Mor til 2 skønne piger Tina er ikke afskrækket ved tanken om endnu en fødsel efter fødslen af hendes 2 døtre.
5594
Skrevet af Tina
Jeg er mor til 2 skønne piger på 10 og 4 år, og jeg vil gerne berette om 2 meget forskellige fødsler.
I 1997 fik jeg mod slutningen af min første graviditet tiltagende problemer med forhøjet blodtryk, protein i urinen og ødemer. Jeg havde ellers haft en dejlig graviditet med kun få gener, såsom lidt halsbrand og ømme ribben.
På dagen for min termin skulle jeg til jordemoder, der igen konstaterede, at blodtrykket var højt. Jeg var ivrig efter at se det lille barn og overtalte derfor jordemoderen til at forsøge med hindeløsning, da der pludselig var tale om igangsættelse dagen efter.
Derudover var udsigten til vestimulerende drop ikke just min kop te, da jeg igennem hele graviditeten havde været meget bange for fødselssmerterne. Jeg havde læst alt, hvad der fandtes om smertelindring, men ønskede mig mest af alt en naturlig fødsel med så lidt medicinsk intervention som muligt. Derfor havde jeg gået hos APA på Østerbro, hvor jeg fik hjælp til at tackle den forestående fødsel.
Jeg forlod derfor Gentofte Amtssygehus fuld af optimisme kl. 14.30, og søreme om ikke de første spæde veer begyndte kl. ca. 17.30. De tog stille og roligt til, indtil jeg mente, de måtte være de værste af slagsen. Men jeg blev klogere.
Vi ankom til fødegangen kl. ca. 21.30, og jeg blev undersøgt. Jeg var blot 1 cm åben - meget nedslående. Det værste var dog, at de konstaterede, at mit blodtryk var skyhøjt på grund af smerterne, hvorfor der ikke var noget valg: Jeg SKULLE føde på fødegang og SKULLE have epidural.
Jeg måtte jo bare affinde mig med situationen, og den næste times tid gik med at søge efter vene til NaCl drop samt 3 forsøg fra anæstesilægen, før der igen blev ro på stuen.
Kl. var 23.30, da vesmerterne forsvandt, og jeg blundede et par timer. Omkring kl. 01.30 vågnede jeg ved, at jeg skulle på toilettet, og jeg mente, det måtte være barnet, der pressede på. Jordemoderen kom og konstaterede, at jeg var 10 cm åben, og hun fik travlt med at gøre klar.
Midt i alt dette opfatter jeg ikke, at de slukker for epiduralen, og pludselig er smerterne der som et lyn fra en klar himmel. Det ville jeg gerne have været forberedt på! Derefter kunne jeg ikke mærke mine presseveer, men jordemoderen fastholdt, at de var der på CTG. Pressefasen blev derfor meget lang og gjorde filens ondt.
Efter ca. 2 timer kl. 4.18 blev vores datter født. En dejlig lille en på 51 cm og 2.850 gram med den vildeste sorte manke. Hurtigt herefter kom moderkagen, og jordemoderen konstaterede, at den var fyldt med hvide blodpropper.
Den havde altså været alt andet end effektiv til sidst i graviditeten, hvilket blandt andet kunne ses på den lille ved, at hun var noget rynket at se på, som om hun havde vejet mere på et tidspunkt.
I 2003 skulle vi endelig have vores 2. barn. Jeg var ret bekymret for, om tegnene på svangerskabsforgiftning ville vise sig igen. Det viste sig dog heldigvis ikke at være tilfældet.
Jeg var i mellemtiden gået i gang med en lang og krævende uddannelse, og skulle til skriftlig eksamen 4 dage inden termin. Just inden eksamen gik i gang, måtte jeg, som enhver anden gravid, på toilettet og konstaterede tegnblødning.
Jeg blev helt svedt. Nu havde jeg knoklet så hårdt og kunne absolut ikke overskue at skulle læse faget op igen. Så jeg gik ind og skrev og skrev, så sveden sprang. Der skete jo selvfølgelig ikke noget under eksamen, men det var en forskrækkelse.
3 dage senere skulle vores ældste datter sove hos en veninde, så vi syntes, at det var oplagt at få gang i fødslen. Vi hoppede i kanen, og 1 time senere kom den første ve kl. 19.00. Så det var ret effektivt.
Veerne kom fra starten med 4-5 minutter imellem og varede over 1 minut, så jeg vidste instinktivt, at vi skulle af sted snart. Jeg tog mig derfor et hurtigt bad, og min mand fik ringet efter en taxi.
Vi ankom kl. 20.30 - igen på Gentofte Amtssygehus. Jeg havde stærke veer, men jeg kunne sagtens styre dem med åndedrættet og bevægelse af hofterne fra side til side. Jeg var i modtagerummet i en god times tid. Jeg var 4 cm åben og fik klyx.
Herefter skulle jeg gå over til fødegangen - en tur, der teoretisk tager ½ minut, men for mig tog det ½ time, da jeg havde veer hele tiden. Jeg syntes dog ikke, de var så slemme disse veer.
Velankommet på fødegangen skulle jeg undersøges igen, og jeg var 10 cm åben og klar til at føde. Ligesom sidste gang kunne jeg ikke selv mærke presseveerne, men var nødt til bare at presse. Jeg pressede i ca. 15 minutter, før vores anden datter blev født kl. 22.14.
Vores datter havde skidt i vandet, da det gik lidt hurtigt til sidst, men efter at være blevet suget, kunne en 3.675 gram og 52 cm velskabt datter komme op i sin mors arme.
Jeg hører til de kvinder, der ikke synes, at udvidelsesveerne er så slemme. Men det at blive SÅ udspilet og skulle presse videre, når jeg ved, at det derved kommer til at gøre mere ondt, er pokkers ubehageligt. Det skulle jeg overtales til og senere befales af 2 meget forskellige men på hver sin måde kompetente jordmødre.
Jeg er på ingen måde afskrækket ved tanken om endnu en fødsel. Glæd dig til en fantastisk oplevelse, der vækker din indre urkvinde.
Relaterede artikler
© 1999-2025