Skrevet af Charlotte
Jeg har nu længe set alle jer andres beretninger, og nu tror jeg også, at jeg vil tilføje min.
Ja, nu må jeg se, om jeg ikke langt om længe kan få skrevet min fødselsberetning. Den har jo været længe undervejs, da min dreng nu er 8 måneder gammel, så det er vist også på tide, at den bliver nedskrevet på "papir".
Om jeg kan huske den, ja det må tiden dog vise, men jeg har da min fødselsjournal og vandrejournal at holde mig til, så helt galt kan det da ikke gå. Der er dog desværre ikke tidspunkt på journalen, så det bliver, som jeg kan huske det.
Vores søn har også været "længe" undervejs, det vil sig, at vi desværre mistede vores førstefødte i januar 2006 efter en "normal" graviditet, der desværre ender nytårsaften 2005 på grund af svangerskabsforgiftning. Han blev desværre født 13½ uger for tidligt, men vi fik dog lov til at behold ham i 14 dage.
Så da jeg allerede i midten af maj 2006 står med en positiv test, er glæden og overraskelsen stor, men enormt glædelig, og vist egentlig også "planlagt", tør jeg sige nu. Ikke fordi vi havde gjort så meget for at forhindre det, men jeg var dog alligevel noget overrasket, da det var vores "første" forsøg uden "beskyttelse".
Ja, hvordan starter Mikkels fødsel så? Allerede den 27. december tror vi, at han melder sin ankomst, da jeg har på fornemmelsen, at min fostervand er begyndt at sive. Men det viser sig dog gudskelov at være falsk alarm. De giver mig dog en indlæggelse alligevel, da jeg, da vi nærmest er på vej ud af døren, bliver bedt om at aflevere en urinprøve, og de også gerne lige vil have målt mit blodtryk.
Det viser sig, at jeg har 3+ for protein i min urin og også sukker, og ja, så har jeg også lige et forhøjet blodtryk på 150/106, så jeg bliver indlagt på Svendborg Sygehus. Den 29. december får jeg allernådigst lov til at tage hjem mod, at jeg 2 gange om dagen skal komme ind og få taget blodprøver, da jeg ved sidste graviditet udviklede HELLP-Syndrom (svær svangerskabsforgiftning). Så de var jo noget obs på mig.
Vores nytårs aften blev noget ødelagt, og alligevel ikke. Vi skulle have været sammen med nogle rigtig gode venner, men vi valgte at aflyse. Så det blev en nytårs aften helt alene, måske for sidste gang, og vi nød den. Vi fik noget godt at spise og hyggede os.
Den 2. januar skulle vi/jeg alligevel til tjek på Odense Universitetshospital, hvor jeg havde gået gennem hele graviditeten hos verdens bedste læge (Annie Engberg). Hende var jeg godt nok glad for.
Jeg bliver tjekket og får at vide, hvad jeg allerede ved, at jeg har svangerskabsforgiftning, dog ikke så grelt som første gang. Men de holder øje med mig, og jeg får at vide, hvad jeg selv skal holde øje med. Mit blodtryk må ikke blive ret meget højere, end det i forvejen er, så hvis det ryger op på 150/110, så skal jeg indfinde mig.
Vi aftaler også tid til igangsættelse, som skulle være den 14. januar kl. 20. Hold kæft, hvor jeg glædede mig til den dag.
Torsdag den 11. januar havner vi på Odense Universitetshospital igen, da jeg har regelmæssige veer, efter at have fået kørt en kurve, som viser, at jeg har regelmæssige veer, men som ingenting giver. Øv, øv. Vi får at vide, at vi lige skal blive i en lille times tid endnu, da de gerne vil have en læge til at kigge på mig.
Efter 1 times tid kommer lægen, og det viser sig at være "min" læge, Annie. Hun spørger, om vi ikke skal få løsnet nogle hinder på mig, så vores dreng snart kan komme til verden. Jeg siger nærmest ja til det med kyshånd, og det kommer jeg 1 times tid senere til at fortryde.
Annie vil lige have taget nogle flere blodprøver på mig, før hun gør noget, og mens vi venter på en laborant og efterfølgende svar på prøverne, "låner" vi Annies kodeord til deres computer på afdelingen, hvor vi ligger, og vi bruger begge tiden på at surfe, og jeg får skrevet et indlæg i terminsgruppen for januar 2007.
Blodprøverne viser sig at være fine, og ja, jeg får løsnet hinder. Undskyld mit sprog, men for fanden hvor gjorde det ondt. Og så gjorde hun det 2 gange - en gang og så 3 minutters pause og så en gang til. Aldrig nogensinde igen - men jeg skal blive klogere, viser det sig.
Efter hindeløsningen, kan vi godt tage hjem. Jeg får dog at vide, at hvis mit blodtryk stiger mere, så skal vi bare indfinde os, for så skal jeg ikke gå hjemme. De vil ikke tage nogen chancer.
Den 11. januar går, og den 12. går med regelmæssige veer, men der sker bare ikke en skid. Ikke noget, der gør mere ondt, end jeg kan leve med det. Og hver gang, jeg tror, at nu er den der, så stopper det.
Det vil sige, at det meste af dagene mærker jeg ikke så forfærdeligt meget til det som sådan. Jeg kan dog godt mærke, at jeg har veer. Men om natten er det frygteligt. Jeg kan ikke finde ro, og jeg kæmper en brav kamp bare for at få 10 minutters søvn. Men de forbandede veer kommer med 5-8 minutters interval.
Men endelig om morgenen den 13. vågner jeg og har det fantastisk. Jeg må åbenbart være faldet i søvn og have fået sovet. Jeg står frisk og frejdig op, men jeg når ikke længere end ned for enden af trappen, og så får jeg en ve, der bare slår bunden ud af mig. Jeg klamrer mig til trappen.
Min mand er dog vågen og kalder på mig efter små 5 minutter, om jeg er OK. Jeg siger ingenting. Jeg kan ikke sige så meget. Jeg klamrer mig fortsat til trappen, eller håndtagene på trappen. Min mand står op og er 20 sekunder fra at grine, da han ser mig stå der, men han holder dog klogeligt sin mund. Der står jeg så i yderligere 40 minutter, og derefter får jeg mig vraltet ud under den varme bruser. Nøj, hvor var det skønt, specielt efter en ve, der varede i 45 minutter.
Efter badet kommer veerne med 5-8 minutter i mellem. Jeg vælger at ringe til fødegangen, og de vil gerne have, at jeg kommer. Så af sted til Odense, en køretur på en lille times tid. Puha, det er en lang køretur, men vi kommer dog derud, og mens manden parkerer bilen, venter jeg ved elevatoren ved fødegangen. Jeg er glad for, at det er lørdag, for så er der ikke de store problemer med at finde en p-plads.
Manden kommer løbende tilbage, og vi går op. Vi bliver mødt af en sød jordemoder, der til at starte med vil have mig på svangreklinikken, hvis mine veer nu ikke er så gode. Så jeg kommer på svangreklinikken og får kørt en lang kurve, som viser veer, men de mener dog ikke, at de er stærke nok til at give noget. Det viser sig dog, at min livmoderhals er helt udslettet, og jeg er 2-3 cm åben. Ha, snydt, hi hi.
Jeg ligger dog desværre på svangreklinikken det meste af lørdagen, og får ikke meget søvn. Min mand får at vide, at han godt kan køre hjem og få noget søvn, for der går lang tid, inden der sker noget. Det har han dog ikke lyst til, men han vælger til sidst at gøre det, efter at den ledende jordemoder på svangreklinikken bliver enig med en læge om at flytte mig til fødegangen, for det kan jo lige pludselig gå hurtigt. Min mand kører hjem kl. 1 om natten, og kommer igen søndag middag.
Jeg har hele natten ligget med regelmæssige veer, men jeg har ikke åbnet mig yderligere. Kl. 8 er der vagtskifte, og den jordemoder, jeg får, bliver jeg rigtig glad for. Hun har også en jordemoderstuderende med.
Jordemoderen vil gerne give mig noget morfin, så jeg kan få noget søvn. Nøj, hvor kom jeg i himlen, da jeg fik det, og jeg sov sødeligt i små 4 timer. Da jeg vågnede, var der lige pludselig sket noget af en ændring i mine veer. De gjorde noget mere ondt, og nu var jeg da i hvert fald ikke i tvivl, om end jeg ikke havde været det.
Det meste af søndagen går med at gå rundt og huske at trække vejret rigtigt, og ellers bare holde smerterne ud. Hen under aftenen kommer der en læge, som bliver enig med jordemoderen. Når jeg nu alligevel skulle være sat i gang søndag aften, så vil de da gerne lægge den ballonudvidelse, jeg skulle have haft, hvis jeg ikke var gået i gang af mig selv. Men grunden til, at de gerne ville lægge den, var, at jeg ikke havde udvidet mig mere siden lørdag.
Kl. 20 kommer de tilbage og lægger den ballonudvidelse. Jeg får dog lige et skud morfin, inden de går i gang. Hold kæft, hvor var jeg glad for, at min mand var der, for det gjorde fandme ondt, selvom jeg havde fået morfin. Efter en lille time lykkedes det lægen at lægge den. Det viser sig, at vores dreng faktisk ligger så langt nede i mit bækken med sit hoved, at det er svært at lægge ballonkateteret.
Efter kateteret er på plads, bliver der puttet 2 gange 80 ml vand i ballonerne. Det gjorde ondt. Jeg åbnede mig fra 3 til 6 cm på lidt under en time, viser det sig.
Da klokken er omkring 22, får jeg tilbudt en epiduralblokade, til dels på grund af mit høje blodtryk, og fordi de mener, at der ikke længere er grund til, at jeg skal ligge og være så forpint. Indtil den kommer, får jeg masken med lattergas. Nøj, hvor blev jeg glad for den, og jeg tog nogle gevaldige sug i den.
Mine veer kom temmelig regelmæssigt med små 3 minutter imellem, og jeg var ca. 6 cm åben. Ret kort tid efter kommer der en narkoselæge og lægger blokaden. Den blev jeg temmelig glad for, og jeg havde ikke længere smerter og kunne sove lidt.
Min mand lægger sig på fødebriksen for at få lidt søvn. Jeg ligger i en almindelig hospitalsseng. Jeg tror, min mand kun lige er faldet i søvn, da jeg meget tøvende siger til ham, at jeg tror, mit vand er gået. Han står helt fortumlet op og hiver i snoren til klokken, og ind kommer jordemoder Birgitte. Og ganske rigtig, mit vand er gået.
Derefter begynder det hele at gå lidt skævt. De vil måle på vores dreng, og det kræver, at han får sat en elektrode på sit hoved. 3 forsøg må der til, før det lykkedes.
Lægen, der satte ballonkateteret op, kommer også forbi for at se, hvordan det går. Det går da. De vil også have målt PH-værdi på vores dreng, så mere stikken på ham, og alt ser tilsyneladende fint ud.
Hen ad morgenen beslutter de sig for at give mig vedrop, fordi jeg ikke har åbnet mig ret mig mere. Jeg er vist på det tidspunkt 7-8 cm åben, og hvis der intet er sket inden for et par timer, så bliver det et kejsersnit. Men så langt når de ikke, for 20 minutter senere dykker Mikkels hjertelyd, og jeg beder selv om det kejsersnit, for nu vil jeg ikke mere. Jeg føler mig ikke tryg, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg når at tænke tanken: "Går det her nu også galt?".
Lægen er ret hurtig og siger, at nu bliver jeg kørt ned til kejsersnit, og min mand får udleveret det der grønne hospitalstøj, som man nu får. Og vi bliver kørt af sted. Ved et tilfælde viser det sig, at vores læge Annie er til stede ved kejsersnittet, og den læge, som skal foretage kejsersnittet, var også den læge, vi havde dengang, vi fik vores første søn. Lidt underligt men også betryggende.
Efter at have fået mere "bedøvelse" i epiduralen, gik de i gang. En ret underlig fornemmelse at ligge der og vente på at blive forældre. Der gik 20 sekunder, og så hørte vi den skønneste babydreng skrige. Kl. 8.10 kom vores dreng til verden efter 46 timer med veer. 2.686 gram og 48 cm, og ellers sund og rask og skrigende.
De kom lige forbi med ham, og vi fik ham at se. Vores jordemoder huggede kameraet og tog det med, og så gik de ud for at gøre vores dreng i stand. Derefter kom de ind med ham, og han blev lagt i armene på sin far. Efterfølgende blev vi kørt på opvågningen, så jeg kunne få følelsen tilbage i mine ben, og først der fik jeg vores lille dreng over i mine arme for første gang. Nej, hvor jeg tudede, og jeg tænkte, at så lykkedes det endelig.
Det skal lige siges, at efter kejsersnittet kommer lægen og fortæller os, at det gamle ar, jeg havde fra det gamle kejsersnit, var begyndt at springe op. Endvidere får vi at vide, at hvis vi vælger på et tidspunkt at gøre vores dreng til storebror, så vil den lille ny blive taget ved kejsersnit op til 3 uger før tid, fordi jeg er gået i gang af mig selv med vores dreng 14 dage før, og jeg må ikke få lov til at gå i fødsel selv.
Vi havde en enkelt overnatning på Odense Universitetshospital, som ikke var nogen succes. Vi fik en dum sygeplejerske, som skulle være der for os, men bestemt ikke var det. Vi havde hele tiden haft en aftale om, at vi måtte komme på Svendborgs barselsgang. Det kom vi også, men Odenses barselsgang giver jeg ikke meget for, men deres fødegang og operationsgang får kun plus herfra. Det var så godt, og vi følte os trygge. Jeg nød de 5 dage, jeg fik i Svendborg, og var også enormt glad for at komme hjem.
Nu er vores lille basse blevet 8 måneder gammel, og han er en glad og livlig lille frisk dreng. Jeg er ikke i tvivl om, at han engang skal være storebror. Tak fordi I læste med så langt.
17-10-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025