Skrevet af Camilla
Din far og jeg ligger i sengen og taler om løst og fast. Jeg har det som jeg plejer; har været oppe og tisse et par gange i løbet af natten, men det er der ikke noget nyt i.
Da jeg triller mod venstre for at komme ud af sengen, mærker jeg, at vandet går. Bare en lille smule, men jeg er ikke i tvivl. Ud på toilettet og tjekke i trusserne - den er god nok. Det er heldigvis klar væske, og da jeg tørrer mig, kommer en del af slimproppen med ud. Nu er der ingen tvivl.
Din far tog det ganske roligt, og det gjorde jeg såmænd også. Hjertet bankede dog lidt hurtigere, og der kom vist også en nervøs fnisen. Jeg ringede til fødegangen og fortalte det, som det var. De ville gerne se os til et rutinetjek. Vi skulle bare tage den med ro.
Det gjorde vi så. Vi spiste hyggelig morgenmad, tog bad, barberede ben - man er vel civiliseret - og kørte langsomt mod Svendborg. Der blev ikke talt så meget på vejen derned. Måske var vi alligevel lidt spændte.
Vi kom ind på en fødestue, hvor de tjekkede, at vandet var gået, at hjertelyden var fin, og så fik jeg vemåler på. Jeg skulle trykke på en knap, hver gang jeg mærkede dig sparke, og det var sådan ca. hele tiden. Det føltes i hvert fald sådan, og det stilnede ikke af, efterhånden som aftenen og natten skred frem. Mine lunger var godt gennemtrampede, da du endelig kom ud. Av!
Nå, jeg havde på det tidspunkt svage veer/stærke mens-smerter hvert 5. minut, og vi foretrak at komme hjem og slappe af, mens vi ventede på, at der skulle komme lidt mere gang i sagerne. Vi kørte forbi bageren efter lidt friskt brød, spiste frokost og så fordrev vi tiden med et spil Settlers, hvor jeg jo selvfølgelig vandt. Senere tog jeg mig en lille lur på sofaen, mens far gik op til computeren.
Veerne blev langsomt kraftigere, og sidst på eftermiddagen ville jeg gerne af sted. Og øv for en køretur! Landevejen til Svendborg føles ujævn, når man har veer. Jeg var spændt som en flitsbue, da vi nåede parkeringspladsen, og der var da også et par stykker, der kiggede nysgerrigt på mig på vej til fødegangen.
Efter et par timer kom jeg i vandet, og hvor var det bare dejligt. Endelig kunne jeg slappe af mellem veerne. De blev til gengæld kraftigere og mere effektive, men det er jo ligesom meningen, så det var også fint nok.
Jeg havde pakket en taske med blandt andet lidt afslappende musik, Sting, Norah Jones, Lars H.U.G. m.fl. og også lavendelmassageolie, men nej - det var ikke det, jeg havde brug for. Jeg havde det bedst med lukkede øjne og i dyb koncentration.
Jeg kunne dog tydeligt høre alt, hvad der blev sagt, men jeg lukkede mig inde i min egen lille verden. Det eneste, jeg sagde, var: "VAND!" og "MASKE!". Man bliver meget tørstig af ilt og lattergas, men så var far en god hjælp.
Da jeg fik de første presseveer, spurgte jeg jordemoderen, om jeg måtte føde i vandet. Det var helt OK med hende. Jeg spurgte mest, fordi jeg slet ikke kunne overskue at komme op igen.
Men op det kom jeg jo, og herefter husker jeg mest frustrationen. Hvorfor kom du dog ikke ud? Den første jordemoder havde jo antydet omkring kl. 23, at det ikke ville vare længe, så tålmodigheden kom på en alvorlig prøve.
Jeg pressede og pressede og pressede. Der skete ingenting. Jeg kunne mærke, hvordan du kom helt frem. Jordemoderen fortalte endda, at du havde langt hår, men så snart veen var overstået, smuttede du op igen.
Jeg havde jo et stort ønske om at føde naturligt, men da lægen begyndte at tale om kejsersnit, var jeg egentlig godt tilfreds. Smerterne havde alligevel mørnet mig godt. I øvrigt spurgte lægen mig, hvilken smertelindring jeg havde fået, og virkede lidt imponeret over, at jeg havde klaret mig med lattergas hidtil. Jeg havde afslået en pudendusblokade tidligere, for jeg havde jo læst, at der var øget risiko for at sprække, og det ville jeg meget gerne undgå.
Nå, du kom jo heller ikke ud med sugekoppen, og her var det absolut værste af det hele: Da sugekoppen hoppede af i 3. forsøg, lagde lægen resolut hånden på dit hoved og skubbede dig op igen. Det føltes bare så forkert og gjorde skide ondt.
Nu var der ingen vej udenom kejsersnit, og snart stod far ved min side i grønt tøj. Inden jeg blev kørt på operationsgangen, kom narkoselægen forbi og spurgte, hvilken bedøvelse jeg ønskede, fuld narkose eller rygmarvsbedøvelse. Jeg ville helst have en rygmarvsbedøvelse, for jeg skulle da ikke gå glip af noget.
Så sagde han det mest åndssvage: "Du skal være klar over, at du kan risikere at få hovedpine af rygmarvsbedøvelsen". Hovedpine? Hallo, jeg har haft presseveer i 4 timer, og du taler om hovedpine? Tak skæbne, det var malplaceret. Jeg kom vist også med en lidt spids bemærkning.
På operationsstuen blev jeg bedøvet i ryggen med, ifølge far, en meget lang kanyle, så han skulle ikke kigge mere. Nå ja, helt behageligt var det heller ikke, især ikke da de havde spændt mig fast på ryggen med armene ud til hver side, og jeg pludselig skulle kaste op. Igen ifølge far: Helt grønt, men op kom det.
Nå, så gik kirurgen i gang, og kors det føltes som en evighed. Han sagde dog også, at du sad godt fast. Du ville bare ikke ud. Men ud, det kom du. Klokken 3.50, helt krøllet i ansigtet, næsen flad, hovedet skævt og smurt ind i fosterfedt og blod. Hvilken smuk skabning!
Efter det obligatoriske tjek, kom du over til far, og der lå du trygt og godt. Imens jeg lå og blev syet sammen, gik I i forvejen til opvågningen, og så kom du endelig i mine arme.
Jordemoderen fortalte bagefter, at navlestrengen havde været for kort, og at du derfor ikke kunne komme længere ned, men at vi havde klaret det flot, og at jeg gerne skulle kunne føde normalt en anden gang. Godt jeg ikke valgte den hjemmefødsel, jeg havde overvejet.
25-08-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025