Skrevet af Anja
Da der endelig var 2 streger på testen, føltes det som for alle andre som en fest. Det var jo anden gang, og det havde taget 6 måneder, hvor det første gang kun tog 1. Jeg er ikke jordens mest tålmodige.
Jeg havde termin den 26. juni 2007. Jeg fik en tid hos min læge for at få det bekræftet og påbegyndt papirerne. Jeg blev spurgt, om jeg havde haft lussingesyge, og det kunne jeg hverken be- eller afkræfte, så hun tog en blodprøve.
Der gik 3 dage, da jeg pludselig blev ringet op på min mobil på arbejdet. Det var Hillerød Hospital, der gerne ville have, at jeg kom så hurtigt som muligt, og de havde en tid til mig dagen efter. Der lignede jeg et stort spørgsmålstegn. Jeg havde været indlagt der tidligere med min datter, men det var ikke hende, men mig, det drejede sig om, da de havde konstateret, at jeg havde Lussingesyge nu.
Det var eftermiddag. Min læge havde ikke telefontid. Den sekretær, der ringede fra Hillerød, kunne ikke give mig svar på mine spørgsmål, så jeg var noget ved siden af mig selv.
Næste dag kørte jeg til Hillerød, og blev modtaget af 3 mennesker - en læge, en sygeplejerske og en lægestuderende. Hold da op! Lægen begyndte så at forklare, hvilken risiko det kunne indebære at have lussingesyge, at fosteret kunne gå til, at man kunne være nødsaget til at lave en blodtransfusion til fosteret osv.
Jeg lignede nok noget, der var kommet ind med 4-toget, for pludselig spørger lægen, om jeg da ikke har fået et brev af min egen læge, og når jeg nu skal føde på Hillerød osv. Der var jeg nødt til at stoppe hende. For det første havde jeg ikke modtaget noget brev, og for det andet skulle jeg føde på Herlev, ikke Hillerød! Så lignede hun et spørgsmålstegn.
Det fik vi grint lidt af, og det løftede stemningen noget. Hun spurgte så, da jeg nu var her, om vi så ikke skulle kigge på mig og få mig scannet. Jo da. Der var jeg ca. 8 uger henne.
Jeg troede så, at jeg bare skulle scannes på maven, men niks. Trusserne skulle af, og det skulle være en indvendig scanning. Det var det sjoveste. Vi grinede, da jeg kom til at ytre mig om, at den lignede en dildo og aldrig havde prøvet sådan en før. Hihi!
Mit foster så fint ud, og et lille hjerte bankede. Fosteret lignede godt nok noget fra en skrækfilm, men hvad gjorde det? Da jeg kom hjem, fik jeg fat i min læge. Han var meget ked af det og kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke havde fået brevet, men når der var sådan noget, skulle jeg altid ringe på akut-telefonen, så jeg ikke blev bange. Det med hospitalerne var han ret flov over, men hvad, vi fandt jo ud af det alligevel.
Så skulle jeg til samtale på Herlev. Der blev aftalen, at jeg skulle scannes hver 14. dag i 3 måneder, og hver gang skulle det afsluttes med en lægesamtale. Det var hårdt. Hver gang, jeg gik derfra, var jeg lykkelig, men dagene op til næste gang var jeg bekymret.
Nakkefoldsscanningen
Den lille ville ikke ligge stille, så hun var lidt i tvivl om målingen og meget bekymret over blodprøven. Mine tal var dårlige, og dagen efter skulle jeg have foretaget en moderkagebiopsi. Det er ikke værre end en blodprøve, fik jeg at vide. Det er en FED løgn! De fleste stikkes kun en gang, men lægen havde svært ved at nå min moderkage, da jeg er buttet og også har gode mavemuskler, så der skulle hele 3 forsøg til, før det lykkedes.
Jeg var glad for, at min mor var med. Jo mere ondt, noget gør på mig, jo mindre siger jeg. Det er desværre ikke første gang, nogle har misforstået det.
Der ville gå ca. 5 dage, så ville jeg få svar på den mest hyppige test (mongolisme), og derefter ville der gå ca. 5-8 dage mere, og så ville jeg få det sidste svar (mere sjælden gendefekt). Det var lige omkring jul, så det var heller ikke så sjovt.
Men heldigvis fik jeg så endelig brevene, og det var godt nyt. Vi ventede os en pige uden nogen for form defekt. Puha! Jeg hoppede rundt og ringede grædende til min mor, som først troede, at det var slemt, men endte heldigvis med at fatte, hvad den hiksende stemme i telefonen prøvede at sige, og så tudede hun også.
Scanningerne
Alle scanningerne viste, at der var flot flow i navlestrengen, og at vores pige ikke havde noget vand i kroppen. Så jeg begyndte endelig at kunne nyde, at jeg var gravid, og at alt var OK.
Den 26. april var jeg hos lægen, da jeg var begyndt at få nogle lede plukkeveer, og da storesøster kom en måned for tidligt, blev jeg sygemeldt, indtil jeg skulle på barsel den 25. maj.
Jeg havde dårlig samvittighed overfor mit arbejde, men min chef var så super og sagde, at det jo kun var en måned af mit liv. Det hjalp med det samme, og da vejret jo også var super dejligt, så var det nemt at holde ud.
Min vægt
Underligt nok gik der et lys op for mig som 34-årig. Jeg har altid vejet for meget, og det har været en kamp med diverse kure hele mit liv, også selv om jeg har været en sportsudøver med træning og kamp 3-4 gange om ugen. Jeg lagde vores kost om, mere fugl og fisk, mere grønt, stegning uden ret meget margarine osv.
Det bedste af det hele, jeg begyndte at spise langsommere og spiste kun, til jeg var behagelig mæt, og ikke som om der ikke kom mad igen i morgen. Det var lidt hårdt de første 2 uger med at finde på, men så gik det let. Jeg "tabte" mig men på den sunde måde, og endte med kun at tage 2,5 kg på fra min startvægt. Folk kunne se det, især i ansigtet, og jeg kunne også selv mærke, at min krop kunne lide det.
Den 22. juni 2007
Jeg begyndte at få nogle kraftige plukkeveer, hvor jeg var i tvivl, om de måske var rigtige. Første gang blev jeg sat i gang, og der havde jeg ve-storm med det samme, så dette var helt nyt for mig. Jeg blev undersøgt og havde 1½ cm livmoder tilbage og var ikke åben. Så vidste jeg da, hvor jeg stod, og vi kørte hjem igen.
Kl. 1 om natten den 23. juni blev de stærkere, men varigheden var ikke et minut endnu. Det kom så kl. 4, hvor jeg sad ude i min have og nød solopgangen med fuglesang og det hele. Jeg tog et lindrende bad, og da klokken blev 5.15, vækkede jeg min mand og sagde, at jeg havde talt med fødegangen, og det var OK, at vi kørte der ind. Storesøster var hos mormor, så vi skulle ikke klare andet end os selv - det var dejligt.
Farmand tog et hurtigt bad, og vi kørte kl. 5.30. Kl. 6.00 ankom vi til fødegangen, og en sød jordemoder, Kirsten, tog imod. Jeg var 4 cm åben, så jeg var kun lige i starten af fødslen.
Jeg havde veer, som varede 1 minut, og der var 4 minutter i mellem, så vi fik lov til at blive. Efter et klyx, syntes jeg ikke, der var 4 minutter i mellem mere, og nu ville jeg gerne ind til min ven (lattergassen).
Min mand var lige nede og hente min søster, som skulle være med, og jeg tror, hun blev noget overrasket over, hvor stor en lungekapacitet hendes søster har, når det gør ondt. Der gik ikke mange minutter, før jeg fik pressetrang, som jeg ikke kunne undertrykke, og så kom der en skylle af fostervand.
Jeg bad min mand hente Kirsten, for jeg havde lyst til at presse, og jeg mente, at fostervandet var gået. Hun kom ind og sagde, at hun lige ville mærke på mig. Jeg ved ikke, om jeg bare var lidt overgearet, eller om det var lattergassen, men jeg kunne ikke lade være med at grine og sagde, at det kunne hun da godt.
Hun fik et helt mærkeligt ansigt, og hendes kommentar var, at "sådan kunne man jo også gøre". Grinende spurgte jeg, om jeg skulle presse igen, eller om jeg lige skulle vente. Pludselig kom jeg i tanke om kameraet og fik sendt manden ned efter det. Kirsten sagde, at han skulle skynde sig.
Kirsten knoklede med at finde alle tingene frem. Pludselig måtte jeg ikke bruge lattergassen. Der havde Kirsten og jeg en lille magtkamp, som hun desværre vandt. Hun satte den over på ilt i stedet.
  Kl. 7.14 kom vores datter til verden. Hun nåede ikke at dreje skuldrene lodret, for jeg kunne ikke holde pressetrangen tilbage, men der var jo heldigvis plads nok. Hun blev målt til 50 cm, vejede 3.408 gram og fik apgar score 10/1 og 10/5.
Moderkagen kom kort tid efter, og så var der status over, om symaskinen skulle frem, men jeg slap heldigvis med 2 små sting. Den lille suttede næsten med det samme.
En time efter var jeg ved at få fnidder over, at sygeplejersken hele tiden bad mig løfte numsen, så jeg hoppede ud af sengen, og det føltes så rart. Der var varmt i rummet, så jeg overtalte farmand til, at jeg selv hentede tasken i bilen. Sygeplejersken var noget forundret, men syntes det var sejt, og hvis jeg kunne mærke, at det var OK, så syntes hun, det var super.
Vi blev udskrevet kl. 12, og det var bare dejligt. Jeg kunne ikke overskue at ligge på en hovedbanegård af en afdeling, og vi skulle lige forbi en af vores bedste venners 50 års fødselsdag. Vi blev der en time, og han var bare så glad, fordi vi gjorde det. Mange var ved at falde bagover, da de hørte, at jeg havde født få timer før. Derefter tømte vi bageren for friskt brød på vejen hjem og hyggede resten af dagen.
 Efterfølgende har Amanda (navnet har storesøster bestemt) været et pragteksemplar med amning og har derfor ikke tabt sig men derimod taget på. Der er godt med fløde i madmaskinen.
Min mave var kun 2 dage om at falde, og vægten er reduceret med 14 kg, så jeg har reelt tabt mig næsten 10 kg på at lave vores mad om. Jeg er stadigvæk i overkanten, ca. 6 kg, men det kommer nok. Jeg føler mig som en model, der kunne vise undertøj, og ligner derfor en glad julegris.
Sådan kan det også gå.
01-08-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025