Skrevet af Mette
Onsdag den 11. april 2007 er jeg gået 8 dage over termin. Kl. 02.40 vågner jeg og skal tisse, som jeg plejer at gøre ved 3-4 tiden. Da jeg kommer ind i seng igen, mærker jeg den murrende fornemmelse, som også plejer at komme. Denne gang mærkedes det bare lidt mere kraftigt. Jeg tænkte som alle andre nætter "gad vide", og jo, der kom følelsen igen. Jeg ventede igen, denne gang med tid på. Og vupti 5 minutter senere. Denne gang skulle jeg koncentrere mig om vejrtrækningen.
Jeg tog lige to mere for at være sikker på, at det nu også var veer. Jeg vækkede min kæreste og fortalte, at jeg havde veer. Han spurgte med det samme, om vi skulle af sted nu, men jeg sagde, at jeg ville lægge mig på sofaen, og at han bare skulle sove videre, for det kunne godt gå i sig selv igen.
Jeg skrev på nettet kl. 03.45, at jeg havde begyndende smukke veer (de var nok lidt kraftigere, end jeg troede). Kl.04.01 ringede jeg til fødegangen. Jordemoderen ville gerne have, at vi kom ind. Jeg fik vækket kæresten, og han ringede til svigermor. Jeg tullede rundt for at pakke det sidste, børste tænder osv. Min kæreste måtte ret hurtigt skrive en besked til sin mor om, at hun skulle skynde sig. Veerne kom ind i mellem oven i hinanden, men jeg kunne fint styre dem med min vejrtrækning.
Kl. 04.40 sidder vi i bilen på vej til Skejby. Min kæreste trykker godt på speederen, og jeg siger til ham, at vi nok skal nå det. Men adrenalinen kører jo. Jeg husker, at vejret var skønt. Så mildt, og fuglene sang.
10 minutter senere ankommer vi til fødegangen. Vi tager trappen i løb, og jeg kan stadig fint styre veerne. Nogle af dem er slemme, og andre er ikke så voldsomme. Til gengæld kommer de hyppigt. Men det er slet ikke noget, jeg tænker over.
Jeg er spændt på at høre, hvor langt jeg er, og jeg håber ikke, vi bliver sendt hjem igen. Jordemoderen tager imod mig, kigger på mig og spørger, om jeg har gode veer. Jeg svarer "ja" og tænker "tror jeg da nok!". Hun siger, at vi springer modtagelsesrummet over.
Jeg kommer op på briksen, og hun undersøger mig først udvendigt og så indvendigt. Så siger hun: "Ja, der er en spændt hindeblære her". Jeg tror først, det er min blære, hun mener, for jeg skal tisse helt vildt. Men da hun så siger: "Du er fuldt åben. Vandet kan gå i en stor skylle når som helst", ved jeg jo godt, det er fosterhinden. Jeg græder lidt af glæde, for det er bare så vildt, at det er lige om lidt.
Jeg tager 3 veer mere og tager mig så sammen til at gå ud for at tisse. Jordemoderen siger, jeg ikke må presse, hvis jeg får lyst til det. Jeg tisser og får en ve mere. Jeg føler lidt træng til at presse og forsøger ikke at gøre det.
Ind på briksen igen og jeg begynder at presse lidt med. Veerne er rigtig slemme. Jeg husker slet ikke den smerte ved min første fødsel, måske fordi jeg denne gang er meget bevidst om det hele og har overskuddet til at være mere til stede. Jordemoderen spørger, om jeg har sovet i nat, og ja jeg sov jo næsten til første ve. Så jeg griner og siger, at jeg er fuld af energi.
Jordemoderen prikker hul på vandet - og hvilken følelse. Jeg kunne tydeligt mærke, at der skete noget. Veerne blev til rigtige presseveer. Skønt! 1. presseve kommer, og jordemoderen guider mig godt igennem. Små pres, små pres, små pres. Jeg mærker tydeligt, hvordan jeg kan styre mine bækkenmuskler, og hovedet glider stille ud kl. 05.20.
  2. presseve kommer, og skuldrene skal ud. Jeg siger til jordemoderen, at hun skal fortælle mig, hvor meget jeg må presse. Jeg presser lidt, og hun siger "lidt mere". Jordemoderen er imponeret over min kontrol. Jeg presser lidt mere, og så siger hun, at jeg skal tage armene ned og tage ham op. Jeg havde sagt, at jeg gerne selv ville tage imod.
Jeg skulle ikke syes, og da jordemoderen har givet mig den nyhed oveni, at fødslen er gået så godt, overvældes jeg af total taknemmelighed. Det er utroligt at have oplevet sådan en fødsel. Helt igennem kanon.
Under presseveerne mærkede jeg tydeligt, hvordan jeg kunne tænke forbi smerten og koncentrere mig om, hvordan jeg skulle presse, og hvordan jeg kunne få musklerne til at arbejde. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg var 100% bevidst hele vejen igennem. Så dejligt! Min første fødsel gik også super godt, så jeg troede næsten ikke, jeg skulle være så heldig at opleve en fødsel, der kunne gå endnu bedre.
Emil suttede fint fra starten, og et par timer senere blev han vejet til 3.750 gram og målt til 53 cm.
Efterveerne har været sindssygt hårde at komme igennem. Jeg havde mest bare lyst til at opgive amningen, mens de stod på, for hold da op de trak tænder ud. De var faktisk værre end de første 10 veer. Hovedpine har jeg også fået lov at døje med, så efter lægebesøg fandt vi ud af, at jeg jo nok ikke drikker nok. 2½ liter i døgnet er ikke nok, når man ammer. Det havde jeg ikke lige tænkt på.
Nu er Emil snart 3 måneder, og han stortrives.
20-07-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025