Min nemme men meget forsinkede fødsel Nina fortæller om sin nemme fødsel af sønnen Nikolaj, som først ville ud 2 uger efter termin.
4887
Skrevet af Nina
Jeg havde termin for fødslen af vores første barn den 11. august 2006. Vi havde købt billetter til en Runrig koncert den dag, så det måtte nu alligevel ikke ske den dag! Det var selvfølgelig bare sagt i spøg, for billetterne kunne vi jo bare give væk, men vores lille Nikolaj havde åbenbart forstået pointen og blev inde.
Og han blev inde i fulde 14 dage efter termin. Jeg var så træt af det til sidst, for jeg kunne ikke mærke de mindste antræk til, at det skulle ske. Jeg havde ikke plukkeveer eller noget. Jeg var bare stor og rund som en dromedar, og jeg kunne ikke meget andet end at sidde hist og her og puste på grund af den varme sommer.
Vi var inde på sygehuset i Sønderborg den 25. august, hvor jeg fik lavet en hjertelydsstrimmel (CTG) og en scanning for at se, om han nu også havde det godt derinde. På strimlen kunne jordemoderen se, at jeg da havde haft et par plukkeveer i de 30 minutter, jeg havde ligget der, men dem havde jeg slet ikke mærket. Så noget var der da i gang.
Efter scanningen talte vi med en fødselslæge, som syntes, jeg skulle sættes i gang dagen efter. Så vi tog hjem, ringede til familien og sagde, at i morgen skulle jeg sættes i gang. Vi havde fået at vide, at jeg skulle have stikpiller, så vi advarede dem om, at det måske ikke skete den 26., men at det kunne tage tid.
Lørdag morgen stod vi op, hyggede os med en god morgenmad og tog ind på sygehuset, så vi var der kl. 9. Vi blev indlogeret i et observationsværelse, og der kom en jordemoder og tog endnu en hjertelydstrimmel.
Efterfølgende undersøgte hun mig og havde for en sikkerheds skyld allerede taget stikpillerne frem. Til min meget store overraskelse havde jeg åbnet mig 2 cm.
Jeg havde på det tidspunkt endnu ikke kunnet mærke nogen plukkeveer overhovedet. Jeg havde dog sovet uroligt om natten, og blev enig med min mand om, at det nok var derfor. Så i stedet for at få en stikpille, prikkede jordemoderen hul på fostervandet, og så måtte vi bare vente og se.
Der gik ikke en time, så begyndte veerne at tage fat. Jeg var ved godt mod til at starte med, og fik da spist noget frokost mellem veerne. Men så tog de også bare fat.
Jordemoderen kom med jævne mellemrum og tjekkede Nikolajs hjertelyd med en scanner, og hun kunne så pludselig ikke finde den. Men den dukkede op, dog kun svagt, så hun valgte at sætte en diode direkte på hans hoved. Så kunne vi igen følge godt med i hjertelyden.
Jeg havde stadig den scanner om maven, som registrerede mine veer, så min mand kunne følge med og forberede sig på næste gang, jeg ville klemme hans hånd til plukfisk.
Jeg gik meget ind i mig selv under og mellem veerne, og havde aftalt med min mand, at så skulle han altså lige give mine ønsker videre osv. Han var min solide støtte hele vejen igennem, og han vidste helt præcist, hvad jeg gerne ville og havde brug for.
På et tidspunkt kom jordemoderen og sagde, at hun ville flytte mig over til en fødestue og fylde vandbassinet op, så jeg kunne kommer deri og slappe af. Men veerne var blevet så kraftige, at min mand bad om, at jeg kunne få noget smertelindring i stedet for, og hun bestemte sig så for at give mig en epidural. Det var dog også lige sent nok, men den nåede da at tage toppen af veerne, så jeg kunne komme til at slappe lidt af. Så jeg fik endda hvilet lidt.
Omkring kl. 15 var der vagtskifte for jordemødrene, så vi fik en ny. Hun var vikar fra Skejby Sygehus, og vidste ikke helt, hvor det hele var henne. Men det slog hverken hende eller os ud, for hun var meget prof, og hun tog det med et smil. Jeg følte mig i meget trygge hænder hos hende.
Veerne blev nu meget kraftige, og jeg var ved at vride mig ned af briksen hver gang, så ondt gjorde det! Jeg vidste snart ikke, om jeg skulle skrige eller hvad for at komme igennem det.
Men så kom presseveerne endelig! Det var næsten en kæmpe forløsning endelig at måtte presse. Jeg er korsanger i min fritid, så jeg kan tage nogle meget dybe vejrtrækninger, og det kom mig til gode i den situation. Jordemoderen havde sjældent set nogen presse så længe på en vejrtrækning.
Nikoaj var ude på 10 minutter. Det var enormt overvældende og det største øjeblik i mit liv, da han lå i mine arme og bare var så smuk og dejlig.
Nu er han 1 år gammel og stortrives, og vi har da så småt allerede planlagt den næste.
Relaterede artikler
© 1999-2025