Skrevet af Rikke
Jeg havde termin den 12/11-2005 og var sikker på, at jeg ville føde omkring min termin. Jeg har i forvejen en søn fra 2003, som jeg gik 5 dage over tiden med, så jeg troede, at jeg som andengangsfødende ville føde lidt tidligere.
Min termin passede perfekt med, at vi skulle flytte i nyt hus 14 dage efter terminen, og at jeg så kunne få 14 dage med den lille nye baby, inden vi skulle bruge en masse energi og kræfter på flytning. Godt nok syntes jeg, at terminsdato og flyttedato lå lidt tæt, men vi skulle jo være ude af lejligheden inden 1. december, og det var nu engang den weekend, familien kunne hjælpe med flytningen.
Allerede 3 uger før termin var jeg mere end klar til at føde. Hver dag skulle jeg aflevere mit store barn i dagpleje og hente ham igen og gå tur med hunden og handle ind. Så det blev til en del ture op og ned fra 3. sal hver dag.
Men min terminsdag kom og gik uden det mindste tegn. Jeg var dog fortrøstningsfuld, for min første fødsel gik i gang lige pludseligt uden det mindste tegn på, at noget var i vente. Der skete altså bare ikke noget.
Lige pludselig var jeg en uge over tid, og der var kun en uge til, vi skulle flytte. Jeg blev mere og mere stresset. Flytningen skulle foregå lørdag den 26/11, så da vi passerede onsdag, håbede jeg efterhånden på, at baby blev i min mave, til flytningen var overstået.
Fredag den 25/11 skulle jeg til tjek på sygehuset, da jeg var gået 13 dage over tid. Lars var med mig. Jeg fik sagt goddag til afdelingsjordemoderen og fik fortalt hende omkring vores flytteproblematik. Vi aftalte, at hvis alt så fint ud med barnet, kunne jeg vente med at blive sat i gang til om manddagen, så jeg kunne få flyttet om lørdagen som planlagt.
Først fik jeg kørt en CTG (strimmel), som var helt perfekt. Jordemoderen mærkede på min mave, hvor barnet blev skønnet til ca. 3.700 gram. Jeg skulle også lige have en scanning, inden vi kunne tage hjem.
Scanningen gik dog ikke helt, som jeg havde regnet med. Sygeplejersken, som målte vores baby, gjorde det ad flere gange. Til sidst sagde hun: "Jeg tror altså ikke, at jeres baby er så lille som først antaget".
Ifølge vægtscanningen vejede vores barn 4.370 gram. Jeg blev noget chokeret, da vores første barn vejede 3.470 gram, og jeg derfor forventede at få endnu et gennemsnitsbarn. Men det var altså en stor krabat, der lå i min mave, men den havde altså også ligget der længe.
Da jeg var kommet mig over chokket, sagde sygeplejersken: "Der er altså også lige en anden ting. Det ser ikke ud som om, der er helt det fostervand derinde, som den lille har brug for. Du skal tale med en læge, før du går hjem".
Jeg blev helt forvirret og også lidt bange for, hvad det betød. Lægen kom og forklarede mig, at ofte så man, at der kunne komme til at mangle fostervand, hvis man gik over tiden. Det var ikke så godt for den lille, som trængte til at komme ud snart. Men hun pointerede også, at det ikke var akut.
Vi aftalte, at jeg kunne få lov at tage hjem og møde ind næste morgen. Hvis CTG'en var fin, kunne jeg få lov til at flytte og så blive sat i gang om aftenen i stedet for mandagen efter. Det gjorde jo ikke situationen mindre stressende, at jeg skulle føde og flytte samme dag, men så kunne vi da få flyttet. Jeg tog hjem sammen med min mand.
Fredag sidst på eftermiddagen var min mand gået efter pizza, og jeg gik og pakkede de sidste flyttekasser. Jeg var noget oppe at køre over det hele og havde mange stærke plukkeveer. Jeg gik rundt i mine egne tanker, men blev pludselig opmærksom på, at de her plukkeveer altså kom ca. hvert 10. minut.
I løbet af de 3 uger, jeg havde gået og drømt om fødslen, havde jeg rigtig forestillet mig mange dramatiske måder, jeg kunne fortælle min mand om, at jeg var på vej i fødsel. Ringe til hans arbejde etc. Nu kom det bare virkelig upraktisk.
Da min mand kom hjem med pizza, sagde jeg: "Enten har jeg bare meget stærke plukkeveer, eller også er det er nu, jeg går i fødsel". "Så må vi jo bare forholde os til det", sagde Lars. Vi satte os for at spise, og plukkeveerne fortsatte. Omkring kl. 21 erkendte jeg, at der ingen flytning blev.
Veerne kom hvert 5.-10. minut, selvom de endnu var ret milde. Vi ringede til farmor, der kom og hentede Noah på 2 år. Jeg ringede også til mine forældre, da de jo ellers ville stå hos os til flytning næste morgen.
Jeg havde bare lyst til at være alene med mine veer, så jeg bad min mand ligge inde i stuen. Jeg lå musestille i sengen og lod veerne skylle ind over mig. Jeg forestillede mig det som om, det var bølger, der kom rullende. Under hver ve talte jeg mig frem. Jeg hvislede mellem mine sammenbidte tænder 1-2-3-4 osv., indtil veen klingede ud.
Jeg talte til ca. 16-30 stykker for hver ve. Omkring kl. 02 kom veerne hvert 5. minut, og da jeg var andengangsfødende, tænkte jeg, at jeg hellere måtte komme ind og blive tjekket. Jeg fik vækket Lars, og vi fik mig bakset ned ad trappen og ind i bilen.
Jeg var fortrøstningsfuld, da vi ankom til sygehuset, og troede, at jeg ville have født i løbet af natten. Veerne fortsatte da også på sygehuset. Jeg havde tegnblødning, men havde ikke åbnet mig, og der var stadig 1 cm livmoderhals, så jeg måtte hjem igen. Jeg var lidt modløs, da jeg gik i seng.
Igen ville jeg ligge alene. Veerne fortsatte hele natten hvert 2.-3. minut, men jeg fornemmede, at de stadig ikke helt havde den styrke, de skulle have.
Om morgenen skulle jeg ind og tjekkes igen. Det havde jeg aftalt med natsygeplejersken, fordi jeg havde for lidt fostervand. Jeg blev mødt af en jordemoder, som først ikke troede på, at jeg havde for lidt fostervand, for det stod ikke i papirerne. Jeg kunne godt tage hjem igen og afvente bedre veer.
Så blev jeg rimeligt hysterisk, og hun lovede at gå ud og tjekke igen. Det var jo for fanden ikke noget, jeg selv fandt på. Efter at have ringet rundt, fandt hun ud af, at det var rigtigt nok. Af en eller anden grund var den vigtige oplysning altså ikke lige kommet på papir, men den afdelingsjordemoder, der lavede aftalen med mig, var også på afdelingen den dag, så hun kunne jo give mig ret.
Jeg ved ikke, hvad der var sket, hvis jeg var blevet sendt hjem. Nå, men de blev enige om at tage vandet for at se, om jeg ikke ville få bedre veer. Hvis der ikke skete noget efter 2 timer, ville de sætte vestimulerende drop op. Så efter et lavement tog jordemoderen vandet.
Sekundet efter fik jeg de ondeste veer, der bare kom oven i hinanden. Jeg kunne slet ikke holde ud at ligge ned og ville over i en stol at sidde. Jordemoderen fik hjulpet mig derover. Det var meget sært, for jeg lukkede mig mere og mere inde i mig selv. Jeg havde en følelse af, at jeg ikke kunne røre en muskel, så jeg sad musestille med lukkede øjne. Jeg følte, at jeg ikke engang kunne lukke øjnene op. Det var faktisk lidt ubehageligt.
Jeg kan huske, at jeg forsøgte at åbne og lukke fingre og tæer lidt for at få gang i blodomløbet. Samtidig fortsatte jeg min tællen. Jeg hviskede 1-2-3-4, og nu nåede jeg op på 40-60 stykker, før veerne klingede af. Jordemoderen havde ikke hørt mig tælle, fordi jeg hviskede, men lige pludselig hørte hun det og blev overrasket. Tæller du, spurgte hun, og det gjorde jeg.
Min mand var sulten, og med tanke på min første fødsel, som var en maratonfødsel, og denne også så ud til at trække ud, ville han ned og spise lidt. Jeg var ikke meget for at skulle undvære ham, men kunne godt se hvorfor. Så han gik ned for at spise. Jeg sad i mine egne tanker/veer og havde ikke lyst til at drikke noget eller snakke.
Lige pludselig var de veer bare så onde. Jeg blev panisk og hvislede ud mellem tænderne: "Jeg kan ikke mere, jeg kan ikke klare det. Jeg vil have epidural, hvis der ikke snart sker noget". "Tæl, Rikke, tæl", sagde jordemoderen. Det fik mig ind i rytmen igen, og jeg klarede mig på en eller anden måde igennem den ve også.
Jordemoderen lovede mig, at hvis der ikke var sket noget inden 2 timer, hvor jeg skulle mærkes efter og eventuelt have vedrop, kunne jeg få en epidural. Lars kom tilbage efter ½ time, og så gik jordemoderen ud.
Der gik ikke engang 10 minutter, før jeg kunne mærke en underlig pressende fornemmelse i maven, men da jeg ikke havde presseveer ved min første fødsel, var jeg ikke klar over, at det var presseveer.
Jordemoderen kom ind og sagde farvel til mig, for nu var der vagtskifte. Jeg fik bagefter at vide, at hun havde sagt til den nye jordemoder, at jeg sad noget foroverbøjet, så hun troede, at jeg var i begyndende pressefase. Men stadig havde jeg jo også udvidelsesveerne.
Ind kom min nye jordemoder og en studerende. Jeg blev simpelthen så glad, for det var den jordemoder, der var med til at forløse min første søn. Den jordemoderstuderende var også utrolig sød. De ville have mig op på briksen, men jeg ville blive i stolen, fordi jeg ikke kunne røre mig ud af stedet. Jeg kunne jo knap nok røre en muskel. Men jordemoder insisterede.
De fik mig alligevel bakset op på briksen, og den studerende mærkede på mig. 3 cm, gættede jeg, for jeg var noget pessimistisk på det tidspunkt. "Nej", sagde hun, "du er 8-9 cm åben". Det var lige før, at jeg ikke troede på hende, for der var kun gået ca. 1 time, siden vandet blev taget, og jeg slet ikke var åben.
"Du må ikke presse endnu", sagde hun. Jeg kunne bare ikke styre det. Udvidelsesveerne stoppede pludseligt, og presseveerne kom med orkanstyrke. Jeg kunne ikke gøre andet end at presse. Så mærkede hun igen. Der var kun gået 1 minut, men nu var jeg 10 cm åben og kunne bare presse.
Så skete det. Hjertelyden dalede til 50-60 vedvarende. Ind kom afdelingsjordemoderen, forvagt, bagvagt og en pædiater plus en assistent. Så inklusiv jordemoder, den studerende og mig selv var vi 8 mennesker på den lille bitte stue. Jeg fik at vide, at jeg skulle have vedrop, og at barnet skulle tages med sugekop, for det skulle ud nu.
Det samme skete, da jeg fik min første søn, og jeg hadede bare det vedrop. Jeg tænkte: "Fandeme nej, jeg VIL selv føde denne gang". Så jeg pressede alt, hvad jeg kunne, både under ve og imellem.
Forvagten nåede bare at spritte min hånd af, for at lægge drop, da jordemoderen sagde, at det ikke var nødvendigt at lægge drop, for nu kom hovedet. Så med mine allersidste kræfter fødte jeg hovedet. Jeg gav Lars' hånd et klem, og så pressede jeg kroppen ud. Den lille blege klump faldt ned mellem mine ben og lå helt stille.
Den første gang fik min mand lov at klippe navlestrengen. Denne gang gjorde de det bare uden et ord og tog mit barn over på et bord. Jeg blev så bange og sagde: "Lever den". "Ja", sagde jordemoder, "han skal bare i gang". Min søn blev suget, og så kom det forløsende skrig.
Sidenhen har jeg tænkt, at med så mange på stuen, kunne der godt være én, der havde fortalt mig, at han nok skulle klare det, inden jeg nåede at tænke på, om mit barn var dødt.
Så den 26/11-2005 kom "lille" Silas til verden. 4.240 gram og 54 cm. Jeg var bare SÅ lykkelig, da jeg fik ham over til mig. Jeg ville selv lægge ham til denne gang. Første gang havde assistenten nemlig gjort det, og hun hev og sled i mine stakkels brystvorter. Nu ville jeg selv, og det kunne jeg.
Silas suttede lystigt og faldt til ro ved mit bryst. Det var magisk. Bagefter rystede jeg og rystede på grund af den hurtige fødsel. Fra jordemoderen tog vandet, til han blev født, gik der kun 1 time og 23 minutter. Jeg havde kun presseveer i 9 minutter.
Jeg blev lykønsket, og Lars og jeg blev alene med vores lille pragteksemplar af en søn. Dagen efter fik min mand og min familie lov til at flytte alle vores ting, mens jeg hyggede med Silas på sygehuset. Om aftenen kom min mand og hentede mig, og vi kørte hjem til vores nye hus, som jeg så indvendigt for første gang. Det var magisk!
Nu har jeg to vidunderligt skønne sønner. På et tidspunkt vil jeg nok have én til. Det kunne fuldende min lykke med en lillesøster, selvom en lille lyshåret søn mere også er mere end velkommen.
30-08-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025