Skrevet af Tulle
Jeg og min mand havde været kærester i næsten 3 år, da vi besluttede os for, at vi ville have et barn. Jeg blev gravid, og det var en graviditet uden bivirkninger. Jeg havde det godt under hele graviditeten, men jeg tog 32 kg på.
Jeg blev sat til den 14. januar 2000, men vi måtte vente lidt længere på Julie. Så søndag formiddag den 23. januar hentede vi barnevognen over hos svigermor, ikke fordi jeg kunne mærke noget, men fordi jeg ville gøre den klar til, at hun skulle komme ud til os.
Men kl. 1 samme nat begyndte det, og hold da op det gjorde ondt som bare pokker. Veerne kom med 4 minutters mellemrum hele tiden. Jeg ringede op på fødegangen, men de sagde bare, at når nu det var første gang, så ville der ikke ske noget længe, så jeg skulle gå hen og sove igen. Jeg kunne have kvalt hende.
Jeg kunne ikke sove, fordi det gjorde bare ondt, så jeg travede rundt i lejligheden resten af natten og det meste af dagen, fordi jeg ikke ville ulejlige dem på fødegangen.
Men kl. 16 ringede vi igen, og hun sagde, at vi skulle komme derop, så vi kørte med det samme til Hobro Sygehus. Jeg blev undersøgt af en jordemoderstuderende, og hun konkluderede, at jeg kun var 4 cm åben, og at fostervandet stod i en fin ballon. Hun skød Julie til at veje 4.500 gram. Puha, tænkte jeg, sikke en baby.
Men tiden gik, og jeg havde de samme kraftige veer med 4 minutters mellemrum hele tiden. Vi blev sendt op på fødegangen, fordi de havde plads. Jeg havde jordens bedste jordemoder, Nora.
Så ved 18-tiden besluttede de sig for, at jeg skulle i badekar, da det måske kunne sætte lidt mere gang i veerne. Men 2 minutter deri var mere end, hvad jeg kunne holde til, så jeg kom op igen.
Ved 21-tiden prikkede de hul på fostervandet. Det var grønt, fordi jeg var gået over tiden. Ingen fare der, Julie havde det godt inde i mors mave. Det hjalp heller ikke. Jeg var så forpint og kun åbnet 6 cm. Sikke et helvede, jeg var i. Jeg kunne ikke være nogen steder.
Kl. 22 satte de vedrop op. Det skulle gøre veerne kraftigere og få min krop til at lystre. Det virkede lidt. Jeg udvidede mig 1 cm på 1 time, det var alt. Jeg tiggede og bad dem om at tage hende ud af mig, fordi jeg kunne ikke mere.
Kl. 23.30 blev der ringet efter kirurgerne til et akut kejsersnit. De forsøgte at putte en slange ned i halsen på mig, men det lykkedes ikke, så det blev fuld narkose.
Kl. 24.17 fik vi en dejlig pige Julie på 4.390 gram og 54 cm, og jeg endte med at få 21 sting fra navlen og ned. Men hvad, hun var og er det hele værd. Så kl. 6 ringede vi til min mor og sagde, at hun var blevet bedstemor for første gang til en "lille" pige. Min mor græd af glæde.
Jeg måtte have to portioner blod, da min livmoder ikke ville trække sig ordentligt sammen. Men så fik jeg det bedre, og vi tog hjem torsdag den 27. januar. Det var meget tidligt, men jeg kan ikke fordrage at være på et sygehus.
Nu er Julie lige begyndt i 1. klasse. Sikke tiden går. Hun er også blevet storesøster til Mikkel.
15-09-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025