Skrevet af Randi
Jeg havde termin den 17. maj 2007. Jeg havde haft en lang graviditet på grund af sygdomsforløb, der blev opdaget, da jeg var i 20. uge.
Jeg blev sygemeldt i 8. uge med utilpashed, svimmelhed og kvalme i ekstrem grad. Min læge mente, det var på grund af for lavt blodtryk, så jeg fik sygemelding 14 dage ad gangen. Hver 14. dag kom jeg til kontrol, og jeg fik det ikke bedre. Lægen sygemeldte mig gang på gang på gang i 14 dage.
Da jeg så var i 20. uge, havde jeg fået nok. Jeg havde tilmed fået flere tilstødende ubehag - hovedpine, øresusen, madlede, åndenød og jeg var hvid som et lagen. Jeg gik endnu engang til lægen, og hun tog så en blodprøve for en sikkerheds skyld, sagde hun.
Dagen efter gik det stærkt. Lægen ringede og indlagde mig akut med blodmangel. Jeg blev indlagt i Holbæk og fik taget sindsygt mange blodprøver, for til sidst at få 4 blodtransfusioner.
De mente, jeg havde en blodsygdom af en eller anden art, og overflyttede mig til Rigshospitalet. Der gennemgik jeg også ufatteligt mange prøver, og efter at have være indlagt i ialt 5 uger, fandt de ud af, at jeg har en blodsygdom, der hedder Sfærocytose. Derefter skulle jeg gå til ambulant kontrol hver uge og få blodtransfusion hver 14. dag.
De sidste 2 måneder af graviditeten begyndte jeg endelig at glæde mig til det her lille vidunder, vi snart skulle se. Da min datter blev født 14 dage før tid og på 5 timer fra første ve, havde jeg også lidt en fornemmelse af, at det ville gå hurtigt igen.
2 uger før termin havde jeg frygtelige plukkeveer regelmæssigt hver 5. minut. Jeg tænkte ofte: "Nå, det bliver nok i dag", men det gik i sig selv igen og igen og igen.
Så da terminen oprandt, skulle jeg til jordemoder, og jeg bad hende om at løsne hinderne. Det hjalp også en del. Plukkeveerne tog til, og der var 5 minutter imellem dem. Men efter 12 timer gik de i sig selv igen. Jeg var ved at blive vanvittig.
Den 22. maj var jeg til kontrol for min sygdom hos en gynækolog på Roskilde, og jeg bad ham løsne hinder igen, hvilket han gjorde.
Vi tog hjem til mine svigerforældre og skulle spise aftensmad der. Jeg havde igen kraftige plukkeveer hver 5. minut, men jeg havde efterhånden lært at leve med dem. Nu havde jeg haft disse plukkeveer i snart 3 uger, så det bliver nok heller ikke i dag, tænkte jeg. Kl. præcist 20.00 gik vandet. Endelig, tænkte jeg.
Jeg ringede til fødegangen og fortalte, at vandet var gået, og at jeg er hurtigføder, så vi ville komme med det samme. Det var de ikke meget for. Vi skulle bare tage det stille og roligt. Men jeg havde bare på fornemmelsen, at vi skulle af sted nu. Vi kørte kl. 20.25, og veerne tog bare til. For dælen det var hårdt at sidde i bilen med veer.
Kl. 20.40 ankom vi, og vi blev modtaget af den lidt småsure jordemoder, jeg havde talt med i telefonen. Vi kom ind i et modtagelsesrum, og hun undersøgte mig. Jeg var 4-5 cm åben, så vi måtte gerne blive.
Vi gik ned på en fødestue. Det tog ca. 20 minutter at kommer derhen på grund af veer. Jeg kunne slet ikke gå til sidst. Min mand og jordemoderen hjalp mig ind på fødestuen, og jordemoderen kunne da også konstatere på mit pusteri, at jeg havde rigtig gode veer.
Jeg fik fremstammet, at jeg ville have en epidural NU! Jordemoderen bad mig komme op på briksen for at undersøge mig. Jeg lå endelig på briksen kl. 21.10, og hun sagde så: "Guuud, du er 9 cm åben allerede, så epidural når du ikke". Hun var forbløffet over, at jeg havde åbnet mig 5 cm på 20 minutter.
 Jeg kunne mærke, jeg skulle presse, og sagde det til jordemoderen, og hun sagde så: "Ja, men så presser du bare lidt med, jeg står lige herovre og gør klar til, den lille kommer". Og så skreg jeg bare: "Hun kommer NU!", og så var hovedet født, og én presseve til, så var hun ude.
Jordemoderen kom styrtende over og tog imod vores lille Nanna. Jordemoderen var helt hvid i hovedet. "Hold da op", var det eneste, hun kunne sige. Hun blev vidst lidt forskrækket over, hvor hurtigt det gik.
Jeg havde den første ve kl. 20.01, og Nanna blev født kl. 21.17. Så der gik 5 kvarter fra første ve, til vores Nanna var født. Det må jeg sige, det er hurtigt. Jeg er bare hurtigføder.
09-08-2007

|