Skrevet af Mariane
I 2006, efter vi var blevet gift, og jeg var blevet færdig med min praktik, besluttede vi os for, at nu ville vi gerne have børn. Begge mine søskende og stort set alle mine fætre og kusiner havde børn, og min mands søster havde også børn, så det var vist ved at være vores tur.
Jeg var dog ikke helt klar over, hvad det var, jeg havde kastet mig ud i. Jeg havde ingenting læst om graviditet og fødsel, og jeg var ikke klar over, at man skulle tage folinsyre, inden man blev gravid. Men jeg havde hørt om mange, for hvem det havde taget lang tid at blive gravid, nogle var igennem behandling for barnløshed, og for andre tog det 1-2 år, før det lykkedes. Så vi var indstillet på, at det kunne tage sin tid. Og pyt med det, vi var jo kun 25 år, så der var ikke noget biologisk ur, der tikkede. Vi vidste jo heller ikke engang, om vi var frugtsommelige.
Nå, men efter 4 måneders forsøg gik jeg så og ventede på min menstruation, som lod vente på sig i ekstra lang tid. Så tog jeg en graviditetstest kl. 7 om morgenen. Der var to meget tydelige streger. Kunne det virkelig passe? Jeg vækkede min mand, jo den var god nok!
Samme dag ringede jeg til min læge. Jeg kom derned, og det var rigtigt nok, jeg var gravid. Så kunne jeg begynde at læse om, hvad man bør og ikke bør gøre som gravid, og hvad der kunne ske under en graviditet. Jeg følte mig lidt naiv. Jeg havde ikke tænkt på, hvor stor en omvæltning det er for kroppen.
Men bortset fra lidt kvalme, hedeture trods kølig sommer og lidt for mange plukkeveer, gik min graviditet over al forventning. Fødslen tænkte jeg ikke så meget på, men vi gik til fødselsforberedelse, og jeg var ikke nervøs. Både min mor og søster havde haft hurtige fødsler, og min mormor havde født 8 børn uden problemer, så det skulle jeg nok kunne klare.
Så nærmede tiden sig for min termin. Jeg fortalte min jordemoder om nogle kraftige plukkeveer, og hun sagde, det godt kunne være, at jeg fødte før tid. I ugerne op til min termin kiggede jeg efter fostervandet. En dag, da jeg var i uge 37+2, var jeg lidt usikker på, om mit vand var gået, så jeg tog ind på fødegangen. Næh, mit vand var intakt, men min livmoderhals var udslettet, og jeg var en finger åben.
Så kom flere dage med en blanding af veer og plukkeveer, der kom og gik. På terminsdagen begyndte jeg at få veer, de blev ved, og i flere timer var der 5 minutter imellem. Så ringede vi til fødegangen, og de mente, jeg kun var i starten af det hele, men jeg måtte gerne komme ind og blive tjekket. Jeg ville gerne tjekkes, og vi tog derud, selv om min mand mente, at jeg skulle have så ondt, at jeg ikke kunne gå, men så ville jeg jo være bange for, at jeg endte med en hjemmefødsel.
Jeg var 2 cm åben, så gik vi en lille tur. Bagefter gik vi hjem, men jeg kunne ikke sove, så tog vi derud. Jeg fik en sovepakke, men jeg kunne ikke falde i søvn, og mine veer gik i stå. Vi tog hjem, og de følgende dage fik jeg veer, der kom og gik. Da jeg var i uge 40+3, og mine veer atter var gået i stå, ringede jeg til fødegangen og klagede. Var der ikke noget, de kunne gøre for mig? Kunne de ikke tage mit vand? Nej, jeg skulle have veer og være 3 cm åben.
Da jeg var i uge 40+5 tog min mor den lange køretur over for at besøge mig og vente sammen med mig. Da hun kom, havde jeg fået veer (de var gået i gang om morgenen), men jeg vidste ikke, om de ville gå i stå igen, og denne gang ville jeg vente med at tage ud på fødegangen. Kl. 18 ringede jeg til fødegangen, og vi blev enige om, at jeg skulle tage derud, når der var 3-4 minutter mellem veerne, eller når jeg ikke mere kunne holde ud at være derhjemme.
Kl. 21 var veerne blevet kraftigere, og jeg ville gerne ud på sygehuset. Jeg var 4-5 cm åben, så det betød, at jeg gerne måtte blive derude, og jeg ville heller ikke få stukket en sovepakke. Så fik jeg akupunktur og varmepuder, og blev overtalt til steriltvandspapler. Det hjalp lidt på smerterne. Så sad min mor, mand og jeg og ventede.
Jeg blev tjekket flere gange, men det gik langsomt. Kl. 2 var jeg kun 7 cm åben, så de tog fostervandet. Det var grønt, så der blev sat CTG og vemåler på mig, men barnet havde det helt fint. Så begyndte veerne at blive kraftigere, og der var kortere tid imellem dem. Selv om jeg var imod lattergas, så måtte jeg have et eller andet, og jeg syntes ikke, det kunne betale sig med epiduralblokade, hvis jeg alligevel fødte om en time.
Jeg havde veer hele tiden i 1-2 timer. Jeg brækkede mig ud over det hele og håbede på, at det snart skulle overstås. Pludselig mærkede jeg det trykke helt vildt på min endetarm, og jeg bad jordemoderen om at tjekke mig. Jeg var 10 cm åben, og jeg måtte presse! Væk med lattergassen, på med ilten. Min mand var god til at opmuntre mig, og efter ca. en halv time kom der kl. 5 en stor skrigende dreng ud på 4,1 kg og 55 cm.
Det er dog den kæreste dreng, jeg har fået. Han er glad og rolig. Det var det hele værd. Men der går lige nogle år, før jeg vil gentage turen igen, og så kan det være, jeg næste gang vil vælge en epiduralblokade, hvis det tager lang tid igen. Men anden gang siges jo at være nem.
31-10-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025