Skrevet af Michela
Det eneste positive ved min fødsel i januar 2007 var, at min søn kom rask og velskabt til verden, og så en meget sød sygeplejerske, der passede mig efter fødslen.
Mine veer startede kl. 22 natten til tirsdag. Næsten fra start var de meget slemme og med omkring 5 minutter i mellem. Jeg kontaktede jordemoderen kl. 03, og derefter mødte vi op på hospitalet.
Jeg kom straks i karbad, hvor jeg lå med meget meget slemme veer. Jeg havde nær bidt badekarret i stykker af bar smerte. Den jordemoder, jeg fødte med, var imod smertestillende og ville gerne "gøre fødsler så naturlige som muligt"! Havde jeg været i stand til at brokke mig, havde hun fået hele armen, men på trods af hendes holdning var hun heldigvis sød.
Pludselig skulle jeg presse, og jeg kom op i sengen. Jeg havde presseveer i knapt 1 time. Jeg havde ikke sovet i 1 døgn og var meget træt. Midt i pressefasen var der vagtskifte. Ind kom en jordemoder, der konstant sagde "pres pres pres", og jeg fik spat af hende. Jeg var ligesom godt klar over, hvad jeg skulle!
Ud kom vores lille dreng. Op på maven, eller det vil sige ved min navle. Det nev og gjorde ondt i skridtet, og jeg prøvede at komme i kontakt med jordemoderen, der til sidst forstod, at navlestrengen var meget kort, og den nev mig, fordi de bare havde "kastet" vores søn op på mig.
Fra dette tidspunkt var der kaos i mit hoved. Det tog noget tid, før moderkagen kom ud. Pludselig sagde jordemoderen højt til sig selv: "Der er altså lidt meget blod her", og så gik jeg jo i panik og troede, jeg skulle dø. Min livmoder kunne ikke trække sig sammen, så jordemoderen pressede på den, og jeg fik indsprøjtninger og drop. Jeg nåede at miste 2 liter blod.
Vi kom over på barselsstuen. Vores søn var faldet til ro, og jeg skulle have lidt søvn. Jeg lagde mig ned, men kunne mærke, jeg fik det virkelig dårligt. Jeg trykkede på den røde knap, og ind kom 6 læger/sygeplejersker samt en overlæge, der skulle undersøge, om jeg havde fået blod i bughulen. Det havde jeg heldigvis ikke. De ville undgå at give mig blod, så jeg fik saltvandsdrop og jernpiller, og jeg fik det efterhånden bedre, så jeg kunne få lidt søvn.
2 dage efter fødslen kunne jeg stadig ikke komme op af sengen. Jeg var svimmel og havde ondt over det hele. På 3. dagen kom den søde sygeplejerske og hev mig i bad, og om aftenen tog vi hjem i trygge omgivelser.
Jeg fik aldrig talt med nogen om mit fødselsforløb, hvilket var en fejl. Jeg fik desværre en fødselsdepression og er i dag i midicinsk behandling. Der gik 2 måneder efter fødslen, før jeg kunne sidde normalt og ikke længere var svimmel, når jeg f.eks. bukkede mig ned.
De første 3 måneder ved vores søn og tilvænningen til den nye situation føltes meget hård. Nok også fordi jeg selv havde det meget dårligt.
Først 5 måneder efter, jeg fik konstateret min depression, var jeg i stand til at fortælle folk, jeg kendte, at jeg havde en depression. Mange mennesker synes jo stadig, det er et tabuemne, men når der kommer ordet "fødsel" foran, så har jeg en fornemmelse af, at det bliver lettere accepteret.
Mine nærmeste vidste dog, at jeg tog medicin, for da vores søn var 3½ måned, stoppede jeg med at amme, da jeg syntes, det var det mest rigtige i forhold til at tage midicin. Jeg havde nu ellers drømt om at amme mindst ½ år, men det kom jeg mig hurtigt over.
Jeg har senere fået fortalt, at det sker yderst sjældent, at livmoderen ikke trækker sig sammen, kort efter moderkagen er født, men til gengæld er det livsfarligt, og man kan dø af blodmangel. Så min frygt for at dø var nok ikke helt ubegrundet.
11-09-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025