldt i søvn til Horton Sagaen. Jeg vågnede kl. 12.30 og syntes, at plukkeveerne var taget lidt til. Det kunne også være det, jeg havde spist. Jeg har laktoseintolerance, og spiser altid det, jeg ikke må, da jeg ikke kan lade være, så jeg skal næsten altid på toilettet kort tid efter, jeg har spist.
Men det var ikke det, da der ikke skete så meget på toilettet. Jeg gik lidt forvirret rundt om mig selv, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle. Jeg ringede til svangreambulatoriet og spurgte, om jeg ikke kunne komme ind og blive checket, da jeg syntes, at det ulmede lidt, og det måtte jeg gerne. Jeg syntes ellers, at det virkede tåbeligt, da jeg jo næsten lige kom der inde fra.
Jeg tænkte, at jeg nok hellere lige måtte gå ned med hunden, for hun skulle jo nok være alene længe. Og så startede veerne. Vi bor på første sal, og jeg skulle rundt om blokken for at komme over til græsset. Veerne kom ofte og var kraftige, og jeg måtte synke sammen hver gang. Jeg tænkte på, om der var nogen, der så mig, da det nok har set sjovt ud, da jeg gik med en livlig hvalp. Vi nåede kun til græsset, så vendte jeg om - jeg måtte hellere skynde mig lidt.
Jeg ringede til min mand og sagde, at jeg kørte. Han spurgte, om han også skulle tage af sted, og jeg sagde, at han lige skulle vente lidt. Imens var jeg på vej ud, låste døren og i det samme gik vandet. "OK, kør du bare". Så skulle jeg jo lige ind og skifte bukser, men der var ikke kommet så meget vand ud, og jeg havde stadig det bind på, jeg havde fået inde fra sygehuset, så jeg skyndte mig ud igen.
Kl. 13.05 sad jeg i bilen. Ja, jeg skulle selv køre, det er jo nemmest, mente jeg. Jeg holdt øje med uret. Jeg havde veer hvert minut, som varede 30 sekunder. Turen tog 20 minutter, og det var ikke nemt med veer, der blev ved med at komme. Jeg ringede samtidig til svangreambulatoriet igen og sagde, at jeg var ved at føde. Hun sagde, at jeg bare skulle køre direkte til fødegangen i stedet, så ville hun aflevere rapporten.
Jeg gav mig til at tude i frygt for at skulle føde på vejen. Og det gjode det ikke nemmere, da jeg skulle parkere bilen. Jeg fandt en ledig plads men kørte mod ensrettet, så båsen vendte den anden vej. Så det tog min næsten 5 minutter at parkere. Jeg var egentlig heller ikke klar over, hvilken indgang jeg var havnet ved.
Elevatoren virkede ikke, så jeg gik en halv etage op af trapper, ned ad en lang gang og ind i en ny elevator. Da jeg stiger ud af elevatoren, står der en kødrand af mennesker. Min første tanke var: "Er der kø her?", men det var så bare rundvisning til fødegangen. Jeg måtte have set vild ud i hovedet, for de kiggede alle, da jeg løb ind på fødegangen uden at ringe på døren, som man ellers skal.
Der stod en jordemoder ude på gangen og spurgte, om jeg var Karen. Nej, sagde jeg, men jeg skal altså føde nu. I det samme kom jordemoderen, som havde sat mig i gang, med journalen. Dumme tøs, tænkte jeg.
Jeg blev vist ind på den første fødestue. Jeg blev undersøgt og var 4 cm åben, da klokken var 13.30. Jeg begyndte at snakke om den bedøvelse, jeg gerne ville have. "Jamen, det skal vi da nok nå, da du kun er 4 cm åben", sagde jordemoderen. Så satte hun en strimmel på.
Jeg tænkte: "Hvornår kommer den bedøvelse", så jeg nævnte det igen. "Jamen det er en narkoselæge, der skal gøre det". Fint, tænkte jeg, så hent ham dog. Så gik der yderligere et par minutter i smertehelvede. "Hvornår kommer den narkoselæge", spurgte jeg. "Jamen, jeg skal først være færdig, før jeg ringer", svarede jordemoderen. "Har du ikke ringet ENDNU?".
Jeg var ved at sluge masken med lattergas i håb om, at det skulle hjælpe. En anden jordemoder havde mere travlt med at spørge om, hvor min mand var henne. "Han er på vej", sagde jeg.
Og så startede presseveerne. Jeg var stadig ikke blevet undersøgt færdigt, og jordemoderen var slet ikke klar, så hun råbte på hjælp. Jeg tror, at hun var godt stresset, da hun begyndte at snerre af de andre. Jeg tror slet ikke, at kun var klar over, at jeg var ved at føde.
Og bom, så var lillepigen ude til alles overraskelse kl. 13.55, 20 minutter efter ankomst, 1 time efter de første veer. Min mand nåede det ikke. Han kom løbende ind på stuen 5 minutter efter. Han var blevet mødt af en jordemoder, der havde sagt, at han skulle skynde sig, hvis han skulle nå det, men det gjorde han ikke. Men han har også set det 3 gange før.
Jordemoderen var meget chokeret. Hun sagde bagefter, at hun troede, at at min livmoder var revnet, da jeg havde så ondt. Hun troede ikke på, at jeg allerede skulle føde. Så det blev heller ikke til noget bedøvelse denne gang. Men jeg fik da endnu en dejlig pige på 3.100 gram og 51 cm.
Mange har spurgt, hvorfor jeg ikke tog en taxa. Men hvem kører med en fødende kvinde? Og jeg havde jo heller ikke tid til først at skulle vente på en.
Relaterede artikler
© 1999-2025