Skrevet af Sandie
Min termin var sat til lørdag den 12. august 2006. Jeg havde en rigtig god graviditet uden de store problemer. Jeg havde meget kvalme de første 3 måneder og fik lidt vand i kroppen de sidste par måneder. Især mine ben og fødder var ramt, men ellers følte jeg mig frisk og havde det skønt med at være gravid. Jeg tog ca. 15 kg på i det hele (de var væk igen 6 måneder efter fødslen).
Den 14. juli (4 uger før termin) gik jeg fra på barsel. Det var en meget varm sommer, så det var rart at gå hjemme, hvor jeg kunne tage det stille og roligt. Jeg gik og hyggede mig med de sidste forberedelser, til den lille skulle komme. Vi havde sat børneværelse i stand, og den 7. august fik jeg klaret det sidste og hængt de sidste billeder op. Vi jokede lidt med, at så var vi klar, og nu kunne fødslen bare gå i gang. Jeg ringede også og snakkede med min mor om det, og vi skrev det på vores hjemmeside.
Vi gik i seng om aftenen, og kl. 3 vågnede jeg ved, at det nev lidt i maven. Jeg havde haft samme følelse et par nætter forinden, men denne gang var jeg ikke i tvivl om, at det var fødslen, der så småt var gået i gang. Da jeg var helt sikker på, at småveerne blev ved, lagde jeg mig ind på sofaen og begyndte at tage tid, og skrev det ned på computeren.
Da klokken blev 6, stod Allan op. Han blev lidt rundt på gulvet over, at jeg lå på sofaen, og at jeg havde veer. Han mente, han hellere måtte blive hjemme fra arbejde, men jeg sendte ham af sted med besked om, at jeg godt kunne klare det selv, og at jeg ringede, hvis jeg mente, han skulle komme hjem. Jeg havde fornemmelsen af, at det ikke var lige op over, og jeg fik ret. Allan ringede et par gange i løbet af dagen og spurgte, om han ikke skulle komme hjem. Der var også flere af hans kolleger, der ikke kunne forstå, at han stadig var på arbejde, når jeg lå derhjemme med veer.
Han blev på arbejdet til fyraften og kom så hjem. Veerne var taget til i styrke i løbet af dagen, men de var slet ikke regelmæssige. Allan ville godt have, at jeg ringede til fødegangen, så det gjorde jeg ved 16.30-tiden. Jeg fik den besked, at så længe veerne ikke var regelmæssige og med kortere mellemrum, skulle jeg bare prøve at slappe så meget af som muligt og eventuelt tage et bad.
Da vi nåede til aftensmaden, nev veerne så meget, at jeg måtte op og have fat i dørkarmen, hver gang der kom én. Og mens jeg pustede og stønnede, sagde Allan: "Undskyld, undskyld, undskyld". Jeg svarede, at det jo ikke var hans skyld. "Jo, det er mig der har gjort det ved dig".
Efter endnu et par timer, stadig uden regelmæssige veer, ringede jeg igen til fødegangen. Den jordemoder, jeg snakkede med, mente ikke, der rigtig var gang i noget, men vi måtte gerne komme ind, så jeg kunne blive tjekket og eventuelt få noget med hjem at sove på. Så jeg fik noget andet tøj på, og vi hankede op i tasken, der efterhånden havde været pakket et par uger for at berolige faderen.
Vi havde ikke vores egen bil at køre i, men en lånebil fra Allans arbejde, fordi vi var ved at få lavet en skade på kofangeren. Der blev lagt godt med håndklæder og en sort skraldesæk på sædet, hvis nu vandet skulle gå, og så kørte vi til Roskilde. Undervejs stilnede veerne af, og da vi nåede Roskilde, var der ikke ret meget gang i det mere.
Vi ankom til fødegangen kl. 22. Vi blev modtaget af den samme jordemoder, som jeg havde snakket med i telefonen en times tid tidligere. Hun viste os ind i et lokale, hvor jeg blev undersøgt. Jeg var små 5 cm åben og altså i fødsel.
Jordemoderen blev lidt overasket. Hun troede ikke, de rigtig virkede, de veer jeg havde. Hun skønnede den lille til at veje 3.200 gram. Vi fik en fødestue, og jeg fik slappet lidt af, da veerne var aftaget i styrke igen. Jeg havde været på toilettet en masse gange i løbet af dagen, og blev derfor enig med jordemoderen om, at det ikke var nødvendigt med klyx.
Kl. 23 kommer der på grund af travlhed en anden jordemoder og kigger til os. Der er stadig god hjertelyd hos den lille, og jeg kan sagtens klare mine veer. Jeg har det bedst, når jeg går rundt og kan læne mig op ad ting. Når jeg får en ve, går jeg let ned i knæene og trækker vejret langsomt og dybt.
Imens jeg går rundt og "plejer" mine veer, tager Allan sig en lur i en lænestol. Det er faktisk okay med mig. Jeg havde mest brug for bare at tænke på mig selv. Der var meget varmt på fødestuen, så vi havde et vindue åbent. Der kunne jeg hænge op af en skrå kant med næsen i den friske natteluft og nyde den smukkeste, klareste stjernehimmel, mens jeg havde veer. Det syn og den følelse tror jeg aldrig, jeg glemmer.
Ved midnat bliver jeg tjekket igen, denne gang af en tredje jordemoder, da de to første er kaldt til akut kejsersnit. Jeg får kørt en CTG. Mine veer er stadig lidt uregelmæssige, og den har svært ved at registrere dem. Men de kommer med 5-6 minutters mellemrum og varer knapt et minut. I fødselsjournalen står der styrke 2, hvad det så end betyder. Jeg er 6 cm åben (det går ikke ret stærkt), hjertelyden er stadig god, og barnet er ikke påvirket overhovedet.
Omkring kl. 1 begynder jeg at blive rigtig dårlig af veerne, og jeg skal ud og kaste op hele tiden. Vi ringer efter en jordemoder, som kommer med et par varmepuder, som jeg får foran og på lænden, men de hjælper mig ikke ret meget. Så foreslår hun, at jeg går i brusebad for at se, om det varme vand kan lindre lidt.
Det er rigtig lækkert bare at stå med hovedet lænet mod væggen og lade det varme vand løbe ned af ryggen og ned på lænden. Jeg må ned at sidde en gang imellem, men jeg kommer hurtigt op igen. Til sidst kan jeg dog ikke mere klare fornemmelsen af vandet, der rammer mig.
Kl. 3.15 kommer min første jordemoder Ane Cecilie tilbage igen, og hun bliver hos os resten af fødslen. Hun spørger, om hun skal fylde det badekar, der er på stuen, så jeg kan komme deri. Det vil jeg meget gerne. Jeg har gennem hele graviditeten tænkt på, at jeg gerne ville i kar som smertelindring, når jeg skulle føde, men af en eller anden grund har jeg ikke tænkt ret meget over det, mens jeg har haft veer.
Kl. 3.30 er karret fyldt. Jeg går ud og tisser og kommer så ned at ligge. Det er bare SÅ godt. Nu kan jeg slappe rigtig godt af mellem veerne igen. For at fremme fødslen får jeg kl. 4.25 prikket hul på fosterhinden, så vandet går. Der kommer en lille skylle klart fostervand.
Kl. 5.20 mener Ane Cecilie, at jeg er begyndt at få lette presseveer. Jeg er faktisk ikke helt sikker på det selv, men jeg vil meget gerne begynde at presse. Jeg er ved at være meget træt og vil gerne have det overstået. Jeg har flere gange sagt, at jeg ikke vil mere og truer med at gå min vej, men hverken Allan eller Ane Cecilie mener, at det er nogen god løsning.
Ane Cecilie spørger, om jeg vil føde i vand. Det er ikke noget, vi har snakket om inden, men jeg kan ikke overskue at skulle op af vandet og over på briksen, så jeg siger, at hvis det er OK med hende, så bliver jeg liggende. Det er det, så hun undersøger mig.
Der er en lille kant tilbage, men ellers er jeg helt udvidet. Over de næste 4 veer får Ane Cecilie kanten væk, og nu må jeg gerne presse. Jeg presser nogle gange, hvor hovedet kommer fint frem, men pludselig aftager veerne. Jeg får akupunktur for at få dem op i styrke igen, og det hjælper.
Kl. 6.09 føder jeg verdens dejligste dreng. Det blev altså en vandfødsel. Han bliver tørret, kommer op og ligger på mit bryst, og Allan klipper navlestrengen. Ca. 1 minut gammel begynder han at græde. Jeg syntes, det tog en evighed, inden han græd.
Jeg havde gennem hele graviditeten haft en klar fornemmelse af, at det var en dreng, jeg ventede. Så da jeg så, at det var en dreng, havde jeg det sådan - ja selvfølgelig! Underlig fornemmelse.
Det første, jordemoderen sagde, var: "Hvor har du dog gemt den store dreng henne?". Han var 53 cm og vejede 3.730 gram, så hun havde skudt 500 gram for lavt 8 timer tidligere. Han fik apgar score 8/1 og 10/5.
5 minutter gammel begynder han at "knirke" og får C-pap i 45 minutter. De mente, at han havde fået lidt fostervand i lungerne. Der var tale om, at hvis ikke han holdt op, skulle han en tur på børneafdelingen. Det tænkte jeg ikke nærmere over, og jeg ved faktisk ikke, om det var alvorligt, for alle var så rolige omkring os, så det virkede ganske normalt. Han holdt heldigvis op, og der har ikke været noget siden.
Kl. 6.20 fødte jeg moderkagen og blev efterfølgende syet med to sting. Uh, det brød jeg mig ikke om. Det gjorde ikke ondt, men bare tanken.
Midt i det hele kiggede jeg på Allan og spurgte ham, hvad den lille skulle hedde. Vi havde på forhånd snakket om et par drengenavne, og Allan mente bestemt, det var en Oliver, vi havde fået.
Efter et par timer ringede vi rundt til den nærmeste familie og fortalte, at jeg havde født. Der var ingen, der vidste, at fødslen var i gang. Resten blev klaret via SMS.
Efter endnu et par timer på fødegangen blev vi kørt op på barselsgangen, hvor vi lå fra onsdag formiddag til fredag kl. 18. Så var jeg klar til at tage hjem. Vi lå på firesengsstue, og der var så meget uro! Og personalet var næsten ikke til at komme i kontakt med, med mindre man "spændte ben" for dem. Jeg overvejer helt klart en ambulant fødsel næste gang.
01-10-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025