Skrevet af Pernille
Fødslen gik bedre, end jeg nogensinde havde forventet. Første tegn kom onsdag den 16/5 kl. 16. Far og jeg havde lige sat Mormor af ved Rosengårdscentret, hvor hun skulle købe de sidste ting til fødsels- og barselstasken, som jeg havde pakket samme morgen. Vi skulle derefter ned og hente min kærestes to børn i fritteren og havde lige været gennem drive-in ved McDonald's.
Jeg bad far om at køre mig hjem, da jeg skulle tisse helt vildt. Far var nødt til at køre igen, da fritteren lukkede kort tid efter. Da jeg satte mig på toilettet, var det som om, nogen knipsede oppe i skeden, og da jeg tørrede mig, var slimproppen på papiret.
Jeg nåede at tænke: "Så bliver det nok inden for de næste par uger. Jeg må ringe til Far!". Så begyndte vandet at stå og sive, og jeg tænkte: "Arhh, så bliver det nok inden for de næste dage. Jeg må i den grad ringe til Far!".
Han lød ret forvirret, men han og pigerne kom da sikkert hjem. Ved vandafgang som start på fødslen skal man kontakte fødestuen, og vi fik at vide, at vi måske skulle blive der, da vi var i 37. uge, og du derfor ville blive født lidt for tidligt.
Vi havde ingen pasning til pigerne, men min mor tog en taxa herud, og vi skulle af sted. Mormor blev helt forvirret og gik rundt om den samme fryseboks i Kvickly 4 gange, da jeg ringede til hende og fortalte, at nu skulle det være.
Jeg gik og pakkede det sidste, og kl. 16.30 kom den første ve. Jeg var ikke i tvivl om, at det var veer. Det sad i lænden og nede ved korsbenet. Det gjorde allerede ondt, men det var også en lettelse, at de kom, for man skal sættes i gang medicinsk et døgn efter vandafgang, hvis der ikke er sket noget, og det ville jeg gerne slippe for.
Fra starten kom veerne hvert 5. minut, og kl. 17 kørte vi mod Odense Universitets Hospital. Vi skulle ind på svangreklinikken på 4. sal og tjekkes. De regnede med, at jeg bare havde haft vandafgang, men da jeg kom derud, havde jeg allerede ret kraftige veer.
Jeg fik en seng, og de kørte en CTG på dig for at sikre, at dit hjerte slog, som det skulle, og for at se hvor kraftige og hyppige mine veer var. Du havde det godt inde i maven, og veerne kom stadig hvert 5. minut og var gode og kraftige. Jeg blev undersøgt og var 1,5 cm åben og blev podet for at undersøge, om der var bakterier, da du var lidt for tidligt på den.
Omkring klokken 18.30 skal jeg tisse meget, og da jeg rejser mig, kan jeg ikke holde mig, og der kommer en ordentlig skylle urin og fostervand. Jeg kommer dog ud på badeværelset, og pludselig kommer veerne væltende. De kommer hvert minut og er meget kraftige. Jeg kommer ind i sengen igen og ligger der ½-1 time, hvor jeg ikke rigtigt føler, der sker noget fra afdelingen.
Det gør nu meget ondt. Jeg føler, at knoglerne i mit bækken og lænd er ved at blive revet fra hinanden. Helt ubeskrivelig smerte. Den jordemoderstuderende Anne spørger, om jeg vil prøve akupunktur, men jeg tænker bare: "De nåle kan du stikke op et vist sted, søster!", og Far, som kender mine ønsker, siger: "Ej, hun er vidst mere interesseret i en epidural".
Jeg er stadig på svangreklinikken, hvor jeg ikke kan få smertelindring, men endelig siger de, jeg skal på en fødestue. De venter ikke på en portør, og det ender med, at to jordemødre kører af sted med os. Jeg er selv helt væk i min egen verden og kan kun koncentrere mig om smerten.
Da jeg er kommet ned på fødestuen, bliver jeg igen undersøgt og er 3 cm åben. Klokken er nu ca. 19.30. Far er der hele tiden og holder iltmasken for mig. Han fortæller mig, at jeg er sej, og at det er helt ekstremt, at jeg kan klare det. Han er så stolt af mig. Det betyder alt for mig, at han er der. Han giver mig en ro, og jeg ved, at jeg kan gøre det her.
Heldigvis er der en anæstesiolog på en af de nærmeste stuer, så det varer ikke længe, før han kommer, og jeg får lagt epiduralen. Jeg mærker slet ikke, den bliver lagt. Det spænder bare lidt men mindre end en blodprøve.
Det tager noget tid, før den virker, men da den begynder at virke, tager den de værste smerter, så jeg bare har almindeligt hamrende ondt nederst ved lænden og endetarmen. Louise, vores ven som er jordemoderstuderende, er nu kommet, og det er bare så rart at vide, hun er der. Specielt fordi jordemoderen er meget underlig og en sur starut.
Cirka klokken 21 bliver jeg undersøgt af Louise, som siger, at hun har svært ved at mærke noget, men hun tror, det er 3-4 cm stadig. Jeg tænker: "Øv altså, så er der længe endnu". Jordemoderen skal også mærke, og hun siger så, at jeg er helt udslettet efter kun 4 timer med veer!
Du stod dog stadig lidt over spinae, og nu skal vi vente på, at du roterer ned og kommer til at stå på bækkenbunden, for før da må jeg ikke presse. De sidste par timer har jeg tiltagende pressetrang, og til sidst må jeg have en maske og gispe for ikke at presse med. Jeg kommer op at stå og roterer i 8-taller med bækkenet for at hjælpe dig det sidste stykke ned.
Klokken 23.40 kommer jeg over på fødelejet. Det føles nu konstant som om, der er en melon, der presser mellem mine ben. Helt vildt! Jeg får endelig lov til at begynde at presse lidt aktivt med, når presseveen er stærkest. Jeg kan heldigvis godt mærke presseveerne, så epiduralen er kun blevet skruet ned.
Endelig siger Louise, at jeg må presse på veerne. Hun lægger varme klude på mellemkødet. En dyb indånding, hagen ned til brystet, godt fat i Fars hånd og så presser jeg ellers! Efter første presseve står hovedet halvt ude. Av! Det spænder bare så vildt i huden dernede.
  Næste presseve kommer heldigvis hurtigt. Louise siger skiftevis, at jeg skal presse og gispe, og hovedet kommer helt ud. Det letter presset lidt, men der er stadig vildt pres på. Kroppen kommer i næste presseve. Du stikker i et skrig, der lyder helt fantastisk, og klokken 00.01 den 17. maj er vi forældre til den skønneste lille pige.
Du bliver lagt op på min mave, men kan ikke komme helt op, da navlestrengen ikke er så lang. Far klipper navlestrengen, og jeg får dig puttet op til mig. Du starter med at tisse en tår på mor. Du er bare så fin, lille og helt perfekt og rigtigt dejlig varm af at ligge inde i mors mave. Jeg havde drømt natten før, at du havde 6 fingre og tæer, så det tjekker jeg lige, men der er kun 5.
Moderkagen bliver fint født. De trykker mig lidt på maven, og jordemoderen trækker den ud, og jeg skal lige se den. Min mave føles helt tom, og det er bare den mest vidunderlige følelse, at du ligger hos mig. Jeg vil gøre alt for dig min skat.
Jeg bliver tjekket for bristninger, som jo hele tiden har været min store frygt, men det viser sig, at der kun er to små rifter inde i skeden, som bliver syet med 5 små knuder.
Jeg er bare så glad og lettet, og vi får stuen for os selv, så vi kan hygge omkring dig. Vi får en bakke med juice, saft og ristet brød med ost, smør og marmelade, og der er flag for dig.
 Lidt senere kommer jordemoderen ind og vejer dig til 2.928 gram og måler dig til 50 cm, og far giver dig ble og tøj på. Du skriger i vilden sky, men det er jo også underligt pludseligt at skulle have tøj på.
Om morgenen den 16. maj havde Louise sendt en besked, hvor hun skrev, at hun var på arbejde om aftenen, så vi kunne jo lige komme ind og føde. Hun kiggede en gang, da det viste sig at komme til at passe.
Vi bliver senere kørt på D1, og du får lidt problemer med lavt blodsukker og lav temperatur, men det retter sig i løbet af dagen.
04-09-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025