Skrevet af Tina
Jeg fandt ud af, at jeg var gravid, da jeg var ca. 5 uger henne. Det begyndte at bløde, da jeg var ca. 6 uger henne, hvorefter jeg ringede til vagtlægen og fortalte ham om situationen. Svaret var, at jeg nok var ved at tabe barnet, men det kunne han jo ikke gøre noget ved. Jamen mange tak så!
Men ellers forløb graviditeten uden de store problemer. Jeg havde termin den 6/7-2006, og da vi nåede starten af juni (en måned før tid), var jeg klar til at få det overstået. Men nej.
Den 6/7 var jeg ude og blive scannet med henblik på at blive sat i gang, for der var ikke mere plads at give af, og det havde været snævert siden uge 37. Men han sagde, at jeg kunne sagtens vente 14 dage til. Nøj, hvor var jeg sur. Min stakkels kæreste fik skældud hele vejen hjem. Hvad jeg jo så ved nu er, at han kunne se, at der højest ville gå et par dage.
Den 7/7 var jeg ude og se en venindes lille dejlige dreng, og jeg ville ønske, at det var mig, men mere skete der ikke den dag.
Den 8/7 vågnede jeg med rigtig mange smerter i lænden, men jeg tænkte, at jeg nok bare havde ligget forkert. Men som dagen gik, og jeg stadig havde ondt, kunne jeg jo godt lægge 2 og 2 sammen. Jeg gik tidligt i seng, da jeg tænkte, at det nok var meget godt at få sovet, mens det stadig var muligt.
Klokken 3 vågnede jeg og var begyndt at bløde. Yes! Endelig begyndte der at ske noget. Jeg lå og kiggede og slappede af, til klokken var 6.30, hvor det gav et smæld, og der var noget, der begyndte at sive. Jeg rejste mig op og gik ud på toilettet, hvor det så var stoppet. Jeg ville lige skifte bind og børste tænder.
Men kl. 6.35 kom den første ve. Jeg aner ikke, hvor længe den varede, eller hvor lang tid der gik, til den næste kom. Jeg blev færdig med at børste tænder og gik så ind og vækkede den kommende fader, som syntes, at det var alt for tidligt at blive far, lige indtil det gik op for ham, hvad det var, jeg sagde til ham.
Jeg ringede til fødegangen, som sagde, at jeg kunne komme ind kl. 8, så havde der været vagtskifte, og derefter til min mor, som skulle med til fødslen. På alt den tid tror jeg nok, at jeg havde ca. 10 veer.
Da klokken var 7.15, stod vi foran hovedindgangen, og der begyndte den første presseve så at komme. Men jeg besluttede mig for ikke at sige det til nogen. Vi nåede ned til fødegangen kl. 7.30, men der var ingen jordemoder, der havde tid, indtil jeg gik ind og sagde, at jeg havde presseveer. Så fik de travlt.
Jeg blev undersøgt, og der var kun en lille kant tilbage, og jeg skulle skynde mig ind på fødestuen, så jeg ikke fødte på gangen. Når jeg kom der ind, måtte jeg godt begynde at presse med, så det gjorde jeg.
Da jeg så var kommet op og ligge, var mine veer ikke helt lange nok, så der gik lidt længere tid med at få hovedet helt ned. Jeg er et af de mennesker, der opfører sig som en flitsbue, når de har ondt eller koncentrerer sig, men det må man ikke, når man skal presse. Så jordemoderen var nødt til at få fat på en sygeplejerske til at hjælpe med at få mig til at folde rigtigt. Min kæreste sørgede for, at mit hoved pegede den rigtige vej, og min mor og sygeplejersken tog et ben hver.
I næstsidste presseve kom toppen af hovedet ud, men på grund af mine korte veer stoppede den der, og hovedet sad i klemme i kødet. Av, siger jeg bare. Jeg er stadig sikker på, at der gik mindst 5 minutter, før næste ve kom. Klokken 9.19 var han ude med et svup og kom så op på maven af mig, hvorpå jeg kiggede på hans far og sagde "dreng".
Efter han var ude, kom alt vandet og blod i en stor skylle. Min mor blev meget bleg, og sygeplejersken skyndte sig at sige, at det er normalt, når barnet er stort. Han blev målt og vejet til 4.080 gram og 53 cm, så han var en stor, sund og rask dreng.
Da vi kommer over på barselsgangen, besvimer jeg liggende i sengen, og de tror først, at det er på grund af, at min livmoder ikke vil trække sig sammen. Men der er ikke noget i vejen der. En halv time senere skal jeg så ud og tisse for første gang efter fødslen, hvor jeg så sidder på tønden og besvimer igen. Heldigvis er der en sygeplejerske med. De mener, at det er fordi, min krop er gået i chok over oplevelsen, og at det er dens måde at tackle det på.
Vi blev på barselsgangen i 4 dage, for Liam kunne ikke finde ud af at sutte ordentligt, så mælken var længe om at løbe til, og han tabte 390 gram på de 4 dage.
I dag er han 13 måneder og en rigtig dejlig krudtugle. Han stortrives og er ved at kunne gå.
01-09-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025