I efterårsferien 2006 havde jeg mistanke om, at jeg var gravid med vores tredje barn. Og ganske rigtigt, en graviditetstest afslørede, at den var god nok. Ferien tilbragte jeg alene hjemme med vores to børn, og da vi har to katte, som på det tidspunkt ikke var mere end 3 måneder og stadigvæk brugte kattebakke, var jeg nødt til at få børnene til at stå for tømning af denne.
Som jeg egentlig havde forestillet mig, godtog de ikke bare beskeden om, at de nu var ansvarlige for kattebakken, men begge ville de vide hvorfor. Jeg besluttede, at når jeg havde fortalt deres far, at vi skulle have en lille efternøler, ville jeg også afsløre nyheden for dem.
Det blev modtaget med blandede følelser. Den yngste, som er en dreng, blev vildt begejstret og ønskede af hele sit hjerte at få en lillebror. Den ældste, som er en pige, havde jo ligesom prøvet det før og havde egentlig ikke lyst til at prøve det igen.
Terminen blev sat til den 23. juni 2007, men blev rykket til den 28. juni 2007 efter nakkefoldsscanningen.
De store børn fik sommerferie, uden at der skete noget. En dag i sommerferien fik jeg aftalt med mine forældre, at de skulle hente mig og børnene, så vi kunne komme lidt væk hjemmefra.
Det var den værste regnvejrsdag i mange mange år. Om morgenen blev jeg enig med mig selv om at kontakte fødegangen, da jeg følte, at fostervandet ligesom skvulpede over. Mine forældre kom og hentede os. De satte mig af på hospitalet og tog børnene med hjem.
Jeg fik kørt en CTG, og alt så fint ud, og jordemoderen kunne berolige mig med, at der stadigvæk var masser af fostervand. Hun sagde dog til mig, at så snart vandet gik, eller jeg fik veer, skulle jeg køre mod hospitalet. Hun sagde, at jeg var meget moden, hvad det så end betyder?
Min mor var så sød at køre tilbage for at hente mig. Vi slog lige et smut for at købe et puslebord. Det havde vi endnu ikke på plads. Resten af dagen hyggede vi os med at spille spil og lege med børnene. Til aftensmaden dukkede den kommende far og allerede far til to op.
Der var efterhånden faldet rigtig meget regn, og alle steder var der kæmpe vandpytter. Jeg havde flere gange min mand med hen til vinduet for at vise ham en kæmpe sø nederst i haven.
Da vi var ved at være på vej hjem, pakkede jeg børnenes ting sammen, og idet jeg ville sætte poserne ned, gik vandet. Klokken var da ca. 19.35. Jeg råbte, at nu gik vandet, og til det svarede min mand: "Ja ja, jeg gider altså ikke se mere på det vand i haven".
Men da det gik op for ham, hvad der var i gærde, kan det nok være, vi kom af sted. Det var jo timet, at vi blot kunne efterlade børnene hos mormor og morfar.
Vi sejlede næsten hele vejen til hospitalet. Min mand kom endda til at køre over for rødt. Vi nåede hospitalet kl. ca. 20.25, og tilsyneladende var der godt gang i fødslerne denne aften. Vi blev i hvert fald henvist til den værste af deres fødestuer.
Jordemoderen undersøgte mig. Jeg havde endnu ikke fået veer, men var alligevel allerede 3 cm åben. Der blev kørt en strimmel, der viste, at babyen havde det godt.
Jordemoderen gik, men inden hun var ude af døren, nåede jeg at spørge hende om, hvornår hun ville komme igen. Til det svarede hun, at hun da nok skulle komme og sige farvel, inden hun gik hjem kl. 24.
Kl. ca. 21 kom veerne, og ret hurtigt gjorde de meget ondt og var der hele tiden. Efter en lille times tid sendte jeg min mand ud for at hente jordemoderen, idet jeg havde på fornemmelsen, at det ville gå meget hurtigt. Hun kom ind, og jeg bad hende tjekke mig.
  Hun troede ikke rigtig på, at jeg kunne mærke, at det var oppe over, men hun indvilligede i at undersøge mig igen. Og så kan det nok være, hun fik travlt. Kl. 22.15 kom presseveerne, og kl. 22.25 kom en dejlig pige på 4.310 gram og 55 cm til verden.
Det var en helt igennem fantastisk fødsel. Jeg glemmer aldrig den regnvejrsdag, da vores tredje og sidste barn kom til verden.
01-12-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025