Skrevet af Dorte
Her kommer min fortælling om kampen for at blive gravid, mislykkedes fertilitetsforsøg, en sygemelding meget tidligt i graviditeten, for tidlig fødsel, et langt forløb på neonatal og tiden derefter.
Efter næsten 2 år uden at blive gravid blev vi henvist til Hvidovre Fertilitetsklinik. Vi var begge gennem en masse undersøgelser, blandt andet scanninger, røntgen, sædprøver og blodprøver. Herefter var dommen klar: Stærkt nedsat sædkvalitet med ringe chancer for opnået graviditet.
Vi skulle gennem reagensglasbehandling med mikroinsemination. Behandlingen består i, at æg bliver udtaget og renset, hvorefter der føres en sædcelle ind i det ved hjælp af en tynd pipette.
Det var en verden med daglige indsprøjtninger af hormoner for at lave flere æg, næsespray, scanninger og indsprøjtninger, der skulle stoppe en eventuel ægløsning, før lægen kunne tage dem, smertefulde ægudtagninger og behandling med gelé for at skabe det rigtige miljø.
Og så var der ventetiden, inden vi kunne ringe og høre, om der var nogle æg, der var blevet befrugtet, og de 14 dage, der skulle gå efter ægoplægningen, før vi kunne tage en graviditetstest.
Vi var gennem 3 forsøg, inden jeg endelig blev gravid i det 4. forsøg. Datoen for terminen blev sat til den 22/1-2007. Det var fantastisk.
Torsdag den 2/11-2006, da jeg var i uge 28+3, tager jeg til lægen, da jeg har lidt hævede hænder og fødder. Hun tager mit blodtryk, som er meget højt 140/95, og en prøve viser 2+ for sukker i urinen.
Hun sender mig en tur på fødegangen. Her får jeg kørt en strimmel, taget blodprøver, blodtryk og urinprøve, hvorefter lægen indlægger mig til observation for svangerskabsforgiftning.
Dagene gik med blodprøver, urinopsamling, tjek af blodtryk og CTG (strimmel), som voldte dem meget besvær at lave, for han gemte sig og ville ikke ligge stille.
Onsdag den 8/11 skulle jeg scannes. Lægen, der scannede mig, spurgte, om jeg var sikker på, jeg var i uge 29, for det passede ikke med størrelsen på barnet. Vi blev sendt ud i venteværelset med den besked, at vores barn var 21% for lille, men han ville gerne lige have en anden læge til at scanne mig.
Hendes besked var ikke til at tage fejl af: "Jeres barn har det ikke godt. I skal forberede jer på at blive forældre inden længe". Det første jeg tænker er: "Det er bare løgn, den skal først ud den 22/01. De kan sgu' da ikke tage den ud nu. Den vil jo ikke overleve. Det er jo slet ikke en rigtig baby".
Hun fortæller, at der er dårligt flow i navlesnoren, hvilket betyder, at vores barn kæmper for at få noget næring. Jeg sidder bare og græder og tænker, at det her er bare ikke rigtigt.
Tilbage på barselsgangen får jeg den første af to indsprøjtninger af Celeston, et lungemodnende middel, der skal gøre barnets små lunger klar til at trække vejret 10 uger for tidligt. Der kommer dog til at gå 2 døgn, før han kommer til verden.
Torsdag, da jeg blev scannet, var der ingen tegn på, at barnet havde fået det dårligere. Så vi besluttede, at Christian bare skulle tage på arbejde om fredagen.
Da jeg bliver scannet fredag kl. 10, er der 3 læger, en jordemoder og min veninde. Der bliver talt lægesprog, og stemningen er meget spændt og trykket. Lægen kigger på mig og spørger, hvornår jeg sidst har spist.
Kl. 10.15 kommer denne besked: "Dit barn skal ud hurtigst muligt". Jeg bryder totalt sammen og spørger, om Christian kan nå at komme. Det kan han godt, hvis jeg ringer med det samme. Det gør jeg så, og der går ikke længe, før han er hos mig.
Så sker der lige pludselig en masse ting. Jeg får taget blodprøve, bliver hentet af en portør, længe inden jeg er klar, og kommer over på fødegangen. Her bliver jeg gjort klar til kejsersnittet. Der kommer en anæstesilæge, og lige efter kommer der 2 sygeplejersker ovre fra neonatal, og de fortæller lige, hvad der vil ske, når barnet kommer derover.
Så kommer børnelægen, en meget eftertænksom mand, der stille og roligt fortæller, hvad han vil gøre. Det eneste vi vil høre er, om vores lille barn vil kunne overleve, men det er det eneste, han ikke kan svare os på.
Så bliver jeg hentet af portøren, som på dette tidspunkt nok er en smule træt af at høre, at "det er for tidligt" og "jeg er slet ikke klar endnu", men af sted kører han mig.
Foran operationsstuen står der en sygeplejerske med et opvarmet tæppe, som jeg får om mig. "Der er lidt koldt på stuen". Ja tak, det var som at gå ind i en fryser.
Nu sker der flere ting, end jeg kan forstå. Jeg får sat elektroder på, en pulsmåler, får ilt i næsen og får lagt en spinalbedøvelse, jeg ikke kunne mærke blive lagt. Så kommer det grønne klæde op foran mit ansigt, og lige med et tænker jeg: "Det her sker bare ikke!". Det føles som et mareridt, og jeg tager mig selv i et tænke: "Lige om lidt vågner jeg".
Og så fredag den 10/11-2006 i uge 29+3 kl. 13.55 kommer David til verden ved akut kejsersnit med en vægt på 895 gram og en længde på 37 cm. Jeg glemmer aldrig den spæde gråd, der kom fra ham. Efter et hurtigt kig på vores meget lille dreng var det ind i transportkuvøsen og af sted til neonatal med far lige i hælene.
Jeg er blevet mor, og det fortæller jeg alle, der er i nærheden på stuen, som om de ikke lige var til stede, da det skete. Ja, selv portøren på vej over på opvågningen får lige at vide, at jeg er blevet mor til en lille dreng, der skal hedde David.
Tre timer efter David er kommet til verden, ser jeg ham igen. Denne gang ligger han med c-pap, elektroder, satmåler og den mindste ble, jeg nogensinde har set, i sin kæmpe kuvøse. Jeg ligger i min seng, så tæt på kuvøsen som det er muligt, da der kommer en sygeplejerske hen og spørger, om jeg kunne tænke mig at få ham ud på brystet.
Ja, det vil jeg gerne. I et snuptag og i et virvar af slanger og ledninger, det ser lidt voldsomt ud, og jeg når lige at tænke: "Pas lige på du ikke ødelægger ham", så bliver han lagt hos mig. Endelig er vi sammen, og med et er vi de eneste, der er til i verden. Det er fantastisk.
Lægen, der tog imod David, kommer ind og fortæller, at han muligvis skal have en gang lungemodnende middel, da han ikke trækker vejret helt perfekt. Han "knirker" lidt, men de vil lige se tiden an til næste morgen. Lige nu nyder jeg bare at have ham hos mig.
Næste morgen kommer lægen over på barselsgangen og fortæller os, at han vil give David det lungemodnende middel direkte ned i lungerne. Så der vil gå nogle timer, inden vi kunne komme til at se ham, for vi må ikke være på stuen, når han får foretaget indgrebet.
Da vi endelig får lov til at komme ind til ham, ligger han bare helt stille og sover, og lægen fortæller, at da han var ved at være færdig, lavede David nogle spjæt, der mindede om kramper, og at det lige var noget, de skulle holde øje med. Det var ikke noget, han gjorde igen. Senere på dagen kommer han ud til sin far for første gang.
Hele søndagen ligger han i lys mod gulsot, så vi aftaler, at jeg kan få ham ud om aftenen. Da vi kommer over til ham, kommer der en meget alvorlig læge ind til os og fortæller, at David ikke har det så godt og er meget træt. Han ilter ikke sit blod godt nok, dvs. at der ophobes CO2 i hans blod, altså er hans lille krop ved at forgifte sig selv.
Hun vil gerne lige prøve med noget medicin, men hvis det ikke hjælper, skal han overflyttes til Rigshospitalet og lægges i respirator. Min verden bryder sammen, og jeg græder som pisket.
Ca. 5 timer senere har han det meget bedre. Han bliver, hvor han er, og vi går i seng klokken 3 om natten.
Vores forestilling om den første tid som nybagte forældre kan på ingen måde sammenlignes med den virkelige situation. En hverdag, der er skemalagt med mad på præcise tidspunkter, pusling, der skal foregå i et meget roligt tempo, stuegang og alarmer, når han glemmer at trække vejret. Utroligt nok bliver vi hurtigt fortrolige med alarmer, der bimler, og livet på neonatal.
Da David er 15 dage gammel, er han så god til at holde varmen, at han kommer ud af kuvøsen og over i en vugge med en vandmadras i. Det kan næsten ikke beskrives, hvor stor en sejr det var. Og når han lå der med tøj på og en dyne over sig, lignede han en helt normal baby, bare meget lille.
Den næste tid forløber uden store kriser. Der er dog en del problemer med maven, der er meget lang tid om at komme i gang, og da den endelig kommer i gang, bøvler han meget med ondt i maven. Han laver bradykadier (stopper med at trække vejret), og SAT fald (dårlig iltning af blodet) - begge dele, som er helt normalt for for tidligt fødte.
Han får TPN (kunstig ernæring) i et drop og koffeincitrat, der skal hjælpe ham med at huske på at trække vejret. Og i sin sonde får han min mælk. Han får 2 blodtransfusioner og bliver scannet i hjernen en del gange for at tjekke for blødninger. Der er intet at komme efter. Han får også tjekket sine øjne, som er helt, som de skal være.
Han begynder at få Enfamil, et proteintilskud, så han kan komme efter vægten. Alt dette sker, mens jeg opbygger et meget tæt forhold til malkemaskinen, for jeg vil gøre alt, der står i min magt for, at han kommer til at amme hos mig, og det lykkedes.
Han tager stille og roligt på og klarer sig super godt. Han bliver bedre og bedre til at undvære c-pap'en, og den 29/12-2006 kan jeg gå den første lille tur med ham i mine arme op og ned ad gangen. Jeg var ikke til at skyde gennem.
Da David bliver 2 måneder, er han ude af c-pap'en, og vi flytter på familiestue. Her starter vi også med at ammetræne, hvilket går noget langsomt i starten, men han skal jo lige have en chance.
Den første nat sov jeg slet ikke, for der kom lyde fra ham konstant. Men dejligt var det! Vi finder ud af det der amning sammen, og lige pludselig begynder lægen at tale om udskrivning. Det er ikke til at forstå, at vi snart skal hjem.
Den 26/1-2007, Efter 77 dage på neonatal, kan vi tage hjem med en glad dreng på hele 2.600 gram.
Nu er han 8½ måned og er en glad lille dreng, der spiser grød, mos, rugbrød, drikker af kop, sidder selv og møffer rundt på gulvet. Altså en dreng, der følger hans korrigerede alder på 6 måneder, som han skal. Han er oppe og veje 6,5 kg og er ca. 68 cm lang.
Desværre er han lige nu på astmamedicin, da lægen mistænker ham for at have noget astmatisk bronkitis, hvilket nok skyldes, at hans lunger skulle i gang, 10 uger før de var klar. Ellers er der intet at mærke fra hans tidlige start på livet.
17-08-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025