Skrevet af Bettina
Jeg havde verdens dårligste graviditet. Jeg havde håbet på en hjemmefødsel, men min krop ville ikke være gravid. Jeg røg ind og ud af hospitalet lige fra 5. uge, brækkede mig igennem det meste, fik bækkenløsning i starten af 2. trimester og blev sengeliggende. Jeg fik meget vand i kroppen, lå på grænsen til svangerskabsforgiftning og fik store leverpåvirkninger. Jeg fik derfor max. dosis Ursufalk for at kunne undgå leverskade.
I slutningen af 2. trimester fik jeg sukkersyge og startede insulinbehandling i slutningen af februar. Jeg tog 16 kg på under graviditeten og tabte dem i løbet af 3 uger, da vandet forsvandt. Jeg har nu tabt mig 33 kg siden fødslen (4 måneder efter).
Onsdag den 21. marts blev jeg indlagt på Rigshospitalet (igen), fordi jeg ikke kunne holde maden i mig, og jeg lå på grænsen til et insulin-chok. Jeg havde mega smerter i hele kroppen og tudbrølede, og jeg tiggede og bad dem om at lave et kejsersnit. Men de nægtede. Jeg skulle vente 2 uger mere.
Om aftenen lå jeg og tudede igen og opdagede, at jeg pludselig svedte meget - eller dvs. vandet var gået. Jeg var i gang med at føde. Jubel! En sygeplejerske spurgte til veerne. "Hvilke veer?". Jeg havde ikke nogen, nå men de ville jo nok komme.
Dagen efter kom min mand Jan, og de prøvede at sætte mig i gang med modningspiller og drop, men stadig ingen veer. Kl. 01 fredag den 23. marts opgav de, og jeg fik lov at sove.
Kl. ca. 9 blev jeg undersøgt. Jeg havde overhovedet ikke åbnet mig, og fostervandet var stoppet med at sive. Nu gik det stærkt. Vi var i høj risiko for infektion, og jeg skulle til kejsersnit nu. Men bedøvelsen ville ikke, som de ville, og jeg var for stor til fuld narkose.
Så de endte med at give mig lattergas, til Ehlana var ude. Jeg kunne mærke, at de skar (av!), og derefter fik jeg et godt skud "et eller andet", så jeg drømte om gule og orange balloner.
  Ehlana blev født kl. 11.12 den 23. marts 2007. Ehlana vejede 3.490 gram og var 46 cm (52 cm da vi ankom til Holbæk 5 dage efter). Ehlana scorede apgar 10 lige efter fødslen og kom hen til den stolte far. Jeg sov dybt. Men hendes lunger klappede sammen, og hun blev lagt i kuvøse og C-PAP og fik sonde, sukkervand, væske, samt en hel del overvågning.
Jeg kom først ned og så hende om aftenen den 23. marts. De måtte køre mig derned i min seng, for jeg var helt slatten. Selv om jeg fik at vide, at hun var min, troede jeg ikke på det. Hver gang, der kom en "mor" forbi, gemte jeg hende under tæppet, for jeg var bange for, at de ville tage hende fra mig.
Jeg græd, da jeg blev kørt tilbage på svangregangen, og hun skulle ligge alene nede på neonatal, for selv om jeg ikke turde tro, at hun var min, ønskede jeg så brændende at være hos hende.
 Dagen efter fik jeg det bare værre og værre. Jeg var vildt svimmel, og alle lyde lød som om, de kom ud af en gammel radio, der skratter. Jeg havde stor lyst til at "besøge" Ehlana, men jeg kunne ikke komme ud af sengen, uden at verden drejede rundt for mig, havde stærk hovedpine og kvalme.
Min mand kørte mig ned til Ehlana i 4-5 minutter, mere kunne jeg ikke holde ud at være der på grund af den varme fugtige luft, der er dernede.
Søndag den 25. kunne jeg kun ligge i min seng. Jeg var bare så syg af migræne efter alle de mislykkede rygmarvsbedøvelser ved kejsersnittet. Jeg fik et par besøg, men kunne ikke overskue at tale med dem.
Om aftenen bad jeg om at komme ned til min datter, men sygeplejerskerne ville ikke lade mig komme derned, før jeg gik ud af sengen. Der skulle gang i systemet, hvis jeg skulle have det bedre og ikke få blodpropper, var beskeden. Hvor jeg hadede de kællinger. Kunne de ikke se, jeg var dårlig? Men op kom jeg.
Det var meget ubehageligt at stå, men det hjalp med en "talerstol" (en form for gåvogn), og jeg fik derefter lov at se Ehlana. Jeg blev vildt syg, da jeg kom ind i den varme luft, og kastede op, så jeg kunne ikke få Ehlana over til mig, men blev tudbrølende kørt tilbage til min stue.
Om mandagen havde jeg det lidt bedre og kunne gå lidt omkring med talerstolen. Jeg blev kørt ned til Ehlana i kørestol, så det var en fremgang. Måske de der sygeplejersker alligevel havde ret.
Jan havde fødselsdag om mandagen (den 26. marts) og fik lov til at sove nede hos Ehlana. Det var dejligt, at han denne dag ikke skulle "forlade os". Vi hyggede os om dagen, og efter Jan havde skiftet Ehlana, åbnede hun øjnene og kiggede på mig. Jeg smeltede, og salte tåre trillede ned ad kinderne på mig. Jeg var blevet mor!
 Jeg kunne næsten ikke rumme denne fantastiske følelse. Jeg havde fået den mest dyrebare skabning og var angst for, om jeg nu skulle miste hende. Hun så så skrøbelig ud med alle de slanger, ledninger og dioder.
Jeg sad og kiggede på monitoren og fulgte hendes målinger og stivnede totalt, hver gang en alarm lød. Min hørelse var stadig dårlig, så jeg kunne ikke høre, om det var hendes eller et andet barns alarm.
Om natten kunne jeg ikke sove og måtte flere gange gå ned og tjekke, at hun havde det godt. Jeg var ved at blive fortrolig med monitoren, men måtte stadig have hjælp til at tage hende over til mig. Jeg var bange for ledningerne, hvorimod Jan havde helt tjek på det hele.
Tirsdag den 28. marts om formiddagen fik vi at vide, at vi ville blive overflyttet til Holbæk onsdag kl. 9. Det glædede vi os begge til, for det er meget tættere på vores hjem ved Kalundborg, og her var chance for, at Jan kunne sove hos os.
Tirsdag aften, inden Jan tog hjem, fik vi besked på, at hun nu skulle ud af C-PAP'en, og vi blev begge to så glade og lettet. Jeg tudede igen. Det var ved at blive en fast del af mig med tårer i øjnene.
Om natten sad jeg det meste af tiden hos hende. Jeg sov kun knapt 3 timer i min seng, og kun fordi jeg blev beordret til det.
Om natten fik Ehlana lidt ilt et par gange, men holdt ellers selv sine tal pæne. Jeg vidste stadig ikke, om jeg kunne køre sammen med hende til Holbæk, eller om jeg skulle køre i en særskilt vogn, men jeg fik heldigvis lov til at køre med. Jeg var super lettet.
Folkene fra Holbæk kom kl. 11. Der var nemlig knas i kommunikationen mellem Holbæk og Rigshospitalet, så afgang var blevet forvekslet med ankomst. Det hold, der skulle transportere Ehlana, var vildt søde og gjorte alt, hvad de kunne, for at jeg skulle være tilpas. Men alligevel brød jeg fuldkommen sammen, da de lage hende i transportkuvøsen. Hun så pludselig meget syg ud.
Maria, som var sygeplejerske, og endda skulle være vores kontaktsygeplejerske, lagde en arm om mig og hjalp mig ud i ambulancen. Det skulle nok gå, lovede hun. Man blev jo ikke overflyttet fra Rigshospitalet, uden at det var fordi, det gik godt.
Da vi ankom, blev Ehlana og jeg modtaget af min elskede mand Jan (hvor jeg dog havde savnet ham) og en super sød børnelæge, der tog imod os, som var vi de bedste venner.
Vi fik en "intensivstue", og jeg fik for første gang lov til at lægge Ehlana til brystet. Hun snusede og slikkede lidt, men andet skete der ikke rigtigt, men jeg var lykkelig. Det første skridt mod, at hun selv spiste, var taget. Vi havde meget mere privatliv på Holbæk og følte os super godt tilpas.
 Men lykken varede ikke ved. Ehlanas gulsot tal var blevet meget høje, og hun skulle i lys. Min verden sank i grus. Nu døde hun fra mig. Det gik lige så godt, og nu ville jeg miste hende. Jan og sygeplejerskerne talte sammen og blev enige om, at jeg skulle hjem en tur. Jeg havde været under alt for meget pres og havde fået alt for lidt søvn. Jeg savnede mine dyr og mit hus noget så grusomt, men da jeg skulle hjem, ville jeg blive.
Men hjem kom jeg, og jeg fik et langt bad og blev nusset om af min mand. Det var dejligt, men hold da op, hvor jeg savnede min smukke datter. Kl. 03 vågnede jeg og græd som pisket. Jeg savnede hende så grusomt!
Jeg "fik lov" at ringe til neonatal og blev beroliget med, at hun sov godt, og tallene var på vej ned. Jeg fik ikke sovet mere, men lå og blev holdt om, hvilket jeg havde meget brug for. Kl. 6 stod jeg op. Nu havde jeg "været sød", så nu ville jeg tilbage til min datter. Men jeg skulle først spise noget, og det røg da også ned. Kom nu afsted!
På vej til neonatal blev vi ringet op. Ehlana var ked af det og savnede sin mor, lød beskeden. Hvis jeg var utålmodig før, var det ingen ting imod, hvad jeg nu var! Politikerne er nogle bæster med de farthastigheder, men jeg tror, at selv om Jan havde kørt 200 km/t, havde det været for langsomt.
Hele dagen sad jeg stort set med hende konstant, og om natten blev jeg smidt i seng kl. 03. Nu skulle jeg altså tænke på mig selv. Hvad er det for nogle de sygeplejersker? Jeg kunne/ville ikke ligge inde i et andet rum end hendes. Sæt hun fik brug for mig, og jeg følte virkelig, at det var lige meget med mig, bare hun havde det godt.
Men dagen efter kunne jeg jo netop ikke være der for min datter, fordi alt fik mig til at tude, og da hun fik revet sonden op, og derfor skulle havde lagt en ny, brød jeg atter sammen. Hvor var verden bare uretfærdig. Hvorfor skulle hun have så svær en start?
Hvorfor kunne det ikke være mig, det gik ud over? Jeg havde vildt dårlig samvittighed og følte, at det var min skyld, at hun havde det slemt. Jeg havde jo virkeligt ønsket, at hun skulle komme ud af min krop. Hvis jeg nu ikke så brændende havde ønsket at få det kejsersnit, ville hun sikkert stadig være inde i mig, tryg og i sikkerhed mod alverdens onde sygeplejersker.
Om aftenen fik vi tilbud om, at Ehlana kunne komme ud af overvågningen, hvilket vi takkede ja til. Og den nat sov hun inde hos mig. Jeg var total færdig, og sygeplejerskerne fik lov til at give hende mad. Hun fik jo sonde både kl. 01 og kl. 04. Hun sov også igennem begge måltider, så jeg havde ikke kunnet ammet hende alligevel.
Fredag den 30. marts bad vi om en familiestue, så Jan kunne sove hos os, men der var ingen mulighed for dette. Jeg var dybt ulykkelig, hver gang Jan tog hjem, men jeg kunne ikke få mig selv til at forlade Ehlana. Hun skulle jo ammes ved alle måltider, så hun kunne lære at spise, og det krævede jo, at jeg var der.
Lørdag fik vi tilbud om at være med i en "omrykning", så Jan kunne blive og sove. Jeg var over-lykkelig, jeg skulle sove sammen med de 2 i verden, jeg elskede højest. Den nat fik jeg en god søvn. Det var ikke fordi, jeg sov specielt længe. Der skulle pusles, ammes og sondes hver 3. time, men jeg slappede af og følte mig tryg, hvilket betød meget.
Mandag den 2. april havde jeg fødselsdag, og Ehlana blev undersøgt, og da amningen efterhånden gik nogenlunde - hun spiste selv ca. 20-25% af et måltid de fleste gange, en gang i mellem dog ingenting - var vi interesseret i, hvornår de troede, vi ville kunne tage hjem. 14 dage lød beskeden. Hmm, ikke hvad vi havde håbet på, men OK, det skulle vi nok klare.
Tirsdag den 3. april rev Ehlana sonden op igen, og jeg blev igen ulykkelig. Nu skulle hun jo igen have lagt en sonde. Men Maria, vores kontaktsygeplejerske, mente, at vi skulle se tiden an. Vi kunne jo altid lægge en, hvis det ikke gik.
Det første måltid gik ikke så godt. Hun tog kun 16 ml. Det næste gik lidt bedre med 35 ml. Det 3. måltid åd hun et helt måltid (75 ml), og næste måltid igen var hun så godt nok total færdig og spiste kun 8 ml. Men derefter spiste hun godt ved alle måltider, dvs. omkring eller over 40 ml hver gang.
Onsdag kom der en læge ind og sagde til os: "Nå, I er på vej hjem!". "Hvad er vi!?". Vi skulle jo blive der i 14 dage til, eller dvs. det troede vi.
Torsdag den 5. gik vi væk fra at veje Ehlana før og efter amning for at kontrollere, hvor meget hun spiste. Så nu kunne jeg amme, når hun ville, bare der ikke gik mere end 4 timer mellem.
Fredag den 5. april blev vi "løsladt". Aldrig havde jeg troet, at det ville være så fantastisk at gå ud af døren til neonatal. Og turen hjem var helt fantastisk. Ehlana lå på bagsædet i sin lift og sov. Vi kunne tage hjem og skulle ikke køre nogen steder, med mindre vi selv ville.
Jeg vil gerne takke de fantastiske sygeplejersker, der har taget sig af os, på trods af mine tudeture og til tider sikkert psykotiske opførelse. De har været der for os med trøst, råd og støtte i en meget svær tid.
 Jeg kan fortælle, at hun vejede 6,8 kg den 25. juli og var 65,5 cm lang, så hun vokser super. Hun er en skøn tøs og har gjort vores liv til en dans. Hun har selvfølgelig lidt større tryghedsbehov end børn født til tiden, men det er helt OK.
Jeg elsker at have hende hos mig, og vi har kanon glæde af den vikle, jeg har syet. I den kan hun overskue verden i hendes eget tempo og altid vende næsen ind mod mit bryst, hvis det bliver for meget, og hun har brug for en pause.
Hun sover bedst i mine arme eller i slyngen. De fleste nætter sover hun i sin seng, men er hun urolig, kommer hun over og sover på min mave, hvor hun altid falder hurtigt i søvn.
Jeg stortrives med at være mor, og selv om det var svært med graviditeten, og starten havde nogle begyndervanskeligheder, har Ehlana været hvert sekund værd x 1.000!
21-08-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025