Alberts fødsel Randi fortæller minut for minut om Alberts fødsel.
4431
Skrevet af Randi
Det havde været en noget hård graviditet, ikke fysisk men psykisk. Grunden dertil var, at vi 14 måneder før denne termin mistede vores elskede Emil, 5 kvarter efter han var kommet til verden 13 uger for tidligt. Men denne gang nåede jeg at gå 3 dage over tid, hvilket jeg syntes var en evighed!
Men mandag den 4. juni kl. 07.30 begyndte jeg at mærke noget, jeg bestemt mente var en ve. Men de kom meget spredt, så jeg var godt klar over, at det ikke var inden for de næste timer, der ville ske noget.
Vi skulle mandag aften hjælpe mine forældre med at flytte. Det gik vi så i gang med. Men så begyndte veerne at tage til, og vi ringede til jordemoderen. Hun mente nu, at det var for tidligt, at jeg kom på sygehuset, men hun ville da godt lige tjekke mig.
Vi kørte på fødegangen, hvor jeg mødte min jordemoder, og jeg blev tjekket. Men nej, der var ikke sket en dyt. Der var stadig livmoderhals tilbage, og den var helt lukket (jeg har en meget lang livmoderhals på hele 5 cm). Så jeg blev sendt hjem igen med lidt at sove på. Sikken en køretur fra Aalborg til Hobro.
Natten mellem mandag og tirsdag fik jeg ikke sovet meget. Jeg prøvede at hvile mig, så godt jeg kunne mellem veerne.
Kl. 8.30 ringer jordemoderen til mig. Hun er på jordemodercentret i Hobro, og vil godt tjekke mig inden kl. 9. Så vi kørte op til hende.
Veerne igennem natten havde heldigvis ikke været forgæves, for nu var jeg 4 cm åben, og vi får at vide, at vi godt kan køre til Aalborg, hvor vi møder den anden af mine jordemødre. Jeg har gået hos distriktsjordemødrene, så jeg var sikker på at komme til at føde med en af de 2 jordemødre.
Vi er i Aalborg ca. kl. 10.30. Vi møder min jordemoder kl. 11.00.
Kl. 11.10 får jeg kørt CTG i 40 minutter. Den er rigtig fin. Og mine veer kommer med 4 minutters interval.
Kl. 12.00 får jeg klyx.
Kl. 12.15 bliver jeg undersøgt, og er nu 7-8 cm åben.
Kl. 12.30 kommer jeg i vandkar. Hvor var det dog fantastisk. Mormor ankommer.
Kl. 13.10 kommer jeg op af vandet. Igen til undersøgelse.
Kl. 13.30 køres CTG igen. Der er lidt variation på CTG'en, så bagvagten bliver tilkaldt på grund af min sidste graviditet. Alex henter en is til mig, da jeg føler, at jeg er ved at omkomme af varme. Den is var bare guld værd. Både for mig og Albert.
Kl. 13.45 kommer bagvagten. Jeg bliver undersøgt igen og er 8 cm åben. Bagvagten tager vandet, som er fint klart.
Kl. 14.40 har jeg presseveer i noget svingende styrke. Jeg får lagt et vedrop. Hvor er det dog skønt endeligt at må presse med.
Kl. 15.00 har jeg gode presseveer.
Kl. 15.01 bliver vores lille Albert født. Han vejer 3.630 gram og er 52 cm lang.
Kl. 15.15 føder jeg moderkagen. Albert lægges til brystet, da jeg har født moderkagen, og han sutter fint. Apgar 10/1 og 10/5.
Det har klart været den aller bedste oplevelse, jeg nogensinde har haft. Hvor er det dog stort, at man har båret på sådan et dejligt væsen i 9 måneder.
Fødslen var en meget intens oplevelse, som jeg er glad for at have oplevet. Og hvor var det dejligt, at vi havde sådan en dejlig oplevelse oven på at miste vores første barn.
Albert er nu lige knap 3 måneder gammel, og han er en glad og livlig dreng.