Det er mærkeligt, så hurtigt man bliver forvent. I 2004 fik jeg min datter. Hun kom 9 dage før terminen. Jeg kan huske, at jeg tænkte: "Nej, det kan ikke være rigtigt! Der er jo stadig 9 dage til termin, så jeg skal altså ikke føde endnu!". Men ud kom hun.
Fødslen var omtrent den værste oplevelse i mit liv. Jeg syntes, det var forfærdeligt! Jeg svor på, at jeg aldrig ville gøre det igen. Det er vist hørt før. Amningen fungerede aldeles ikke, og da min datter var 3 uger gammel, tænkte jeg, at hvis dette skulle stå på resten af mit liv, ja, så ville jeg hellere dø. Jeg var helt ude i tovene, og der gik lang tid, før jeg kunne så meget som tale om en dag at få nr. 2.
Da vores datter var 2 år, begyndte kæresten at snakke om at få en til. Jeg fandt alle mulige undskyldninger for, hvorfor det bestemt ikke skulle være lige nu. Jeg skulle være færdig med mit studie, og vi skulle giftes, og jeg ville ikke være gravid til mit bryllup.
Da brylluppet var veloverstået, var jeg efterhånden løbet tør for undskyldninger, og vi smed p-pillerne. Det var i slutningen af oktober 2006. Præcis 28 dage efter sidste menstruation begyndte jeg at bløde. Så jeg var jo ikke gravid. Jeg blødte stort set uafbrudt i 3 uger. Mærkeligt. Men jeg var jo også lige stoppet med p-pillerne.
Mellem jul og nytår syntes jeg, at mine bryster var spændte, hvilket de ellers aldrig er, så vi tog en test. Den var bragende positiv, og lykken var stor, selv om jeg allerede frygtede den forestående fødsel. Terminen blev sat til den 8. september.
Jeg havde kvalme og ondt i underlivet og var ufattelig træt. Min første graviditet var fuldstændig uden gener, så det kom bag på mig, at det kunne være så anderledes denne gang.
Da jeg kom til nakkefoldsscanning, blev terminen flyttet en måned, så den nu var den 9. august. Det vil sige, at de 3 uger jeg blødte, der var jeg faktisk gravid og var ved at abortere. Det er da godt, at jeg ikke var klar over, at jeg var gravid, for så var jeg da blevet noget så bekymret.
Nakkefoldsscanningen gav en risiko på 1:1500, hvilket jo ikke er fantastisk, men selvfølgelig ikke meget alarmerende. Jeg blev alligevel lidt bekymret for, om bebs nu var OK, nu da jeg havde blødt, og scanningen ikke var optimal. Misdannelsesscanningen blev udført meget grundigt på grund af den ikke helt ideelle nakkefoldsscanning, men heldigvis var alt OK.
I uge 32 skønnede min jordemoder, at bebs var lidt lille, og vi blev sendt til en ekstra scanning på Hvidovre. Her fandt de ud af, at bebs vejede 17% mindre end forventet, og hvis ikke det var blevet bedre 14 dage senere, ville de sætte fødslen i gang i uge 37+0.
Jeg havde på dette tidspunkt mange plukkeveer, og min jordemoder ville helst sygemelde mig. Men jeg var studerende og skulle til embedseksamen i uge 34, og jeg havde bestemt ikke tænkt mig at ligge hjemme på sofaen. Så hun forberedte mig i stedet på, at jeg ikke ville gå tiden ud. Muligvis ikke engang til 37 uger.
14 dage senere til kontrolscanningen viste det sig, at bebs alligevel var fint stor, så de ville alligevel ikke sætte fødslen i gang ved 37 uger. Men plukkeveerne var der stadig.
De 37 uger kom og gik, og det gjorde uge 38, 39 og 40 også. Jeg var efterhånden temmelig træt af at være gravid. Vi troede, at vi for længe siden ville have fået vores bebs. Jeg var jo andengangs fødende, og den første var jo kommet før tid, og alle de plukkeveer. Men bebs lod vente på sig.
Da jeg er 40+4, begynder mine plukkeveer at blive regelmæssige. 10 minutter er der imellem, men de gør overhovedet ikke ondt. Det havde de ellers gjort tidligere i graviditeten, men da jeg nåede terminsdagen, holdt de op med at gøre ondt. I 2 dage var de regelmæssige med 10 minutter imellem, og torsdag kom de med 7 minutter imellem, stadig uden antydningen af smerter.
Fredag er jeg 41+1 og skal til "overtidstjek" på Hvidovre. Der bliver kørt en CTG, der viser de fine plukkeveer med 7 minutter imellem, og at bebs har det godt. Ved den indvendige undersøgelse er jeg 3 cm åben, men det kan man være længe som flergangsfødende.
Og bebs står dybt. MEGET dybt. Jordemoderen sagde, at hvis den stod dybere, havde den hængt udenfor, men det havde jeg jo ikke født af. Hun løsnede hinder, og vi gik igen.
Klokken er nu 15.30. Vi bliver enige om at køre i en forretning, da vi mangler nogle småting. På vej derud begynder jeg at få veer med 3 minutter imellem, men de varer kun 30 sekunder. Jeg synes nu godt nok, de bider, men heldigvis har jeg det helt fint imellem veerne.
Da vi kommer til butikken, er der 1.000 mennesker, og jeg får ret hurtigt fnidder af at være der, så vi beslutter i stedet at køre til Fisketorvet og måske gå i biffen eller noget andet. Så ville der da gå et par timer med det. Der er stadig 3 minutter mellem veerne, og de gør ondt. Men ikke så ondt, som jeg husker fra første gang.
Da vi når Fisketorvet, er jeg ikke længere frisk på en biograftur, og vi beslutter i stedet, at jeg skal have lidt at spise, for vi kan godt se, at vi sikkert bliver forældre igen i dag. Jeg spiser en sandwich i etaper og pruster og stønner ind i mellem, men jeg har det stadig helt fint imellem veerne.
Min mand er efterhånden begyndt at spørge, om vi ikke skal ringe til fødegangen. Min første fødsel tog kun 3 timer, men jeg synes jo lige, at vi er kommet derfra, og jeg vil ikke ringe for tidligt.
Da jeg er færdig med at spise, er klokken 16.30, og jeg ringer alligevel til fødegangen. Der er 3 minutter mellem veerne, og de varer 60-65 sekunder. De 2 minutter uden veer er stadig fine uden smerter, og det er selvfølgelig i en pause, jeg ringer.
Jordemoderen mener, at jeg er alt for frisk, og at det er for tidligt at komme ind. Jeg gentager, at der jo altså kun er 3 minutter imellem, at det gør vildt ondt, og at jeg tidligere har født hurtigt. Hun siger: "Ring igen om en time, og hvis du absolut ikke kan holde det ud, ja så må du jo ringe før". Jeg havde egentlig forventet, at hun havde bedt mig komme ind.
Vi går en runde på Fisketorvet. Det går langsomt, for jeg kan ikke stå op under veerne, og efter 3 kvarter ringer jeg og siger, at nu kommer vi altså!
Da jeg kommer ind på fødegangen, tager en jordemoder imod os. Jeg er imellem 2 veer, og hun siger, at de da vist har taget lidt af, så frisk som jeg er. I det samme kommer en ve, og hun får pludselig travlt med at få mig ind i en seng. CTG'en viser goder veer med 3 minutter imellem, og jeg er 5 cm åben.
Jeg får lavement og et brusebad, og jeg har god kontrol over veerne. Inde på fødestuen bliver jeg igen undersøgt og er 7 cm åben, og jeg kommer i karbad. Det er bare skønt! Jeg ville gerne have været i bad og prøvet akupunktur under min første fødsel, men nåede det ikke, da jeg åbnede mig fra 3-9 cm på 20 minutter.
Jeg tager nogle få veer i vandet, og jordemoderen går ud for at spise aftensmad. Det gør meget ondt nu, men jeg har stadig fin kontrol og koncentrerer mig om min vejrtrækning. Jeg tager 1 ve i vandet, efter hun er gået, og får så travlt med at komme op, da jeg synes, det presser, og jeg får beordret manden til at ringe efter jordemoderen.
Hun kommer ind og undersøger mig igen. Det er kun 10 minutter siden, hun undersøgte mig sidst, og jeg er 9,5 cm åben. Jeg tænker et øjeblik, at smertestillende ville være rart, men i det samme får jeg lov at presse, og 10 minutter senere er lille Sif kommet ud til os. 3.740 gram og 53 cm og superlækker!
Det var en fantastisk oplevelse! Selvfølgelig gjorde det smadder ondt, men jeg var med hele vejen. Det var ikke det smertehelvede, jeg husker fra min første fødsel.
Efter 2 dage tog vi hjem. Storesøster er bare så stolt! Så forskelligt kan det være. Nu er hun her, vores lille Sif. Hun er bare så dejlig, og amningen fungerer bare.
Så får I ikke mere for den 25-øre. Det var vist også rigeligt. Sorry det blev så langt.
13-10-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025