Skrevet af Kamilla
Jeg er den stolte mor til 3 dejlige tøser, hvis fødsler jeg her vil fortælle om.
Min første graviditet var sådan helt normal, og terminen nærmede sig. Min mands mormor fyldte 80 den 24/8-2000, og der skulle være fest på Fyn, hvor vi naturligvis var inviteret til. Jeg havde termin samme weekend og var ærligt talt skrækslagen over selv at skulle af sted, eller at min mand tog af sted. Men heldigvis blev det ikke et problem.
Natten til den 24/8 startede veerne så småt. Jeg sad oppe i sofaen det meste af natten og tog lidt tid, så en film og spiste knækbrød.
Om morgenen syntes jeg nok, det var ved at være, så vi ringede til fødegangen og til min far, der havde lovet at køre os. Min far synes selv, at han er verdens bedste chauffør, men den morgen bandede jeg ham langt væk. "Kør som om du havde bilen fuld af kinesisk porcelæn", blev der hvislet ud mellem tænderne, når han bumpede rundt i svingene. Men frem nåede vi, og alt gik planmæssigt.
Jeg blev undersøgt, fik lavement og kom ind på en fødestue. Det var dejligt vejr, veerne kom og gik stille og roligt, jeg prustede under veerne, og min mand gned mig på lænden, hvor det spændte mest. Men så ændrede veerne sig. Nu begyndte presseveerne, og dem kunne jeg ikke lide!
Jeg havde læst "Fødsel uden smerte" og troede lidt naivt, at de veer kunne jeg sagtens klare. Men nej. Jeg kunne slet ikke finde ud af at presse igennem. Det sved som bare pokker, og jeg græd og tudede. Hvis jeg lå ned, gik det helt i skudder mudder, så efter lidt baksen frem og tilbage i fødestol og oppe på briksen fik jeg et ve-drop og kom op og stå.
Der var nu gået over 1 time, og jordemoderen begyndte at se lidt bekymret ud. Nu skulle den baby altså ud! Jeg fik lige et kort pusterum og tænkte: "Nej, jeg skal skisme ikke klippes eller have lagt kop, nu må jeg hellere", og så kom hun ud. Jeg stod ståede, let hængende over fødebriksen, med min mand på den anden side, der holdt mig i armene, når benene var ved at give efter under mig. Da først hovedet var ude, var det en ren fornøjelse at presse kroppen ud i et langt glat pres.
Det vidste sig, at tøsen havde ligget med den ene hånd oppe ved hovedet, og det var den, som sved og kradsede mig på vej ud. Jeg fik 3 sting, der hvor hun havde kradset mig, og jeg var lykkelig for, jeg havde sluppet for klippet. Jeg tog hjem efter 2 nætter, da jeg lå på stue med 3 andre mødre. Det var umuligt at få sovet!
3 år senere skal Dagmar være storesøster til endnu en pige. Denne gang ved vi kønnet, da scanningen lige skulle give os en forskrækkelse med mistanke om forhøjet risiko for mongolisme, så vi havde fået en fostervandsprøve. En meget rædsom oplevelse i øvrigt. Man går jo ind til scanningen med forhåbninger om at se sit dejlige lille barn, og pludselig skal man tage stilling til liv eller død.
Scanningen havde rykket terminen en uge, men jeg fastholdt nu den 20/7-2003, som jeg havde regnet ud. Og ganske rigtigt, den 20/7 om morgenen har jeg lidt ondt i maven, da jeg sidder og taler i telefon med min svigermor. Men jeg havde jo også været oppe om natten med dårlig mave, så det var nok bare det. Men kl. 11 var det nu rigtige veer.
Jeg ringer til min søster for at sige, at hun skal komme ind og passe Dagmar. Min far er på Falster og spille, og min mor er med sin mand på cykeltur på Amager. Typisk. Kl. 11.30 er veerne slemme, og min søster er ingen steder at se. Hektiske telefonsamtaler følger. Hun er på vej med sin datter i bussen (!), og jeg vil bare af sted NU!
Niels henter underboen, som lover at passe Dagmar, til min søster kommer (noget, der tog lang tid for Dagmar at tilgive os), og af sted i en taxa. Taxachaufføren bliver noget bleg, da det går op for ham, at han har en fødende kvinde på bagsædet, men han siger da ikke noget. Veerne kommer med 3-5 minutters mellemrum, og så er der langt fra Vanløse til Hvidovre.
Jeg bliver undersøgt, er 5 cm åben og bliver tilbudt et lavement. Nej tak, jeg har jo siddet på tønden hele natten, mener jeg. Veerne kommer i bølger, og der er ikke mange pauser. Denne gang er der ikke noget med at smalltalke ind i mellem, jeg samler bare kræfter. Jordemoderen synes nu alligevel, at jeg skal have et lavement, for der sidder vist noget. Okay, det bliver lagt, og så skal jeg bare ud på toilettet. Det nærmeste er optaget, så jeg må tværs hen over gangen.
Ude på toilettet går det hele bare samtidig med en kæmpeve, og jeg skriger og hyler og hulker, mens min mand støtter og skyller mig. Vi kæmper os tilbage til stuen, hvor jordemoderen forbløffet konstaterer, at vandet må være gået imens. Nu er jeg helt åben og kommer op og stå som sidst og får presset igennem. Denne gang er det meget nemmere, og jeg kan mærke hende hver eneste cm på vejen ned.
Da hovedet er ude, spøger jeg udmattet, om de så ikke lige kan hive hende resten af vejen, men nej jeg må selv. Øv! Selma vejer 3.750 gram, og klokken er 14.35 - 4½ time fra det første mavekneb! Jeg bløder desværre ret voldsomt bagefter og bliver stukket og masseret en del, og jeg er temmelig bleg de næste par dage, men jeg havde ingen rifter eller sprækker.
Jeg var temmelig rystet over veernes voldsomhed, og hvor hurtigt det gik, og jeg svor, at jeg ikke skulle have flere. Det hjalp dog en del at få snakket fødslen godt igennem med en jordemoder, der kom hjem til mig et par dage efter fødslen, da vi tog hurtigt hjem efter et døgn.
Ja, 3 år senere ligger jeg der så igen. Denne gang ved vi ikke, hvad det bliver, og det er lidt mærkeligt, synes jeg, når man nu har prøvet at vide det en gang. Jeg overvejede en "købescanning", men besluttede ikke at gøre det. Jeg er meget træt i denne graviditet, men tog ikke så meget på. Ikke så mærkeligt med 2 aktive størrelser i huset.
Dagen for terminen nærmer sig, og jeg er noget urolig for, om det også kommer til at gå super stærkt denne gang. Jeg har mange plukkeveer i aftenerne op til, hvor der kommer små veer med 5 minutters mellemrum. Meget opslidende psykisk.
2 dage før termin henter jeg min mellemste i børnehave, og får de nu velkendte plukkeveer. Jeg hviler mig lidt, men synes godt nok, de her er lidt mere insisterende, end de plejer. Vi ringer til min svoger, som er "stand-by-vagt", og siger, at det måske nok kunne blive i aften. Vi får spist og smidt ungerne i seng og sætter os foran fjernsynet. De bliver godt nok ved, de der veer, og nu beslutter vi os for at få ringet til fødeklinik og svoger.
Da vi har ringet, kommer der fart over veerne. Det var som om, at jeg bare skulle beslutte, at nu var det nu. Christian kommer i en taxi, som vi overtager ud til Hvidovre. Det er mærkeligt at tage af sted om natten (kl. 22.30). De andre 2 gange har jo været om formiddagen.
Jeg har veer hvert 2. minut, og ved jo, at det godt kan komme til at gå stærkt, så jeg bliver lidt fortørnet, da de lige beder os om at vente i opholdsstuen lidt. Nå, men vi kommer i undersøgelseslokale, og en skrap madamme med elev på slæb undersøger mig og konstaterer, at jeg er 3 cm åben. Lavement får jeg med det samme (hellere få det overstået) og så ind på en fødestue.
Her er der heldigvis jordemoderskift med en ny elev. Denne jordemoder er som sendt fra himlen. Hun roser og lytter, og vigtigst af alt, hun skal ikke hele tiden RAGE på mig! Når man har kraftige veer med 1-2 minutters mellemrum, har man altså ikke brug for at skulle lægge underliv til diverse målinger (og slet ikke fra en elev). Så da jeg synes, at veerne ændrer sig, hjælper hun mig bare stille og roligt op og stå: "Og så presser du bare, når du føler, du skal". Super!
  Det er naturligvis lige så rædselsfuldt, som det plejer, og det kommer pludselig tilbage, hvorfor det var, jeg ikke ville have flere. Men det går jo, og ud kommer en pige mere til flokken på 4.050 gram. Klokken er 0.35.
Men selvom denne fødsel også gik stærkt, følte jeg ikke, at jeg mistede følingen med det hele, men tværtimod var med hele vejen. Jeg blødte også en del denne gang, men fik ingen rifter. Vi tog hjem kl. 16 samme dag, efter at have hvilet os lidt på en dejlig enestue.
Agnes er nu 6 måneder og bare så skøn og dejlig, at jeg da sagtens kunne snuppe en til. Men så skal vi vist til at have hængekøjer inde i stuen.
13-08-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025